War » christianehoej.dk

The war they don’t wan’t us to see

Jul 242008

Zoriah is a man with only one name. He is also a photographer. According to himself he used to work for humanitarian organizations, but got tired of too much “red tape”. So he trained himself to be a photographer instead, in order to be able to document the sufferings – human made as well as results of natural catastrophes – which he though got too little attention from the media.

Zoriah is a freelancer, but has – again according to his own CV – photographed war and catastrophes for a number of NGO’s and magazines. His pictures can also be seen on Flickr. His style is raw, direct and very subjective. According to himself he has no wish to be objective, but deliberately chooses the viewpoint of the victims.

Lately Zoriah has been “embedded” with the US Marines in Iraq. Being embedded means that you are allowed to follow the soldiers on missions and are under some protection. As part of the agreement, you are obliged to follow the army rules as to what you are allowed to photograph. Not an ideal situation for an independent photographer. But according to Zoriah it is the only possible way to work in a warzone such as Iraq, unless you have the money to hire your own private security guards.

A few days ago, Zoriahs status as embedded was suddenly revoked – thereby practically making it impossible for him to continue photographing in the Iraqi warzone. The reason was some pictures from a suicide bomb attack. The victims were Iraqi civilians as well as US Marines. Zoriah has published the pictures on his blog, as part of his ongoing reports from Iraq. These are cruel pictures indeed. But unfortunately it is also pictures of the present realities in Iraq. Zoriah is certainly not promoting cruelty for its own sake, but simply trying to convey his own impressions. He is also obeying to formal army rules, which states that not dead US soldier must be photographed in any identifiable way.

Never the less the US Marines demanded that Zoriah removed the photos from his blog. He refused. Then his status as embedded photographer was revoked, and he was immediately transported out of the war zone. Zoriah maintains that his pictures are a necessary contribution the documentation of present day Iraq. As he says: “It seemed insane to me that the Marines would embed a war photographer and then be upset when photographs were taken of war.”

A young soldier in Baghdad displays his tattoo. Photo: Zoriah

Fra tortur-smæderi til ophavsrets-ævl

Politics 2 Responses »

Jun 112007

Dansk Folkepartis Søren Krarup har i forbindelse med en folketingsdebat beskyldt Enhedslistens Frank Aaen for at have en fortid som torturbøddel i Afghanistan. Efterhånden er vi jo vant til lidt af hvert fra den kant, når det gælder bizarre udfald mod politiske modstandere, så det kalder måske mest af alt på en stille hovedrysten. Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at også Anders Fogh Rasmussen, omend indirekte, har fremført de samme beskyldninger. Landets statsminister mere end antyder altså, at et Folketingsmedlem har deltaget i tortur. Det er en alvorlig sag, så man må formode at Fogh har belæg for sine beskyldninger.

Det har han så bare ikke. Nyhedsavisen har sat sig for at undersøge sagen og er kommet frem til, at de politikere fra Venstre og DF som har ført an i rygtesmedjen alle henviser til én og samme kilde: en seks år gammel kronik i Berlingske Tidende. Kronikkens forfatter henviser her til, at Frank Aaen i 1980 rejste til Afghanistan som skribent for det kommunistiske studenterblad “Røde Blade”. Her interviewede han bl.a. en egypter som sad som krigsfange i et afghansk fængsel, og som ifølge Aaen vedgik at have arbejdet for CIA. Det er dette interview, som i kronikforfatterens udlægning “betænkeligt nærmer sig tortur”. Det er så i Søren Krarups gendigtning blevet til, at Aaen “selv har deltaget i tortur i Afghanistan”, mens statsministeren mere forblommet nøjes med at tale om Aaens “erfaringer” med tortur.

Kronikforfatterens eneste kilde er i øvrigt Aaens egen artikel i “Røde Blade”. Hun har eksempelvis ikke talt med andre, som var sammen med Aaen på turen til Afghanistan eller til stede da interviewet fandt sted. Nyhedsavisen har vist interviewet til danske tortureksperter, og spurgt om deres mening. Hertil svarer Tue Magnussen fra Rehabiliteringscenteret for torturofre: “Frank Aaen maler i artiklerne et skønmaleri af situationen i Afghanistan, og det kan man kalde naivt, ukritisk og dårlig journalistik. Men man kan på ingen måde tale om, at Frank Aaen har medvirket til tortur”. En tilsvarende melding kommer fra Heidi Steffensen, afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier på Dansk Institut for Internationale studier (DIIS).

Ifølge menneskerettighedseksperterne var der altså tale om et interview, som intet havde at gøre med tortur. Derimod var Frank Aaen nok politisk naiv og forsvarede et regime, som utvetydigt begik overgreb på menneskerettighederne. Hvad det angår, var vi mange som var naive i forhold til Afghanistan i 1980′erne – og det på begge politiske fløje. Således blev der i 1988, på initiativ af Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom indsamlet et større støttebeløb til de islamiske fundamentalister, som bekæmpede den Sovjetstøttede regering i Kabul. I den kamp holdt de såkaldte mujaheddiner sig på ingen måde tilbage for massakrer på uskyldige civile og andre overgreb. Daværende VU-formand og nuværende Venstre-minister Lars Løkke Rasmussen tog selv til Afghanistan for at aflevere pengene. I den anledning blevet der taget et rørende billede af Løkke Rasmussen klædt ud som mujaheddin, komplet med AK47-riffel. Tænk hvilke historier der kunne digtes om Lykke Rasmussens escapader som hellig kriger i Afghanistan ud fra det billede, hvis man tog lige så let på bevisførelsen som de borgerlige i sagen om Frank Aaen…

De førnævnte menneskerettighedseksperter undrer sig over, hvorfor de borgerlige politikere ikke har meldt Frank Aaen til politiet, hvis de virkelig selv tror på deres anklager. Jeg undrer mig over, at landets statsminister uantastet kan slippe afsted med, fra Folketingets talerstol, at pådutte et medlem af tinget en så alvorlig forbrydelse på så mangelfuld et grundlag. Men det er måske sigende for det niveau som statsministeren efterhånden har sænket den politiske debat her i landet ned på.

Hele sagen har i øvrigt fået et tragikomisk efterspil: på den stærkt højreorienterede blog Uriasposten har bloggeren, som led i polemikken, gengivet en af Nyhedsavisens artikler i en formindsket affotografering. Det har fået en journalist og en fotograf fra avisen til at kræve godtgørelse for overtrædelse af deres ophavsret. Som svar herpå har der rejst sig en mindre storm i blogosfæren, idet bloggere fra både højre og venstre side er gået til forsvar for Uriasposten. Sagen er, som det f.eks. kan ses på Modspil.dk, blevet gjort til et spørgsmål om at forsvare blog-mediet mod grådige og selvtilstrækkelige nyhedsmedier.

Sådan kan venstrefløjen altså selv bidrage til at afspore en vigtig, politisk debat. I stedet for at kritisere højrefløjens mere og mere tyndbenede og skingre argumenter for deres krigsførsel her og hisset, skal vi bruge tiden på et perifert slagsmål om ophavsret? Sørgeligt.

Skamløshedens triumf

Politics No Responses »

Apr 142007

Demagogi forudsætter en vis portion skamløshed. Folkeforførelse kræver i udgangspunktet, at man er rede til at prioritere målet frem for alt andet – herunder hensynet til begreber som sandhed og anstændighed. Historien synes desuden at vise, at jo mere skamløst og løgnagtigt man omgås virkeligheden, jo bedre virker det i demagogisk øjemed. Måske fordi der, i modsætning til den almindelige, smålige snakken udenom er noget grandiost ved den stort anlagte, åbenlyse løgn. Mens vi foragter fedtspilleren med de flakkende øjne og de patetiske bortforklaringer, så lader vi os charmere af storsvindleren, som med sit tillidsfulde blik lyver os direkte og uden forbehold ind i ansigtet, uden småligt hensyn til fornuften og virkeligheden.

Et af de store demagogiske talenter i dansk politik er Dansk Folkepartis Søren Espersen. I tirsdags var han i topform. I DR2′s prime-time indrømmede han, at krigen i Irak havde været en stor fejltagelse. Men, forklarede han, mens han så seerne direkte i øjnene: beslutningen om at gå i krig have alligevel været rigtig. For på baggrund af de oplysninger vi havde den gang, var der ingen vej udenom. Hvem husker ikke “USA’s sympatiske og overbevisende udenrigsminister Colin Powell, (som) i FN dokumenterede, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og at han stod i ledtog med terrororganisationer” (Citeret efter Søren Espersens indlæg i Information d. 12.4.).

Jo, Søren Espersen. Vi husker udmærket den famøse tale, som Powell selv har betegnet som “en plet” på sit eftermæle. Men vi husker også, at FN’s våbeninspektør Hans Blix sagde, at der ikke var fundet beviser på masseødelæggelsesvåben. Vi husker, at FN’s sikkerhedsråd ikke lod sig overbevise af Powell. Vi husker, at det gjorde Frankrigs og Tysklands regeringer heller ikke. Og vi husker, at det herhjemme var V, K og DF der med et lille flertal gennemtrumfede den danske krigsdeltagelse – alle andre partier var imod.

For påstandene om Saddams masseødelæggelsesvåben og støtte til Al-Quaeda stod jo på ingen måde alene og uimodsagte, da Søren Espersen stemte ja til krigen i marts 2003. Her i landet var krigsmodstanden udbredt, og kom bl.a. til udtryk gennem nogle af de største demonstrationer i mange år. Søren Espersen kunne have lyttet til tvivlerne, skeptikerne og kritikerne. Det valgte han helt bevidst ikke at gøre. Nu viser det sig så, at vi der i 2003 var imod krigen faktisk fik ret – blot gik det desværre endnu værre, end vi dengang havde fantasi til at forestille os. Vi slap af med Saddam. Til gengæld er Irak nu et land i fuldstændig opløsning, 100.000-vis af civile er dræbt og millioner på flugt.

Har man fulgt lidt med i Søren Espersens gøren og laden i dansk politik, så ved man at skamløsheden og kynismen bestemt ikke er ham fremmed. Men som han nu står der ved håndvasken og håner krigsmodstanderne for at være bagkloge, så har han ganske enkelt slået ny dansk rekord i politisk demagogi.

Nachtwey revisited

Photography 1 Response »

Apr 112007

Sorry, this post is in Danish only – but please enjoy the video!

Et foretagende som kalder sig TED (for Technology, Entertainment and Design) uddeler hvert år priser til folk, som de mener har haft “en postiv betydning for livet på denne planet”. I år gik priserne til biologen E.O Wilson, politikeren Bill Clinton og fotografen James Nachtwey.

Nachtwey er vel først og fremmest kendt som krigsfotograf, og som sådan måske den mest berømte af de nulevende. Selv har jeg det lidt ambivalent med krigsfotos. På den ene side er det vigtigt og rigtigt, at krigens gru bliver dokumenteret ud fra den tanke, at – som Nachtwey siger det – et billede som viser krigens sande ansigt, vel nærmest per definition må blive et anti-krigs foto. På den anden side synes jeg også der ind imellem klæber lidt for meget macho-hørm til krigsfotografiet – eller måske til krigsfotograferne? Robert Capas berømte sentens om, at “hvis dit billede ikke er godt nok er det fordi du ikke var tæt nok på”, er selvfølgelig en opfordring til fotografen om at skildre begivenhederne fra deres centrum, ikke fra sidelinien. Men rummer den ikke også en snert af konkurrence: hvem tør holde fingeren tættest på den brændende flamme? En slags manddomsprøve med krigen som baggrund.

Da Nachtwey fik prisen, holdt han en tale hvor han dels fortalte om sine bevæggrunde for at blive krigsfotograf, dels kommenterede nogle af sine egne billeder. Talen viser for det første en person, som er meget langt væk fra billedet af den brovtende macho-fotograf. Nachtwey virker som en eftertænksom og beskeden men også stærkt engageret person. Han fortæller bl.a., hvordan det var hans ungdoms erfaringer med billedmediets betydning for at skabe modstand mod Vietnam-krigen og rascismen i USA, som fik ham til at ville være reportagefotograf.

Talen viser også, at det i virkeligheden er alt for snævert at kalde Nachtwey for krigsfotograf. Mange af hans billeder er ganske vist fra konflikter og krigszoner. De er aldrig heroiserende, men viser som oftest begivenhederne set fra de civile ofres side. Men der ud over rapporterer han også fra andet end krig – fra Rumænske børnehjem, Somaliske nødhjælpscentre og fængsler i hans eget USA. Flere af hans reportager er lavet på eget initiativ og regning, når han har fundet vigtige emner som ikke umiddelbart havde mediernes interesse. Nogle er blevet til i samarbejde med Læger uden grænser.

Men først og fremmest viser talen en fremragende fotograf. Selv i de mest gruopvækkende og trøstesløse øjeblikke viser Nachtwey en fantastisk evne til at komponere sine billeder. For nogen vil disse billeder formentlig virke provokerende: for er der ikke en modsætning mellem billedernes indhold af menneskelig ulykke og deres æstetisk perfekte form? Det er en vigtig diskussion, som nok rummer mange nuancer. Men helt grundlæggende synes jeg Nachtwey klarer balancen. Hans billeder rummer næsten altid et stort nærvær. Derfor bliver de flotte kompositioner heller ikke en afledning fra billedets indhold, men snarere et middel til at få os til at se.

Men døm selv: Nachtweys 20 min. lange tale ligger på nettet – endda i flere versioner. Den hurtigste er denne flash-version: