På en måde dør i sidste ende også østtyskernes historie. Jeg føler sommetider, at der dårligt nok eksisterer nogen østtysk historie i dag. DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald. 1961 og 1989. Isolation og revolution. Landet står tilbage som nogle organisationer og forkortelser: FDJ, SED, Stasi, NVA.

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

7,2 millioner. Så mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men også 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.

For kun fire år siden åbnede Deutsches Auswandererhaus på kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angår, så kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregår gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man står blandt udvandrerne og stirrer på skibssiden der tårner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. På turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare på de spørgsmål som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.

Hvad det andet angår, så får man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog også mulighed for at få andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der årsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.

Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses måske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, så det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.

Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.

Kære kursusdeltagere

Hermed som lovet mine noter til dagens oplæg: Slaget på Fælleden -forhistorie og virkning

Gimle-programmet, som der henvises til, kan findes på Arbejdermuseets web-side
Herman Bang citaterne stammer fra samlingen Reportager, København 1983.

Håber I er i stand til at omsætte en smule af dette til noget der kan interessere dagens folkeskoleelever

Tak for opmærksomheden
Lars

PS til udenforstående: Noterne er til et oplæg holdt i regi af museernes Skoletjeneste om slaget på Fælleden – et punkt i den af Bertel Haarder vedtagne kanon for historieundervisning i folkeskolen

Dagen i dag er en vigtig mærkedag i Danmarkshistorien. D. 6. februar 1880 vedtog Rigsdagen nemlig ved lov at indføre en fælles tid for hele Danmark.
Gennem århundrede havde man fastlagt den lokale tid, så klokken var 12 når solen stod højest på himlen. Det betød i praksis, at der var mere end et kvarters forskel på hvornår klokken var 12 på Bornholm og i Vestjylland.
I løbet af 1800-tallet udviklede både transport- og kommunikationsmidler sig voldsomt. Og så blev det efterhånden upraktisk, at tiden ikke var den samme over hele landet. Det skabte især forvirring for togpassagererne. Jernbaneselskaberne havde hovedkvarter i København, og køreplanerne var skrevet ud fra Københavnsk tid. Hvis en togpassager i f.eks. Århus ikke var opmærksom på dette, ville toget været kørt når han eller hun troppede op på perronen.
Også landets præster var bekymrede. Siden Christian d. V’s Danske Lov havde det nemlig været bestemt, at kirkens klokker skulle ringe efter den lokale soltid. Men efterhånden som folk i stigende grad fandt det mere praktisk at indrette sig efter ”Københavnsk tid” opstod der mange steder forvirring om, hvilken tid der gjaldt for gudstjenesterne.
Med loven i 1880 blev det så lagt fast, at klokken var 12 i hele Danmark, når solen stod højest på himlen over København.

Ur fra Aktieselskabet Dansk Normal Tid, formentlig fra 1890′erne.
Dansk Normal Tid leverede ure til bl.a. Københavns Sporveje og andre offentlige formål. Urene blev stillet automatisk tre gange om dagen fra firmaets central.
Uret kan se på den kommende udstilling “Brede Værk -
museum for industrikultur”, hvor tiden som tema optræder i flere sammenhænge.

Problemet med en ensartet tidsregning var dog ikke kun nationalt, men også internationalt. På en international kongres i 1884 blev det besluttet at inddele Jorden i 24 tidszoner, parallelt med længdegraderne. Forskellen i tid var således en time mellem hver zone, mens områder indenfor samme zone havde samme tid. Udgangspunktet var datidens mest prestigefyldte astronomiske institution: observatoriet i Greenwich i England. Tiden ethvert sted på kloden kunne herefter angives som middel-soltiden i Greenwich (GMT) plus eller minus et antal timer.
Danmark tilsluttede sig dette system d. 1.januar 1894. For at vi kunne komme i takt med Greenwich måtte tiden igen justeres med knap 10 minutter, en gang for alle. Siden da har Dansk Normal Tid været lig med GMT minus 1 time.
Den tekniske udvikling har imidlertid gennem det 20. århundrede medført behov for stadig mere præcis koordinering af tiden. I jagten på præcise tidsmålinger indførte man i 1967 en ny, international definition af et sekund. Den er ikke baseret på målinger af solen, men på svingninger i et cæsium-atom – populært kaldet atomtiden.
Der findes således nu to parallelle tids-systemer: dels et som er baseret på astronomiske observationer, stadigt populært kaldet GMT, dels et som er baseret på atomtid, kaldet UTC. Mens atomtiden er uhyre konstant, så varierer jordens rotation faktisk en lille bitte smule, således at den astronomiske tid ikke er fuldstændig konstant. Derfor må man med skiftende mellemrum indføre et skudsekund i UTC for at forhindre, at den bevæger sig for langt væk fra GMT.
Det diskuteres nu internationalt om man på et tidspunkt helt skal droppe soltiden og gå over til atomtid alene. Det vil give en mere entydig og nøjagtigt tidsregning. Og nøjagtig måling og koordinering af tiden er en afgørende forudsætning for en lang række teknologier, som det moderne samfund tager for givet.
Men det vil også endegyldigt gøre det af med menneskenes ældgamle tradition for at forstå tiden i relation til himmellegemerne. At tiden kan måles gennem svingninger i et cæsium-atom er vel til at forstå på det abstrakte plan. Men det er mindre fysisk nærværende og langt fra så umiddelbart, intuitivt forståeligt som solens vandring over himlen.
Tiden går måske nok af sig selv. Men hvordan den går, er i sidste ende noget vi mennesker beslutter.

(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)

Tidligere i år udkom bogen “Der er et yndigt land” med Villy Søvndal og Lene Espersen. De to turede sammen landet rundt for at lede efter danskheden. Bogen er en opsamling af deres diskussioner.

For at promovere bogen oprettede forlaget web-stedet www.leneogvilly.dk. Her kan man plante sit flag et sted i Danmark og skrive sit eget bud på, hvad der er særligt dansk. Det gjorde jeg så: jeg rejste et lille Dannebrog midt i Nørrebros Rabarberkvarter og skrev den lille tekst, som er gengivet nedenfor.

Til min overraskelse vandt min tekst hovedpræmien som “det skarpeste” bud på danskheden. Sig så ikke, at man ikke kan vinde noget på nettet

Danskhed – det er noget vi skaber

Danskheden er ikke noget, der falder ned fra himlen eller vokser op af mulden. Dagens danskhed er resultatet af de valg, som generationer før os har truffet – og på samme måde vil de valg vi træffer i dag, være afgørende for fremtidens danskhed.

I 1879 fødtes en pige ved navn Dagmar i Rabarberkvarteret på Nørrebro i København. Rabarberkvarteret var den gang et fattigkvarter, som dem vi i dag finder rundt om den 3. verdens storbyer. Dagmars mor var eneforsørger. Hendes indtægter kom dels fra tilfældige rengøringsjob, dels fra den fornedrende fattighjælp, som medførte tab af borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeretten. Det sidste kunne dog være lige meget, da kvinderne alligevel ikke havde stemmeret. Varm mad fik man stort set aldrig, tøjet blev købt hos marskandiseren, og Dagmar fik sit første par rigtige sko, da hun skulle konfirmeres.

Dagmar måtte tidligt hjælpe til med at forsørge familien. Hun startede med byplads som 10-årig, og et par år senere fik hun plads på landet, hvor arbejdstiden var fra 5 morgen til 10 aften. I 1901 blev Dagmar gift. Manden, som var arbejdsmand, var ofte uden arbejde. Så Dagmar måtte vaske og gøre rent for andre, samtidig med at hun passede sine 3 små børn. Ofte havde manden drukket den sparsomme løn op, inden han nåede hjem til familien.

I 1907 havde Dagmar endelig fået nok og lod sig separere. Med hjælp fra sin søster fik hun arbejde på en tekstilfabrik. Nu tog hendes liv en ny drejning. Dagmar blev medlem af Tekstilarbejderforbundet, og brugte bl.a. noget af sin sparsomme fritid til at gå til bal i fagforeningen. Men hun begyndte også at agitere blandt sine kolleger, for at få dem til at organisere sig. På det tidspunkt udgjorde de organiserede arbejdere kun et mindretal, og det var ikke ualmindeligt at de blev fyret eller på anden måde chikaneret.

Men Dagmar blev mere og mere optaget af det faglige arbejde og fik efterhånden flere tillidsposter. Dagmar var optaget af oplysningsarbejdet. Hun arrangerede studiekredse, og deltog selv i kurser på den højskole som arbejderbevægelsen fik oprettet i Roskilde. Efterhånden som fagbevægelsen blev stærkere, blev arbejdsforholdene i industrien gradvist bedre. I 1932 lykkedes det så endelig arbejderbevægelsen at få gennemført retten til 8 dages ferie. For første gang i sit liv kunne Dagmar holde ferie – bl.a. rejste hun så langt som til Paris med Dansk Folkeferie. Samtidig med at hun passede sit arbejde og var faglig aktiv, lykkedes det Dagmar at sikre sine børn en bedre barndom end den hun selv havde haft. Alle tre sønner kom i lære, og fik gode jobs. Da Dagmar i en alder af omkring 70 år ser tilbage på sit liv, skriver hun: “Når jeg tænker på forskellen til min barndom og ungdom, så har vi meget at være glade for”.

Gennem hundreder af år var det i Danmark en indlysende selvfølge for de fleste, at der var forskel på mennesker: nogle var rige og nogle fattige. Nogle havde magt og andre måtte adlyde. I 1849 fik Danmark sin grundlov. Men “folkestyret” var stærkt indskrænket: det gjaldt kun for velhavende, midaldrende mænd. Blandt den nye klasse af arbejdere rumlede den tanke, at demokratiet skulle være for alle: “Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder”. Det var en radikal parole i et samfund, hvor de der arbejdede sjældent havde indflydelse, og de der havde magt sjældent behøvede at arbejde. Gennem det 20. århundrede blev der i Danmark skabt en velfærdsstat, som ikke er perfekt men som vi dog langt hen ad vejen kan være stolte af. Indtil for få år siden havde Danmark et internationalt ry, som et land der påtog sig sin del af det globale ansvar for udvikling og fredsskabelse.

Sådan var danskheden. Ikke fordi vi danskere er født bedre eller klogere end nogen som helst andre. Men fordi nogle af os havde visioner om, at sådan et land ville de gerne leve i. Hvordan ser fremtidens danskhed så ud? Kan vi se os selv i spejlet og være stolte over den retning vi skabte for Danmark, når vores børn ser tilbage på os? Vil vi stå som landet, hvor få har for meget og færre for lidt? Som et åbent, tolerant og solidarisk land? Eller som den lille ravnekrog, hvor vi hygger os i smug, pudser vore guldhorn og besynger vore gravhøje mens fanden tager den store verden? Det er det afgørende: spørg ikke dit land hvad danskhed er – spørg dig selv, hvilken danskhed du ønsker for dit land!