Pentax » christianehoej.dk

Spejlrefleks som vor mor lavede dem

jun 012007

I 1957 lancerede det japanske firma Asahi en ny kameramodel, kaldet Pentax. Det var ikke det første 35mm spejlreflekskamera med pentaprisme. Den titel tilkommer Contax S, lanceret af Zeiss i 1949 i det daværende DDR.

Men Asahis model var den første, som samlede en lang række af de kendetegn som skulle komme til at kendetegne det moderne spejlreflekskamera: ud over det fastmonterede pentaprisme var det bl.a. det lille håndtag til filmfremføring i højre side, et spejl som returnerede umiddelbart efter optagelsen, mm.

Den grundlæggende konstruktion blev så populær, at den snart blev kopieret af andre japanske kamerafirmaer. Det gjaldt også et dengang inferiørt firma ved navn Canon, som imidlertid ikke fik den store succes. Det gjorde imidlertid Nikon, hvis F-model var det første spejlreflekskamera som blev taget seriøst af professionelle fotografer. Resten er historie…

Asahi blev så overvældet af successen, at de efterhånden ændrede Pentax fra et modelnavn til det navn, som alle firmaets kameraer blev markedsført under. På trods af en fortsat række af tekniske innovationer, som f.eks. verdens første SLR med lysmåling gennem objektivet, nåede Pentax aldrig i nærheden af Nikons popularitet blandt pressefotografer. Derimod fandt mærket en niche blandt mode- og portrætfotografer, ligesom det var uhyre populært blandt ambitiøse amatører.

I 1981 introducerede Pentax det første SLR med en fungerende autofokus. På længere sigt var det imidlertid andre mærker – ikke mindst Canon – som tog teten i indførelsen af autofokus. Da spejlrefleksen blev ramt af den digitale revolution var Pentax langsom til at komme ud af hullerne. Mens Canon brusede frem blev Pentax et nichemærke som kunne være svært at opdrive, selv hos en velassorteret fotohandler.

I det stille har Pentax i de senere år lanceret en række modeller, som er tro mod traditionen for solid byggekvalitet, god søger og kompakt størrelse. Samtidig har man fortsat udviklet sin niche indenfor objektiver, sådan at man i dag har helt sin egen profil i kvalitetsoptik med nok det største udvalg i faste brændvidder. Når det gælder hastighed og megapixel-ræset har man imidlertid været klart bagud for Nikon og Canon.

Med den nye model K10D ser det imidlertid ud til, at Pentax nu rykker for alvor. Det er uden diskussion det mest avancerede kamera i sin klasse. Det har da også fået fine anmeldelser, og er netop udnævnt til årets DSLR i “ekspertklassen” af de europæiske fotoblades forening TIPA.

Digital spejlrefleks i 50â€²er design Samtidig er det altså i år 50 år siden Asahi lancerede “ur-Pentaxen”. Det har man fejret ved at fremstille et jubilæumskamera, kaldet AP50. Der er i bund og grund tale om et K10D i “retro-indpakning”, som skal få det topmoderne digitalkamera til at ligne et spejrefleks fra 1950′erne. Man kan se en nærmere præsentation med flere billeder på dette japanske web-sted. Mit japanske er godt nok lidt rustent. Men ifølge Googles maskin-oversættelse er der, ikke overraskende, tale om en prototype. Men det antydes også, at hvis interessen for en retro-model er stor nok, så vil man muligvis starte en produktion.

AP50 er en sjov gimmick og jeg indrømmer gerne, at jeg bliver nostalgisk og blød om hjertet ved synet. Det er forståeligt, at Pentax gerne vil fejre sin gloværdige fortid. Men på længere sigt er det nok klogest at bruge kræfterne på fremtiden…

Lithium-batterier til Pentax dSLR

Fotografi Ingen kommentarer »

apr 202007

Sidste år var jeg, som en del af mit arbejde, i Italien for at se på industrihistorie. En international flok af historikere og museumsfolk kørte rundt i norditalien i en lille uges tid. En af mine gode kolleger fra Norge havde, på vej ud af døren, snuppet et Canon dSLR med på turen. Da han kom til Italien opdagede han, at han havde glemt at få batteriladeren med. Vi var vel 80 mennesker på turen, som stort set alle var udstyret med digitalkameraer – heraf en hel del Canon, men ingen af samme model. Det lykkedes aldrig min kollega at finde en lader, der passede til hans bestemte batteri. Så der blev ingen billeder fra den tur…

Selv om en stor del af dem formentlig stammer fra samme underleverandør, så gør de forskellige kamerafabrikanter sig stor umage for at sikre, at lige præcis deres batterier ikke kan bruges i andre kameramærker – og ofte heller ikke i andre modeller af samme mærke. Det er muligvis godt for firmaets indtjening – men ikke for brugerne.

Indtil den nyeste model K10D er Pentax gået en anden vej: i stedet for et specielt batteri kan man bruge 4 standard AAA batterier eller 2 CR-V3 lithium batterier. Det giver i alt 4 muligheder, med hver deres fordele og ulemper:

skulle man, som min stakkels kollega, være kommet af sted uden lader, kan man gå ind i nærmeste kiosk og købe 4 almindelige AAA alkaline batterier. De holder ikke voldsomt længe, men kan redde en ud af træls situation…
en betydelige bedre ydelse får man med 2 stk lithium-batterier af typen CR-V3. De holder rigtig længe. Men de er dyre, kan ikke fås i en hvilken som helst kiosk, og så er det stadig engangsbatterier – hvilket er en ulempe både ud fra et miljømæssigt og økonomisk synspunkt.
skal der være økonomi i det, kan man anskaffe et – eller helst flere – sæt af genopladelige AAA NiMH’er og en god, hurtig lader. Køber man dem med en kapacitet på mindst 2500 mAh så holder de længe, typisk til 3-400 optagelser. Med et ekstra par i tasken går man i praksis aldrig tør for strøm. Men der er også et par ulemper: for det første har et genopladeligt AAA batteri kun en spænding på 1,2 volt, så 4 stk. giver “kun” 4,8 volt. Da kameraet er konstrueret til en spænding på 6 volt betyder det at man i teorien får en lavere ydelse, hvilket f.eks. kan betyde at autofokusen ikke er helt så hurtigt som den kunne være. For det andet taber NiMH’er i styrke over tid, selv om de ikke bruges. Et sæt fuldt opladede NiMH’er som ligger en måned i en skuffe bør oplades igen inden brug.
den ultimative løsning burde derfor være genopladelige lithium-batterier, af typen RCR-V3. Dem fraråder Pentax ganske vist at man bruger. Det skyldes, at de kan nå op på en spænding på mere end 3 volt – f.eks. 6,5-7 volt for to stk. Det kan være ret usundt for kameraet. På det seneste er der imidlertid kommet typer som garanterer en max-spænding på 3 volt. Så da jeg faldt over et billigt tilbud på nettet skulle de prøves – det følgende er mine erfaringer:

På batterierne står der ganske vist 3 volt. For en sikkerhed skyld lånte jeg min nabos voltmeter: og jo, det passer godt nok. RCR-V3 batterier Så var det jo bare at smide dem i kameraet. Det var ganske rigtigt også som om autofokusen reagerede minimalt hurtigere. Det er naturligvis et subjektivt indtryk – jeg har ingen instrumenter til eller viden om hvordan man tester det objektivt. Desuden er det også mit indtryk – igen subjektivt – at ydelsen holder bedre i koldt vejr end NiMH’erne gør. Og så er der lige den detalje, at 2 RCR-V3′er vejer lidt mindre end 4 AAA’er…

Men desværre er der også ulemper. For det første holder de knap så længe som NiMH’erne – jeg kan ikke få mere end omkring 225 optagelser ud af dem. Det kan jeg leve med. Hvad værre er: de dør meget pludseligt, og uden at batteriindikatoren tilsyneladende er i stand til at registrere det. Selv om indikatoren viser fuld styrke holder kameraet pludselig op med at reagere – og vågner først, når der kommer nye batterier i.

Det sidste er r..irriterende, og overskygger for mig den minimalt bedre ydelse. Jeg vil måske nok bruge RCR-V3′erne i specielle situationer, som f.eks. når det er meget koldt. Men ellers vil jeg holde mig til de gode, gamle NiMH’er.

…OK, det var så ugens foto-teknik-nørd-post. Næste post handler om noget helt u-teknisk – på spejderære

Pentax AF-justering

Fotografi Ingen kommentarer »

mar 182007

Stor var glæden, da posten forleden bankede på og afleverede mit nye Pentax SMC-DA 21 Limited. Stor var ærgrelsen, da de første billeder med det nye objektiv viste sig at være decideret uskarpe.

Efter lidt søgen frem og tilbage på nettet fandt jeg ud af, at jeg ikke er den eneste som har det problem. Tværtimod synes det som om DA 21′eren og Pentax’s autofokus er en giftig kombination. Mange melder i hvert fald om problemer. Efter en hel del testskud fandt jeg ud af, at jeg havde et bag-fokus-problem. Min istDS stiller skarpt på et punkt, som ligger længere tilbage i billedet, end det som AF-sensoren egentlig peger på. Problemet viste sig, ved nærmere eftersyn, at være det samme på min Sigma 18-125 zoom. Det er dog langt fra så udtalt, og findes kun i den “brede” ende. Jeg har ikke tidligere tænkt på, at det kunne være et AF-problem, men blot henført stedvist uskarpe billeder til et spørgsmål om mindre god optisk kvalitet.

Umiddelbart blev jeg sur. DA 21′eren er ikke noget billigt objektiv. Pentax kalder den “Limited”, hvilket skulle være et signal om kvalitet (Og det er det også når man ser bort fra AF’en – men mere om det en anden gang). Umiddelbart må vel forvente, at når man monterer sådan et objektiv på sit Pentax kamera, så spiller teknikken sammen og autofokusen fungerer? Det synes jeg for så vidt stadig. Men jeg har lært, at det kan man ikke tage for givet. Og det gælder ikke kun Pentax. Således reklamerer Canon med, at deres nye super-duper-pro model 1D MKIII har fået en ny funktion: mulighed for at finindstille autofokusen.

Stor var min glæde, da jeg på nettet fandt ud, at min istDS – og i øvrigt alle Pentax-modellerne – allerede kan (næsten) det samme som Canons nye flagskib. Der er dog to klare men’er: På Canon’en kan man tilpasse AF’en separat for op til 10 forskellige optikker. På Pentax-modellerne kan man kun foretage en generel finjustering, som vil gælde for alle optikker. Og mens funktionen er en del af Canons almindelige menusystem, så er den hos Pentax uofficiel og skal graves frem fra en særlig service-menu. Prisforskellen på min istDS og Canon 1 D MKIII taget i betragtning kan jeg leve med det

Til glæde for andre Pentax-ejere med fokus-problemer har jeg lagt opskriften på AF-finindstilling ind på web-siden

De gode, gamle 50′ere

Fotografi 4 kommentarer »

feb 232007

På sin stærkt anbefalelsesværdige blog The Online Photographer har Mike Johnston i en række indlæg skrevet om de gode gamle 50′ere – altså objektiver med 50 mm brændvidde.

En gang var 50′eren standardobjektivet, som sad på alle nyindkøbte spejlreflekskameraer. Nu om dage hedder et standardobjektiv typisk 18-50 mm, og den gode gamle faste 50′er er ude i kulden. Og det er synd, af mange gode grunde som Mike gør glimrende rede for.

Dog synes jeg godt han kunne skelne lidt klarere mellem de to begreber “normaloptik” og “50 mm”. I filmdagene var de to ting det samme, for en 50 mm gav en billedvinkel som tæt på det menneskelige synsfelt – deraf normalen. 50′eren var simpelthen grænsen mellem vidvinkel og tele. Men med få undtagelser, så har de fleste digitale spejlreflekskameraer en sensor som er mindre end det gamle 24*36 mm film-format. Da billedvinklen afgøres af forholdet mellem brændvidde og kvadratet på billedplanet, betyder det i praksis at 50′eren får en anden billedvinkel. Typisk noget der svarer til ca. 75 mm i de gamle filmdage – altså en kort tele. En normaloptik til en typisk digital spejlrefleks vil derfor nærmere være omkring 30 mm.

Diskussionen handler altså om to ting: Dels hvilken nytte man kan have af 50′eren på dagens kameraer. Dels om hvad man skal med en normaloptik i disse zoom-tider.

Men Mike Johnston skal tilgives. Han kan nemlig ikke dy sig for at bringe sin personlige liste over verdens 10 bedste 50′ere. Og minsandten om ikke et mine egne objektiver er på listen. Og nej: det er hverken et Leica, Zeiss eller Canon L, men et Pentax SMC-A 50mm F1.4, som jeg har købt brugt for 400 kr. Og jeg er helt enig med Mike Johnston: det er et pragtfuldt objektiv!

En 50mm 1.4 har meget lille dybdeskarphed ved fuld blænde.
Jeg har ikke valgt dette eksempel på grund af motivet,
men fordi det er et godt eksempel på SMC-A’ens fantastiske bokeh.