Irak » christianehoej.dk

Krigen de ikke vil ha’ vi ser

jul 242008

Zoriah er manden uden efternavn. Han er også fotograf. Ifølge ham selv arbejdede han tidligere for forskellige humanitære organisationer, men blev træt af de mange politiske hensyn han måtte ta’. Så i stedet lærte han sig at fotografere, for at kunne dokumentere de lidelser – menneskeskabte såvel som følger af naturkatastrofer – som han synes fylder alt for lidt i medierne.

Zoriah er freelancer, men har – igen ifølge eget CV- leveret fotos fra krig og katastrofer til en lang række medier og humanitære organisationer. Hans billeder kan også ses på Flickr. Hans stil er rå, direkte og meget subjektiv. Det sidste er helt bevidst – ifølge ham selv har han ikke noget ønske om at være objektiv, men vælger bevidst ofrenes synsvinkel.

På det seneste har Zoriah været “embedded” hos en afdeling af US Marines i Irak. “Embedded” betyder, at man kan følge soldaterne og samtidig får en vis beskyttelse. Til gengæld er man underlagt hærens regler for hvad man må fotografere. Det er ikke nogen ønskesituation for en uafhængig fotograf. Men det er ifølge Zoriah den eneste måde man kan arbejde på i en krigszone som Irak – med mindre man har råd til selv at hyre et privat vagtværn.

For et par dage siden fik Zoriah imidlertid pludselig frataget sin status som “embedded” – og dermed i praksis sin mulighed for at fotografere. Årsagen var nogle billeder, som han havde taget af ofrene efter en selvmordsbomber. Ofrene var såvel civile irakere som amerikanske soldater. Billederne har Zoriah offentliggjort på sin blog, som en del af hans fortløbende reportage fra Irak. Det er mildt sagt grusomme billeder. Det er desværre også billeder fra den Irakiske virkelighed. Zoriah svælger ikke i grusomhederne for deres egen skyld, men forsøger simpelthen at viderebringe sine egne oplevelser. I øvrigt overholder han hærens formelle regler, som bl.a. siger at døde amerikanske soldater ikke må fotograferes så de kan identificeres.

Alligevel krævede US Marines at Zoriah fjernede billederne fra sin blog. Det nægtede han. Så mistede han sin embedded-status, og blev i huj og hast transporteret ud af kampzonen. Zoriah fastholder, at billederne er en nødvendig del af historien om den irakiske virkelighed. Som han siger: “Det virker vanvittigt at man inviterer mig som krigsfotograf og bagefter bliver vred over, at jeg viser billeder af krig”.

En ung amerikansk soldat i Bagdad viser sin tatovering. Foto: Zoriah

Skamløshedens triumf

Politik Ingen kommentarer »

apr 142007

Demagogi forudsætter en vis portion skamløshed. Folkeforførelse kræver i udgangspunktet, at man er rede til at prioritere målet frem for alt andet – herunder hensynet til begreber som sandhed og anstændighed. Historien synes desuden at vise, at jo mere skamløst og løgnagtigt man omgås virkeligheden, jo bedre virker det i demagogisk øjemed. Måske fordi der, i modsætning til den almindelige, smålige snakken udenom er noget grandiost ved den stort anlagte, åbenlyse løgn. Mens vi foragter fedtspilleren med de flakkende øjne og de patetiske bortforklaringer, så lader vi os charmere af storsvindleren, som med sit tillidsfulde blik lyver os direkte og uden forbehold ind i ansigtet, uden småligt hensyn til fornuften og virkeligheden.

Et af de store demagogiske talenter i dansk politik er Dansk Folkepartis Søren Espersen. I tirsdags var han i topform. I DR2′s prime-time indrømmede han, at krigen i Irak havde været en stor fejltagelse. Men, forklarede han, mens han så seerne direkte i øjnene: beslutningen om at gå i krig have alligevel været rigtig. For på baggrund af de oplysninger vi havde den gang, var der ingen vej udenom. Hvem husker ikke “USA’s sympatiske og overbevisende udenrigsminister Colin Powell, (som) i FN dokumenterede, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og at han stod i ledtog med terrororganisationer” (Citeret efter Søren Espersens indlæg i Information d. 12.4.).

Jo, Søren Espersen. Vi husker udmærket den famøse tale, som Powell selv har betegnet som “en plet” på sit eftermæle. Men vi husker også, at FN’s våbeninspektør Hans Blix sagde, at der ikke var fundet beviser på masseødelæggelsesvåben. Vi husker, at FN’s sikkerhedsråd ikke lod sig overbevise af Powell. Vi husker, at det gjorde Frankrigs og Tysklands regeringer heller ikke. Og vi husker, at det herhjemme var V, K og DF der med et lille flertal gennemtrumfede den danske krigsdeltagelse – alle andre partier var imod.

For påstandene om Saddams masseødelæggelsesvåben og støtte til Al-Quaeda stod jo på ingen måde alene og uimodsagte, da Søren Espersen stemte ja til krigen i marts 2003. Her i landet var krigsmodstanden udbredt, og kom bl.a. til udtryk gennem nogle af de største demonstrationer i mange år. Søren Espersen kunne have lyttet til tvivlerne, skeptikerne og kritikerne. Det valgte han helt bevidst ikke at gøre. Nu viser det sig så, at vi der i 2003 var imod krigen faktisk fik ret – blot gik det desværre endnu værre, end vi dengang havde fantasi til at forestille os. Vi slap af med Saddam. Til gengæld er Irak nu et land i fuldstændig opløsning, 100.000-vis af civile er dræbt og millioner på flugt.

Har man fulgt lidt med i Søren Espersens gøren og laden i dansk politik, så ved man at skamløsheden og kynismen bestemt ikke er ham fremmed. Men som han nu står der ved håndvasken og håner krigsmodstanderne for at være bagkloge, så har han ganske enkelt slået ny dansk rekord i politisk demagogi.