Fidel Castro har trukket sig tilbage som Cubas politiske leder. Som forventelig – og rimeligt nok – har medierne været stærkt optaget af at skrive historiens dom over Fidel. I DR’s Tv-avis havde man bedt en ambassadør om at udtale sig som den første. Ikke Cubas, men USA’s. Det kan man sÃ¥ tolke som man vil…

For godt 20 Ã¥r siden deltog jeg i en international studenterkongres i Havanna. En af dagene dukkede Fidel Castro pludselig op, i øvrigt i følgeskab med Gabriel García Márquez. Fidel kastede sig ud i en af sine berømte og berygtede timelange taler. Det var en fascinerende oplevelse. For det første fordi manden er et ikon. For det andet fordi Castro ikke bare var velformuleret, men ogsÃ¥ velorienteret. En politiker og statsleder som talte om international økonomi og udviklingspolitik med lidenskab og engagement – men ogsÃ¥ med en høj grad af indsigt og viden.

Det er dog næppe blot hans personlige karisma, som har holdt Fidel Castro ved magten i alle disse Ã¥r. Cuba er et fattigt tredjeverdensland – bruttonationalproduktet pr. indbygger er 15 gange større i Danmark end i Cuba. Den økonomiske udvikling har haft svære vilkÃ¥r, ikke mindst som følge af USA’s mangeÃ¥rige økonomiske blokade. PÃ¥ trods af det er Cuba, mÃ¥lt pÃ¥ indikatorer som uddannelse, sundhed og ligestilling, faktisk pÃ¥ niveau med Danmark og andre økonomisk højtudviklede lande.  Cubanerne er med rette stolte af de resultater, som revolutionen har medført for deres basale levevilkÃ¥r.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Castros styre har et mildt sagt anstrengt forhold til politisk pluralisme. Indenfor den etablerede politiske struktur er der plads til nogen diskussion om mål og midler. Men alternative, politiske organisationer bliver knap nok tålt. Tværtimod bliver oppositionelle udsat for forfølgelse og ifølge Amnesty International er der p.t. mindst 69 politiske fanger i Cuba. Tidlige var også homoseksuelle og aktive kristne udsat for forfølgelse. På de punkter er der dog efter sigende sket klare forbedringer i de senere år.

Manglen pÃ¥ demokrati er stærkt bekymrende. Ikke bare fordi man naturligvis mÃ¥ være imod politisk forfølgelse af anderledes tænkende. Men ogsÃ¥ fordi et land som vil udvikle sig har brug for en levende, demokratisk debat. Det gælder ikke mindst et land, som kalder sig socialistisk – er der noget vi kan lære af Sovjetunionens og de østeuropæiske landes historie, sÃ¥ mÃ¥ det være at socialisme uden demokrati ikke kan fungere i det lange løb. For den Cubanske socialismes egen skyld – og for det eksempel den udgør for andre lande i regionen – kan man kun hÃ¥be, at der snart vil ske politiske reformer.

Men hvad skal man sÃ¥ mene, nÃ¥r det samlede regnskab skal gøres op? Man kan jo f.eks. spørge sig selv: hvor ville du helst bo og leve – pÃ¥ Cuba eller i et af de caribiske nabolande som f.eks. Haiti, hvor USA har haft rig lejlighed til at sætte sine fingeraftryk? For mit eget vedkommende er jeg ikke et sekund i tvivl.