Kulturpolitik som stoleleg

Kultur, Museer, Politik Ingen kommentarer »
jan 142012

Jeg forstår godt, at Det Kongelige Teater protesterer. Generelt er kulturinstitutionernes ansatte og ledelser alt for passive, når vi rammes af sparekniven, og for dårlige til at fortælle om hvad det medfører. Det er i sidste ende et svigt overfor borgerne, for hvis ikke borgerne kender de reelle konsekvenser af den førte kulturpolitik, så kan de jo heller ikke tage stilling til, om der prioriteres rigtigt.

Men når jeg læser om eksemplerne på, hvordan Det Kongelige Teater skal spare, så får jeg en underlig følelse af deja-vu: den andel af personalet, man må undvære, svarer nemlig stort set til den andel vi mistede allerede sidste år på Nationalmuseet, hvor jeg selv er menig medarbejder. Teatret bebuder færre forestillinger. På Nationalmuseet har vi for længst halveret antallet af særudstillinger. Teatret mener ikke, man kan spille på internationalt niveau med et mindre operakor. På Nationalmuseet er der ingen nedre grænse for, hvor få medarbejdere man kan klare sig med, og stadig kalde sig et museum i international klasse.

Vil vi have opera og ballet koster det penge – sådan må det være. Og det koster nu en gang mere at sætte Wagner op, end at arrangere en blues-koncert. Men vi må også forholde os til det faktum, at Det Kongelige Teater er den kulturinstitution, der modtager suverænt flest støttekroner pr. bruger. Som Politiken tidligere har vist, så betaler det offentlige typisk 4 gange så meget for hver besøgende i operaen eller balletten, som man betaler for andre teaterbesøg, og 6-12 gange så meget som man betaler pr. besøgende på de store museer.

Nu protesterer tidligere medlemmer af teatrets bestyrelse og en tidligere operachef. Jeg mindes ikke, at bestyrelse og chefer før har rejst tvivl om, hvor vidt det nu var en god idé at investere så massivt i mursten, som teatret gjorde i 00’erne? Tværtimod er det som om man i de gode tider bare byggede, med forventning om at de dermed forøgede driftsudgifter nok skulle blive dækket ind.

I årevis har skiftende regeringer langsomt, men systematisk beskåret de statslige kulturinstitutioners basis-bevillinger. Selv i de fede tider, hvor nationen ellers hyggede sig med stigende friværdier og privatforbrug. Når politikere og kulturskribenter, som i øvrigt varmt har støttet den førte politik, nu pludselig springer i harnisk for Det Kongelige Teater, så virker det ærlig talt en smule patetisk.

Det er som om kulturpolitikken er degenereret til en stoleleg. I den er det lige nu Det Kongelige Teater, som er havnet på den tomme plads. Det er surt, men det ville være en ulykke, hvis teatret som den stærke dreng i klassen fik held til at skaffe sig en stol, ved at skubbe en af de andre ned på gulvet.

I stedet er der brug for et markant økonomisk løft af den samlede kulturpolitik, kombineret med en bred folkelig og faglig diskussion af prioriteringer. Primært fordi kulturen er afgørende for vores individuelle og kollektive selvforståelse, og dermed i sidste ende også for vores evne til aktivt at forme fremtiden. Sekundært fordi oplevelser og kultur er et oplagt satsningsområde i fremtidens økonomi.

Bragt som debatindlæg i Politiken, d. 13.01. 2012

Tagget med: , ,

The museum as Public Domain

Kultur, Museer, Politik Ingen kommentarer »
nov 112011

Dette indlæg findes kun på engelsk – beklager.

Today I attended the conference ”Sharing is caring – digital cultural heritage for all”. Lots of interesting presentations and discussions about how museums can – and should – use digital media, to make their collections more accessible, and to turn their audience into participants.

To do this we of course have to overcome technical obstacles. But probably even more organizational and even mental obstacles. And then there are all the issues raised by copyright and digital rights management. During the discussions of concepts such as Creative Commons and Public Domain, I got a sense of déjà vu. Suddenly it occurred to me: the museum as institution is inherently Public Domain.

Following Krzysztof Pomian,  a museum can be defined as a collection of natural or cultural objects
taken out of utilitarian circulation, placed under special protection and made
accessible to the public. Collections are nothing new in history. But the museum is not just a collection – it is a public collection. The museum, in a modern sense, does not belong to any individual – it belongs to an association, a public authority or the state. The private collection is a subjective endeavour, the public museum is inter-subjective. The museum has durability, independent of a human life span.

Museum visitor and future democratic citizen

The museum has its roots in the era of enlightenment and absolutism. But it acquired its present meaning with the formation of the bourgeois nation state. The museum, as we know it today, is closely connected with the concept of democracy: On one hand, it’s an element in the gradual recognition of the universal human rights to education and cultural fulfilment. On the other hand, the museum is also a vehicle for infusing national sentiments into the citizens, the new subjects of history, and to legitimate the nation-state.

The modern museum rests on the hope, that by looking at the objects – the left-over’s from history – in a certain, scientific way, it is possible to get behind their surface, and gain a deeper understanding of their original context, which we are otherwise separated from in time or space. This is the informative purpose of the museum.

But another, less obvious, but in reality equally important purpose of the modern museum, is
the formative one: through our relationship with the objects – whether this relationship takes the form of identification or alienation – we form an image of ourselves as individuals and collectives. The formative
role is a result of the simple fact that the museum does not exist in a time warp, but in its own historical context.

Thus, the role of the museum is twofold: it is on the one hand, created for information and understanding, and thus inherently retrospective. In the other hand, it’s created for forming society, and thus inherently oriented towards the present and the future.

The liberal bourgeoisie of the 19th century fully understood this. They build museums in order to be able to mobilize cultural history for their own political project: the museums were the piles of foundation, which bourgeois society hammered into the soil of history. And in a sense there is a parallel between representative democracy and the museum. In representative democracy, there are elections for parliament with regular intervals, but between elections decision-making is the sole prerogative of the politicians. In the same way, society employs museum professionals – not by election, though, but by an intellectual process of elimination – and once employed, interpretation of the past is the sole prerogative of the museum professionals.

Concepts such as web 2.0., social media, crowd-sourcing, etc. is challenging this concept of the museum. The challenge, however, is not new. It has been there for at least 50 years, if not more. An example:

Claims have been made, that it is no coincidence that the youth rebellion so far has totally ignored the museums. They are perceived (…) as repositories for left-over’s from previous societies, and simply not worth the effort.
It is undeniably true that museums are repositories - but they could be much more than that. (…) Exactly because the museums are dealing with all other societies than that, in which we actually live, they could become arsenals, from which arguments could be gathered for criticism of the present; points of departure for new ways of living

These are not the utopian reflections of some radical socialist. It’s a passage in an official report on cultural politics, published by the liberal-conservative Danish government in 1969. It’s not digital media that has put the participatory museum on the agenda. It is a change of political environment, which has made old concepts of citizenship gradually more and more obsolete.

What digital media has done is providing us with new, powerful tool, in our effort to realise the participatory museum. It’s no strange thing, that the museum community is excited about the new possibilities. We should use them to the maximum extent. But we should also realize that we are heading into a process, which is not only about changing the way museums disseminate knowledge and communicate with their audience. It is also a process, which has the potential of changing the formative role of the museum. We need to reflect on this and discuss the role of museums in society, just us as much as we need to discuss open API’s.

Who knows: just as museums in the 19th century acted as vehicles for bourgeois democracy, the participatory museum of the 21st century might be a vehicle for a new, even broader vision of democracy – a participatory democracy. Realising that the museum is inherently Public Domain – and should stay so, also in digital media – might be just a start.

—

Note: The argument is inspired by Krzysztof Pomian: ”Museet: Europas kvintessens”. Den jyske Historiker, nr. 64, 1993. (Sorry, but I’m not aware of an English version).

Tagget med: , ,

Hvilket Nationalmuseum vil I ha’?

Kultur, Museer, Politik Ingen kommentarer »
aug 262011

D. 24.08. skriver Politiken igen om sikringen på Nationalmuseet. Det fremhæves bl.a., at der fremover vil være færre vagter i museets afdeling i Brede. Det er skidt. Men sikringen er desværre ikke det eneste offer for museets skrantende økonomi. I Brede findes også Nationalmuseets nyeste, faste udstilling, Brede Værk. I den gamle tekstilfabrik fortæller vi om det danske industrisamfunds historie. Her kan man se fabrikkens arbejdere og direktør komme til live i en interaktiv film, midt mellem de store tekstilmaskiner. Man kan prøve arbejdet ved samlebåndet på sin egen krop. Man kan se eksempler på hvordan industrialiseringen forandrede vores hverdag. Og til sidst kan man gi’ sit eget besyv med om industrisamfundets nutid og fremtid – en højst aktuel problemstilling.

Denne store udstilling er kun blevet til virkelighed, fordi velvillige fonde har bevilget et tocifret millionbeløb til etableringen. Driften skal derimod dækkes af museets faste bevilling. Men museet skal spare, så fra starten er åbningstiden indskrænket. Efterfølgende er der afsat et rundt 0 til markedsføring – med det resultat, at publikum udebliver fra en udstilling de aldrig har hørt om. Men så slipper de da for at opdage, at cafeen og butikken nu også er faldet som de seneste ofre for besparelserne.

Nationalmuseet har én million besøgende, plus de mange der følger os på nettet, læser vores publikationer, osv. De forventer kulturhistorisk formidling på et højt fagligt niveau, men også et museum som gør fortiden relevant for nutiden og fremtiden. Det knokler museets mange engagerede medarbejdere dagligt for at leve op til. Desværre må vi opleve, at opgaven bliver sværere og sværere at løfte. Stadig mere tid går med at flytte rundt på de sparsomme midler for at lappe de værste huller. Og som i tilfældet Brede Værk oplever vi, at vores arbejdsindsats undergraves af nye sparekrav.

Museet må selv prioritere, lyder standardsvaret fra politikerne, når de konfronteres med konkrete følger af nedskæringerne. Det kan museet også godt. Eksempelvis kan vi prioritere at holde sikkerheden helt i top. Det vil så blot kræve, at vi skærer endnu mere ned på andre aktiviteter, som f.eks. at udvikle og drive nye og engagerende udstillinger.

Nationalmuseet er nået til det punkt, hvor der ikke blot skæres ind til, men også ind i benet. Diskussionen bør derfor ikke kun handle snævert om sikkerheden på museet. Den bør handle om hele Nationalmuseets fremtid. Skal Danmark fortsat have et Nationalmuseum, som er levende, engageret og relevant for nutidens publikum? Eller skal museet skrue ned for ambitionerne, nedprioritere forskning og formidling, men til gengæld sikre fortiden et trygt liv på lukkede magasiner? Vi kan levere begge dele – men ikke til samme pris.

(Oprindeligt bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken d. 25.08.2011. Dagen efter fulgte Politiken op med dette interview)

Tagget med: ,

Gotfredsens formørkelse

Kultur, Politik 4 kommentarer »
aug 032011

Anders Brevik følte sin eksistens truet af den kulturløse multikulturalisme, skriver Sørine Gotfredsen i Berlingskes kronik d. 29.7. Derfor greb han til ”konkrete midler” for at ”udrydde ideologien om mennesket som et abstrakt væsen, der ikke er afgørende forbundet med kulturelle og religiøse rødder.”

Forkert, Gotfredsen. Brevik myrdede 77 konkrete mennesker. Nogle af dem børn ned til 14-15 år. Alle sammen mennesker med navne, med et liv. Men Brevik myrdede dem ikke fordi han kendte dem. For ham var de bare symboler på det han var imod. Brevik myrdede for et princip, for en ideologi.

Det er ikke tilhængerne af multikulturalismen, hvad det så end er, der reducerer mennesket til en abstraktion. Det er dig, og de helte du opremser i din kronik. For jer er mennesket ikke først og fremmest et individ, med tanker, evner og vilje, men alene et produkt af sin kultur. Og kulturen er for jer noget konstant og uforandeligt: siden år 1100 har der gået et jerntæppe mellem den gode kultur og den dårlige. Som en karikatur af Grundtvig vrænger i: først kristen, siden menneske.

Både som individer og som samfund har vi en kulturarv. Men det er ikke en støbeform, som alting skal presses ind i, eller en målestok som præster og imamer skal bruge til at dømme individer inde eller ude. De kulturelle rødder er en resurse vi kan gøre brug af i vores liv, og kulturen sættes i spil og forandres i mødet med erfaringen.

Den kristen-nationale monokultur, som du og ligesindede forsøger at stampe op af jorden, er derimod en abstrakt konstruktion. Den er ubrugelig og umuligt at orientere sig efter, i en verden som bliver stadig mere dynamisk, kompleks og global. De der forsøger, ender med at opbygge megalomane fjendebilleder. På den led er der en stærk parallel mellem jer og de islamiske fundamentalister.

Det er netop sådanne fjendebilleder, hvor verden opdeles i et absolut godt og et absolut ondt, mens mennesker reduceres til abstrakte bærere af det ene eller det andet, der legitimerer terrorismen. Selv skriver du ikke et eneste medfølende ord om ofrene, men konstaterer at Anders Breviks rationale står ”lysende tilbage”. Nej det gør ikke – det er lige så forkert og formørket som Sørine Gotfredsens.

(Oprindeligt bragt som debatindlæg i Berlingske Tidende d. 2.8. 2011)

Tagget med: , , ,

Tanker om Utøya

Politik Én kommentar »
jul 232011

Efter det frygtelige skyderi på Utøya og bomben i Oslo må de første tanker gå til venner og pårørende til de døde og sårede og til de overlevende, som formentlig for altid vil være mærkede af det, der skete. Men også det Norske samfund vil være mærket længe efter, ligesom tragedien må give eftertanke i andre åbne samfund, herunder det danske.

Knap havde støvet lagt sig efter bomben i Oslo, før den såkaldte terrorekspert Magnus Ranstorp fra det Svenske Forsvarsakademi udtalte, at det ”sandsynligvis” var Al-Queda der stod bag. På det tidspunkt viste ingen andet, end at der var tale om en bombe, og at den havde været voldsom. Men det var åbenbart nok for eksperten: en stor bombe, så må det være islamisterne der står bag.

I skrivende stund ved vi med sikkerhed, at det var en nordmand med stærkt højre-nationale synspunkter, som udførte massakren på Utøya, ligesom det norske politi mistænker ham for at stå bag bombesprængningen i Oslo. Manden har deltaget i forskellige nationalistiske og fremmedfjendske foraer på nettet. Meget tyder på, at der er tale om en enlig, politisk motiveret galning, men det kan dog endnu ikke udelukkes at der var tale om en koordineret aktion med flere medskyldige.

Når ”eksperter” og medier alligevel (med NRK som en glædelig undtagelse) kastede sig ud i spekulationer om islamisk terror, før man overhovedet vidste hvad der reelt var foregået, så siger det noget om det offentlige debatniveau. I virkeligheden så har den terror, der udføres i Europa, mange kilder og motiver. Ifølge Europol kan under én procent af terrorforsøgene i EU betegnes som islamistiske. Blandt de mest spektakulære og dødbringende anslag finder vi dog de islamistiske bombninger i Madrid i 2004 og i London 2005. Men alt i alt har ikke-islamistisk terror formentligt flere menneskeliv på samvittigheden i Europa, end den islamistiske.

Noget af det, der karakteriserer terrorister, uanset ideologisk ståsted, er ifølge forskningen en følelse af at være de udvalgte: de, som her gennemskuet uretfærdigheden og som ikke mindst ta’r konsekvensen af den. Det gjaldt tilsyneladende også, bedømt ud fra det lidt vi ved, for gerningsmanden i Norge. På nettet har han givet udtryk for, at Norge var under belejring af multikulturalismen og kulturmarxismen, og at politikere som Gro Harlem Brundtland var ”landsmo(r)dere”. Ifølge presseforlydende startede han skyderiet på Utøya med at erklære, at nu begyndte opgøret.

Ser man nærmere på de udtalelser, som gerningsmanden er kommet med, er der desværre meget som man vil kunne genkende fra den danske, offentlige debat. Ikke blot fra obskure, højreekstreme web-sider, men også fra main-stream medier og sågar fra Folketingets talerstol. Det burde vække til eftertanke hos de politikere og andre, som har ført an i at skabe en ”os-mod-dem” stemning i debatten. Naturligvis skal vi fortsat have en fri og åben debat, også om emner som integration og indvandring. Men hvis man udråber hele befolkningsgrupper til fjender af nationen og politiske modstandere til landforrædere, så må man vide at man er med til at skabe et debatklima, som bekræfter mere ekstreme typer i deres forskruede ideer.

Danske medier og politikere burde også overveje, om deres hidtidige syn på radikalisme og ekstremisme måske har været helt rigtigt fokuseret. I 2009 søsatte regeringen en handlingsplan mod radikalisering. Den var ganske nuanceret i sit grundlag, og indeholdt en del udmærkede initiativer. Karakteristisk var planen dog forankret i Integrationsministeriet, og i den offentlige debat blev den helt klart set som et initiativ rettet specielt mod islamistisk radikalisme og unge med indvandrerbaggrund. Efter i går er der grund til at sætte langt større fokus på højreekstremismen, også i Danmark.

Tragedien i Norge har vist os, at også i Norden kan vi avle vore egne terrorister midt iblandt os. Med sit valg af mål, viste gerningsmanden os paradoksalt nok også, hvad der er terrorismens absolutte modsætning og det bedste våben imod den: unge, engageret i en åben og fri debat om politik og deres lands udvikling. Jo mere åbent og inkluderende det politiske system er, jo mere oplyst og tolerant den offentlige debat føres, jo mindre grobund vil der være for terrorismen. Den bedste måde at mindes ofrene fra Norge på, vil være at arbejde for dette.

Tagget med: ,

Arbejdstidens historie

Historie, Politik Ingen kommentarer »
aug 182010

I sidste uge var jeg i radioen. Det foregik i det daglige magasin-program ”Apropos” i P1. I anledning af, at programmet startede op igen efter sommerferien, havde man valgt arbejde som ugens tema.

Min opgave var så, at fortælle om arbejdstidens historie: fra de rent arbejdsgiverdikterede arbejdsdage på 10-11 timer i 1860’erne, over fagbevægelsens krav om 8 timers arbejdsdag, der blev rejst i 1889 og indfriet i 1919, frem til nutidens 37 timers uge. Undervejs kom vi ind på årsagerne til, at arbejdstiden er blevet sat ned gennem tiderne. Jeg blev også spurgt om mit syn på fremtidens arbejdstid: hvordan vil det f.eks. gå med S-SF’s aktuelle forslag om at hæve den ugentlige arbejdstid med en time?

Indslaget kan høres på programmets hjemmeside – eller dowloades direkte.

(Krydsposted på blog.nyeretid.dk)

Tagget med: , ,
Ældre indlæg
Lars K. Christensen Kreditering