Hvis man tager til det sted i Jylland, hvor jeg er født og opvokset, og fortsætter ca. 150 km. mod nord kommer man til Rubjerg. Det har Krass Clement gjort. Og han har gjort det i november. Det kan jo tage pippet fra enhver…

Ved første gennemsyn er “Novemberrejse” lige i øjet. Vindblæste gader. Rutebilen til nowhere. Tom tankstation. Folk der søger lys inde i husene. I Krass Clements sædvanlige, lidt nonchalante stil. Som gode, gamle Cartier Bresson sagde det: skarphed er en smÃ¥borgerlig norm. Stemning frem for komposition.

Og stemning er der virkelig masser af i “Novemberrejse”. Men ved nærmere eftertanke: hvilken stemning? Er det altid mørkt og blæsende i Jylland? Er alle jyder enten knarvorne eller kitschede? Er det kun børnene, som er for smÃ¥ til at vide bedre, som kan grine?

Krass Clements billeder er ikke løgn. Tværtimod er de uhyggeligt sande. De er bare ikke hele sandheden. Men sÃ¥dan er kunsten jo. Der findes enkelte billeder i “Novemberrejse”, som efter min mening nærmer sig kliché. Men der er endnu flere, som er bÃ¥de indfølte og afsøgende. Og som derfor vækker bÃ¥de nysgerrighed og komplekse følelser. MÃ¥ske er der flere nuancer i den jyske provins end ved første øjekast?