You think you’re so clever and classless and free

John Lennon: Working class hero

Det er in at tale om mønsterbrydere for tiden. Efter de gængse definitioner er jeg selv en af slagsen. Men jeg bryder mig ikke om betegnelsen og vil gerne be’ mig fritaget.

Som udgangspunkt er en mønsterbryder en person, som mht. uddannelse og job er havnet et andet sted end sine forældre. F.eks. et barn af ufaglærte eller faglærte arbejdere som bliver skolelærer eller akademiker. Det kan naturligvis gi’ nogle udfordringer, nÃ¥r man skal finde sig socialt og kulturelt til rette. Med en arbejderklassebaggrund har man ingen naturlig fødselsret til akademikerverdenen. Det kan godt være svært, hvis man synes man hele tiden skal gøre sig ekstra umage for at knække de kulturelle koder og vise, at man er (mindst) pÃ¥ højde med de, der har den kulturelle kapital med hjemmefra.

På den anden side har man også en arv, som man hverken kan eller vil løbe fra. Man vil nødig opfattes som en der er blevet fin på den, og som har fjernet sig fra det og dem der oprindeligt gjorde en til det man blev. Man skal helst både kende sin Bourdieu og kunne håndtere en hammer.

Det er sÃ¥ denne dobbelthed, mellem loyaliteten overfor rødderne og realiteterne i hverdagen, som vi mønsterbrydere formodes at diskutere. Det er sÃ¥dan set fint nok og det kan man godt ha’ brug for – indtil en vis grænse.

Problemet er, at der følger en række underforstÃ¥ede bibetydninger med ordet mønsterbryder.  For det første ligger der en bibetydning af, at det er efterstræbelsesværdigt at “bryde mønster” – underforstÃ¥et at fÃ¥ sig en højere uddannelse end den ens forældre havde. Men er det nu rigtigt? Er det sÃ¥ negativt, hvis pædagogens søn bliver havnearbejder eller akademikerens datter bliver snedker?

Problemet i dagens Danmark er jo kun pÃ¥ overfladen, at skabe det vi i gamle dage kaldte “social mobilitet”. Det grundlæggende problem er, at forskellige typer af jobs er udstyret med forskellige grad af social prestige, økonomisk belønning og samfundsmæssig indflydelse. SÃ¥ længe de der passer vores penge bliver bedre betalt end de der passer vore børn og sÃ¥ længe en bankdirektør har mere magt end en kassedame, sÃ¥ er “social mobilitet” blot symbolbehandling.

Først den dag, hvor alt samfundsnyttigt arbejde aflønnes nogenlunde ens og giver nogenlunde samme indflydelse, kan vi tale om, at vi alle kan vælge jobs alene ud fra interesser, lyst og evner. Til den tid vil der så til gengæld ikke længere være brug for social mobilitet, fordi der ikke længere knyttes sociale forskelle til forskellige typer af jobs.

Her er vi sÃ¥ ved den anden, og væsentligste, bibetydning ved begrebet mønsterbryder. For hvad er det egentlig for et mønster, vi taler om? I virkeligheden er det en eufemisme for det gode, gamle ord klasser. Det er ikke in at tale om sociale klasser for tiden – og især ikke blandt intellektuelle. Men nÃ¥r vi medlemmer af den kreative klasse sÃ¥ fÃ¥r kvababbelser over de stød det gi’r at rykke fra f.eks. vores arbejderklassebaggrund, sÃ¥ mÃ¥ vi jo finde pÃ¥ en omskrivning sÃ¥ vi kan tale om det alligevel.

Begrebet mønster er en form for naturalisering. Det fÃ¥r sociale klasser til at lyde som noget, der er givet af naturen – noget som den enkelte, udstyret med særlige evner eller initiativ kan bryde med, men som i øvrigt ikke kan ændres.

Det er ingen skam, at ville noget bestemt med sit liv – herunder leve det anderledes end ens forældre. Men det er en skammeligt at omskrive sine egne skridt her i livet pÃ¥ en mÃ¥de, som fÃ¥r uretfærdigheden til at lyde som noget eviggyldigt.