Fotohistorie » christianehoej.dk

Photographic value – a comment

feb 132009

(Denne post findes kun på engelsk)

Mike Johnston at The Online Photographer (TOP) has written a thoughtful post on the subject: what makes photographs valuable for the future. As usual, the post has caused a lot of comments. The following is my own contribution, as posted on TOP. Please go here to read Mike’s original post and all the other comments.

-//-

What this interesting post and the comments illustrate nicely, is that “value” is not something absolute or intrinsic to an object, but something that is attributed to the object in a certain context. And as the context change, the value may change likewise.

In a market economy, value is often equated with price. However, objects can have value in many other ways. Value is often a function of the story or meaning the object conveys to somebody – be that an individual or a certain group of people.

This is where public museums come into play. Their objective is to find, preserve, exhibit and communicate such objects, which convey stories or meaning of importance to society.

This, I can say from my own personal experience, is not an easy task.

At the Dept. of Modern History, Danish National Museum, where I work, we do collect photographs. However, we seldom accept or reject photos based on their artistic value – and never on the basis of their commercial value.

One of the main aims of the department is to documents changes in people’s daily life throughout the last 350 years. Thus, we have in our collection both the archives of commercial photographers, family albums and personal collections as well as a vast number of “diverse” photos, including such that has been taken by museum staff for documenting purpose.

What is important for us is to gather as much information as possible for each photo. As we ultimately collect objects in order to be able to tell stories of the past, we need as much information about the objects as possible. A photo with no information about who took it, why and when can be useless to us, even if it’s a beautiful example of photographic craftsmanship.

That is also why, that in an ideal world we would collect most of our objects not just from what the public more or less randomly comes to offer us, but as part of carefully planned research programs. This would ensure that we get as much relevant information as possible and that we expand our collections in areas, which are particularly relevant. Unfortunately, we have only very limited funding to do so.

Contemplating how time flies?
Piccolo Mondo restaurant, Malmö, Sweden
8^thFebruary 2009

Looking back at the historical evolvement of photography as a mass medium, from the point of view of a museum, there has and will be different challenges. From the early period of photography, the number of objects to be collected is scarcer and some of them involve at lot of work and expenses, when it comes to preservation and storing. During the mid-20^th century there is a vast increase in the number of objects, since photography becomes accessible for everybody.

But still: as long as taking pictures – even family snapshots – involves a rather lengthy and not especially cheap process of buying the film, taking the picture, having it processed, sorting out the best ones and putting them in an album, there is a great chance that the family album more or less consciously reflects the self-image of its producers: these are the pictures, that the original photographer valued and cherished. This makes such an album a possible source of how people at a certain time and space interpreted their own lives.

With the advance of digital photography, however, the number of pictures has exploded. The process of photographing is now quick and almost free, so there is no reason not to photograph anything that catch your eyes – be it important or not. For the future museum curators, who inherit a collection of digital snapshots, the job of sorting out the meaning of the photos as the photographer’s interpretations of his or her own life becomes much more complicated. What is important here, what is not – and in what sense and context?

There are great challenges ahead, in the area of research methodology and theory.

Kodachrome

Fotografi 3 kommentarer »

okt 212008

Kodachrome, they give us those nice bright colours
They give us the greens of summers
Makes you think all the worlds a sunny day, oh yeah
I got a nikon camera, I love to take a photograph
So mama dont take my kodachrome away

Paul Simon

Nu sker det tilsyneladende snart: mor ta’r vores Kodachrome. I hvert fald hvis man tør tro en artikel fra pressebureauet AP som er gengivet i flere netmedier. Kodak har gradvist udfaset de forskellige udgaver af den kendte diasfilm, så der nu kun er 64 ISO versionen tilbage på markedet. Ifølge den nævnte artikel vil der imidlertid heller ikke blive produceret mere af denne udgave, når de eksisterende lagre er tømte. Dette vil Kodak dog hverken be- eller afkræfte. Kodak har imidlertid også lukket de laboratorier, hvor man fremkaldte filmen – en ret kompliceret proces, som lokale fotohandlere ikke kan overkomme. Der findes således kun et enkelt, uafhængigt laboratorium i USA som stadig mestrer processen, og hvortil Kodachrome-film fra hele verden må sendes til fremkaldelse. Det er derfor under alle omstændigheder næppe sandsynligt, at Kodachrome overlever ret meget længere.

For mig personligt vækker Kodachrome nostalgiske minder fra før digitalæraen. For ikke-fotonørder kan det sikkert forekomme ret uinteressant, at en bestemt filmtype afgår ved en stille død. Men der var en gang, hvor Kodachrome ikke var det nicheprodukt det nu er reduceret til.

Da Kodak lancerede den som 35 mm film i 1936 (den var blevet lanceret som 16 mm til levende billeder året før) var det en revolution: verdens første masseproducerede farvefilm. Ganske vist var fremkaldeprocessen som nævnt ret krævende, men filmen leverede hidtil uset klare farver. Det skulle i øvrigt også vise sig, at holdbarheden af den fremkaldte film var god.

I 1937 lancerede tyske Agfa ligeledes en farvefilm, som udmærkede sig ved en mindre kompliceret fremkaldeproces. I en kort tid var der en vis konkurrence mellem de to. Men med anden verdenskrig blev det sejrherrernes fotografer, som vandt slaget om medierne – og de brugte Kodachrome. Med den kolde krig blev det endeligt afgjort: Kodak leverede farverne til vores verdensbillede.

Det kan man bl.a. se i Els Rijpers fascinerende bog Kodachrome – the american invention of our world 1939-59 (New York, 2002). Bogen rummer en lang række tidstypiske farvefotos. Ikke nødvendigvis store mesterværker, men et bredt udsnit af de billeder der fyldte de trykte medier: verdenskrigens afslutning, amerikanske filmstjerner, sportsfolk, dollargrin og jetfly, Koreakrig – og en ung Elvis Presley.

Naturligvis alt sammen i strålende farver - Makes you think all the worlds a sunny day...

Et billedes fald?

Fotografi, Historie, Kultur 2 kommentarer »

okt 072008

…om fotografiet, virkeligheden og historien

Hvornår viser et fotografi virkeligheden?

Det simple svar er: når det viser noget, som faktisk er sket. Men helt så enkelt er det alligevel ikke. For tiden prydes bybilledet af store plakater med en skuespiller ved navn Linda P. i forskellige, fjollede positurer. Fotografierne er virkelige i den forstand, at de viser et virkeligt menneske. Men Linda P. ser næppe sådan ud, når hun køber ind i Brugsen. Billederne forestiller en virkelighed, skabt til lejligheden.

Helt anderledes med Jan Grarups reportagefotos fra Palæstina, vist i Politiken for nogle uger siden. Et billede som virkede stærkt, i hvert fald på mig, viste en kvinde som kom gående gennem et stort kloakrør – den eneste måde hvorpå hun kunne slippe ud af den ghetto, hun boede i. Også dette billede kunne i princippet være blevet til, ved at fotografen havde bedt kvinden posere i kloakrøret. Når jeg er overbevist om, at det ikke er tilfældet, så skyldes det at billedet tilhører en anden genre end billedet af Linda P. Det er et reportagefoto – og både fotografen og Politiken ville sætte hele deres troværdighed over styr, hvis de præsenterede et arrangeret billede som reportage.

Vores opfattelse af, hvornår et fotografi viser virkeligheden, har bl.a. noget med genrer at gøre. Der findes en slags uudtalt aftale mellem sender og modtager: begge parter ved godt, at reklamefotografiet er iscenesat, så det er der sjældent nogen der gider gøre vrøvl over. Anderledes med det foto, der præsenterer sig som reportage: her er den uudtalte aftale, at fotografen fotograferer det der fandt sted, uden selv at gribe ind i begivenhederne.

Reportagefotografiet har lange, historiske rødder. Men i sin moderne form kom det til verden i løbet af mellemkrigstiden. Det blev hjulpet på vej dels af den tekniske udvikling, som gjorde kameraerne mindre og dermed muliggjorde et mere dynamisk fotografi, dels af opblomstringen af illustrerede magasiner i såvel Europa som USA. Men i sidste ende var det naturligvis datidens fotografer som skabte det. En af dem var Robert Capa. Han fik sit gennembrud som fotograf med sine reportager fra den spanske borgerkrig – ikke mindst med billedet af en republikansk soldat som falder til jorden, ramt af en fjendtlig kugle. Billedet af den faldende soldat blev et symbol på den heroiske modstand mod Franco og hans fascistiske oprørsstyrker.

Den faldende soldat, Cerro Muriano, 5. september 1936
Foto: Robert Capa
© Cornell Capa

I slutningen af 70′erne blev der imidlertid rejst den påstand, at billedet var iscenesat: der var ingen kamp og manden på billedet er ikke død, men spiller skuespil. Debatten har raset frem og tilbage, men på trods af mangel på afgørende beviser er det for mange tilsyneladende nu den vedtagne kendsgerning, at billedet er falsk. D. 3.10. tog Politiken debatten op, som foromtale af en kommende udstilling i Barbican Art Gallery i London. Udstillingen præsenterer efter sigende ny viden om Capas omdiskuterede foto.

Desværre er man som fotohistorisk interesseret dårligt hjulpet af Politikens artikel. Udstillingens clou skulle være nogle “nye” negativer, som er “gravet frem fra arkiverne” af Richard Whelan, forfatter til en biografi om Capa. Skulle det mon være nogle af de hidtil bortkomne negativer fra den såkaldte Mexicanske kuffert, som blev fundet omkring årsskiftet 2007-08? Næppe. Dels lyder de seneste meldinger, at der ikke i denne samling synes at findes negativer, der kan afgøre diskussionen. Dels har Whelan, selv om Politiken referer til ham som om han var nulevende, faktisk været død siden maj 2007. Hvis han har “gravet” noget ud af arkivet, kan det altså ikke være de nyfundne negativer.

Whelan publicerede allerede i 2002 en artikel hvor han, på basis af bl.a. studier af Capas efterladte negativer, giver sin version af historien. Den er, kort fortalt, at manden på billedet faktisk dør. Som det også fremgår af Politiken, kan han endda identificeres ved navn. Derimod tyder meget på, at der fra starten var tale om en iscenesat situation, hvor soldaterne fingerede et angreb til ære for fotografen. Men derved tiltrak de sig fjendens opmærksomhed – og pludselig blev det blodig alvor. Det er tilsyneladende samme version af historien, som Barbicans udstilling præsenterer – nye negativer eller ej.

Jan Grarup har nok en pointe, når han samme dag i Politiken anklager kuratorer for at “gå i selvsving” over navnet Capa. Det gælder imidlertid ikke kun kuratorer, men også medier. Politikens historie er således skåret over den sædvanlige læst – for eller imod Capa? – men føjer dybest set ikke en millimeter nyt til vores viden. Forsøget på at aktualisere diskussionen med interview med bl.a. Grarup ender da også i ren moralisering: var Capa en skidt knægt eller var han ikke? Som om et fotografis væsentlighed afgøres af fotografens moralske habitus.

Grarup fremhæver den sovjetiske krigsfotograf Jevgenij Khaldei som alternativ til Capa. Khaldei var givetvis en stor fotograf, som uretfærdigt er blevet glemt af sin eftertid. Dog er der mange, der vil genkende et af hans mest berømte billeder: det er taget d. 2. Maj 1945 og viser en soldat på toppen af rigsdagsbygningen i Berlin, som hæver den røde fane med hammer og sejl over den udbombede og brændende by. Netop dette billede er imidlertid iscenesat. Fotografen overtalte selv et par af sine kammerater til at kravle op på taget og posere med flaget. Bagefter retoucherede han i øvrigt billedet temmelig kraftigt.

Der er en vis skæbnens ironi i, at de to fotos som er blevet ikoner for hver sit yderpunkt i den mest dramatiske epoke i det 20. århundredes historie – det væbnede opgør med fascismen – altså begge næppe kan siges at forestille virkeligheden, i den betydning vi i dag sætter for reportagefotografiet. For selv om der næppe er helt enighed om nutidens kriterier, så er der i hvert fald fotografer som har mistet karrieren på væsentligt mindre end det som Khaldei og Capa (sandsynligvis) har gjort.

Betyder det, at vor tids kriterier er for snævre? Ikke efter min mening. Vi udsættes dagligt for en storm af billeder af vidt forskellig art. Her er det nødvendigt, at vi har nogle redskaber til at orientere os. Et af de vigtige er genrekonventionerne: når jeg ser et reportagefoto så ved jeg, at der implicit ligger en påstand om at billedet forestiller noget der virkeligt er sket, uafhængigt af fotografens eller andres indgriben - modsat en shampooreklame.

Men når vi vurderer 60-70 år gamle fotos, så må vi altså ha’ historien med. I fotografiets barndom var et krigsfoto altid opstillet og iscenesat, om ikke andet så fordi teknikken krævede det. I dag kan en reportagefotograf blive fyret og skandaliseret for at bortretouchere den mindste detalje i et billede. Et sted ind imellem var Capa, Khaldei og alle de andre, som i deres praksis selv var med til at ændre reglerne og skabe det moderne reportagefoto. Det spændende er ikke, at give dem moralsk karakter ud fra nutidens normer, men at se dem som en del af fotografiets historie.

Capa’s negativer dukket op

Fotografi, Historie Én kommentar »

jan 292008

Det er sjældent, at et stykke fotohistorie sniger sig ind blandt topnyhederne. Men det skete i dag, da TV-avisen på DR1 kunne fortælle historien om Robert Capas genfundne negativer. Det drejer sig om en samling negativer fra Capas tid i Spanien, som man troede var gået tabt under krigen, men som nu er dukket op.

Den journalistiske vinkel var naturligvis, om negativerne kan kaste nyt lys over den standende debat om autenticiteten af Capa’s berømte foto af den faldne soldat. Det er naturligvis interessant. Mere interessant er det dog, om der vil dukke hidtil ukendte, interessante fotos op. Samlingen menes i øvrigt, ud over Capas negativer, at indeholde optagelser fra David Seymour og Gerda Taro.

TV-avisens indslag var interessant, men på nogle punkter også lidt forvirrende. Vil man vide mere, kan man læse New York Times artikel om sagen. Her findes også et lille diasshow med nogle af Capas billeder.