”Ingen kvindekamp uden klassekamp – uden klassekamp ingen kvindekamp”. Der var en gang, hvor det var hovedparolen ved ethvert 8. marts arrangement med respekt for sig selv. Sådan er det ikke mere. Hvis man kom fra Mars og alene skulle danne sig en mening om ligestilling i Danmark ud fra medierne, så ville man tro, at det største problem var kvindernes underrepræsentation på lederposter i erhvervslivet. Man ville også få det indtryk, at eksklusive netværk for karriere-kvinder udgør kvindekampens fortrop.

Rent principielt må der naturligvis være ligestilling overalt – også på erhvervslivets direktørgange. Men når jeg læser om disse lukkede netværk for kvinder fra den kreative (over)klasse, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Bertolt Brechts ord: ”Kønne støvler sparker ligesom grimme. Vi vil ikke andre herrer – vi vil ingen.”

Offentligt ansatte demonstrerer for ligeløn – Danmark 2008

Det er muligt, at begrebet klassekamp er forsvundet ud af kvindekampen. Men den sociale ulighed findes stadigvæk, med alt hvad det indebærer. Det kan man eksempelvis se illustreret i dagens udgave af Politiken. Avisen har i dagens anledning spurgt fem 18-årige kvinder om hvor de kommer fra og hvor de selv er på vej hen. En af dem er Rikke fra Ikast. Hun er er arbejdsløs og enlig mor til Emilie på to år. Hendes formødre gennem tre generationer var tekstilarbejdere. Selv drømmer hun om at blive pædagog. En anden er Amanda fra Farum. Hun går på HTX. Hendes mor er konsulent i IT-branchen. Selv drømmer hun om at blive økonom, kunstner eller hjerneforsker….

De kvinder, der i sin tid gjorde 8. marts til kvindernes internationale kampdag, var ikke i tvivl om, at kampen mod køns-uligestilling måtte kædes sammen med kampen mod social ulighed. Beslutningen om at indstifte en kampdag blev truffet på den anden internationale socialistiske kvindekongres. Den blev afholdt i 1910 i København – nærmere bestemt i  Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69.

Her samledes 99 delegerede fra 17 lande. Blandt deltagerne var kendte navne som Clara Zetkin fra Tyskland, Alexandra Kollontai fra Rusland – og Nina Bang, som senere skulle blive Danmarks første kvindelige minister. Med inspiration fra USA, hvor socialistiske kvinder året før med stor tilslutning havde arrangeret en national dag til kamp for kvinders valgret, vedtog kongressen:

I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt.

I dagens Danmark er denne historiske oprindelse unægtelig gledet noget i baggrunden. Men vil man vide mere om kvindekongressen i København, om de kvinder der deltog og om historien bag 8 marts, kan man læse meget mere på Arbejdermuseet web-sted

På en måde dør i sidste ende også østtyskernes historie. Jeg føler sommetider, at der dårligt nok eksisterer nogen østtysk historie i dag. DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald. 1961 og 1989. Isolation og revolution. Landet står tilbage som nogle organisationer og forkortelser: FDJ, SED, Stasi, NVA.

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

I nogle lande har man særlige politiske eller religiøse organer, som helt egenrådigt og uden appelmulighed kan udstede dekreter om dette og hint. Den slags har vi heldigvis ikke haft i Danmark siden enevældens tid. Til gengæld har vi Dansk Folkeparti. Og DF er tilsyneladende ved at udvikle sig til en helt særlig, dansk udgave af Vogternes Råd.

Først var der sagen om en 11-årig knægt, som på en sommerskole i en ungdomsklub fremførte en rap-tekst der bl.a. indeholdt linierne: “Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit”. Det kom Morten Messerschmidt for øre – og få dage efter var der lukket og slukket for rap-skolen.

Så var der sagen om den muslimske kvinde, som var aktiv i Hjemmeværnet. På Værnets officielle hjemmeside blev hun fremhævet som en rollemodel for integration. Men desværre fremgik det også, at hun bar tørklæde mens hun var i uniform. Det kom Pia Kjærsgaard for øre – og få dage senere var kvinden smidt ud af Værnet på røv og albuer og historien fjernet fra hjemmesiden.

Vi har efterhånden vænnet os til, at Venstre og Konservative på Christiansborg uden blusel danser efter Dansk Folkepartis pibe. Hvis DF vil ha’ en stramning hist eller et forbud her, så får de det som regel – for de er jo regeringens parlamentariske grundlag.

Det særlige ved de to sager er imidlertid, at det ikke er en politisk beslutning på Christiansborg der har lukket rap-skolen eller udelukket tørklæder i Hjemmeværnet. Det er klubben og Værnet der selv har skyndt sig at ta’ DF’s holdninger til efterretning og handlet derefter.

De har fatte pointen: Når vi nu alligevel ved, at hvad DF siger nok skal blive lov på et eller andet tidspunkt, så er der jo ingen grund til at vente på den politiske proces. Vi kan lige så godt undgå videre vrøvl og rette ind med det samme: er Morten blevet fornærmet over, at en knægt i Århus har sagt noget grimt i ungdomsklubben? Jamen så stopper klubben da bare selv rap-skolen. Vil Pia ikke ha’ muslimer med tørklæde i Hjemmeværnet? Jamen så smider værnet dem da bare selv ud….

Vogternes Råd har talt.

You think you’re so clever and classless and free

John Lennon: Working class hero

Det er in at tale om mønsterbrydere for tiden. Efter de gængse definitioner er jeg selv en af slagsen. Men jeg bryder mig ikke om betegnelsen og vil gerne be’ mig fritaget.

Som udgangspunkt er en mønsterbryder en person, som mht. uddannelse og job er havnet et andet sted end sine forældre. F.eks. et barn af ufaglærte eller faglærte arbejdere som bliver skolelærer eller akademiker. Det kan naturligvis gi’ nogle udfordringer, når man skal finde sig socialt og kulturelt til rette. Med en arbejderklassebaggrund har man ingen naturlig fødselsret til akademikerverdenen. Det kan godt være svært, hvis man synes man hele tiden skal gøre sig ekstra umage for at knække de kulturelle koder og vise, at man er (mindst) på højde med de, der har den kulturelle kapital med hjemmefra.

På den anden side har man også en arv, som man hverken kan eller vil løbe fra. Man vil nødig opfattes som en der er blevet fin på den, og som har fjernet sig fra det og dem der oprindeligt gjorde en til det man blev. Man skal helst både kende sin Bourdieu og kunne håndtere en hammer.

Det er så denne dobbelthed, mellem loyaliteten overfor rødderne og realiteterne i hverdagen, som vi mønsterbrydere formodes at diskutere. Det er sådan set fint nok og det kan man godt ha’ brug for – indtil en vis grænse.

Problemet er, at der følger en række underforståede bibetydninger med ordet mønsterbryder.  For det første ligger der en bibetydning af, at det er efterstræbelsesværdigt at “bryde mønster” – underforstået at få sig en højere uddannelse end den ens forældre havde. Men er det nu rigtigt? Er det så negativt, hvis pædagogens søn bliver havnearbejder eller akademikerens datter bliver snedker?

Problemet i dagens Danmark er jo kun på overfladen, at skabe det vi i gamle dage kaldte “social mobilitet”. Det grundlæggende problem er, at forskellige typer af jobs er udstyret med forskellige grad af social prestige, økonomisk belønning og samfundsmæssig indflydelse. Så længe de der passer vores penge bliver bedre betalt end de der passer vore børn og så længe en bankdirektør har mere magt end en kassedame, så er “social mobilitet” blot symbolbehandling.

Først den dag, hvor alt samfundsnyttigt arbejde aflønnes nogenlunde ens og giver nogenlunde samme indflydelse, kan vi tale om, at vi alle kan vælge jobs alene ud fra interesser, lyst og evner. Til den tid vil der så til gengæld ikke længere være brug for social mobilitet, fordi der ikke længere knyttes sociale forskelle til forskellige typer af jobs.

Her er vi så ved den anden, og væsentligste, bibetydning ved begrebet mønsterbryder. For hvad er det egentlig for et mønster, vi taler om? I virkeligheden er det en eufemisme for det gode, gamle ord klasser. Det er ikke in at tale om sociale klasser for tiden – og især ikke blandt intellektuelle. Men når vi medlemmer af den kreative klasse så får kvababbelser over de stød det gi’r at rykke fra f.eks. vores arbejderklassebaggrund, så må vi jo finde på en omskrivning så vi kan tale om det alligevel.

Begrebet mønster er en form for naturalisering. Det får sociale klasser til at lyde som noget, der er givet af naturen – noget som den enkelte, udstyret med særlige evner eller initiativ kan bryde med, men som i øvrigt ikke kan ændres.

Det er ingen skam, at ville noget bestemt med sit liv – herunder leve det anderledes end ens forældre. Men det er en skammeligt at omskrive sine egne skridt her i livet på en måde, som får uretfærdigheden til at lyde som noget eviggyldigt.

1. Maj i Fælledparken 2009, originally uploaded by Lars K. Christensen.

Høj sol, røde faner og feststemning i Fælledparken. Flere fotos på Flickr.

 

I min sidste post kritiserede jeg mediernes manglende vilje til at vise de menneskelige ofre for Israels krig i Gaza. I går var der så et indlæg i min daglige avis Politiken om samme emne. Det var skrevet Søren Scnoor, billedredaktør på Politiken.dk.

Det er ikke fordi jeg tror Søren Scnoor har læst min blog, men faktisk kunne hans indlæg have været et svar. Indlægget er illustreret med et billede af tre døde børn - som eksempel på den type billeder, man har valgt ikke at bringe.

Scnoor konstaterer, at Politiken har været tilbageholdende med at vise billeder af døde og døende. Det giver han to grunde til: for det første har avisen nogle etiske regler som bl.a. siger, at man ikke skal vise billeder som krænker ofre og pårørende. Det synes jeg principielt er rigtigt. Men som Søren Schnorr selv er inde på, så giver flere af de billeder, som faktisk er nået frem på nettet, indtryk af at de pårørende netop ønsker at vise verden de tab og den sorg, de er ramt af.

Det leder så frem til Søren Schnorrs anden grund. Han skriver: “I enhver konflikt bestræber vi os på at manøvrere gennem nyhedsstrømmen så objektivt som muligt (..) Ikke at billedet af de døde børn lyver, men spørgsmålet, om vi bliver for meget en del af konflikten, presser sig på. Og tager vi stilling eller måske parti, når så stærke billeder eksponeres?”

Det er efter min mening her, kæden springer af. I skrivende stund er der registreret ca. 550 dødsfald som følge af bombningen af Gaza, heraf omkring halvdelen civile. Ved at vise billeder af ofrene, dokumenterer man kendsgerninger. Det subjektive er derimod at vælge disse billeder fra, til fordel for billeder af brandfolk og ødelagte bygninger. Herved skaber man det visuelle indtryk, at det alvorligste resultat af bomberne er materielle ødelæggelser. Det er da en skævvridning.

Scnoor har givet sit indlæg overskriften “Følelsesporno!”. Det begreb kunne være relevant, hvis det der blev efterspurgt var flere billeder af ofre for naturkatastrofer, trafikulykker eller sygdom. Men her taler vi om ofre for bevidste, politiske beslutninger. Om ofrene skal blive endnu flere, er i sidste ende også en politisk beslutning. Her er verdensopinionens reaktion være en vigtig faktor. Politiken – og alle andre medier – bør vise verden hvad der foregår, så vi kan danne vores mening og reagere derefter.

PS: Det glæder mig at se, at Politiken faktisk er begyndt at vise flere billeder af Gaza’s ofre på Politiken.dk. Nu mangler vi så bare også at se dem i den trykte avis.

Lars K. Christensen Kreditering