Prøv at spørge en førsteårsstuderende på Copenhagen Business School hvad der bestemmer prisen på en vare. 99,9 % vil svare: udbud og efterspørgsel. Det er jo hvad der står i alle lærebøgerne.
Hvad der også står i lærebøgerne er, at hvis efterspørgslen efter en vare er større end udbuddet, så vil prisen stige. Det vil så trække nye producenter til, og på den måde vil ligevægten blive genoprettet og markedet sikre, at netop de produkter der er efterspørgsel efter også er de produkter, der bliver udbudt.
Det er “markedets usynlige hÃ¥nd” – et begreb, der siden Adam Smith formulerede det i 1770′erne har haft samme status for liberale økonomer, som HelligÃ¥nden for de kristne.
Men lad os vende os fra den liberale teori til virkeligheden. I denne virkelighed findes der en række virksomheder, hvis produkt er kredit. Det er bankerne, som låner penge ud for en pris kaldet rente. Det vil sige: det plejer de at gøre. Men gennem de senere år har en række banker skudt sig selv i foden med udlån til tvivlsomme projekter. Det samme er tilfældet i USA, blot i endnu større målestok. Resultatet er, at de danske banker pt. er meget tilbageholdende med at låne penge ud.
Ifølge den liberale lærebog, sÃ¥ ville det jo blot fÃ¥ prisen pÃ¥ udlÃ¥n – dvs. renten – til at stige. Det ville lokke flere investorer til, sÃ¥dan at udbyderne af lÃ¥n ville stige i antal og renten tendentielt ville falde igen. Og alle ville være glade.
I stedet for at vente på, at markedets usynlige hånd genskaber Nirvana, er politikerne fra SF til Dansk Folkeparti imidlertid enige om at gribe ind. Holdningerne og betingelserne er lidt forskellige, men grundprincippet er, at bankerne skal tilføres et milliardbeløb i risikovillig kapital fra statskassen. Hovedbegrundelsen for denne bankpakke nr. 2 er, at hvis ikke der kommer gang i bankernes udlån vil det gå voldsomt ud over det øvrige erhvervsliv. Man vil komme til at mangle kapital til nødvendige investeringer og arbejdspladser i stort antal vil være i fare.
Den argumentation er sikkert rigtig. Men hvis den er rigtig, er den også en fundamental falliterklæring for den liberale teori.
Hvorfor hører vi ikke repræsentanter for Cepos eller Danmarks Liberale Parti rÃ¥be op og protestere og kræve, at politikerne holder fingrene væk og lader markedet klare sig selv? Det mÃ¥ de jo selv svare pÃ¥. Men jeg gætter pÃ¥, at det er fordi de godt ved, at de i sÃ¥ fald ville ha’ en dÃ¥rlig sag.
Da Adam Smith skrev sin lovsang til det frie marked var verden en anden. Da Indien, som britisk koloni, i 1770′erne blev ramt af omfattende hungersnød, lod myndighederne markedet rÃ¥de og eksporterede korn til England i stor stil – med tusinder af døde til følge og til Smiths store tilfredshed. Mindre dramatisk, men lige sÃ¥ sigende, er 1800-tallets Danmark rig pÃ¥ eksempler pÃ¥ hvordan liberal ortodoksi stod over menneskers liv og velfærd.
Det ændrede sig, i takt med at samfundets underprivilegerede organiserede sig. Sociale fremskridt har sÃ¥ledes været stort set ensbetydende med stigende politisk regulering af markedet. Det er i den forbindelse ironisk, at liberalisterne har kritiseret marxisterne for at tage udgangspunkt i en 150 Ã¥r gammel teoretiker. Liberalisten Adam Smith skrev faktisk 75 Ã¥r før Marx. Derfor skrev de ogsÃ¥ ud fra forskellige erfaringer: Smiths erfaring var et landbrugssamfund pÃ¥ vej ind i industrialismen og hans interesse var at fremme denne udvikling mest muligt. Karl Marx’ erfaring var et samfund, hvor kapitalisme og industrialisme var under fuld udfoldelse, med de massive sociale problemer og klassemodsætninger det medførte. Hans interesse var at finde et bedre alternativ. Karl Marx var intet orakel. Men hans grundlæggende insisteren pÃ¥, at økonomien skal være et redskab for realisering af menneskelige behov og ikke omvendt, er langt mere i trÃ¥d med det moderne samfunds komplicerede realiteter end Smiths naive liberalisme. Derfor var det ogsÃ¥ socialisterne der skabte det danske velfærdssamfund – ikke liberalisterne.
Tilbage til finanskrisen: statsinterventionen i banksektoren er udtryk for, at markedet som højeste princip har spillet fallit. Og liberalisterne, som i de sidste 10-15 Ã¥r har pustet sig op i stadig højere grad, er da ogsÃ¥ blevet pÃ¥faldende lavmælte. Men hvad har det sÃ¥ med Stein Bagger at gøre? Ikke en hujende fis – og det er netop hele den triste pointe!
Bankpakken rummer sÃ¥ mange konkrete og principielle politiske problemstillinger, at der ville være nok til mÃ¥neders offentlig, politisk diskussion. Til de konkrete hører, under præcis hvilke betingelser og til gengæld for hvad, vi skal skyde offentlige midler i de private banker? I de foregÃ¥ende Ã¥r, da aktiekurserne kun kendte én vej – opad – havde aktionærerne gyldne dage. MÃ¥ske var det rimeligt, at det var noget af de senere Ã¥rs opsamlede overskud, som nu blev inddraget i de politiske prioriteringer? Og kunne samfundets problem med et trægt kreditmarked egentlig ikke løses mere rationelt og demokratisk pÃ¥ anden vis, f.eks. af en offentlig kreditinstitution under politisk kontrol?
Hermed er vi sÃ¥ ogsÃ¥ fremme ved de helt principielle spørgsmÃ¥l om hvilken rolle og betydning marked og privatkapital skal spille fremover, i forhold til offentlige institutioner og politiske beslutninger. Det er en diskussion, hvor de tidligere sÃ¥ højrøstede liberale lige nu altsÃ¥ har en dÃ¥rlig sag. Derfor er Stein Bagger den bedste julegave de ku’ fÃ¥. For med ham er fokus rykket væk fra politik til personer.
Nu handler det ikke længere om markedsøkonomiens systemfejl men om gemen svindel. Og pressen elsker det. For indrømmet: det er sgu da svært at skrive om ideologi og økonomisk politik. Det er meget lettere at skrive side op og side ned om en mand vi alle elsker at hade. Det er kompliceret at sætte enkle billeder pÃ¥ de mekanismer, der overfører kontrollen med offentlige midler til bankernes lukkede direktionslokaler. SÃ¥ er det meget nemmere at filme Stein Baggers Porsche, eller finde en skolekammerat der kan fortælle hvordan han allerede i 2. klasse var en skidt knægt der stjal de andres skolemælk. SÃ¥dan druknes politisk vigtige emner helt og aldeles i latterlig og smagløs petitjournalistik. Det kaldes journalistisk vinkling, og det er vist nok noget de lærer de unge mennesker pÃ¥ Journalisthøjskolen….
Seneste kommentarer