Last week, I appeared in radio. It was in a daily magazine program called “Apropos” on Danish Radio channel 1. Since the program was starting again after a summer break, the theme of the week was work.

My task was to tell the history of working hours: from the 10-11 hours workdays, dictated by the employers in the 1860’s, through the demand for an 8 hour day, raised by trade unions in 1899 and realized in 1919, until today’s 37 hours working week. We also discussed the reasons for lowering the workday throughout the 20^th century. Finally I was asked about my view on future working hours: especially the actual, political proposal by the left to increase the work week with one hour.

The program is available (in Danish) on the “Apropos” website – or through direct download

Judging from actual media coverage, you might get the impression that the major gender inequality issue in Denmark today are the lack of female CEO’s. You might also think that exclusive networks of career women are the vanguard of women’s liberation.

Not in my world. I agree with the words of Bertolt Brecht (in my inept translation): “Pretty boots will kick you just as ugly ones. We don’t want new masters – we want no masters”.

Public employees in strike for equal wages – Denmark 2008

The women, who declared the 8th of March the international women’s day was in no doubt, that gender inequality and social inequality had to be struggled against simultaneously. The delegates of the second international socialist women’s congress, held in Copenhagen in august 1910, declared:

In accordance with the class conscious political and trade union organisations of the proletariat, socialist women in all nations takes steps to organize a yearly women’s day, primarily aimed at propagating women’s rights to vote. This claim must be seen in the light of the socialist viewpoint.

The Workers Museum has a brilliant web-site (Danish only) on the history and the women behind the international women’s day.

På en måde dør i sidste ende også østtyskernes historie. Jeg føler sommetider, at der dårligt nok eksisterer nogen østtysk historie i dag. DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald. 1961 og 1989. Isolation og revolution. Landet står tilbage som nogle organisationer og forkortelser: FDJ, SED, Stasi, NVA.

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

I nogle lande har man særlige politiske eller religiøse organer, som helt egenrådigt og uden appelmulighed kan udstede dekreter om dette og hint. Den slags har vi heldigvis ikke haft i Danmark siden enevældens tid. Til gengæld har vi Dansk Folkeparti. Og DF er tilsyneladende ved at udvikle sig til en helt særlig, dansk udgave af Vogternes Råd.

Først var der sagen om en 11-årig knægt, som på en sommerskole i en ungdomsklub fremførte en rap-tekst der bl.a. indeholdt linierne: “Jeg har en enkelt patron for Messerschmidt, for han snakker masser shit”. Det kom Morten Messerschmidt for øre – og få dage efter var der lukket og slukket for rap-skolen.

Så var der sagen om den muslimske kvinde, som var aktiv i Hjemmeværnet. På Værnets officielle hjemmeside blev hun fremhævet som en rollemodel for integration. Men desværre fremgik det også, at hun bar tørklæde mens hun var i uniform. Det kom Pia Kjærsgaard for øre – og få dage senere var kvinden smidt ud af Værnet på røv og albuer og historien fjernet fra hjemmesiden.

Vi har efterhånden vænnet os til, at Venstre og Konservative på Christiansborg uden blusel danser efter Dansk Folkepartis pibe. Hvis DF vil ha’ en stramning hist eller et forbud her, så får de det som regel – for de er jo regeringens parlamentariske grundlag.

Det særlige ved de to sager er imidlertid, at det ikke er en politisk beslutning på Christiansborg der har lukket rap-skolen eller udelukket tørklæder i Hjemmeværnet. Det er klubben og Værnet der selv har skyndt sig at ta’ DF’s holdninger til efterretning og handlet derefter.

De har fatte pointen: Når vi nu alligevel ved, at hvad DF siger nok skal blive lov på et eller andet tidspunkt, så er der jo ingen grund til at vente på den politiske proces. Vi kan lige så godt undgå videre vrøvl og rette ind med det samme: er Morten blevet fornærmet over, at en knægt i Århus har sagt noget grimt i ungdomsklubben? Jamen så stopper klubben da bare selv rap-skolen. Vil Pia ikke ha’ muslimer med tørklæde i Hjemmeværnet? Jamen så smider værnet dem da bare selv ud….

Vogternes Råd har talt.

You think you’re so clever and classless and free

John Lennon: Working class hero

Det er in at tale om mønsterbrydere for tiden. Efter de gængse definitioner er jeg selv en af slagsen. Men jeg bryder mig ikke om betegnelsen og vil gerne be’ mig fritaget.

Som udgangspunkt er en mønsterbryder en person, som mht. uddannelse og job er havnet et andet sted end sine forældre. F.eks. et barn af ufaglærte eller faglærte arbejdere som bliver skolelærer eller akademiker. Det kan naturligvis gi’ nogle udfordringer, når man skal finde sig socialt og kulturelt til rette. Med en arbejderklassebaggrund har man ingen naturlig fødselsret til akademikerverdenen. Det kan godt være svært, hvis man synes man hele tiden skal gøre sig ekstra umage for at knække de kulturelle koder og vise, at man er (mindst) på højde med de, der har den kulturelle kapital med hjemmefra.

På den anden side har man også en arv, som man hverken kan eller vil løbe fra. Man vil nødig opfattes som en der er blevet fin på den, og som har fjernet sig fra det og dem der oprindeligt gjorde en til det man blev. Man skal helst både kende sin Bourdieu og kunne håndtere en hammer.

Det er så denne dobbelthed, mellem loyaliteten overfor rødderne og realiteterne i hverdagen, som vi mønsterbrydere formodes at diskutere. Det er sådan set fint nok og det kan man godt ha’ brug for – indtil en vis grænse.

Problemet er, at der følger en række underforståede bibetydninger med ordet mønsterbryder.  For det første ligger der en bibetydning af, at det er efterstræbelsesværdigt at “bryde mønster” – underforstået at få sig en højere uddannelse end den ens forældre havde. Men er det nu rigtigt? Er det så negativt, hvis pædagogens søn bliver havnearbejder eller akademikerens datter bliver snedker?

Problemet i dagens Danmark er jo kun på overfladen, at skabe det vi i gamle dage kaldte “social mobilitet”. Det grundlæggende problem er, at forskellige typer af jobs er udstyret med forskellige grad af social prestige, økonomisk belønning og samfundsmæssig indflydelse. Så længe de der passer vores penge bliver bedre betalt end de der passer vore børn og så længe en bankdirektør har mere magt end en kassedame, så er “social mobilitet” blot symbolbehandling.

Først den dag, hvor alt samfundsnyttigt arbejde aflønnes nogenlunde ens og giver nogenlunde samme indflydelse, kan vi tale om, at vi alle kan vælge jobs alene ud fra interesser, lyst og evner. Til den tid vil der så til gengæld ikke længere være brug for social mobilitet, fordi der ikke længere knyttes sociale forskelle til forskellige typer af jobs.

Her er vi så ved den anden, og væsentligste, bibetydning ved begrebet mønsterbryder. For hvad er det egentlig for et mønster, vi taler om? I virkeligheden er det en eufemisme for det gode, gamle ord klasser. Det er ikke in at tale om sociale klasser for tiden – og især ikke blandt intellektuelle. Men når vi medlemmer af den kreative klasse så får kvababbelser over de stød det gi’r at rykke fra f.eks. vores arbejderklassebaggrund, så må vi jo finde på en omskrivning så vi kan tale om det alligevel.

Begrebet mønster er en form for naturalisering. Det får sociale klasser til at lyde som noget, der er givet af naturen – noget som den enkelte, udstyret med særlige evner eller initiativ kan bryde med, men som i øvrigt ikke kan ændres.

Det er ingen skam, at ville noget bestemt med sit liv – herunder leve det anderledes end ens forældre. Men det er en skammeligt at omskrive sine egne skridt her i livet på en måde, som får uretfærdigheden til at lyde som noget eviggyldigt.

1. Maj i Fælledparken 2009, originally uploaded by Lars K. Christensen.

Lots of sunshine, red banners and festival atmosphere in Copenhagen. More photos on Flickr.