I min sidste post kritiserede jeg mediernes manglende vilje til at vise de menneskelige ofre for Israels krig i Gaza. I går var der så et indlæg i min daglige avis Politiken om samme emne. Det var skrevet Søren Scnoor, billedredaktør på Politiken.dk.

Det er ikke fordi jeg tror Søren Scnoor har læst min blog, men faktisk kunne hans indlæg have været et svar. Indlægget er illustreret med et billede af tre døde børn - som eksempel på den type billeder, man har valgt ikke at bringe.

Scnoor konstaterer, at Politiken har været tilbageholdende med at vise billeder af døde og døende. Det giver han to grunde til: for det første har avisen nogle etiske regler som bl.a. siger, at man ikke skal vise billeder som krænker ofre og pårørende. Det synes jeg principielt er rigtigt. Men som Søren Schnorr selv er inde på, så giver flere af de billeder, som faktisk er nået frem på nettet, indtryk af at de pårørende netop ønsker at vise verden de tab og den sorg, de er ramt af.

Det leder så frem til Søren Schnorrs anden grund. Han skriver: “I enhver konflikt bestræber vi os på at manøvrere gennem nyhedsstrømmen så objektivt som muligt (..) Ikke at billedet af de døde børn lyver, men spørgsmålet, om vi bliver for meget en del af konflikten, presser sig på. Og tager vi stilling eller måske parti, når så stærke billeder eksponeres?”

Det er efter min mening her, kæden springer af. I skrivende stund er der registreret ca. 550 dødsfald som følge af bombningen af Gaza, heraf omkring halvdelen civile. Ved at vise billeder af ofrene, dokumenterer man kendsgerninger. Det subjektive er derimod at vælge disse billeder fra, til fordel for billeder af brandfolk og ødelagte bygninger. Herved skaber man det visuelle indtryk, at det alvorligste resultat af bomberne er materielle ødelæggelser. Det er da en skævvridning.

Scnoor har givet sit indlæg overskriften “Følelsesporno!”. Det begreb kunne være relevant, hvis det der blev efterspurgt var flere billeder af ofre for naturkatastrofer, trafikulykker eller sygdom. Men her taler vi om ofre for bevidste, politiske beslutninger. Om ofrene skal blive endnu flere, er i sidste ende også en politisk beslutning. Her er verdensopinionens reaktion være en vigtig faktor. Politiken – og alle andre medier – bør vise verden hvad der foregår, så vi kan danne vores mening og reagere derefter.

PS: Det glæder mig at se, at Politiken faktisk er begyndt at vise flere billeder af Gaza’s ofre på Politiken.dk. Nu mangler vi så bare også at se dem i den trykte avis.

29 December: Samera Baalusha græder over liget af sin fire-årige datter,
mens hun bærer på sin overlevende søn. Foto: Abid Katib/Getty Images. Guardian.

Mens vi i Danmark har fejret Jul og Nytår i fred og ro, har årsskiftet været anderledes blodigt i Mellemøsten. Her har Israel nu i dagevis bombet løs i Gaza. Bombningerne er en reaktion på Hamas-aktivisters beskydning af Israel med raketter.

At Israel må reagere mod Hamas’ angreb er forståeligt. Men reaktionen er, som vi så ofte har set det fra israelsk side, helt ude af proportioner. Mens de hjemmelavede raketter har kostet 4 Israelere livet, så har Israel spredt død og ødelæggelse i en helt anden målestok: op imod 400 palæstinensere, herunder mange civile og en hel del børn, meldes i skrivende stund at være dræbt under de vedvarende bombardementer.

Israel hævder, at man ønsker at ramme ledere og militante aktivister fra Hamas. Det gør man måske også til en vis grad. Men samtidig med det rammer man endnu flere uskyldige: mennesker, som ikke har lod og del i angrebene på Israel, men hvis eneste forbrydelse er at opholde sig i Gaza – det Gaza, som Israel i øvrigt nu har holdt i et jerngreb i mange måneder, så daglige fornødenheder ikke kan komme ind og den sultende og nødlidende befolkning ikke kan komme ud.

28. December: Palæstinensisk familie på flugt under Israelsk angreb.
Foto: Hatem Omar/AP. Guardian.

Terrorisme består i at sprede død og ødelæggelse blandt uskyldige civile i en påstået højere sags tjeneste. Efter denne definition udøver staten Israel lige nu terror i Gaza. Eneste forskel mellem Israel og Hamas er, at mens de sidstnævnte betjener sig af selvmordsbomber og hjemmelavede raketter, så udfører Israel sin terror langt mere effektivt med kampfly og højteknologiske våben.

I medierne har der været en del omtale af konflikten – men ikke mange skildringer af de palæstinensiske ofre. Det kan der være mange grunde til. En af dem kan være, at Israel med held har forhindret udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. På engelske Guardians web-side kan man imidlertid se en række fotos fra konflikten, primært fra Gaza men også fra Israel.

Det er rystende billeder, som burde føre til en langt stærkere politisk fordømmelse af Israel end de forsigtige fy-ord vi har hørt indtil nu.

I det hele taget er det på tide, at Vesten begynder at stille krav til Israel efter samme målestok, som man bruger overfor andre lande i Mellemøsten. En varig fred opnås kun, hvis såvel Palæstinensere som Israelere får opfyldt deres ret til selvbestemmelse og sikkerhed. Det kræver, at Israel stopper sin besættelse af nabolandes territorier, fjerner ulovligt opførte bosættelser, imødekommer FN’s resolutioner og optager et reelt samarbejde med de Palæstinensiske repræsentanter. Det vil imidlertid næppe ske, uden et massivt pres fra den øvrige verden.