
According to sociologists, such as Anthony Giddens and others, modernity is characterized by its reflexivity. Here is a self-reflexive museum for you: the Cité de Sciences in Parc de la Villette, Paris, reflecting itself in the silver dome of its own IMAX movie theatre. To be honest, I was a bit underwhelmed by the science centre – but the park was nice
—
This is #6 of the Museum Pics of the Week. Please come back in (about) a week to see the next one. Or follow me on Google+.
7,2 millioner. SÃ¥ mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men ogsÃ¥ 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.

For kun fire Ã¥r siden Ã¥bnede Deutsches Auswandererhaus pÃ¥ kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angÃ¥r, sÃ¥ kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregÃ¥r gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man stÃ¥r blandt udvandrerne og stirrer pÃ¥ skibssiden der tÃ¥rner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. PÃ¥ turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare pÃ¥ de spørgsmÃ¥l som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.

Hvad det andet angÃ¥r, sÃ¥ fÃ¥r man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog ogsÃ¥ mulighed for at fÃ¥ andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der Ã¥rsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.

Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses mÃ¥ske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, sÃ¥ det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.
Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.
Det kulturhistoriske museum skaber forstÃ¥else af fortiden gennem sine genstande. Denne forstÃ¥else vokser imidlertid ikke automatisk ud af genstandene – den skabes gennem fortolkning. Museet foretager en sÃ¥dan fortolkning, og stiller den til rÃ¥dighed for offentligheden. I dette arbejde er museet forpligtet af de regler som gælder for den videnskabelige diskurs, herunder Ã¥benhed og selvkritik. Kun pÃ¥ denne mÃ¥de kan museet fremstÃ¥ med troværdighed i sin formidling.
Men museologien mÃ¥ ogsÃ¥ forholde sig til den anden del af museernes dobbelte rolle: den formende. Nogle vil mÃ¥ske mene, at vi dermed bevæger os over i det normative, og at museet som offentlig institution bør holde sig fri af den slags. Men fordi museet altid eksisterer i en nutids kontekst, sÃ¥ kan det ikke frasige sig sin formende rolle. Det er ikke nødvendigvis museets opgave som institution at udøve samfundskritik. Men det er som minimum museets forpligtelse at være en relevant resurse for borgerne i deres individuelle og kollektive kulturelle praksis – herunder ogsÃ¥ en samfundskritisk praksis….
Læs mere i Fra det mugne liv, et essay om kulturkritik og museer. Oprindeligt skrevet til Nils Bredsdorff og Niels Finn Christiansen (red.): Det kritiske blik – festskrift til Morten Thing. Tiderne skifter, København 2005.
Forleden dag lagde jeg vejen forbi Kunstindustrimuseet, hvis butik holder bogudsalg. Resultatet var bl.a. Elliot Erwitts Museum Watching. Bogen rummer fotografier fra museer i en række forskellige lande, optaget gennem et halvt århundrede.
Jeg har muligvis en erhvervsbetinget fetich for museer, som gør mig særlig modtagelig for motivvalget. Men jeg synes simpelthen det er en charmerende bog. Erwitts billeder af museumsgæster som betragter, undrer sig, diskuterer og morer sig er nogle gange tankevækkende, andre gange pudsige – men aldrig ligegyldige. Stilen er lang hen ad vejen klassisk street-photography nÃ¥r det er bedst, men her flyttet ind pÃ¥ museernes bonede gulve.
Den tekniske kvalitet er upåklagelig, som det som regel er tilfældet med fotobøger fra Phaidon.
Elliott Erwitt: Museum Watching.
Phaidon, London 1999.
160 sider. 150 kr. på udsalg.

Seneste kommentarer