Museer » christianehoej.dk

MPW #2

Fotografi, Kultur, Museer Ingen kommentarer »

sep 122011

Gazing through a replica of one of Tycho Brahes instruments on the island of Ven. The Tycho Brahe museum is not necessarily exceptional, but it’s nice and easy going – like the rest of this small island, which is sort of a condensed version of any tourist’s dream of the Swedish countryside. Take the ferry for a daytrip around midsummer – but watch out for the yellow bikes.

—-

This is #2 of the Museum Pics of the Week. Please come back in a week to see the next one. Or follow me on Google+.

MPW #1

Fotografi, Kultur, Museer Ingen kommentarer »

sep 042011

This woman is without doubt the most iconic of all museum objects. Ever. Period. We all know her from innumerable reproductions.
Maybe that’s why we feel such an urge to make our own, personal reproduction, when we get close to her in real life? I reproduce, therefore I exist….
I made my reproduction at the Louvre, Paris.

—-

This is #1 of the Museum Pics of the Week. Please come back in a week to see the next one. Or follow me on Google+.

Hvilket Nationalmuseum vil I ha’?

Kultur, Museer, Politik Ingen kommentarer »

aug 262011

D. 24.08. skriver Politiken igen om sikringen på Nationalmuseet. Det fremhæves bl.a., at der fremover vil være færre vagter i museets afdeling i Brede. Det er skidt. Men sikringen er desværre ikke det eneste offer for museets skrantende økonomi. I Brede findes også Nationalmuseets nyeste, faste udstilling, Brede Værk. I den gamle tekstilfabrik fortæller vi om det danske industrisamfunds historie. Her kan man se fabrikkens arbejdere og direktør komme til live i en interaktiv film, midt mellem de store tekstilmaskiner. Man kan prøve arbejdet ved samlebåndet på sin egen krop. Man kan se eksempler på hvordan industrialiseringen forandrede vores hverdag. Og til sidst kan man gi’ sit eget besyv med om industrisamfundets nutid og fremtid – en højst aktuel problemstilling.

Denne store udstilling er kun blevet til virkelighed, fordi velvillige fonde har bevilget et tocifret millionbeløb til etableringen. Driften skal derimod dækkes af museets faste bevilling. Men museet skal spare, så fra starten er åbningstiden indskrænket. Efterfølgende er der afsat et rundt 0 til markedsføring – med det resultat, at publikum udebliver fra en udstilling de aldrig har hørt om. Men så slipper de da for at opdage, at cafeen og butikken nu også er faldet som de seneste ofre for besparelserne.

Nationalmuseet har én million besøgende, plus de mange der følger os på nettet, læser vores publikationer, osv. De forventer kulturhistorisk formidling på et højt fagligt niveau, men også et museum som gør fortiden relevant for nutiden og fremtiden. Det knokler museets mange engagerede medarbejdere dagligt for at leve op til. Desværre må vi opleve, at opgaven bliver sværere og sværere at løfte. Stadig mere tid går med at flytte rundt på de sparsomme midler for at lappe de værste huller. Og som i tilfældet Brede Værk oplever vi, at vores arbejdsindsats undergraves af nye sparekrav.

Museet må selv prioritere, lyder standardsvaret fra politikerne, når de konfronteres med konkrete følger af nedskæringerne. Det kan museet også godt. Eksempelvis kan vi prioritere at holde sikkerheden helt i top. Det vil så blot kræve, at vi skærer endnu mere ned på andre aktiviteter, som f.eks. at udvikle og drive nye og engagerende udstillinger.

Nationalmuseet er nået til det punkt, hvor der ikke blot skæres ind til, men også ind i benet. Diskussionen bør derfor ikke kun handle snævert om sikkerheden på museet. Den bør handle om hele Nationalmuseets fremtid. Skal Danmark fortsat have et Nationalmuseum, som er levende, engageret og relevant for nutidens publikum? Eller skal museet skrue ned for ambitionerne, nedprioritere forskning og formidling, men til gengæld sikre fortiden et trygt liv på lukkede magasiner? Vi kan levere begge dele – men ikke til samme pris.

(Oprindeligt bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken d. 25.08.2011. Dagen efter fulgte Politiken op med dette interview)

Deutsches Auswandererhaus

Historie, Kultur, Museer 2 kommentarer »

nov 042009

7,2 millioner. Så mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men også 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.

For kun fire år siden åbnede Deutsches Auswandererhaus på kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angår, så kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregår gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man står blandt udvandrerne og stirrer på skibssiden der tårner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. På turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare på de spørgsmål som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.

Hvad det andet angår, så får man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog også mulighed for at få andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der årsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.

Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses måske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, så det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.

Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.

Krass Clement på Nivaagaard

Fotografi, Museer Ingen kommentarer »

okt 162009

There is a crack in everything
That’s how the light gets in.

Leonard Cohen

En af mine første fotobøger – hvis ikke den første – er Krass Clements “Byen bag regnen”. Jeg ønskede mig den, og fik den, i julegave i 1988. På det tidspunkt var jeg lige flyttet fra Jylland til Nørrebro, og jeg synes på mange måder Clements billeder afspejlede mit nye kvarter, dets stemning og dets historie, sådan som jeg forestillede mig den.

Det var ikke nødvendigvis sandt. Bl.a. fordi bogens billeder er taget alle mulige steder i byen. Men det var sikkert i Clements ånd: hans billeder er ikke reportage, det er – i ordets egentligste forstand – stemningsbilleder. Det præcise sted og den præcise tid er ikke afgørende. Fortællingen er alt.

Den gang ku’ jeg godt li’ hans billeder. Og så alligevel ikke. For der er, og har altid været, noget flertydigt over Krass Clement. Hans billeder har karakter af overvejelser, snarere end af statements. Og den gang var jeg helt klart mest til statements.

Det har så ændret sig lidt siden. Samtidig er jeg blevet mere og mere fascineret af Clements billeder. Returbilletten til hans univers var først og fremmest “Berlin notat”. Her blander han sine klassiske, melankolske sort/hvide billeder med snapshot-æstetik i farver a la Eggleston. Ikke min kop the i udgangspunktet, men man skal jo være omstillingsparat. Og de små portioner i “Berlin notat” fik lokket mig med på vognen.

Krass Clements univers er ikke et, som man ta’r til sig i ét hug. Så meget desto større er udbyttet, efterhånden som man arbejder sig ind i det. At grundstemningen er i mol, er der ingen tvivl om. For Clement er et billede i sagens natur altid et billede af noget, der har været men ikke er længere. Opbrud, afsked og forgængelighed er aldrig langt væk. “Melankolien og de dybe ar man har på krop og sjæl, bærer man med sig og de går ind i ens arbejde som et vandmærke i papiret, en ridse i negativet” siger han. Men ridserne og revnerne kan også være der hvor lyset kommer ind.

Foto: Krass Clement – fra udstillingens plakat

“Indstillinger” som lige nu vises på Nivaagaard, og som senere går videre til bl.a. Vendsyssel Kunstmuseum, er et retrospektivt udvalg af nogle af Clements billeder. Der er enkelte, ikke tidligere viste fotos i form af natprospekter fra København og nogle store farvefotos fra Vognmandsruten. Der ud over er der tidligere publicerede billeder fra Byen bag regnen, Forandringen, Lydhørt og Novemberrejse. Den eneste virkelige indvending man kan komme med mod udstillingen er, at den ikke er større…

Heldigvis er der lavet et katalog til udstillingen med gengivelse af (vist nok) alle værker i fin kvalitet. Et forbilledligt lille værk i både form og indhold. Ud over to udmærkede essays om Clement – ikke uden indbydelser til modsigelse, men det er jo godt nok – er det bedste et interview med fotografen selv. Han får det sidste ord:

“Egentlig har jeg det svært med farver og andre billedformater, for jeg elsker jo regn og sort-hvid, men synes også jeg har fortalt det. Regnvejr er også meget taknemmeligt i forhold til solskin, ligesom der kan være noget letkøbt i altid at søge sig til dokumentarfotografiets fotogene marginaleksistenser. Tog jeg over og fotograferede ludere i Calcutta, ville det sikkert være spændende for mig selv, eftersom prostitutionsmiljøet altid har fascineret mig. Men jeg tror desværre, at ens kunstneriske ansvar beklageligvis nogle gange ligger et andet sted. Som for eksempel på hovedgaden i Rubjerg”

Photographic value – a comment

Fotografi, Museer Ingen kommentarer »

feb 132009

(Denne post findes kun på engelsk)

Mike Johnston at The Online Photographer (TOP) has written a thoughtful post on the subject: what makes photographs valuable for the future. As usual, the post has caused a lot of comments. The following is my own contribution, as posted on TOP. Please go here to read Mike’s original post and all the other comments.

-//-

What this interesting post and the comments illustrate nicely, is that “value” is not something absolute or intrinsic to an object, but something that is attributed to the object in a certain context. And as the context change, the value may change likewise.

In a market economy, value is often equated with price. However, objects can have value in many other ways. Value is often a function of the story or meaning the object conveys to somebody – be that an individual or a certain group of people.

This is where public museums come into play. Their objective is to find, preserve, exhibit and communicate such objects, which convey stories or meaning of importance to society.

This, I can say from my own personal experience, is not an easy task.

At the Dept. of Modern History, Danish National Museum, where I work, we do collect photographs. However, we seldom accept or reject photos based on their artistic value – and never on the basis of their commercial value.

One of the main aims of the department is to documents changes in people’s daily life throughout the last 350 years. Thus, we have in our collection both the archives of commercial photographers, family albums and personal collections as well as a vast number of “diverse” photos, including such that has been taken by museum staff for documenting purpose.

What is important for us is to gather as much information as possible for each photo. As we ultimately collect objects in order to be able to tell stories of the past, we need as much information about the objects as possible. A photo with no information about who took it, why and when can be useless to us, even if it’s a beautiful example of photographic craftsmanship.

That is also why, that in an ideal world we would collect most of our objects not just from what the public more or less randomly comes to offer us, but as part of carefully planned research programs. This would ensure that we get as much relevant information as possible and that we expand our collections in areas, which are particularly relevant. Unfortunately, we have only very limited funding to do so.

Contemplating how time flies?
Piccolo Mondo restaurant, Malmö, Sweden
8^thFebruary 2009

Looking back at the historical evolvement of photography as a mass medium, from the point of view of a museum, there has and will be different challenges. From the early period of photography, the number of objects to be collected is scarcer and some of them involve at lot of work and expenses, when it comes to preservation and storing. During the mid-20^th century there is a vast increase in the number of objects, since photography becomes accessible for everybody.

But still: as long as taking pictures – even family snapshots – involves a rather lengthy and not especially cheap process of buying the film, taking the picture, having it processed, sorting out the best ones and putting them in an album, there is a great chance that the family album more or less consciously reflects the self-image of its producers: these are the pictures, that the original photographer valued and cherished. This makes such an album a possible source of how people at a certain time and space interpreted their own lives.

With the advance of digital photography, however, the number of pictures has exploded. The process of photographing is now quick and almost free, so there is no reason not to photograph anything that catch your eyes – be it important or not. For the future museum curators, who inherit a collection of digital snapshots, the job of sorting out the meaning of the photos as the photographer’s interpretations of his or her own life becomes much more complicated. What is important here, what is not – and in what sense and context?

There are great challenges ahead, in the area of research methodology and theory.