7,2 millioner. SÃ¥ mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men ogsÃ¥ 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.

For kun fire Ã¥r siden Ã¥bnede Deutsches Auswandererhaus pÃ¥ kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angÃ¥r, sÃ¥ kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregÃ¥r gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man stÃ¥r blandt udvandrerne og stirrer pÃ¥ skibssiden der tÃ¥rner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. PÃ¥ turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare pÃ¥ de spørgsmÃ¥l som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.

Hvad det andet angÃ¥r, sÃ¥ fÃ¥r man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog ogsÃ¥ mulighed for at fÃ¥ andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der Ã¥rsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.

Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses mÃ¥ske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, sÃ¥ det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.

Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.

There is a crack in everything
That’s how the light gets in.

Leonard Cohen

En af mine første fotobøger – hvis ikke den første – er Krass Clements “Byen bag regnen”. Jeg ønskede mig den, og fik den, i julegave i 1988. PÃ¥ det tidspunkt var jeg lige flyttet fra Jylland til Nørrebro, og jeg synes pÃ¥ mange mÃ¥der Clements billeder afspejlede mit nye kvarter, dets stemning og dets historie, sÃ¥dan som jeg forestillede mig den.

Det var ikke nødvendigvis sandt. Bl.a. fordi bogens billeder er taget alle mulige steder i byen. Men det var sikkert i Clements Ã¥nd: hans billeder er ikke reportage, det er – i ordets egentligste forstand – stemningsbilleder. Det præcise sted og den præcise tid er ikke afgørende. Fortællingen er alt.

Den gang ku’ jeg godt li’ hans billeder. Og sÃ¥ alligevel ikke. For der er, og har altid været, noget flertydigt over Krass Clement. Hans billeder har karakter af overvejelser, snarere end af statements. Og den gang var jeg helt klart mest til statements.

Det har sÃ¥ ændret sig lidt siden. Samtidig er jeg blevet mere og mere fascineret af Clements billeder. Returbilletten til hans univers var først og fremmest “Berlin notat”. Her blander han sine klassiske, melankolske sort/hvide billeder med snapshot-æstetik i farver a la Eggleston. Ikke min kop the i udgangspunktet, men man skal jo være omstillingsparat. Og de smÃ¥ portioner i “Berlin notat” fik lokket mig med pÃ¥ vognen.

Krass Clements univers er ikke et, som man ta’r til sig i ét hug. SÃ¥ meget desto større er udbyttet, efterhÃ¥nden som man arbejder sig ind i det. At grundstemningen er i mol, er der ingen tvivl om. For Clement er et billede i sagens natur altid et billede af noget, der har været men ikke er længere. Opbrud, afsked og forgængelighed er aldrig langt væk. “Melankolien og de dybe ar man har pÃ¥ krop og sjæl, bærer man med sig og de gÃ¥r ind i ens arbejde som et vandmærke i papiret, en ridse i negativet” siger han. Men ridserne og revnerne kan ogsÃ¥ være der hvor lyset kommer ind.

Foto: Krass Clement – fra udstillingens plakat

“Indstillinger” som lige nu vises pÃ¥ Nivaagaard, og som senere gÃ¥r videre til bl.a. Vendsyssel Kunstmuseum, er et retrospektivt udvalg af nogle af Clements billeder. Der er enkelte, ikke tidligere viste fotos i form af natprospekter fra København og nogle store farvefotos fra Vognmandsruten. Der ud over er der tidligere publicerede billeder fra Byen bag regnen, Forandringen, Lydhørt og Novemberrejse. Den eneste virkelige indvending man kan komme med mod udstillingen er, at den ikke er større…

Heldigvis er der lavet et katalog til udstillingen med gengivelse af (vist nok) alle værker i fin kvalitet. Et forbilledligt lille værk i bÃ¥de form og indhold. Ud over to udmærkede essays om Clement – ikke uden indbydelser til modsigelse, men det er jo godt nok – er det bedste et interview med fotografen selv. Han fÃ¥r det sidste ord:

“Egentlig har jeg det svært med farver og andre billedformater, for jeg elsker jo regn og sort-hvid, men synes ogsÃ¥ jeg har fortalt det. Regnvejr er ogsÃ¥ meget taknemmeligt i forhold til solskin, ligesom der kan være noget letkøbt i altid at søge sig til dokumentarfotografiets fotogene marginaleksistenser. Tog jeg over og fotograferede ludere i Calcutta, ville det sikkert være spændende for mig selv, eftersom prostitutionsmiljøet altid har fascineret mig. Men jeg tror desværre, at ens kunstneriske ansvar beklageligvis nogle gange ligger et andet sted. Som for eksempel pÃ¥ hovedgaden i Rubjerg”

(Denne post findes kun på engelsk)

Mike Johnston at The Online Photographer (TOP) has written a thoughtful post on the subject: what makes photographs valuable for the future. As usual, the post has caused a lot of comments. The following is my own contribution, as posted on TOP. Please go here to read Mike’s original post and all the other comments.

 -//-

What this interesting post and the comments illustrate nicely, is that “value” is not something absolute or intrinsic to an object, but something that is attributed to the object in a certain context. And as the context change, the value may change likewise.

In a market economy, value is often equated with price. However, objects can have value in many other ways. Value is often a function of the story or meaning the object conveys to somebody – be that an individual or a certain group of people.

This is where public museums come into play. Their objective is to find, preserve, exhibit and communicate such objects, which convey stories or meaning of importance to society.

This, I can say from my own personal experience, is not an easy task.

At the Dept. of Modern History, Danish National Museum, where I work, we do collect photographs. However, we seldom accept or reject photos based on their artistic value – and never on the basis of their commercial value.

One of the main aims of the department is to documents changes in people’s daily life throughout the last 350 years. Thus, we have in our collection both the archives of commercial photographers, family albums and personal collections as well as a vast number of “diverse” photos, including such that has been taken by museum staff for documenting purpose.

What is important for us is to gather as much information as possible for each photo. As we ultimately collect objects in order to be able to tell stories of the past, we need as much information about the objects as possible. A photo with no information about who took it, why and when can be useless to us, even if it’s a beautiful example of photographic craftsmanship.

That is also why, that in an ideal world we would collect most of our objects not just from what the public more or less randomly comes to offer us, but as part of carefully planned research programs. This would ensure that we get as much relevant information as possible and that we expand our collections in areas, which are particularly relevant. Unfortunately, we have only very limited funding to do so.

Contemplating how time flies?
Piccolo Mondo restaurant, Malmö, Sweden
8^th February 2009

Looking back at the historical evolvement of photography as a mass medium, from the point of view of a museum, there has and will be different challenges. From the early period of photography, the number of objects to be collected is scarcer and some of them involve at lot of work and expenses, when it comes to preservation and storing. During the mid-20^th century there is a vast increase in the number of objects, since photography becomes accessible for everybody.

But still: as long as taking pictures – even family snapshots – involves a rather lengthy and not especially cheap process of buying the film, taking the picture, having it processed, sorting out the best ones and putting them in an album, there is a great chance that the family album more or less consciously reflects the self-image of its producers: these are the pictures, that the original photographer valued and cherished. This makes such an album a possible source of how people at a certain time and space interpreted their own lives.

With the advance of digital photography, however, the number of pictures has exploded. The process of photographing is now quick and almost free, so there is no reason not to photograph anything that catch your eyes – be it important or not. For the future museum curators, who inherit a collection of digital snapshots, the job of sorting out the meaning of the photos as the photographer’s interpretations of his or her own life becomes much more complicated. What is important here, what is not – and in what sense and context?

There are great challenges ahead, in the area of research methodology and theory.

Bygning 4 er den tidligere farverihal i Brede Klædefabrik. Klædefabrikken er nu en del af Nationalmuseet, og bygningen er under renovering til den kommende udstilling om industrisamfundets kulturhistorie, som åbner i maj 2009.

Jeg har en særlig veneration for bygning 4. Dels fordi det er en smuk industribygning i sig selv med en interessant historie. Dels fordi jeg er ansvarlig for indholdet i denne del af udstillingen. I samarbejde med kolleger på museet, udstillingsarkitekter og filmfolk vil bygning 4 blive genskabt som tekstilfabrik, levendegjort gennem udstrakt brug af video, lys og lyd.

Håndholdt optagelse på 1/30 sek. med Pentax K10D og Sigma 18-50 2.8 EX. Cross-process effekt tilføjet i Photoshop.

Det kulturhistoriske museum skaber forstÃ¥else af fortiden gennem sine genstande. Denne forstÃ¥else vokser imidlertid ikke automatisk ud af genstandene – den skabes gennem fortolkning. Museet foretager en sÃ¥dan fortolkning, og stiller den til rÃ¥dighed for offentligheden. I dette arbejde er museet forpligtet af de regler som gælder for den videnskabelige diskurs, herunder Ã¥benhed og selvkritik. Kun pÃ¥ denne mÃ¥de kan museet fremstÃ¥ med troværdighed i sin formidling.

Men museologien mÃ¥ ogsÃ¥ forholde sig til den anden del af museernes dobbelte rolle: den formende. Nogle vil mÃ¥ske mene, at vi dermed bevæger os over i det normative, og at museet som offentlig institution bør holde sig fri af den slags. Men fordi museet altid eksisterer i en nutids kontekst, sÃ¥ kan det ikke frasige sig sin formende rolle. Det er ikke nødvendigvis museets opgave som institution at udøve samfundskritik. Men det er som minimum museets forpligtelse at være en relevant resurse for borgerne i deres individuelle og kollektive kulturelle praksis – herunder ogsÃ¥ en samfundskritisk praksis….

Læs mere i Fra det mugne liv, et essay om kulturkritik og museer. Oprindeligt skrevet til Nils Bredsdorff og Niels Finn Christiansen (red.): Det kritiske blik – festskrift til Morten Thing. Tiderne skifter, København 2005.

Forleden dag lagde jeg vejen forbi Kunstindustrimuseet, hvis butik holder bogudsalg. Resultatet var bl.a. Elliot Erwitts Museum Watching. Bogen rummer fotografier fra museer i en række forskellige lande, optaget gennem et halvt århundrede.

Jeg har muligvis en erhvervsbetinget fetich for museer, som gør mig særlig modtagelig for motivvalget. Men jeg synes simpelthen det er en charmerende bog. Erwitts billeder af museumsgæster som betragter, undrer sig, diskuterer og morer sig er nogle gange tankevækkende, andre gange pudsige – men aldrig ligegyldige. Stilen er lang hen ad vejen klassisk street-photography nÃ¥r det er bedst, men her flyttet ind pÃ¥ museernes bonede gulve.

Den tekniske kvalitet er upåklagelig, som det som regel er tilfældet med fotobøger fra Phaidon.

Elliott Erwitt: Museum Watching.
Phaidon, London 1999.
160 sider. 150 kr. på udsalg.