We are life & light
we are shadows & magic
we are each others alibi
- unauthorized translation from danish rock-poet
C.V. Jørgensen
Jytte
I et hjørne af haven
Jun 212009
Jun 012009
Whatever brings you through the night
it’s all right, it’s all right
John Lennon
Fordi jeg er en fotonørd bliver jeg ind imellem stillet spørgsmÃ¥let: “Jeg skal ha’ et digitalt spejlreflekskamera. Synes du jeg skal købe model X eller model Y?”
Svaret er: Ja.
I modsætning til da jeg købte mit første digitalkamera, er der i dag masser af modeller at vælge imellem. Flere af dem endda til rimelige priser. Jeg kender kun de færreste. Men det er mit indtryk, at de stort set alle leverer billeder af fin kvalitet. Så hvis det primært handler om at få sig nogle goder billeder af børn, familie og venner, fra ferieturen o.l., så kan man roligt i dette som i andre af livets forhold følge John Lennons råd.
Men naturligvis er der ogsÃ¥ forskel pÃ¥ kameraer. Forskellene gÃ¥r bl.a. pÃ¥ størrelse, hÃ¥ndtering, hastighed, særlige funktioner, o.m.a. Hvad man skal lægge vægt pÃ¥ her, er imidlertid meget individuelt. Det afhænger dels af smag, dels – og især – om man har særlige behov. Det som er vigtigt for én fotograf er mÃ¥ske helt ligegyldigt for en anden. Derfor findes der ikke noget standardsvar pÃ¥ spørgsmÃ¥let om kamera X er bedre end kamera Y.
Men her er en liste over hvad jeg ville være særlig opmærksom på:
Størrelse og håndtering
Personligt foretrækker jeg et lille og kompakt kamera. Det er nemmere at slæbe rundt pÃ¥ en hel dag, og jo mindre kamera jo mindre opmærksomhed vækker man nÃ¥r man ta’r sine billeder. Men det vigtigste er, at kameraet skal ligge godt i hÃ¥nden. Ideelt set skal det føles som en forlængelse af din krop. Knapper og reguleringer skal være logisk placerede. Hvad der er logisk, er imidlertid et individuelt spørgsmÃ¥l. Det samme gælder udformningen: hvad det ligger godt i hÃ¥nden pÃ¥ én person føles klodset af en anden.
Et af fotohistoriens berømte billeder, kendt som Migrant Mother.
Dorothea Lange tog billedet i 1936, i en af de mange lejre for amerikanske
bønder og landarbejdere på flugt fra tørke og depression
Før du køber dit første spejlrefleks-kamera vil jeg derfor stærkt rÃ¥de dig til, at prøve et par stykker i hÃ¥nden. Find en butik – og gerne en som har lidt mere end de to store mærker pÃ¥ hylderne – og prøv dig frem. Om du sÃ¥ ogsÃ¥ vil handle i butikken eller gÃ¥ hjem og bestille pÃ¥ nettet, er op til din egen samvittighed…
Søgeren
Søgeren er dit vigtigste redskab til det som det i sidste ende drejer sig om: at trykke på knappen når billedet er lige i øjet. Ideelt set skal det være som om kameraet forsvinder, når du kigger gennem søgeren: du ser kun dit motiv. Desværre er ikke alle søgere lige gode. Måske tænker du ikke over det, når du ser gennem et enkelt kamera. Men sammenligner du 2-3 stykker, vil du måske pludselig opdage, at den søger du først synes var OK nu virker mørk og lille i forhold til de andre. Læg mærke til, hvad anmelderne skriver om dette punkt. Og igen: prøv dig frem.
Billedkvalitet
Mens de to ovennævnte punkter bedst tjækkes med kameraet i hånden, så vil du som regel skulle læse anmeldelser for at tjække kvaliteten af billederne fra en bestemt model.
Men startede jeg ikke med at skrive, at alle digitale spejlrefleks ta’r fine billeder? Jo, og det gør de ogsÃ¥ – under normale forhold. Hvis du især har tænkt dig at ta’ billeder pÃ¥ steder, hvor der er godt med lys, som udendørs om dagen eller indendørs i godt oplyste lokaler, sÃ¥ behøver du ikke bekymre dig om billedkvaliteten.
Forskellen kommer især frem, nÃ¥r lysforholdene bliver dÃ¥rlige. Det gælder for alle digitalkameraer, at hvis der ikke er meget lys, sÃ¥ skal det elektriske signal fra sensor-chippen forstærkes for at skabe et billede. Det introducerer sÃ¥kaldt “støj”, som kan ses som smÃ¥, misfarvede prikker eller mønstre nÃ¥r billedet forstørres meget.
Der er forskel på, hvor gode forskellige kameraer er til at håndtere støj. Alle spejlreflekskameraer er i udgangspunktet meget bedre til det end kompaktkameraer. Men nogle er bedre end andre. Så hvis det er vigtigt for dig, at fotografere under dårlige lysforhold, så må du tjække hvad anmelderne skriver om det punkt.
Du vil se, at anmelderne skriver om kameraernes billekvalitet ved forskellige ISO-indstillinger. ISO kan i praksis ses som et tal for, hvor meget man skruer op for forstærkningen. I de gamle film-dage brugte man også ISO til at angive filmenes lysfølsomhed. Dengang blev 400 ISO anset for meget lysfølsomt. Nutidens digitale spejlrefleks kan skrues så højt op som 6.400 ISO eller mere. Det betyder, at man kan fotografere ved skæret af et stearinlys. Men der er ingen garanti for, at billedet ikke også bliver fyldt med støj.
Hastighed
Hastigheden er først og fremmest et begreb for, hvor hurtigt kameraet fokuserer og ta’r billedet nÃ¥r du trykker pÃ¥ udløseren. Men næsten alle kameraer kan desuden sættes til kontinuerlig fotografering – dvs. de bliver ved med at fotografere sÃ¥ længe du holder udløseren nede. SÃ¥ er hastigheden et udtryk for, hvor mange billeder pr. sekund kameraet kan optaget.
Hastigheden er noget, som de fleste anmeldere lægger vægt på. Men igen: til almindeligt brug, som ferie- og familiebilleder, vil næsten alle kameraer føles hurtige nok.
Ved du derimod, at du kommer til at tage mange billeder af motiver som bevæger sig hurtigt – f.eks. dyr eller sportsfolk – er det en anden sag. SÃ¥ kan det godt betale sig, at lægge ekstra vægt pÃ¥ det punkt nÃ¥r du vælger kamera.
Billedstabilisering
Med billedstabilisering kan du fotografere med relativt langsommere lukkertider uden at få rystede billeder. Regn med en forbedring på typisk 1-2 trin. Det lyder måske ikke af så meget, men i praksis er det. Personligt ville jeg nødig undvære det.
Langes berømte billede er naturligvis taget med
et spejlreflekskamera – nærmere bestemt et Graflex Super D 4×5
Billedstabilisering kan være indbygget i selve kamerahuset. Det gælder for de fleste modeller fra Olympus, Sony og Pentax. Canon og Nikon har derimod ikke stabilisering i selve kameraet, men til dem kan du købe objektiver, som har indbygget billedstabilisering. Hvis du har kig pÃ¥ et sÃ¥kaldt “kit” fra Canon eller Nikon, sÃ¥ læg mærke til om det /de medfølgende optikker er stabiliserede.
Fordelen ved at have stabilisering indbygget i kameraet er naturligvis, at sÃ¥ har man det én gang for alle. Findes det i objektivet skal man betale for det igen, hvis man køber et nyt objektiv. Teknisk set har de to systemer hver deres fordele – men hvis nogen fortæller dig, at det ene er grundlæggende bedre end det andet er det reklamegas.
Byggekvalitet
De fleste vil nok fortrække et kamera som virker solidt. Men hvad der er solidt nok, er en smagssag. Prøv dig frem.
Nogle kameraer har særlig tætning mod støv og fugt. Hvis du ved, at du vil komme til at fotografere meget f.eks. på eller ved vandet eller andre steder hvor det er særligt tørt eller fugtigt, kan det være værd at lægge vægt på.
Live view og video
I gamle dage (dvs. for mere end et års tid siden) kunne skærmen på et spejlrefleks ikke bruges som søger, ligesom man heller ikke kunne optage video.
Nu er der imidlertid en del modeller pÃ¥ markedet med sÃ¥kaldt “live view”, hvor skærmen – dog ofte med visse begrænsninger – kan bruges som søger. Der er ogsÃ¥ modeller som kan optage video, endda i HD.
Personligt opfatter jeg disse nye ting som udmærkede supplementer – men netop kun supplementer – til spejlreflekskameraets klassiske funktioner. Hvis de er særligt vigtige for dig, sÃ¥ læg mærke til, at der kan være stor forskel pÃ¥ hvor godt de fungerer fra model til model. Tjæk anmeldelserne.
Tænk (måske) i system
Et spejlreflekskamera kaldes også et systemkamera. Det skyldes, at selve kamerahuset egentlig bare er kernen i et system, bestående af forskellige objektiver, blitz og andet tilbehør. Tanken er så, at man anskaffer sig f.eks. de objektiver, som passer netop til ens eget behov.
De fleste billigere spejlreflekskameraer sælges med en sÃ¥kaldt “kit-optik”, typisk en zoom pÃ¥ ca. 18-55mm. Hvis du hovedsageligt skal bruge dit kamera til ferie- og familiebilleder, sÃ¥ kan du formentlig klare dig med den optik langt hen ad vejen. Skulle du fÃ¥ lyst til at supplere med f.eks. en tele-zoom, sÃ¥ er alle systemer leveringsdygtige. Med andre ord: du behøver ikke tænke i systemer og kan roligt springe over resten af dette afsnit.
Hvis du derimod har ambitioner om, at dit fotografi skal blive mere omfattende end som så, så bør du tænke lidt i system. Canon og Nikon er de største systemer og de som bruges mest af professionelle pressefotografer. Men derfor er det ikke nødvendigvis de bedste for dig.
To eksempler: Når Canon har en høj stjerne blandt f.eks. sports- og dyrefotografer, er det bl.a. fordi de kan levere en række gode tele-zooms med høj lysstyrke. Hvis du interesserer dig for den slags motiver, vil Canon være et oplagt valg. Pentax er et mindre system. De har også et par gode tele-zooms, men det er ikke deres styrke. Til gengæld har de et stort udvalg i små, kompakte objektiver med fast brændvidde. Så hvis du er ude efter kompakt og diskret grej, f.eks. til gade- og reportagefoto, så er Pentax måske et bedre valg.
Sådan har de forskellige systemer hver deres profil. En anden forskel er, at der inden for nogle systemer kan være begrænsninger i hvad der passer sammen, også indenfor samme mærke. For nogle mærker kan ældre optikker f.eks. ikke bruges på nye kameraer, hvilket begrænser muligheden for at gøre et godt brugt-køb.
Her ses Lange på taget af sin bil, med sit kamera
Derfor kan det være en god idé, at overveje hvilken type foto man er mest til, inden man blot kaster sig ud i det system som fylder mest på fotohandlerens hylder. Når først man har valgt system er man nemlig låst fast, da f.eks. objektiver til et system ikke kan bruges til et andet.
Megapixels
Det er som regel det første, ekspedienten i forretningen fortæller dig om. Det burde være det sidste.
Forestil dig, at du vil printe et af dine billeder ud på din fotoprinter. Sådan en printer typisk med en opløsning på 240DPI. Med lidt hovedregning når vi frem til, at knap 6 MP er tilstrækkeligt til at printe et billede i A4-størrelse ved den opløsning. Læg 10-20% til, så du har mulighed for at beskære dit billede, selv ved A4-print. Så kan du se at alt over 10 MP er luksus: det giver endnu større frihed til beskæring og det er fint den dag du står med et mesterværk, du vil printe som plakat.
Men hvis ikke du lige pÃ¥ forhÃ¥nd ved, at du ofte vil printe dine billeder ud i A3 eller større, sÃ¥ har stort set alle kameraer mega-pixels nok til dig – punktum.
OPDATERING: Anmeldelser på nettet
Der er efterhÃ¥nden et hav af web-steder, som anmelder kameraer. Et af de mest omfattende er formentlig dpreview.com. Her finder man rigtig mange anmeldelser, som grundigt beskriver kameraernes funktioner, betjening, billedkvalitet, mv. PÃ¥ trods af grundigheden har anmeldelserne dog lidt “laboratorie-præg” – man kan godt være i tvivl om, hvor meget anmelderen rent faktisk har brugt kameraet i praksis….
Derfor kan jeg godt lide Imaging Resource. Her er anmeldelserne måske lidt færre. Til gengæld bærer de i højere grad præg af, at anmelderne rent faktisk har være ude og bruge kameraet i praksis.
May 102009
…using the SMC-A 135/2.8
Most of my pictures are shot with focal lengths below 55mm. But sometimes its fun to change perspective.
One of the nice things about being a Pentax use is that you don’t have to be a millionaire to try out different types of lenses. Since you can mount any Pentax lens manufactured since 1975 on a present day Pentax DSLR, there is a wide range of second hand lenses to choose from. Some of these lenses are much sought after and expensive – others are abundant and cheap.
The SMC-A 2.8 135mm usually comes cheap. Admittedly, it doesn’t have the best of reputations either. In fact, it’s generally considered to be insufficiently sharp, lacking in contrast and generally best forgotten about.
My personal experience is, that true as this may be when shooting 35mm film
– which is what this lens was designed for some 24 years ago – things get a bit more complex when mounting it on a DSLR. First of all, 
the APS-size sensor means that you are effectively cutting off the outermost and most soft part of the lens. Secondly, especially when shooting RAW, it is quite easy to fix any issues with contrast in the post-processing.
This doesn’t necessarily change the A2.8/135 to a star performer, but it makes it useable. But what really count in favour of this lens is that it is very compact. To be precise its only 77mm long and weights 340gr. in its classic 1980′s style solid metal build. Mounted on a modern day Pentax camera it also gets the benefit of anti-shake. Result: a lens with a 35mm-equvialent focal length of 200mm with a maximum aperture of 2.8 that can be used handheld.
This opens a lot of creative possibilities. And while you try them out, you can start wondering if they justify spending money on something better in the same focal range….
Apr 192009
For some reasons, there are no really good photo magazines published in Denmark. Fortunately, there are alternatives nearby. These are my personal picks:
The Swedish Tidningen Foto is an all-round magazine, which normally presents 2-3 photographers in each volume: up comings, established or classics. Predominant themes are nature, journalism and art-photo. Pictures are presented with an interview or a thorough introduction – sometimes even touching upon social or political aspects. Gear is tested technically, but also written about from the point of view of real use. If I could pick only one magazine, this would be the one.
The german Fotomagazin is – for better and for worse – like a more glamorous version of Tidningen Foto. Lots of photos too, mainly in genres such as glamour, architecture and art. Often very impressive examples of contemporary mainstream photography. But social or political criticism is rare. Technical test are very thorough, but based more on measurements rather than real user experience.
Finally British Practical Photography. This one is quite different from the others: this is really the do-it-yourself magazine for the serious amateur photographer. Very thorough articles on how to shoot specific scenes, how to use specific techniques, etc. Mostly in the area of landscape, nature and architecture.  Those beautiful sunsets and rustic ruins might get a little boring, though. As your only photomag it would leave you a bit pictorially undernourished. But it’s a nice supplement for the two previous.
Mar 212009
If you go to Jutland, to the place where I was born, and continue approximately 150 km. north, you will arrive at Rubjerg. Â Krass Clement did that. And he did it in November. A tough experience for anyone…
At first sight “Novemberrejse” is right at the spot. Windy streets. A bus to nowhere. Â An empty gas station. People, hiding away in their houses. All in the usual, nonchalant style of Krass Clement. As good, old Cartier Bresson said: sharpness is a bourgeois concept. Atmosphere before formal composition.
There is plenty of atmosphere in “Novemberrejse”. But on a second thought: what kind of atmosphere? Is it always dark and windy in Jutland? Is everybody who lives there either grumpy or kitschy? Is it only the children, who don’t know better, that can smile?
Krass Clements pictures are not lying. They are frightfully true. But they are not the whole truth either. That’s how art is. There are some shots in “Novemberrejse” which, to my mind, borders on the cliché. But there are even more, that are sensitive and explorative. And for that reason evokes both curiosity and complex feelings. Maybe there are more to life in Jutland than meets the eye?
Mike Johnston at The Online Photographer (TOP) has written a thoughtful post on the subject: what makes photographs valuable for the future. As usual, the post has caused a lot of comments. The following is my own contribution, as posted on TOP. Please go here to read Mike’s original post and all the other comments.
 -//-
What this interesting post and the comments illustrate nicely, is that “value” is not something absolute or intrinsic to an object, but something that is attributed to the object in a certain context. And as the context change, the value may change likewise.
In a market economy, value is often equated with price. However, objects can have value in many other ways. Value is often a function of the story or meaning the object conveys to somebody – be that an individual or a certain group of people.
This is where public museums come into play. Their objective is to find, preserve, exhibit and communicate such objects, which convey stories or meaning of importance to society.
This, I can say from my own personal experience, is not an easy task.
At the Dept. of Modern History, Danish National Museum, where I work, we do collect photographs. However, we seldom accept or reject photos based on their artistic value – and never on the basis of their commercial value.
One of the main aims of the department is to documents changes in people’s daily life throughout the last 350 years. Thus, we have in our collection both the archives of commercial photographers, family albums and personal collections as well as a vast number of “diverse” photos, including such that has been taken by museum staff for documenting purpose.
What is important for us is to gather as much information as possible for each photo. As we ultimately collect objects in order to be able to tell stories of the past, we need as much information about the objects as possible. A photo with no information about who took it, why and when can be useless to us, even if it’s a beautiful example of photographic craftsmanship.
That is also why, that in an ideal world we would collect most of our objects not just from what the public more or less randomly comes to offer us, but as part of carefully planned research programs. This would ensure that we get as much relevant information as possible and that we expand our collections in areas, which are particularly relevant. Unfortunately, we have only very limited funding to do so.
Contemplating how time flies?
Piccolo Mondo restaurant, Malmö, Sweden
8th February 2009
Looking back at the historical evolvement of photography as a mass medium, from the point of view of a museum, there has and will be different challenges. From the early period of photography, the number of objects to be collected is scarcer and some of them involve at lot of work and expenses, when it comes to preservation and storing. During the mid-20th century there is a vast increase in the number of objects, since photography becomes accessible for everybody.
But still: as long as taking pictures – even family snapshots – involves a rather lengthy and not especially cheap process of buying the film, taking the picture, having it processed, sorting out the best ones and putting them in an album, there is a great chance that the family album more or less consciously reflects the self-image of its producers: these are the pictures, that the original photographer valued and cherished. This makes such an album a possible source of how people at a certain time and space interpreted their own lives.
With the advance of digital photography, however, the number of pictures has exploded. The process of photographing is now quick and almost free, so there is no reason not to photograph anything that catch your eyes – be it important or not. For the future museum curators, who inherit a collection of digital snapshots, the job of sorting out the meaning of the photos as the photographer’s interpretations of his or her own life becomes much more complicated. What is important here, what is not – and in what sense and context?
There are great challenges ahead, in the area of research methodology and theory.
Recent comments