Der sidder en smuk, nøgen kvinde i et badekar. Fotografiet er taget 1. maj 1945, og motivet og kvindens positur giver associationer til tidens typiske pin-up billeder. Kun to ting forstyrrer: foran badekarret står et par møgbeskidte militær-støvler. Og på karrets kant står et portrætfoto af Adolf Hitler.

Det sidste skyldes, at badekarret faktisk har tilhørt den netop afdøde Fører. Støvlerne tilhører derimod kvinden i karret. Hun hedder Lee Miller, og er selv fotograf. Billedet er taget af én af hendes kolleger. De er netop begge to vendt tilbage til München, efter at have besøgt Kz-lejren Dachau dagen efter, at den var blevet befriet men stadig fyldt med udhungrede fanger. Miller forsøger nu at vaske snavset væk – bogstaveligt, men formentlig også i overført betydning. Hendes liv efter krigen tyder på, at det sidste aldrig rigtig lykkedes.

Miller blev født i USA i 1907.  I 1920’erne og 30’erne gjorde hun karriere på begge sider af kameraet: som model og fotograf. I perioder opholdt hun sig i Paris, bl.a. som assistent for Man Ray. Som fotograf kunne hun dog sagtens stå på egne ben.

Miller blev en del af det internationale, surrealistiske og venstreintellektuelle kunstnermiljø i 1930’ernes Paris. I en periode er hun gift med en Egyptisk rigmand, og opholder sig dels i Frankrig, dels i Cairo. Hendes billeder fra denne periode er fyldt med legelyst, charme og overskud – som f.eks. hendes på en gang uskyldige og stærkt erotiske parafrase over Manets ”Frokost i det grønne”.

I dag ved vi, at det er billeder af livet umiddelbart før tragedien. I 1939 fotograferede Miller Leonora Carrington, en surrealistisk kunstner som dannede par med Max Ernst. Carrington ser direkte på os med et fast og selvbevidst blik, og fylder hele billedet ud med sin tilstedeværelse. Af billedteksten fremgår det imidlertid, at blot få uger senere havde krigen skilt hende fra Ernst for evigt, og hun var politisk flygtning, psykisk nedbrudt og tvangsindlagt.

Under krigen opholdt Miller sig i England, og i 1944 fulgte hun med de allierede styrker til det europæiske fastland, som en af de få kvindelige krigsfotografer. Hun fotograferer krigens gru fra forreste linje. Som nævnt er hun blandt de første, der fotograferer i de netop befriede KZ-lejre. Andre billeder viser nazister, som er blevet slået ihjel af deres tidligere fanger eller har valgt at begå selvmord.

Efter krigen vender Miller tilbage til førkrigstidens motivkreds: portrætter af kunstnere og intellektuelle. Det legende og lystige kommer stadigvæk frem i små glimt. Men det er som om det bliver overlejret af en anden, dybere grundtone: Hendes portrætter bliver mindre eksperimenterende, mere alvorlige, eftertænksomme – ja, ind imellem nærmest sørgmodige.

 Som person trækker Miller sig ind i sig selv. I løbet af 1950’erne holder hun op med at publicere sine billeder. Hun plages af depressioner, og lever et mere eller mindre excentrisk liv. Da Miller dør i 1977, er hun gået i glemmebogen som fotograf.

Heldigvis er Millers billeder kommet frem i lyset igen, bl.a. takket være hendes søn. I ”Portraits from a Life” ser vi et bredt udsnit af hendes portrætter, kronologisk ordnet fra 1930 til omkring 1960. Portræt skal her opfattes i bredeste forstand: fra det formelle til reportage, men hele vejen igennem med mennesker i fokus. Billeder, skabt af et fascinerende menneske, hvis kunst og personlige skæbne afspejler sin tid.

Richard Calvocoressi: Lee Miller – Portraits from a Life. 176 sider.
Thames & Hudson, London, 2005.

Getting older means getting a past. And more and more of it. Children, you once knew, are now adults. Adults, you once knew, are now dead. Countries, you have stayed in, does not exist anymore. Movements, you took part in, has been dissolved long ago.

Did we change the world just a little bit? Did the world change us? That much is certain: something has happened. That is probably what they call history….

Children in Mjølnerparken, a housing area in Copenhagen, late 1980’s.

Poul Bundgaard, with a fellow actor who’s name I have forgotten. 
Backstage, Skive Theater, late 1970’s.

More retro-photos can be seen here

Another gadget in somewhat the same ballpark is the Lensbaby. It’s a lens, made up by a single piece of glass in a plastic tube, intended for mounting on a SLR. By squeezing the plastic tube, you can not only adjust focus, but also shift the axis relative to the sensor. The latter means that while some part of the picture will be in focus, other parts even in the same plane will be completely unsharp.

I think the cult of creating photos with technically inferior and/or unpredictable equipment is a little too much. However, I can relate to the fascination of not giving a damn about technical perfection and just start playing with pictures. I have considered buying a Lensbaby, but its a little to expensive for something, that might just be a short lived fancy. So, I decided to build my own trash lens. Of a certain class though: no less than a Leica.

At first I stripped most of the inner parts from an old Pentax SMC-A zoom optic. Then I took the optic from a Leica slide projector, and stuffed it into the remains of the SMC and secured it with some foam rubber. The result is a Leica Hektor with a Pentax K mount. It can be focused by sliding the Hektor back and forth inside the SMC – and the focal plane can be tilted much like the Lensbaby.

The last effect is used for this portrait: one eye is (almost) sharp while the other is completely unsharp, even though they are in the same plane. Since the original photo had dull colours and low contrast, I decided to desaturate it but raise the contrast.

If you don’t tilt the lens, it’s just not very sharp and have a very small depth of field – and a very blurry bokeh. The photo of the puppies has had the colours saturated quite a bit in post processing.

As a true photo-geek I had a couple of hours of fun from de- and re-constructing these old lenses. Does the result have any practical use? I doubt it….

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

Now fast forward to the future, which in the mean time has become the present:

Photograph © Chris Jordan

The picture shows an Albatros chick which has been killed by the bits of plastic its parents has fead to it, apparently believing it was food. Its not the only one. In the Pacific, an area the size of the state of Texas is filled with plastic waste. Se the rest of Chris Jordans photo-essay on the web-site of The Guardian.

• More intuitive import function
• Publishing directly to Flickr – not with all the features of Jeffrey Friedl’s Export to Flickr plugin, but very well integrated into Lightroom itself
• Improved noise reduction
• New film-grain effect
• More flexible layout of prints
• Better performance in some areas, especially the adjustment brush

No revolutionary changes on the surface of Lightroom 3.
But lots of small improvements.

For a very enthusiastic video-presentation of every new feature, take a look at photoshopuser.com. But be prepared, that these guys seems to think that every little improvement is the greatest news since Niépce….

Photo: Krass Clement – from the exhibition poster

I can only think off one criticism: the exhibition should have been larger. Fortunately for those of you who live far from Nivå, there is a very well produced catalogue. If you come from so far away, that you even don’t know who Krass Clement are, take a look here – and then go get the catalogue.

A snapshot from Finale Ligurie - the town where Liguria ends and the sea begins. More photos on Flickr.

- unauthorized translation from danish rock-poet
C.V. Jørgensen

Jytte

I et hjørne af haven

John Lennon

Fordi jeg er en fotonørd bliver jeg ind imellem stillet spørgsmålet: “Jeg skal ha’ et digitalt spejlreflekskamera. Synes du jeg skal købe model X eller model Y?”

Svaret er: Ja.

I modsætning til da jeg købte mit første digitalkamera, er der i dag masser af modeller at vælge imellem. Flere af dem endda til rimelige priser. Jeg kender kun de færreste. Men det er mit indtryk, at de stort set alle leverer billeder af fin kvalitet. Så hvis det primært handler om at få sig nogle goder billeder af børn, familie og venner, fra ferieturen o.l., så kan man roligt i dette som i andre af livets forhold følge John Lennons råd.

Men naturligvis er der også forskel på kameraer. Forskellene går bl.a. på størrelse, håndtering, hastighed, særlige funktioner, o.m.a. Hvad man skal lægge vægt på her, er imidlertid meget individuelt. Det afhænger dels af smag, dels – og især – om man har særlige behov. Det som er vigtigt for én fotograf er måske helt ligegyldigt for en anden. Derfor findes der ikke noget standardsvar på spørgsmålet om kamera X er bedre end kamera Y.

Men her er en liste over hvad jeg ville være særlig opmærksom på:

Størrelse og håndtering
Personligt foretrækker jeg et lille og kompakt kamera. Det er nemmere at slæbe rundt på en hel dag, og jo mindre kamera jo mindre opmærksomhed vækker man når man ta’r sine billeder. Men det vigtigste er, at kameraet skal ligge godt i hånden. Ideelt set skal det føles som en forlængelse af din krop. Knapper og reguleringer skal være logisk placerede. Hvad der er logisk, er imidlertid et individuelt spørgsmål. Det samme gælder udformningen: hvad det ligger godt i hånden på én person føles klodset af en anden.

Et af fotohistoriens berømte billeder, kendt som Migrant Mother.
Dorothea Lange tog billedet i 1936, i en af de mange lejre for amerikanske
bønder og landarbejdere på flugt fra tørke og depression

Før du køber dit første spejlrefleks-kamera vil jeg derfor stærkt råde dig til, at prøve et par stykker i hånden. Find en butik – og gerne en som har lidt mere end de to store mærker på hylderne – og prøv dig frem. Om du så også vil handle i butikken eller gå hjem og bestille på nettet, er op til din egen samvittighed…

Søgeren

Søgeren er dit vigtigste redskab til det som det i sidste ende drejer sig om: at trykke på knappen når billedet er lige i øjet. Ideelt set skal det være som om kameraet forsvinder, når du kigger gennem søgeren: du ser kun dit motiv. Desværre er ikke alle søgere lige gode. Måske tænker du ikke over det, når du ser gennem et enkelt kamera. Men sammenligner du 2-3 stykker, vil du måske pludselig opdage, at den søger du først synes var OK nu virker mørk og lille i forhold til de andre. Læg mærke til, hvad anmelderne skriver om dette punkt. Og igen: prøv dig frem.

Billedkvalitet

Mens de to ovennævnte punkter bedst tjækkes med kameraet i hånden, så vil du som regel skulle læse anmeldelser for at tjække kvaliteten af billederne fra en bestemt model.

Men startede jeg ikke med at skrive, at alle digitale spejlrefleks ta’r fine billeder? Jo, og det gør de også – under normale forhold. Hvis du især har tænkt dig at ta’ billeder på steder, hvor der er godt med lys, som udendørs om dagen eller indendørs i godt oplyste lokaler, så behøver du ikke bekymre dig om billedkvaliteten.

Forskellen kommer især frem, når lysforholdene bliver dårlige. Det gælder for alle digitalkameraer, at hvis der ikke er meget lys, så skal det elektriske signal fra sensor-chippen forstærkes for at skabe et billede. Det introducerer såkaldt “støj”, som kan ses som små, misfarvede prikker eller mønstre når billedet forstørres meget.

Der er forskel på, hvor gode forskellige kameraer er til at håndtere støj. Alle spejlreflekskameraer er i udgangspunktet meget bedre til det end kompaktkameraer. Men nogle er bedre end andre. Så hvis det er vigtigt for dig, at fotografere under dårlige lysforhold, så må du tjække hvad anmelderne skriver om det punkt.

Du vil se, at anmelderne skriver om kameraernes billekvalitet ved forskellige ISO-indstillinger. ISO kan i praksis ses som et tal for, hvor meget man skruer op for forstærkningen. Nogle kameraer kan skrues så højt op som 3.200-6.400 ISO. Det betyder, at man kan fotografere ved skæret af et stearinlys. Men der er ingen garanti for, at billedet ikke også bliver fyldt med støj.

Hastighed

Hastigheden er først og fremmest et begreb for, hvor hurtigt kameraet fokuserer og ta’r billedet når du trykker på udløseren. Men næsten alle kameraer kan desuden sættes til kontinuerlig fotografering – dvs. de bliver ved med at fotografere så længe du holder udløseren nede. Så er hastigheden et udtryk for, hvor mange billeder pr. sekund kameraet kan optaget.

Hastigheden er noget, som de fleste anmeldere lægger vægt på. Men igen: til almindeligt brug, som ferie- og familiebilleder, vil næsten alle kameraer føles hurtige nok.

Ved du derimod, at du kommer til at tage mange billeder af motiver som bevæger sig hurtigt – f.eks. dyr eller sportsfolk – er det en anden sag. Så kan det godt betale sig, at lægge ekstra vægt på det punkt når du vælger kamera.

Billedstabilisering

Med billedstabilisering kan du fotografere med relativt langsommere lukkertider uden at få rystede billeder. Regn med en forbedring på typisk 1-2 trin. Det lyder måske ikke af så meget, men i praksis er det. Personligt ville jeg nødig undvære det.

Langes berømte billede er naturligvis taget med
et spejlreflekskamera – nærmere bestemt et Graflex Super D 4×5

Billedstabilisering kan være indbygget i selve kamerahuset. Det gælder for de fleste modeller fra Olympus, Sony og Pentax. Canon og Nikon har derimod ikke stabilisering i selve kameraet, men til dem kan du købe objektiver, som har indbygget billedstabilisering. Hvis du har kig på et såkaldt “kit” fra Canon eller Nikon, så læg mærke til om det /de medfølgende optikker er stabiliserede.

Fordelen ved at have stabilisering indbygget i kameraet er naturligvis, at så har man det én gang for alle. Findes det i objektivet skal man betale for det igen, hvis man køber et nyt objektiv. Teknisk set har de to systemer hver deres fordele – men hvis nogen fortæller dig, at det ene er grundlæggende bedre end det andet er det reklamegas.

Byggekvalitet

De fleste vil nok fortrække et kamera som virker solidt. Men hvad der er solidt nok, er en smagssag. Prøv dig frem.

Nogle kameraer har særlig tætning mod støv og fugt. Hvis du ved, at du vil komme til at fotografere meget f.eks. på eller ved vandet eller andre steder hvor det er særligt tørt eller fugtigt, kan det være værd at lægge vægt på.

Live view og video

I gamle dage (dvs. for mere end et års tid siden) kunne skærmen på et spejlrefleks ikke bruges som søger, ligesom man heller ikke kunne optage video.

Nu er der imidlertid en del modeller på markedet med såkaldt “live view”, hvor skærmen – dog ofte med visse begrænsninger – kan bruges som søger. Der er også modeller som kan optage video, endda i HD.

Personligt opfatter jeg disse nye ting som udmærkede supplementer – men netop kun supplementer – til spejlreflekskameraets klassiske funktioner. Hvis de er særligt vigtige for dig, så læg mærke til, at der kan være stor forskel på hvor godt de fungerer fra model til model. Tjæk anmeldelserne.

Tænk (måske) i system

Et spejlreflekskamera kaldes også et systemkamera. Det skyldes, at selve kamerahuset egentlig bare er kernen i et system, bestående af forskellige objektiver, blitz og andet tilbehør. Tanken er så, at man anskaffer sig f.eks. de objektiver, som passer netop til ens eget behov.

De fleste billigere spejlreflekskameraer sælges med en såkaldt “kit-optik”, typisk en zoom på ca. 18-55mm. Hvis du hovedsageligt skal bruge dit kamera til ferie- og familiebilleder, så kan du formentlig klare dig med den optik langt hen ad vejen. Skulle du få lyst til at supplere med f.eks. en tele-zoom, så er alle systemer leveringsdygtige. Med andre ord: du behøver ikke tænke i systemer og kan roligt springe over resten af dette afsnit.

Hvis du derimod har ambitioner om, at dit fotografi skal blive mere omfattende end som så, så bør du tænke lidt i system. Canon og Nikon er de største systemer og de som bruges mest af professionelle pressefotografer. Men derfor er det ikke nødvendigvis de bedste for dig.

To eksempler: Når Canon har en høj stjerne blandt f.eks. sports- og dyrefotografer, er det bl.a. fordi de kan levere en række gode tele-zooms med høj lysstyrke. Hvis du interesserer dig for den slags motiver, vil Canon være et oplagt valg. Pentax er et mindre system. De har også et par gode tele-zooms, men det er ikke deres styrke. Til gengæld har de et stort udvalg i små, kompakte objektiver med fast brændvidde. Så hvis du er ude efter kompakt og diskret grej, f.eks. til gade- og reportagefoto, så er Pentax måske et bedre valg.

Sådan har de forskellige systemer hver deres profil. En anden forskel er, at der inden for nogle systemer kan være begrænsninger i hvad der passer sammen, også indenfor samme mærke. For nogle mærker kan ældre optikker f.eks. ikke bruges på nye kameraer, hvilket begrænser muligheden for at gøre et godt brugt-køb.  

Her ses Lange på taget af sin bil, med sit kamera

Derfor kan det være en god idé, at overveje hvilken type foto man er mest til, inden man blot kaster sig ud i det system som fylder mest på fotohandlerens hylder. Når først man har valgt system er man nemlig låst fast, da f.eks. objektiver til et system ikke kan bruges til et andet.

Megapixels

Det er som regel det første, ekspedienten i forretningen fortæller dig om. Det burde være det sidste.

Forestil dig, at du vil printe et af dine billeder ud på din fotoprinter. Sådan en printer typisk med en opløsning på 240DPI. Med lidt hovedregning når vi frem til, at knap 6 MP er tilstrækkeligt til at printe et billede i A4-størrelse ved den opløsning. Læg 10-20% til, så du har mulighed for at beskære dit billede, selv ved A4-print. Så kan du se at alt over 10 MP er luksus: det giver endnu større frihed til beskæring og det er fint den dag du står med et mesterværk, du vil printe som plakat.

Men hvis ikke du lige på forhånd ved, at du ofte vil printe dine billeder ud i A3 eller større, så har stort set alle kameraer mega-pixels nok til dig – punktum.