Klassebegrebet havde som bekendt en kort, men hektisk opblomstring indenfor historie- og samfundsteori i 1970’erne. Med poststrukturalismen og det, der siden er blevet kaldt den sproglige vending, mistede klasseanalysen imidlertid sin centrale placering, til fordel for analyser af bl.a. mentalitet, diskurs og identitet.

Det er ikke svært, at finde eksempler på marxistiske historiebøger fra den gang, der mere eller mindre skriver mennesket ud af historien som handlende subjekt, til fordel for de objektive, samfundsmæssige strukturer og kapitalens logik. På den baggrund kan man godt forstå den efterfølgende trang til at få de handlende, tænkende og talende mennesker tilbage i historien. For som salig Marx selv vrissede i et af sine tidlige skrifter: ”Historien gør intet (…)! Det er menneskene, de virkelige, levende mennesker, som gør alt, som besidder og som kæmper”.

Men poststrukturalismen har også en bagside. Vi har fået flere gode fortællinger om hvordan verden ser ud. Men færre forsøg på at forklare hvorfor. For i takt med, at analyser af diskursen er vundet frem, er det som om analyser af magt og interesser er trængt i baggrunden.

Redaktionen af Arbejderhistorie har taget den udfordring op i et temanummer, som dels diskuterer klasseanalysens relevans i fortid og nutid, dels giver konkrete eksempler på hvordan klassebegrebet kan anvendes i historie og samfundsanalyse.

Jeg er selv blandt bidragyderne, med artiklen ”Den moderne arbejderklasse – bidrag til en skabelsesberetning”. Heri forsøger jeg at kombinere et historisk materialistisk klassebegreb med Anthony Giddens’ modernitetsteori, i en beskrivelse af hvordan den danske arbejderklasse opstod og etablerede sin egen, klassespecifikke form for modernitet.

Se den samlede indholdsoversigt her.

Arbejderhistorie – tidsskrift for historie, kultur og politik
3-2009 / 1-2010, dobbeltnummer, 208 s.

Kan bestilles hos Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie