Efter det frygtelige skyderi på Utøya og bomben i Oslo må de første tanker gå til venner og pårørende til de døde og sårede og til de overlevende, som formentlig for altid vil være mærkede af det, der skete. Men også det Norske samfund vil være mærket længe efter, ligesom tragedien må give eftertanke i andre åbne samfund, herunder det danske.

Knap havde støvet lagt sig efter bomben i Oslo, før den såkaldte terrorekspert Magnus Ranstorp fra det Svenske Forsvarsakademi udtalte, at det ”sandsynligvis” var Al-Queda der stod bag. På det tidspunkt viste ingen andet, end at der var tale om en bombe, og at den havde været voldsom. Men det var åbenbart nok for eksperten: en stor bombe, så må det være islamisterne der står bag.

I skrivende stund ved vi med sikkerhed, at det var en nordmand med stærkt højre-nationale synspunkter, som udførte massakren på Utøya, ligesom det norske politi mistænker ham for at stå bag bombesprængningen i Oslo. Manden har deltaget i forskellige nationalistiske og fremmedfjendske foraer på nettet. Meget tyder på, at der er tale om en enlig, politisk motiveret galning, men det kan dog endnu ikke udelukkes at der var tale om en koordineret aktion med flere medskyldige.

Når ”eksperter” og medier alligevel (med NRK som en glædelig undtagelse) kastede sig ud i spekulationer om islamisk terror, før man overhovedet vidste hvad der reelt var foregået, så siger det noget om det offentlige debatniveau. I virkeligheden så har den terror, der udføres i Europa, mange kilder og motiver. Ifølge Europol kan under én procent af terrorforsøgene i EU betegnes som islamistiske. Blandt de mest spektakulære og dødbringende anslag finder vi dog de islamistiske bombninger i Madrid i 2004 og i London 2005. Men alt i alt har ikke-islamistisk terror formentligt flere menneskeliv på samvittigheden i Europa, end den islamistiske.

Noget af det, der karakteriserer terrorister, uanset ideologisk ståsted, er ifølge forskningen en følelse af at være de udvalgte: de, som her gennemskuet uretfærdigheden og som ikke mindst ta’r konsekvensen af den. Det gjaldt tilsyneladende også, bedømt ud fra det lidt vi ved, for gerningsmanden i Norge. På nettet har han givet udtryk for, at Norge var under belejring af multikulturalismen og kulturmarxismen, og at politikere som Gro Harlem Brundtland var ”landsmo(r)dere”. Ifølge presseforlydende startede han skyderiet på Utøya med at erklære, at nu begyndte opgøret.

Ser man nærmere på de udtalelser, som gerningsmanden er kommet med, er der desværre meget som man vil kunne genkende fra den danske, offentlige debat. Ikke blot fra obskure, højreekstreme web-sider, men også fra main-stream medier og sågar fra Folketingets talerstol. Det burde vække til eftertanke hos de politikere og andre, som har ført an i at skabe en ”os-mod-dem” stemning i debatten. Naturligvis skal vi fortsat have en fri og åben debat, også om emner som integration og indvandring. Men hvis man udråber hele befolkningsgrupper til fjender af nationen og politiske modstandere til landforrædere, så må man vide at man er med til at skabe et debatklima, som bekræfter mere ekstreme typer i deres forskruede ideer.

Danske medier og politikere burde også overveje, om deres hidtidige syn på radikalisme og ekstremisme måske har været helt rigtigt fokuseret. I 2009 søsatte regeringen en handlingsplan mod radikalisering. Den var ganske nuanceret i sit grundlag, og indeholdt en del udmærkede initiativer. Karakteristisk var planen dog forankret i Integrationsministeriet, og i den offentlige debat blev den helt klart set som et initiativ rettet specielt mod islamistisk radikalisme og unge med indvandrerbaggrund. Efter i går er der grund til at sætte langt større fokus på højreekstremismen, også i Danmark.

Tragedien i Norge har vist os, at også i Norden kan vi avle vore egne terrorister midt iblandt os. Med sit valg af mål, viste gerningsmanden os paradoksalt nok også, hvad der er terrorismens absolutte modsætning og det bedste våben imod den: unge, engageret i en åben og fri debat om politik og deres lands udvikling. Jo mere åbent og inkluderende det politiske system er, jo mere oplyst og tolerant den offentlige debat føres, jo mindre grobund vil der være for terrorismen. Den bedste måde at mindes ofrene fra Norge på, vil være at arbejde for dette.