Demagogi forudsætter en vis portion skamløshed. Folkeforførelse kræver i udgangspunktet, at man er rede til at prioritere mÃ¥let frem for alt andet – herunder hensynet til begreber som sandhed og anstændighed. Historien synes desuden at vise, at jo mere skamløst og løgnagtigt man omgÃ¥s virkeligheden, jo bedre virker det i demagogisk øjemed. MÃ¥ske fordi der, i modsætning til den almindelige, smÃ¥lige snakken udenom er noget grandiost ved den stort anlagte, Ã¥benlyse løgn. Mens vi foragter fedtspilleren med de flakkende øjne og de patetiske bortforklaringer, sÃ¥ lader vi os charmere af storsvindleren, som med sit tillidsfulde blik lyver os direkte og uden forbehold ind i ansigtet, uden smÃ¥ligt hensyn til fornuften og virkeligheden.

Et af de store demagogiske talenter i dansk politik er Dansk Folkepartis Søren Espersen. I tirsdags var han i topform. I DR2′s prime-time indrømmede han, at krigen i Irak havde været en stor fejltagelse. Men, forklarede han, mens han sÃ¥ seerne direkte i øjnene: beslutningen om at gÃ¥ i krig have alligevel været rigtig. For pÃ¥ baggrund af de oplysninger vi havde den gang, var der ingen vej udenom. Hvem husker ikke “USA’s sympatiske og overbevisende udenrigsminister Colin Powell, (som) i FN dokumenterede, at Saddam havde masseødelæggelsesvÃ¥ben og at han stod i ledtog med terrororganisationer” (Citeret efter Søren Espersens indlæg i Information d. 12.4.).

Jo, Søren Espersen. Vi husker udmærket den famøse tale, som Powell selv har betegnet som “en plet” pÃ¥ sit eftermæle. Men vi husker ogsÃ¥, at FN’s vÃ¥beninspektør Hans Blix sagde, at der ikke var fundet beviser pÃ¥ masseødelæggelsesvÃ¥ben. Vi husker, at FN’s sikkerhedsrÃ¥d ikke lod sig overbevise af Powell. Vi husker, at det gjorde Frankrigs og Tysklands regeringer heller ikke. Og vi husker, at det herhjemme var V, K og DF der med et lille flertal gennemtrumfede den danske krigsdeltagelse – alle andre partier var imod.

For pÃ¥standene om Saddams masseødelæggelsesvÃ¥ben og støtte til Al-Quaeda stod jo pÃ¥ ingen mÃ¥de alene og uimodsagte, da Søren Espersen stemte ja til krigen i marts 2003. Her i landet var krigsmodstanden udbredt, og kom bl.a. til udtryk gennem nogle af de største demonstrationer i mange Ã¥r. Søren Espersen kunne have lyttet til tvivlerne, skeptikerne og kritikerne. Det valgte han helt bevidst ikke at gøre. Nu viser det sig sÃ¥, at vi der i 2003 var imod krigen faktisk fik ret – blot gik det desværre endnu værre, end vi dengang havde fantasi til at forestille os. Vi slap af med Saddam. Til gengæld er Irak nu et land i fuldstændig opløsning, 100.000-vis af civile er dræbt og millioner pÃ¥ flugt.

Har man fulgt lidt med i Søren Espersens gøren og laden i dansk politik, så ved man at skamløsheden og kynismen bestemt ikke er ham fremmed. Men som han nu står der ved håndvasken og håner krigsmodstanderne for at være bagkloge, så har han ganske enkelt slået ny dansk rekord i politisk demagogi.