Når man så kommer hjem og gennemser sine fotos, så spø’r man sig selv: er det her egentlig billeder af Paris? Eller er det billeder af mine billeder af Paris?

Men sådan er turismens vilkår: man kommer på en og samme tide for at opleve nyt og blive bekræftet i det man tror man ved. Og Paris er jo dejlig – n’est-ce pas?

Elskende, Rue de Fürstenberg, Paris

Se flere billeder fra Paris på Flickr 

Min opgave var så, at fortælle om arbejdstidens historie: fra de rent arbejdsgiverdikterede arbejdsdage på 10-11 timer i 1860’erne, over fagbevægelsens krav om 8 timers arbejdsdag, der blev rejst i 1889 og indfriet i 1919, frem til nutidens 37 timers uge. Undervejs kom vi ind på årsagerne til, at arbejdstiden er blevet sat ned gennem tiderne. Jeg blev også spurgt om mit syn på fremtidens arbejdstid: hvordan vil det f.eks. gå med S-SF’s aktuelle forslag om at hæve den ugentlige arbejdstid med en time?

Indslaget kan høres på programmets hjemmeside – eller dowloades direkte.

(Krydsposted på blog.nyeretid.dk)

Der sidder en smuk, nøgen kvinde i et badekar. Fotografiet er taget 1. maj 1945, og motivet og kvindens positur giver associationer til tidens typiske pin-up billeder. Kun to ting forstyrrer: foran badekarret står et par møgbeskidte militær-støvler. Og på karrets kant står et portrætfoto af Adolf Hitler.

Det sidste skyldes, at badekarret faktisk har tilhørt den netop afdøde Fører. Støvlerne tilhører derimod kvinden i karret. Hun hedder Lee Miller, og er selv fotograf. Billedet er taget af én af hendes kolleger. De er netop begge to vendt tilbage til München, efter at have besøgt Kz-lejren Dachau dagen efter, at den var blevet befriet men stadig fyldt med udhungrede fanger. Miller forsøger nu at vaske snavset væk – bogstaveligt, men formentlig også i overført betydning. Hendes liv efter krigen tyder på, at det sidste aldrig rigtig lykkedes.

Miller blev født i USA i 1907.  I 1920’erne og 30’erne gjorde hun karriere på begge sider af kameraet: som model og fotograf. I perioder opholdt hun sig i Paris, bl.a. som assistent for Man Ray. Som fotograf kunne hun dog sagtens stå på egne ben.

Miller blev en del af det internationale, surrealistiske og venstreintellektuelle kunstnermiljø i 1930’ernes Paris. I en periode er hun gift med en Egyptisk rigmand, og opholder sig dels i Frankrig, dels i Cairo. Hendes billeder fra denne periode er fyldt med legelyst, charme og overskud – som f.eks. hendes på en gang uskyldige og stærkt erotiske parafrase over Manets ”Frokost i det grønne”.

I dag ved vi, at det er billeder af livet umiddelbart før tragedien. I 1939 fotograferede Miller Leonora Carrington, en surrealistisk kunstner som dannede par med Max Ernst. Carrington ser direkte på os med et fast og selvbevidst blik, og fylder hele billedet ud med sin tilstedeværelse. Af billedteksten fremgår det imidlertid, at blot få uger senere havde krigen skilt hende fra Ernst for evigt, og hun var politisk flygtning, psykisk nedbrudt og tvangsindlagt.

Under krigen opholdt Miller sig i England, og i 1944 fulgte hun med de allierede styrker til det europæiske fastland, som en af de få kvindelige krigsfotografer. Hun fotograferer krigens gru fra forreste linje. Som nævnt er hun blandt de første, der fotograferer i de netop befriede KZ-lejre. Andre billeder viser nazister, som er blevet slået ihjel af deres tidligere fanger eller har valgt at begå selvmord.

Efter krigen vender Miller tilbage til førkrigstidens motivkreds: portrætter af kunstnere og intellektuelle. Det legende og lystige kommer stadigvæk frem i små glimt. Men det er som om det bliver overlejret af en anden, dybere grundtone: Hendes portrætter bliver mindre eksperimenterende, mere alvorlige, eftertænksomme – ja, ind imellem nærmest sørgmodige.

 Som person trækker Miller sig ind i sig selv. I løbet af 1950’erne holder hun op med at publicere sine billeder. Hun plages af depressioner, og lever et mere eller mindre excentrisk liv. Da Miller dør i 1977, er hun gået i glemmebogen som fotograf.

Heldigvis er Millers billeder kommet frem i lyset igen, bl.a. takket være hendes søn. I ”Portraits from a Life” ser vi et bredt udsnit af hendes portrætter, kronologisk ordnet fra 1930 til omkring 1960. Portræt skal her opfattes i bredeste forstand: fra det formelle til reportage, men hele vejen igennem med mennesker i fokus. Billeder, skabt af et fascinerende menneske, hvis kunst og personlige skæbne afspejler sin tid.

Richard Calvocoressi: Lee Miller – Portraits from a Life. 176 sider.
Thames & Hudson, London, 2005.

Fik vi ændret verden lidt? Fik verden ændret os? Uanset hvad: noget er der sket. Det må være det de kalder historie… 

Børn i Mjølnerparken, København, sidst i 1980′erne.

Poul Bundgaard, samt en anden skuespiller hvis navn jeg desværre har glemt.
Garderoben, Skive Teater, sidst i 1970′erne.

Flere retro-fotos kan ses her

Med industrialiseringen forandredes ikke bare produktionsprocesser, men også arbejdsforhold, arbejdskraftens sammensætning og levevilkår. Mænd, kvinder og børn i tusindvis rekrutteredes til fabrikkerne. Byerne voksede. Traditionelle måder at organisere og betragte arbejdet på stod for fald, og nye organisationer og ideer måtte skabes. Det kan man nu læse om i en ny bog: “The Ashgate Companion to the History of Textile Workers, 1650–2000”. Bogen, som er på 860 sider, er resultatet af et internationalt forskersamarbejde, igangsat på initiativ af Det Internationale Institut for Socialhistorie i Amsterdam.

Tekstilindustrien er interessant, fordi det var her industrialiseringen startede. Men også fordi tekstilproduktion er et globalt fænomen. Bogens første del består af artikler om tekstilproduktionens og tekstilarbejdernes historie i 20 forskellige lande verden over – herunder Danmark. Med skyldig hensyntagen til de nationale forskelle rækker beretninger altså i tid helt fra de førindustrielle produktionsformer, over industrialiseringens gennembrud og udvikling frem til i dag, hvor tekstilindustrien er under afvikling der hvor den startede: i Vesteuropa og USA. Tekstilindustrien findes imidlertid stadig, ja faktisk er der formentlig på globalt plan flere beskæftigede i tekstilindustrien end nogensinde før i historien. Nu ligger tyngdepunktet imidlertid i Asien, ikke mindst i Kina. Den anden del består af en række tematiske artikler, hvor forfatterne drager sammenligner på tværs af landene. Eksempelvis er der temaer om globalisering, arbejdskraftens rekruttering, arbejdets organisering og kønsarbejdsdeling.

Jeg har bidraget med to artikler. Den første handler om tekstilarbejdets historie i Danmark. I globalt perspektiv har Danmark aldrig spillet nogen stor rolle som tekstilproducent. Tværtimod blev der i Danmark næsten udelukkende produceret til hjemmemarkedet, mens den teknologi der blev anvendt blev importeret fra England, Tyskland og andre store europæiske tekstilnationer. Men Danmark var pioner på et andet område, nemlig i kraft af den måde arbejdskraften organiserede sig på, som bl.a. førte til en forholdsvis tidlig udvikling af et institutionaliseret og aftalereguleret arbejdsmarked. Noget der kom til at ligge til grund for den efterfølgende opbygning af velfærdsstaten. Dette er perspektivet i artiklen, som har fået titlen ”Denmark: the textile industry and the formation of modern industrial relations”.

Mit andet bidrag er til bogens andel del, hvortil jeg har skrevet en artikel med titlen ”Institutions in textile production: guilds and trade unions”, som sammenligner udviklingen af lav, fagforeninger og andre organisationsformer i globalt perspektiv. Artiklen baserer sig på de øvrige nationale bidrag, sammenholdt med generelle teorier om faglig organisering. Eftersom de nationale bidrag er skrevet ud fra ganske forskellige synsvinkler, har der ikke været grundlag for en egentlig komparation i streng forstand. Alligevel mener jeg nok der er grundlag for nogle forsigtige konklusioner, herunder at statens rolle og styrkeforholdet mellem klasserne er nok så vigtigt i forklaringen af den faglige organiserings forskellige udtryk, som forskelle i produktionsformer og teknologi.

Som det fremgår af titlen, er bogen udgivet af forlaget Ashgate. Den komplette indholdsoversigt, såvel som oplysninger om pris mv., kan findes på forlagets webside.

(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)

Det er ikke svært, at finde eksempler på marxistiske historiebøger fra den gang, der mere eller mindre skriver mennesket ud af historien som handlende subjekt, til fordel for de objektive, samfundsmæssige strukturer og kapitalens logik. På den baggrund kan man godt forstå den efterfølgende trang til at få de handlende, tænkende og talende mennesker tilbage i historien. For som salig Marx selv vrissede i et af sine tidlige skrifter: ”Historien gør intet (…)! Det er menneskene, de virkelige, levende mennesker, som gør alt, som besidder og som kæmper”.

Men poststrukturalismen har også en bagside. Vi har fået flere gode fortællinger om hvordan verden ser ud. Men færre forsøg på at forklare hvorfor. For i takt med, at analyser af diskursen er vundet frem, er det som om analyser af magt og interesser er trængt i baggrunden.

Redaktionen af Arbejderhistorie har taget den udfordring op i et temanummer, som dels diskuterer klasseanalysens relevans i fortid og nutid, dels giver konkrete eksempler på hvordan klassebegrebet kan anvendes i historie og samfundsanalyse.

Jeg er selv blandt bidragyderne, med artiklen ”Den moderne arbejderklasse – bidrag til en skabelsesberetning”. Heri forsøger jeg at kombinere et historisk materialistisk klassebegreb med Anthony Giddens’ modernitetsteori, i en beskrivelse af hvordan den danske arbejderklasse opstod og etablerede sin egen, klassespecifikke form for modernitet.

Se den samlede indholdsoversigt her.

Arbejderhistorie – tidsskrift for historie, kultur og politik
3-2009 / 1-2010, dobbeltnummer, 208 s.

Kan bestilles hos Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie

Rent principielt må der naturligvis være ligestilling overalt – også på erhvervslivets direktørgange. Men når jeg læser om disse lukkede netværk for kvinder fra den kreative (over)klasse, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Bertolt Brechts ord: ”Kønne støvler sparker ligesom grimme. Vi vil ikke andre herrer – vi vil ingen.”

Offentligt ansatte demonstrerer for ligeløn – Danmark 2008

Det er muligt, at begrebet klassekamp er forsvundet ud af kvindekampen. Men den sociale ulighed findes stadigvæk, med alt hvad det indebærer. Det kan man eksempelvis se illustreret i dagens udgave af Politiken. Avisen har i dagens anledningkan spurgt fem 18-årige kvinder om hvor de kommer fra og hvor de selv er på vej hen. En af dem er Rikke fra Ikast. Hun er er arbejdsløs og enlig mor til Emilie på to år. Hendes formødre gennem tre generationer var tekstilarbejdere. Selv drømmer hun om at blive pædagog. En anden er Amanda fra Farum. Hun går på HTX. Hendes mor er konsulent i IT-branchen. Selv drømmer hun om at blive økonom, kunstner eller hjerneforsker….

De kvinder, der i sin tid gjorde 8. marts til kvindernes internationale kampdag, var ikke i tvivl om, at kampen mod køns-uligestilling måtte kædes sammen med kampen mod social ulighed. Beslutningen om at indstifte en kampdag blev truffet på den anden internationale socialistiske kvindekongres. Den blev afholdt i 1910 i København – nærmere bestemt i  Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69.

Her samledes 99 delegerede fra 17 lande. Blandt deltagerne var kendte navne som Clara Zetkin fra Tyskland, Alexandra Kollontai fra Rusland – og Nina Bang, som senere skulle blive Danmarks første kvindelige minister. Med inspiration fra USA, hvor socialistiske kvinder året før med stor tilslutning havde arrangeret en national dag til kamp for kvinders valgret, vedtog kongressen:

I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt.

I dagens Danmark er denne historiske oprindelse unægtelig gledet noget i baggrunden. Men vil man vide mere om kvindekongressen i København, om de kvinder der deltog og om historien bag 8 marts, kan man læse meget mere på Arbejdermuseet web-sted

Et andet produkt, lidt i samme boldgade, er Lensbaby. Her er der tale om en optik til brug på et spejlreflekskamera. Den oprindelige model bestod af en enkelt linse, monteret i et fleksibelt plastrør uden blænde. Ved at vride røret lidt til den ene eller den anden side kan man forskyde fokuspunktet i forhold til film- eller sensorplanet, og dermed også forstærke og forskyde uskarpheden i billedet. Senere modeller er lidt mere avancerede, men grundideen er den samme.

Jeg synes den kultagtige begejstring for fotogrej, der skaber teknisk dårligt og til dels uforudsigelige billeder er lidt for meget. Men jeg kan da godt se det tiltrækkende i at gi’ perfektionismen fingeren og lade det fotografiske legebarn komme til…

Holgaen gider jeg ikke, men jeg har overvejet at anskaffe en Lensbaby. De er dog lidt dyre for noget, der måske bare er en grille. Så i stedet besluttede jeg mig for at lave min helt egen trash-optik. Dog af en vis klasse: mindre end Leica ku’ ikke gøre det.

Først pillede jeg det meste af indmaden ud af en gammel Pentax SMC-A zoom. Tilbage var egentlig kun fatningen og to rør som kan forskydes inden i hinanden. Dernæst tog jeg optikken fra en Leica dias-projekter. Den blev stoppet ned i det indre rør i Pentax-optikken og fasthold med noget skumplast. Resultatet er en Leica Hektor med K-fatning. Den har fast blænde 2.8. Brændvidden er oprindeligt 85mm – om ombygningen har ændret på det, er jeg ikke teknisk orienteret nok til at afgøre. Fokusering sker ved at skyde den frem og tilbage. Og så kan den vrikkes til siden, hvorved fokusplanet forskydes – lidt i stil med Lensbabyen.

Det sidste kan ses på dette billede: et portræt, hvor det ene øje er (nogenlunde) skarpt mens det andet er helt uskarpt, på trods af at det ligger i samme plan. Det oprindelige billede havde blege farver og lav kontrast, som var svært at rette op hvis ansigtsfarven skulle forblive naturlig. Men så kan man jo gå den modsatte vej…

Undlader man at vrikke med optikken, bliver resultatet bare en meget lille skarphedsdybde – og en helt speciel bokeh. Her er den manglende kontrast og de flade farverne rettet op – og lidt til – i Lightroom.

Som en sand fotonørd havde jeg et par fornøjelige timer med at lege Jørgen Clevin med de gamle objektiver. Men om resultatet kan bruges til noget i praksis? Næppe…….

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

Derefter spoler vi hurtigt frem til fremtiden, som nu er nutid:

Foto © Chris Jordan

Billdet viser en albatros-unge, som er død af at blive fodret med plastik-rester, som dens forældre åbenbart troede var mad. Det er den ikke ene om. Midt i Stillehavet findes en pøl af plasticaffald på størrelse med staten Texas. Se resten af Chris Jordans skræmmende foto-essay på The Guardians webside.