Et andet produkt, lidt i samme boldgade, er Lensbaby. Her er der tale om en optik til brug på et spejlreflekskamera. Den oprindelige model bestod af en enkelt linse, monteret i et fleksibelt plastrør uden blænde. Ved at vride røret lidt til den ene eller den anden side kan man forskyde fokuspunktet i forhold til film- eller sensorplanet, og dermed også forstærke og forskyde uskarpheden i billedet. Senere modeller er lidt mere avancerede, men grundideen er den samme.

Jeg synes den kultagtige begejstring for fotogrej, der skaber teknisk dårligt og til dels uforudsigelige billeder er lidt for meget. Men jeg kan da godt se det tiltrækkende i at gi’ perfektionismen fingeren og lade det fotografiske legebarn komme til…

Holgaen gider jeg ikke, men jeg har overvejet at anskaffe en Lensbaby. De er dog lidt dyre for noget, der måske bare er en grille. Så i stedet besluttede jeg mig for at lave min helt egen trash-optik. Dog af en vis klasse: mindre end Leica ku’ ikke gøre det.

Først pillede jeg det meste af indmaden ud af en gammel Pentax SMC-A zoom. Tilbage var egentlig kun fatningen og to rør som kan forskydes inden i hinanden. Dernæst tog jeg optikken fra en Leica dias-projekter. Den blev stoppet ned i det indre rør i Pentax-optikken og fasthold med noget skumplast. Resultatet er en Leica Hektor med K-fatning. Den har fast blænde 2.8. Brændvidden er oprindeligt 85mm – om ombygningen har ændret på det, er jeg ikke teknisk orienteret nok til at afgøre. Fokusering sker ved at skyde den frem og tilbage. Og så kan den vrikkes til siden, hvorved fokusplanet forskydes – lidt i stil med Lensbabyen.

Det sidste kan ses på dette billede: et portræt, hvor det ene øje er (nogenlunde) skarpt mens det andet er helt uskarpt, på trods af at det ligger i samme plan. Det oprindelige billede havde blege farver og lav kontrast, som var svært at rette op hvis ansigtsfarven skulle forblive naturlig. Men så kan man jo gå den modsatte vej…

Undlader man at vrikke med optikken, bliver resultatet bare en meget lille skarphedsdybde – og en helt speciel bokeh. Her er den manglende kontrast og de flade farverne rettet op – og lidt til – i Lightroom.

Som en sand fotonørd havde jeg et par fornøjelige timer med at lege Jørgen Clevin med de gamle objektiver. Men om resultatet kan bruges til noget i praksis? Næppe…….

De fleste af mine billeder er taget med brændvidder under 55mm. Men ind imellem er det sjovt at skifte perspektiv.

En af fordele ved at være Pentax-bruger er, at man ikke behøver være millionær for at prøve forskellige typer af objektiver. Eftersom man kan benytte stort set ethvert objektiv fremstillet siden 1975 på et moderne Pentax DSLR, er der et stort udvalg af brugte optikker. Nogle er sjældne og efterspurgte – andre er ret almindelige og billige.

SMC-A 2.8 135mm hører til de billige. Sandt at sige har det heller ikke det bedste ry. Mange mener det ikke er skarpt nok, mangler kontrast og i det hele taget ikke er værd at røre ved.

Min personlige erfaring er, at mens det sikkert er sandt hvis vi snakker film – som objektivet blev designet til for 24 år siden – så er sagen mere kompleks, når objektivet sættes på et digitalkamera. For det første betyder APS-sensoren at det yderste, og mindst skarpe område af objektivet slet ikke bruges. For det andet er kontrasten noget man relativt let kan stramme op i billedbehandlingen – især hvis man fotograferer i RAW-format.

Det forandrer ikke nødvendigvis A2.8/135 til et top-objektiv, men det gør det brugbart.Men hvad der virkelig taler til fordel for dette objektiv er størrelsen: med sine 77mm i længden er det ganske kompakt. Det er bygget i metal i typisk 1980′er stil og vejer 340 gr. Brugt på et moderne Pentax DSLR kan man ydermere drage nytte af kameraets indbyggede billed-stabilisering. Resultat: et objektiv med en brændvidde svarende til 200mm i 35mm systemet og en max. blænde på 2.8 som faktisk kan bruges håndholdt.

Det giver helt nye krative muligheder. Og mens man prøver dem af kan man jo så overveje, om de retfærdiggør en investering i noget i samme brændvidde men i lidt bedre kvalitet….

]]> http://blog.christianehoej.dk/2009/05/grabbing-a-longer-stick/feed/lang/da/ 0 http://blog.christianehoej.dk/2009/05/pentax-doed-i-danmark/ http://blog.christianehoej.dk/2009/05/pentax-doed-i-danmark/#comments Thu, 07 May 2009 21:57:17 +0000 Lars K. Christensen http://blog.christianehoej.dk/?p=387 [...]]]> Da jeg købte mit Pentax K10D var ekspedienten en elev, som viste sig at ha’ indgående kendskab til netop det kamera. Han havde nemlig skrevet en opgave om det på fagskolen. De fleste andre havde valgt at skrive om Canon, men det gad han ikke, for som han sagde: “De sælger jo nærmest sig selv”.

For nylig tjækkede jeg ind på hjemmesiden hos den samme butik, og fandt ud af, at de tilsyneladende nu helt har strøget Pentax af sortimentet. I det hele taget skal man lede langt efter en fotohandler, der har et bare lidt større Pentax-sortiment på hylderne. Den eneste i Københavnsområdet ligger så vidt jeg ved i Malmö….

Nu er det jo ikke filantropi at sælge fotoudstyr og fotohandlere skal også leve. Ud fra den betragtning kan man dårligt bebrejde dem, at de satser på det som er nemmest at sælge. Retfærdigvis skal det da også siges, at biodiversiteten er vokset i de senere år, når det gælder kameraer i den mere seriøse ende af markedet. Nikon har genvundet noget af fordums storhed og bider Canon kraftigt i haserne. Og nedefra har både Olympus og Sony vist at de kan bide skeer med de to store. Det er godt, for det gi’r os foto-nørder noget at vælge imellem.

Men Pentax er altså forsvundet mere og mere fra det danske marked. Det er paradoksalt nok sket i takt med, at firmaet har vist at de kan levere varen. K10D blev kåret som European Camera of the Year i 2007-08 og K20D fik fine anmeldelser. Med “Limited” serien af objektiver med fast brændvidde, har Pentax etableret sig som det mærke der har det bredeste udbud af den type optik. Selv om der samlet set er et stykke op til udbuddet fra de to store, så har Pentax sin helt egen profil, som ikke mindst er interessant for folk med hang til rejse-, reportage- og gadefotografi.

Men måske gider Pentax bare ikke sælge kameraer i Danmark? I 2008 skiftede Pentax dansk distributør. Den tidligere var bestemt ikke det hurtigste objektiv i skuffen. Derfor kunne man kun håbe, at den nye ville være en smule mere dynamisk. Desværre gik det åbenbart den modsatte vej. Prøv at ta’ et kig på http://www.pentax.dk/ – og sammenlign så med http://www.pentax.se/. Mens det sidstnævnte sted giver reel service, information og inspiration er det første nærmest indholdsløst. Men at dømme efter Pentax’ tilstedeværelse i butikkerne sikkert et godt spejlbillede af distributørens indsats.

Men hvad pokker: så kan vi Pentax-brugere jo bare føle os endnu mere eksotiske. Og hvis Pentax ikke gider sælge kameraer, objektiver og tilbehør i Danmark er det heldigvis muligt at handle via nettet i Sverige eller Tyskland.

Det følgende er ikke en anmeldelse af K10D – blot lidt snik-snak om mine overvejelser før og efter købet. K10D fik stor opmærksomhed da det kom, vandt flere priser som årets kamera og blev anmeldt mange steder – som regel meget positivt. Vil man have detaljerede vurderinger kan man altså nemt finde dem på nettet. F.eks. har DPReview en grundig gennemgang af alle features, mens anmeldelserne på Imaging resource og Photo.net i højere grad bygger på erfaringer med kameraet i brug.

På trods af den attraktive pris tøvede jeg lidt med at springe til. Det skyldes, at K10D er vokset i forhold til mit gamle *istDS. Den kompakte form var en væsentlig årsag til, at jeg i sin tid valgte Pentax. Alternativet kunne være K200D, som ligesom K10D har billedstabilisering, tætning mod støv og regn og 10 MP opløsning – men som er på størrelse med min *istDS.

Jeg er dog glad for, at det blev K10D. Først og fremmest fordi den er et stort skridt opad, når det gælder betjening – ikke mindst på grund af de to, delvist programmerbare indstillingshjul. Det mangler K200D. Søgeren er en ægte prismesøger, som er helt i top – K200D har den typisk lidt mørkere spejl-søger.

I forhold til *istDS er autofokus blevet markant hurtigere og mere præcis. Billedkvaliteten er også forbedret: mens DS’en godt kan finde på at undereksponere en smule, eksponerer K10D lige i øjet. Om det skyldes den højere opløsning eller en mere præcis lysmåler ved jeg ikke, men det forekommer mig at der er større dynamik i billederne, med flere detaljer i skyggerne.

Efter små to uger har jeg vænnet mig til, at mit kamera er blevet lidt større. Retfærdigvis skal det da også siges, at K10D stadig er både mindre og lettere end sammenlignelige modeller, som Nikon D200 og Canon 40D.     

• K20D er en opdatering af “entusiast-modellen” K10D, hvor den mest iøjnefaldende nyhed er en nydviklet 14,6 MP sensor fra Samsung. Flere pixels er jo ikke at kimse af. På den anden side betyder flere pixels på samme plads også mindre pixels – og dermed risiko for mere billedstøj. Pentax hævder imidlertid, at det er lykkedes at formindske elektronikken rundt om de enkelte fotodioder, så de på denne sensor er af samme størrelse som på en typisk 12 MP sensor. Hvad det betyder i praksis må vi så se – indtil videre kan man se et par eksempel-fotos her.

Opdatering: På http://benjikan.smugmug.com/gallery/4217920#246645793 kan man finde nogle flere eksempel-fotos, fra 100 til 1600 ISO. Jeg tror evt. bekymring vedr. støj hermed kan afkræftes…..

• K200D er ifølge sit navn vel i princippet en opdatering af “begynder-modellen” K100D. Men når man ser på specifikationerne, så får man det indtryk at Pentax har skrumpet K10D så den passer i et K100D hus – eksempelvis er K200D blevet støv- og stænktæt og sensoren er vokset til 10 MP. Med andre ord et meget kapabelt kamera i et af markedets mest kompakte huse. En væsentlig forskel er dog, at K200D har penta-spejl og ikke prisme som K10D/K20D. I udgangspunktet altså en lidt dårligere søger. Men igen må vi se hvad det betyder i praksis.

Den danske importør Fovitech, som desværre ikke har tradition for hverken voldsom offensiv Pentax-markedsføring eller en hurtig opdatering af hjemmesiden, har denne gang oppet sig og har informationer på plads om nyheder. Mon ikke også der snart kommer den sædvanlige række af web-tests?

]]> http://blog.christianehoej.dk/2008/01/nyt-fra-pentax/feed/lang/da/ 3 http://blog.christianehoej.dk/2007/07/zeiss-nu-til-pentax/ http://blog.christianehoej.dk/2007/07/zeiss-nu-til-pentax/#comments Fri, 27 Jul 2007 19:55:09 +0000 Lars K. Christensen http://www.christianehoej.dk/blog/2007/07/27/zeiss-nu-til-pentax/ [...]]]> Carl Zeiss er en legendarisk tysk producent af kvalitetsoptik. Mens udviklingen er gået imod zoom og autofocus har Zeiss holdt fast i traditionen for manuellle optikker med fast brændvidde – lysstærke, velbyggede og af meget høj optisk kvalitet. I mange år har man også markedsført sine egne kameramærker som Contax (som nu er ophørt) og Zeiss Ikon (som netop er genopstået).

Men Zeiss har tilsyneladende opgivet at komme ind på det digitale marked med et eget kamera. I stedet er man gået i samarbejde med bl.a. Sony. Sidste år vakte det en vis opsigt, da Zeiss annoncerede, at man nu også ville markedsføre nogle af sine traditionsrige optikker med Nikons F bajonet og med M42 gevind. For nylig kom så meddelelsen om, at de samme optikker fremover også fås med Pentax K bajonet.

Mens det virker oplagt for Zeiss at satse på Nikon så er det lidt mere overraskende, at man nu også hopper med på K bajonetten. Selv om de sikkert er et mindretal, så er der formentlig en hel del fotografer der savner de gode, gamle lysstærke fastoptikker, som de store mærker har nedprioriteret i takt med, at man har koncentret sig om zoom-optikker med USM-motorer, optisk stabilisering, mm. Der skal nok være et marked for Zeiss-optikkerne blandt Nikonfotografer.

Men Pentax? Dels er det er mindre mærke end Nikon. Dels adskiller det sig fra stort set alle andre mærker derved, at man har fastholdt et pænt udvalg af fast-optikker i høj kvalitet. Hertil kommer, at fordi Pentax-kameraerne er de mest bagud-kompatible på markedet, er der gode muligheder for at skaffe sig og anvende ældre fast-optikker. Faktisk findes de fleste af de kombinationer af brændvidde og lysstyrke som Zeiss tilbyder allerede i Pentax’ sortiment – enten det aktuelle eller som udgåede, men endnu tilgængelige. En Pentax SMC-A 50/1.4 er kendt for at være en meget fin og velbygget optik. Zeiss’ Planar T* 50/1.4 er givetvis endnu bedre. Men er den også den håndfuld tusindlapper bedre, som den vil koste mere end en god, brugt SMC-A 50/1.4?

Omvendt kan man måske formode, at netop Pentax-brugere vil være blandt de mest interesserede i netop den type optik, som Zeiss traditionelt har stået for? Det diskuteres lige nu ivrigt på The Online Photographer. Men under alle omstændigheder, så kan det kun være en fordel for nuværende Pentax brugere, at der nu bliver mere optik at vælge mellem.

Men Asahis model var den første, som samlede en lang række af de kendetegn som skulle komme til at kendetegne det moderne spejlreflekskamera: ud over det fastmonterede pentaprisme var det bl.a. det lille håndtag til filmfremføring i højre side, et spejl som returnerede umiddelbart efter optagelsen, mm.

Den grundlæggende konstruktion blev så populær, at den snart blev kopieret af andre japanske kamerafirmaer. Det gjaldt også et dengang inferiørt firma ved navn Canon, som imidlertid ikke fik den store succes. Det gjorde imidlertid Nikon, hvis F-model var det første spejlreflekskamera som blev taget seriøst af professionelle fotografer. Resten er historie…

Asahi blev så overvældet af successen, at de efterhånden ændrede Pentax fra et modelnavn til det navn, som alle firmaets kameraer blev markedsført under. På trods af en fortsat række af tekniske innovationer, som f.eks. verdens første SLR med lysmåling gennem objektivet, nåede Pentax aldrig i nærheden af Nikons popularitet blandt pressefotografer. Derimod fandt mærket en niche blandt mode- og portrætfotografer, ligesom det var uhyre populært blandt ambitiøse amatører.

I 1981 introducerede Pentax det første SLR med en fungerende autofokus. På længere sigt var det imidlertid andre mærker – ikke mindst Canon – som tog teten i indførelsen af autofokus. Da spejlrefleksen blev ramt af den digitale revolution var Pentax langsom til at komme ud af hullerne. Mens Canon brusede frem blev Pentax et nichemærke som kunne være svært at opdrive, selv hos en velassorteret fotohandler.

I det stille har Pentax i de senere år lanceret en række modeller, som er tro mod traditionen for solid byggekvalitet, god søger og kompakt størrelse. Samtidig har man fortsat udviklet sin niche indenfor objektiver, sådan at man i dag har helt sin egen profil i kvalitetsoptik med nok det største udvalg i faste brændvidder. Når det gælder hastighed og megapixel-ræset har man imidlertid været klart bagud for Nikon og Canon.

Med den nye model K10D ser det imidlertid ud til, at Pentax nu rykker for alvor. Det er uden diskussion det mest avancerede kamera i sin klasse. Det har da også fået fine anmeldelser, og er netop udnævnt til årets DSLR i “ekspertklassen” af de europæiske fotoblades forening TIPA.

Samtidig er det altså i år 50 år siden Asahi lancerede “ur-Pentaxen”. Det har man fejret ved at fremstille et jubilæumskamera, kaldet AP50. Der er i bund og grund tale om et K10D i “retro-indpakning”, som skal få det topmoderne digitalkamera til at ligne et spejrefleks fra 1950′erne. Man kan se en nærmere præsentation med flere billeder på dette japanske web-sted. Mit japanske er godt nok lidt rustent. Men ifølge Googles maskin-oversættelse er der, ikke overraskende, tale om en prototype. Men det antydes også, at hvis interessen for en retro-model er stor nok, så vil man muligvis starte en produktion.

AP50 er en sjov gimmick og jeg indrømmer gerne, at jeg bliver nostalgisk og blød om hjertet ved synet. Det er forståeligt, at Pentax gerne vil fejre sin gloværdige fortid. Men på længere sigt er det nok klogest at bruge kræfterne på fremtiden…

Selv om en stor del af dem formentlig stammer fra samme underleverandør, så gør de forskellige kamerafabrikanter sig stor umage for at sikre, at lige præcis deres batterier ikke kan bruges i andre kameramærker – og ofte heller ikke i andre modeller af samme mærke. Det er muligvis godt for firmaets indtjening – men ikke for brugerne.

Indtil den nyeste model K10D er Pentax gået en anden vej: i stedet for et specielt batteri kan man bruge 4 standard AAA batterier eller 2 CR-V3 lithium batterier. Det giver i alt 4 muligheder, med hver deres fordele og ulemper:

• skulle man, som min stakkels kollega, være kommet af sted uden lader, kan man gå ind i nærmeste kiosk og købe 4 almindelige AAA alkaline batterier. De holder ikke voldsomt længe, men kan redde en ud af træls situation…
• en betydelige bedre ydelse får man med 2 stk lithium-batterier af typen CR-V3. De holder rigtig længe. Men de er dyre, kan ikke fås i en hvilken som helst kiosk, og så er det stadig engangsbatterier – hvilket er en ulempe både ud fra et miljømæssigt og økonomisk synspunkt.
• skal der være økonomi i det, kan man anskaffe et – eller helst flere – sæt af genopladelige AAA NiMH’er og en god, hurtig lader. Køber man dem med en kapacitet på mindst 2500 mAh så holder de længe, typisk til 3-400 optagelser. Med et ekstra par i tasken går man i praksis aldrig tør for strøm. Men der er også et par ulemper: for det første har et genopladeligt AAA batteri kun en spænding på 1,2 volt, så 4 stk. giver “kun” 4,8 volt. Da kameraet er konstrueret til en spænding på 6 volt betyder det at man i teorien får en lavere ydelse, hvilket f.eks. kan betyde at autofokusen ikke er helt så hurtigt som den kunne være. For det andet taber NiMH’er i styrke over tid, selv om de ikke bruges. Et sæt fuldt opladede NiMH’er som ligger en måned i en skuffe bør oplades igen inden brug.
• den ultimative løsning burde derfor være genopladelige lithium-batterier, af typen RCR-V3. Dem fraråder Pentax ganske vist at man bruger. Det skyldes, at de kan nå op på en spænding på mere end 3 volt – f.eks. 6,5-7 volt for to stk. Det kan være ret usundt for kameraet. På det seneste er der imidlertid kommet typer som garanterer en max-spænding på 3 volt. Så da jeg faldt over et billigt tilbud på nettet skulle de prøves – det følgende er mine erfaringer:

På batterierne står der ganske vist 3 volt. For en sikkerhed skyld lånte jeg min nabos voltmeter: og jo, det passer godt nok. Så var det jo bare at smide dem i kameraet. Det var ganske rigtigt også som om autofokusen reagerede minimalt hurtigere. Det er naturligvis et subjektivt indtryk – jeg har ingen instrumenter til eller viden om hvordan man tester det objektivt. Desuden er det også mit indtryk – igen subjektivt – at ydelsen holder bedre i koldt vejr end NiMH’erne gør. Og så er der lige den detalje, at 2 RCR-V3′er vejer lidt mindre end 4 AAA’er…

Men desværre er der også ulemper. For det første holder de knap så længe som NiMH’erne – jeg kan ikke få mere end omkring 225 optagelser ud af dem. Det kan jeg leve med. Hvad værre er: de dør meget pludseligt, og uden at batteriindikatoren tilsyneladende er i stand til at registrere det. Selv om indikatoren viser fuld styrke holder kameraet pludselig op med at reagere – og vågner først, når der kommer nye batterier i.

Det sidste er r..irriterende, og overskygger for mig den minimalt bedre ydelse. Jeg vil måske nok bruge RCR-V3′erne i specielle situationer, som f.eks. når det er meget koldt. Men ellers vil jeg holde mig til de gode, gamle NiMH’er.

…OK, det var så ugens foto-teknik-nørd-post. Næste post handler om noget helt u-teknisk – på spejderære

Efter lidt søgen frem og tilbage på nettet fandt jeg ud af, at jeg ikke er den eneste som har det problem. Tværtimod synes det som om DA 21′eren og Pentax’s autofokus er en giftig kombination. Mange melder i hvert fald om problemer. Efter en hel del testskud fandt jeg ud af, at jeg havde et bag-fokus-problem. Min istDS stiller skarpt på et punkt, som ligger længere tilbage i billedet, end det som AF-sensoren egentlig peger på. Problemet viste sig, ved nærmere eftersyn, at være det samme på min Sigma 18-125 zoom. Det er dog langt fra så udtalt, og findes kun i den “brede” ende. Jeg har ikke tidligere tænkt på, at det kunne være et AF-problem, men blot henført stedvist uskarpe billeder til et spørgsmål om mindre god optisk kvalitet.

Umiddelbart blev jeg sur. DA 21′eren er ikke noget billigt objektiv. Pentax kalder den “Limited”, hvilket skulle være et signal om kvalitet (Og det er det også når man ser bort fra AF’en – men mere om det en anden gang). Umiddelbart må vel forvente, at når man monterer sådan et objektiv på sit Pentax kamera, så spiller teknikken sammen og autofokusen fungerer? Det synes jeg for så vidt stadig. Men jeg har lært, at det kan man ikke tage for givet. Og det gælder ikke kun Pentax. Således reklamerer Canon med, at deres nye super-duper-pro model 1D MKIII har fået en ny funktion: mulighed for at finindstille autofokusen.

Stor var min glæde, da jeg på nettet fandt ud, at min istDS – og i øvrigt alle Pentax-modellerne – allerede kan (næsten) det samme som Canons nye flagskib. Der er dog to klare men’er: På Canon’en kan man tilpasse AF’en separat for op til 10 forskellige optikker. På Pentax-modellerne kan man kun foretage en generel finjustering, som vil gælde for alle optikker. Og mens funktionen er en del af Canons almindelige menusystem, så er den hos Pentax uofficiel og skal graves frem fra en særlig service-menu. Prisforskellen på min istDS og Canon 1 D MKIII taget i betragtning kan jeg leve med det

Til glæde for andre Pentax-ejere med fokus-problemer har jeg lagt opskriften på AF-finindstilling ind på web-siden

En gang var 50′eren standardobjektivet, som sad på alle nyindkøbte spejlreflekskameraer. Nu om dage hedder et standardobjektiv typisk 18-50 mm, og den gode gamle faste 50′er er ude i kulden. Og det er synd, af mange gode grunde som Mike gør glimrende rede for.

Dog synes jeg godt han kunne skelne lidt klarere mellem de to begreber “normaloptik” og “50 mm”. I filmdagene var de to ting det samme, for en 50 mm gav en billedvinkel som tæt på det menneskelige synsfelt – deraf normalen. 50′eren var simpelthen grænsen mellem vidvinkel og tele. Men med få undtagelser, så har de fleste digitale spejlreflekskameraer en sensor som er mindre end det gamle 24*36 mm film-format. Da billedvinklen afgøres af forholdet mellem brændvidde og kvadratet på billedplanet, betyder det i praksis at 50′eren får en anden billedvinkel. Typisk noget der svarer til ca. 75 mm i de gamle filmdage – altså en kort tele. En normaloptik til en typisk digital spejlrefleks vil derfor nærmere være omkring 30 mm.

Diskussionen handler altså om to ting: Dels hvilken nytte man kan have af 50′eren på dagens kameraer. Dels om hvad man skal med en normaloptik i disse zoom-tider.

Men Mike Johnston skal tilgives. Han kan nemlig ikke dy sig for at bringe sin personlige liste over verdens 10 bedste 50′ere. Og minsandten om ikke et mine egne objektiver er på listen. Og nej: det er hverken et Leica, Zeiss eller Canon L, men et Pentax SMC-A 50mm F1.4, som jeg har købt brugt for 400 kr. Og jeg er helt enig med Mike Johnston: det er et pragtfuldt objektiv!

En 50mm 1.4 har meget lille dybdeskarphed ved fuld blænde.
Jeg har ikke valgt dette eksempel på grund af motivet,
men fordi det er et godt eksempel på SMC-A’ens fantastiske bokeh.