This woman is without doubt the most iconic of all museum objects. Ever. Period. We all know her from innumerable reproductions.
Maybe that’s why we feel such an urge to make our own, personal reproduction, when we get close to her in real life? I reproduce, therefore I exist….
I made my reproduction at the Louvre, Paris.
—-
This is #1 of the Museum Pics of the Week. Please come back in a week to see the next one. Or follow me on Google+.
D. 24.08. skriver Politiken igen om sikringen på Nationalmuseet. Det fremhæves bl.a., at der fremover vil være færre vagter i museets afdeling i Brede. Det er skidt. Men sikringen er desværre ikke det eneste offer for museets skrantende økonomi. I Brede findes også Nationalmuseets nyeste, faste udstilling, Brede Værk. I den gamle tekstilfabrik fortæller vi om det danske industrisamfunds historie. Her kan man se fabrikkens arbejdere og direktør komme til live i en interaktiv film, midt mellem de store tekstilmaskiner. Man kan prøve arbejdet ved samlebåndet på sin egen krop. Man kan se eksempler på hvordan industrialiseringen forandrede vores hverdag. Og til sidst kan man gi’ sit eget besyv med om industrisamfundets nutid og fremtid – en højst aktuel problemstilling.
Denne store udstilling er kun blevet til virkelighed, fordi velvillige fonde har bevilget et tocifret millionbeløb til etableringen. Driften skal derimod dækkes af museets faste bevilling. Men museet skal spare, så fra starten er åbningstiden indskrænket. Efterfølgende er der afsat et rundt 0 til markedsføring – med det resultat, at publikum udebliver fra en udstilling de aldrig har hørt om. Men så slipper de da for at opdage, at cafeen og butikken nu også er faldet som de seneste ofre for besparelserne.
Nationalmuseet har én million besøgende, plus de mange der følger os på nettet, læser vores publikationer, osv. De forventer kulturhistorisk formidling på et højt fagligt niveau, men også et museum som gør fortiden relevant for nutiden og fremtiden. Det knokler museets mange engagerede medarbejdere dagligt for at leve op til. Desværre må vi opleve, at opgaven bliver sværere og sværere at løfte. Stadig mere tid går med at flytte rundt på de sparsomme midler for at lappe de værste huller. Og som i tilfældet Brede Værk oplever vi, at vores arbejdsindsats undergraves af nye sparekrav.
Museet må selv prioritere, lyder standardsvaret fra politikerne, når de konfronteres med konkrete følger af nedskæringerne. Det kan museet også godt. Eksempelvis kan vi prioritere at holde sikkerheden helt i top. Det vil så blot kræve, at vi skærer endnu mere ned på andre aktiviteter, som f.eks. at udvikle og drive nye og engagerende udstillinger.
Nationalmuseet er nået til det punkt, hvor der ikke blot skæres ind til, men også ind i benet. Diskussionen bør derfor ikke kun handle snævert om sikkerheden på museet. Den bør handle om hele Nationalmuseets fremtid. Skal Danmark fortsat have et Nationalmuseum, som er levende, engageret og relevant for nutidens publikum? Eller skal museet skrue ned for ambitionerne, nedprioritere forskning og formidling, men til gengæld sikre fortiden et trygt liv på lukkede magasiner? Vi kan levere begge dele – men ikke til samme pris.
(Oprindeligt bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken d. 25.08.2011. Dagen efter fulgte Politiken op med dette interview)
Anders Brevik følte sin eksistens truet af den kulturløse multikulturalisme, skriver Sørine Gotfredsen i Berlingskes kronik d. 29.7. Derfor greb han til ”konkrete midler” for at ”udrydde ideologien om mennesket som et abstrakt væsen, der ikke er afgørende forbundet med kulturelle og religiøse rødder.”
Forkert, Gotfredsen. Brevik myrdede 77 konkrete mennesker. Nogle af dem børn ned til 14-15 år. Alle sammen mennesker med navne, med et liv. Men Brevik myrdede dem ikke fordi han kendte dem. For ham var de bare symboler på det han var imod. Brevik myrdede for et princip, for en ideologi.
Det er ikke tilhængerne af multikulturalismen, hvad det så end er, der reducerer mennesket til en abstraktion. Det er dig, og de helte du opremser i din kronik. For jer er mennesket ikke først og fremmest et individ, med tanker, evner og vilje, men alene et produkt af sin kultur. Og kulturen er for jer noget konstant og uforandeligt: siden år 1100 har der gået et jerntæppe mellem den gode kultur og den dårlige. Som en karikatur af Grundtvig vrænger i: først kristen, siden menneske.
Både som individer og som samfund har vi en kulturarv. Men det er ikke en støbeform, som alting skal presses ind i, eller en målestok som præster og imamer skal bruge til at dømme individer inde eller ude. De kulturelle rødder er en resurse vi kan gøre brug af i vores liv, og kulturen sættes i spil og forandres i mødet med erfaringen.
Den kristen-nationale monokultur, som du og ligesindede forsøger at stampe op af jorden, er derimod en abstrakt konstruktion. Den er ubrugelig og umuligt at orientere sig efter, i en verden som bliver stadig mere dynamisk, kompleks og global. De der forsøger, ender med at opbygge megalomane fjendebilleder. På den led er der en stærk parallel mellem jer og de islamiske fundamentalister.
Det er netop sådanne fjendebilleder, hvor verden opdeles i et absolut godt og et absolut ondt, mens mennesker reduceres til abstrakte bærere af det ene eller det andet, der legitimerer terrorismen. Selv skriver du ikke et eneste medfølende ord om ofrene, men konstaterer at Anders Breviks rationale står ”lysende tilbage”. Nej det gør ikke – det er lige så forkert og formørket som Sørine Gotfredsens.
(Oprindeligt bragt som debatindlæg i Berlingske Tidende d. 2.8. 2011)
7,2 millioner. Så mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men også 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.
For kun fire år siden åbnede Deutsches Auswandererhaus på kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angår, så kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregår gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man står blandt udvandrerne og stirrer på skibssiden der tårner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. På turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare på de spørgsmål som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.
Hvad det andet angår, så får man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog også mulighed for at få andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der årsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.
Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses måske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, så det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.
Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.
Hvis man tager til det sted i Jylland, hvor jeg er født og opvokset, og fortsætter ca. 150 km. mod nord kommer man til Rubjerg. Det har Krass Clement gjort. Og han har gjort det i november. Det kan jo tage pippet fra enhver…
Ved første gennemsyn er “Novemberrejse” lige i øjet. Vindblæste gader. Rutebilen til nowhere. Tom tankstation. Folk der søger lys inde i husene. I Krass Clements sædvanlige, lidt nonchalante stil. Som gode, gamle Cartier Bresson sagde det: skarphed er en småborgerlig norm. Stemning frem for komposition.
Og stemning er der virkelig masser af i “Novemberrejse”. Men ved nærmere eftertanke: hvilken stemning? Er det altid mørkt og blæsende i Jylland? Er alle jyder enten knarvorne eller kitschede? Er det kun børnene, som er for små til at vide bedre, som kan grine?
Krass Clements billeder er ikke løgn. Tværtimod er de uhyggeligt sande. De er bare ikke hele sandheden. Men sådan er kunsten jo. Der findes enkelte billeder i “Novemberrejse”, som efter min mening nærmer sig kliché. Men der er endnu flere, som er både indfølte og afsøgende. Og som derfor vækker både nysgerrighed og komplekse følelser. Måske er der flere nuancer i den jyske provins end ved første øjekast?
Dagen i dag er en vigtig mærkedag i Danmarkshistorien. D. 6. februar 1880 vedtog Rigsdagen nemlig ved lov at indføre en fælles tid for hele Danmark.
Gennem århundrede havde man fastlagt den lokale tid, så klokken var 12 når solen stod højest på himlen. Det betød i praksis, at der var mere end et kvarters forskel på hvornår klokken var 12 på Bornholm og i Vestjylland.
I løbet af 1800-tallet udviklede både transport- og kommunikationsmidler sig voldsomt. Og så blev det efterhånden upraktisk, at tiden ikke var den samme over hele landet. Det skabte især forvirring for togpassagererne. Jernbaneselskaberne havde hovedkvarter i København, og køreplanerne var skrevet ud fra Københavnsk tid. Hvis en togpassager i f.eks. Århus ikke var opmærksom på dette, ville toget været kørt når han eller hun troppede op på perronen.
Også landets præster var bekymrede. Siden Christian d. V’s Danske Lov havde det nemlig været bestemt, at kirkens klokker skulle ringe efter den lokale soltid. Men efterhånden som folk i stigende grad fandt det mere praktisk at indrette sig efter ”Københavnsk tid” opstod der mange steder forvirring om, hvilken tid der gjaldt for gudstjenesterne.
Med loven i 1880 blev det så lagt fast, at klokken var 12 i hele Danmark, når solen stod højest på himlen over København.
Ur fra Aktieselskabet Dansk Normal Tid, formentlig fra 1890′erne.
Dansk Normal Tid leverede ure til bl.a. Københavns Sporveje og andre offentlige formål. Urene blev stillet automatisk tre gange om dagen fra firmaets central.
Uret kan se på den kommende udstilling “Brede Værk -
museum for industrikultur”, hvor tiden som tema optræder i flere sammenhænge.
Problemet med en ensartet tidsregning var dog ikke kun nationalt, men også internationalt. På en international kongres i 1884 blev det besluttet at inddele Jorden i 24 tidszoner, parallelt med længdegraderne. Forskellen i tid var således en time mellem hver zone, mens områder indenfor samme zone havde samme tid. Udgangspunktet var datidens mest prestigefyldte astronomiske institution: observatoriet i Greenwich i England. Tiden ethvert sted på kloden kunne herefter angives som middel-soltiden i Greenwich (GMT) plus eller minus et antal timer.
Danmark tilsluttede sig dette system d. 1.januar 1894. For at vi kunne komme i takt med Greenwich måtte tiden igen justeres med knap 10 minutter, en gang for alle. Siden da har Dansk Normal Tid været lig med GMT minus 1 time.
Den tekniske udvikling har imidlertid gennem det 20. århundrede medført behov for stadig mere præcis koordinering af tiden. I jagten på præcise tidsmålinger indførte man i 1967 en ny, international definition af et sekund. Den er ikke baseret på målinger af solen, men på svingninger i et cæsium-atom – populært kaldet atomtiden.
Der findes således nu to parallelle tids-systemer: dels et som er baseret på astronomiske observationer, stadigt populært kaldet GMT, dels et som er baseret på atomtid, kaldet UTC. Mens atomtiden er uhyre konstant, så varierer jordens rotation faktisk en lille bitte smule, således at den astronomiske tid ikke er fuldstændig konstant. Derfor må man med skiftende mellemrum indføre et skudsekund i UTC for at forhindre, at den bevæger sig for langt væk fra GMT.
Det diskuteres nu internationalt om man på et tidspunkt helt skal droppe soltiden og gå over til atomtid alene. Det vil give en mere entydig og nøjagtigt tidsregning. Og nøjagtig måling og koordinering af tiden er en afgørende forudsætning for en lang række teknologier, som det moderne samfund tager for givet.
Men det vil også endegyldigt gøre det af med menneskenes ældgamle tradition for at forstå tiden i relation til himmellegemerne. At tiden kan måles gennem svingninger i et cæsium-atom er vel til at forstå på det abstrakte plan. Men det er mindre fysisk nærværende og langt fra så umiddelbart, intuitivt forståeligt som solens vandring over himlen.
Tiden går måske nok af sig selv. Men hvordan den går, er i sidste ende noget vi mennesker beslutter.
(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)
Seneste kommentarer