It is only about 4 years ago, that Deutsches Auswandererhaus was opened as a museum of emigration, in the port of Bremerhaven. A visit to the museum allows you to follow in the footsteps of the emigrants: from the impressive re-creation of a pier with steamship ready to be boarded, through the steerages and cabins of the ships to the landing at Ellis Island, New York.

With the use of an active ticket you will also be able to follow the destiny of a selected emigrant. And in the beautiful “archive-room” you will learn about reasons for emigration in different periods, as well as be able to look into the file cabinets for histories of real emigrants.

Should you happen to be in the vicinity, the emigration museum is definitely worth a detour.

At first sight “Novemberrejse” is right at the spot. Windy streets. A bus to nowhere.  An empty gas station. People, hiding away in their houses. All in the usual, nonchalant style of Krass Clement. As good, old Cartier Bresson said: sharpness is a bourgeois concept. Atmosphere before formal composition.

There is plenty of atmosphere in “Novemberrejse”. But on a second thought: what kind of atmosphere? Is it always dark and windy in Jutland? Is everybody who lives there either grumpy or kitschy? Is it only the children, who don’t know better, that can smile?

Krass Clements pictures are not lying. They are frightfully true. But they are not the whole truth either. That’s how art is. There are some shots in “Novemberrejse” which, to my mind, borders on the cliché. But there are even more, that are sensitive and explorative. And for that reason evokes both curiosity and complex feelings. Maybe there are more to life in Jutland than meets the eye?

Dagen i dag er en vigtig mærkedag i Danmarkshistorien. D. 6. februar 1880 vedtog Rigsdagen nemlig ved lov at indføre en fælles tid for hele Danmark.
Gennem århundrede havde man fastlagt den lokale tid, så klokken var 12 når solen stod højest på himlen. Det betød i praksis, at der var mere end et kvarters forskel på hvornår klokken var 12 på Bornholm og i Vestjylland.
I løbet af 1800-tallet udviklede både transport- og kommunikationsmidler sig voldsomt. Og så blev det efterhånden upraktisk, at tiden ikke var den samme over hele landet. Det skabte især forvirring for togpassagererne. Jernbaneselskaberne havde hovedkvarter i København, og køreplanerne var skrevet ud fra Københavnsk tid. Hvis en togpassager i f.eks. Århus ikke var opmærksom på dette, ville toget været kørt når han eller hun troppede op på perronen.
Også landets præster var bekymrede. Siden Christian d. V’s Danske Lov havde det nemlig været bestemt, at kirkens klokker skulle ringe efter den lokale soltid. Men efterhånden som folk i stigende grad fandt det mere praktisk at indrette sig efter ”Københavnsk tid” opstod der mange steder forvirring om, hvilken tid der gjaldt for gudstjenesterne.
Med loven i 1880 blev det så lagt fast, at klokken var 12 i hele Danmark, når solen stod højest på himlen over København.

Ur fra Aktieselskabet Dansk Normal Tid, formentlig fra 1890′erne.
Dansk Normal Tid leverede ure til bl.a. Københavns Sporveje og andre offentlige formål. Urene blev stillet automatisk tre gange om dagen fra firmaets central.
Uret kan se på den kommende udstilling “Brede Værk -
museum for industrikultur”, hvor tiden som tema optræder i flere sammenhænge.

Problemet med en ensartet tidsregning var dog ikke kun nationalt, men også internationalt. På en international kongres i 1884 blev det besluttet at inddele Jorden i 24 tidszoner, parallelt med længdegraderne. Forskellen i tid var således en time mellem hver zone, mens områder indenfor samme zone havde samme tid. Udgangspunktet var datidens mest prestigefyldte astronomiske institution: observatoriet i Greenwich i England. Tiden ethvert sted på kloden kunne herefter angives som middel-soltiden i Greenwich (GMT) plus eller minus et antal timer.
Danmark tilsluttede sig dette system d. 1.januar 1894. For at vi kunne komme i takt med Greenwich måtte tiden igen justeres med knap 10 minutter, en gang for alle. Siden da har Dansk Normal Tid været lig med GMT minus 1 time.
Den tekniske udvikling har imidlertid gennem det 20. århundrede medført behov for stadig mere præcis koordinering af tiden. I jagten på præcise tidsmålinger indførte man i 1967 en ny, international definition af et sekund. Den er ikke baseret på målinger af solen, men på svingninger i et cæsium-atom – populært kaldet atomtiden.
Der findes således nu to parallelle tids-systemer: dels et som er baseret på astronomiske observationer, stadigt populært kaldet GMT, dels et som er baseret på atomtid, kaldet UTC. Mens atomtiden er uhyre konstant, så varierer jordens rotation faktisk en lille bitte smule, således at den astronomiske tid ikke er fuldstændig konstant. Derfor må man med skiftende mellemrum indføre et skudsekund i UTC for at forhindre, at den bevæger sig for langt væk fra GMT.
Det diskuteres nu internationalt om man på et tidspunkt helt skal droppe soltiden og gå over til atomtid alene. Det vil give en mere entydig og nøjagtigt tidsregning. Og nøjagtig måling og koordinering af tiden er en afgørende forudsætning for en lang række teknologier, som det moderne samfund tager for givet.
Men det vil også endegyldigt gøre det af med menneskenes ældgamle tradition for at forstå tiden i relation til himmellegemerne. At tiden kan måles gennem svingninger i et cæsium-atom er vel til at forstå på det abstrakte plan. Men det er mindre fysisk nærværende og langt fra så umiddelbart, intuitivt forståeligt som solens vandring over himlen.
Tiden går måske nok af sig selv. Men hvordan den går, er i sidste ende noget vi mennesker beslutter.

(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)

Tidligere i år udkom bogen “Der er et yndigt land” med Villy Søvndal og Lene Espersen. De to turede sammen landet rundt for at lede efter danskheden. Bogen er en opsamling af deres diskussioner.

For at promovere bogen oprettede forlaget web-stedet www.leneogvilly.dk. Her kan man plante sit flag et sted i Danmark og skrive sit eget bud på, hvad der er særligt dansk. Det gjorde jeg så: jeg rejste et lille Dannebrog midt i Nørrebros Rabarberkvarter og skrev den lille tekst, som er gengivet nedenfor.

Til min overraskelse vandt min tekst hovedpræmien som “det skarpeste” bud på danskheden. Sig så ikke, at man ikke kan vinde noget på nettet

Danskhed – det er noget vi skaber

Danskheden er ikke noget, der falder ned fra himlen eller vokser op af mulden. Dagens danskhed er resultatet af de valg, som generationer før os har truffet – og på samme måde vil de valg vi træffer i dag, være afgørende for fremtidens danskhed.

I 1879 fødtes en pige ved navn Dagmar i Rabarberkvarteret på Nørrebro i København. Rabarberkvarteret var den gang et fattigkvarter, som dem vi i dag finder rundt om den 3. verdens storbyer. Dagmars mor var eneforsørger. Hendes indtægter kom dels fra tilfældige rengøringsjob, dels fra den fornedrende fattighjælp, som medførte tab af borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeretten. Det sidste kunne dog være lige meget, da kvinderne alligevel ikke havde stemmeret. Varm mad fik man stort set aldrig, tøjet blev købt hos marskandiseren, og Dagmar fik sit første par rigtige sko, da hun skulle konfirmeres.

Dagmar måtte tidligt hjælpe til med at forsørge familien. Hun startede med byplads som 10-årig, og et par år senere fik hun plads på landet, hvor arbejdstiden var fra 5 morgen til 10 aften. I 1901 blev Dagmar gift. Manden, som var arbejdsmand, var ofte uden arbejde. Så Dagmar måtte vaske og gøre rent for andre, samtidig med at hun passede sine 3 små børn. Ofte havde manden drukket den sparsomme løn op, inden han nåede hjem til familien.

I 1907 havde Dagmar endelig fået nok og lod sig separere. Med hjælp fra sin søster fik hun arbejde på en tekstilfabrik. Nu tog hendes liv en ny drejning. Dagmar blev medlem af Tekstilarbejderforbundet, og brugte bl.a. noget af sin sparsomme fritid til at gå til bal i fagforeningen. Men hun begyndte også at agitere blandt sine kolleger, for at få dem til at organisere sig. På det tidspunkt udgjorde de organiserede arbejdere kun et mindretal, og det var ikke ualmindeligt at de blev fyret eller på anden måde chikaneret.

Men Dagmar blev mere og mere optaget af det faglige arbejde og fik efterhånden flere tillidsposter. Dagmar var optaget af oplysningsarbejdet. Hun arrangerede studiekredse, og deltog selv i kurser på den højskole som arbejderbevægelsen fik oprettet i Roskilde. Efterhånden som fagbevægelsen blev stærkere, blev arbejdsforholdene i industrien gradvist bedre. I 1932 lykkedes det så endelig arbejderbevægelsen at få gennemført retten til 8 dages ferie. For første gang i sit liv kunne Dagmar holde ferie – bl.a. rejste hun så langt som til Paris med Dansk Folkeferie. Samtidig med at hun passede sit arbejde og var faglig aktiv, lykkedes det Dagmar at sikre sine børn en bedre barndom end den hun selv havde haft. Alle tre sønner kom i lære, og fik gode jobs. Da Dagmar i en alder af omkring 70 år ser tilbage på sit liv, skriver hun: “Når jeg tænker på forskellen til min barndom og ungdom, så har vi meget at være glade for”.

Gennem hundreder af år var det i Danmark en indlysende selvfølge for de fleste, at der var forskel på mennesker: nogle var rige og nogle fattige. Nogle havde magt og andre måtte adlyde. I 1849 fik Danmark sin grundlov. Men “folkestyret” var stærkt indskrænket: det gjaldt kun for velhavende, midaldrende mænd. Blandt den nye klasse af arbejdere rumlede den tanke, at demokratiet skulle være for alle: “Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder”. Det var en radikal parole i et samfund, hvor de der arbejdede sjældent havde indflydelse, og de der havde magt sjældent behøvede at arbejde. Gennem det 20. århundrede blev der i Danmark skabt en velfærdsstat, som ikke er perfekt men som vi dog langt hen ad vejen kan være stolte af. Indtil for få år siden havde Danmark et internationalt ry, som et land der påtog sig sin del af det globale ansvar for udvikling og fredsskabelse.

Sådan var danskheden. Ikke fordi vi danskere er født bedre eller klogere end nogen som helst andre. Men fordi nogle af os havde visioner om, at sådan et land ville de gerne leve i. Hvordan ser fremtidens danskhed så ud? Kan vi se os selv i spejlet og være stolte over den retning vi skabte for Danmark, når vores børn ser tilbage på os? Vil vi stå som landet, hvor få har for meget og færre for lidt? Som et åbent, tolerant og solidarisk land? Eller som den lille ravnekrog, hvor vi hygger os i smug, pudser vore guldhorn og besynger vore gravhøje mens fanden tager den store verden? Det er det afgørende: spørg ikke dit land hvad danskhed er – spørg dig selv, hvilken danskhed du ønsker for dit land!

In an article on the 3^rd of October, the newspaper Politiken writes about an upcoming exhibition in the Barbican Art Gallery in London. The exhibition is supposed to shed new light on the old discussion about Robert Capas famous photo the fallen soldier: is it a fake or not?

The falling soldier, Cerro Muriano, 5. september 1936
Photo: Robert Capa
© Cornell Capa

Unfortunately, the article is not very helpful for those of us interested in photo-history. It says that “new negatives” will be exhibited. That sounds interesting, since it was announced at the beginning of 2008 that some new Capa-negatives was found in the so-called “Mexican suitcase“.  However, the article goes on by saying that the person who “dug out” the negatives from the archives is Richard Whelan, the author of a well-known Capa biography.  Since Whelan died 1½ year ago (which the newspaper doesn’t seem to have noticed), the evidence can hardly be newer than that – and thus not from the “Mexican suitcase”. In fact, from an interview with the curator, it seems like the exhibition will be much in line with the claims about the authenticity of the fallen soldier, which Whelan made in his well known 2002 article on the subject.

In an effort to bring the story up to date, the newspaper interviews a photographer, a photo-editor and a lecturer in media science about their views. Unfortunately, this part end up as it often does: pro or against Capa and his moral validity.

The photographer, Jan Grarup, dismisses Capa totally as being a charlatan. Instead, he points to the soviet war-photographer Jevgenij Khaldei as an example of a lesser known, but much better photographer.  Jan Grarup is an eminent photographer, but in this case I think he is mistaken. It’s a bit ironic that he mentions Khaldei. No doubt he was a great photographer, who deserves to be remembered. But his most well known photo, that of two soldiers waving the red banner on top of the German Reichstag in May 1945, is in fact known to both staged and retouched.

Soviet flag over the Reichstag, 2 May 1945
Photo: Jevgenij Khaldei
© Sammlung Ernst Volland / Heinz Krimmer

More to the point: when we discuss pictures that are 60-70 years old, we must take into account that they are historical artifacts and take that context into consideration. When the first war photographs were taken, they were all staged – if not for anything else than for the simple reason of cameras being very slow and bulky. What we today consider as modern press photography was born in the inter-war period. It was aided by new, smaller and faster cameras as well as the boom in illustrated magazines. But in the end, it was the photographers – Capa, Khaldei and lots of others – who created and defined the new genre by what they actually did.

Granted, today there are press photographers who has lost their career do to photo manipulations that seems much more insignificant than the staging done by Capa and Khaldei. The rules have changed – and this, to my mind, is OK. But the interesting thing about Capa and Khaldei is not to use them to confirm what we suppose to be out present high moral stands. The interesting thing is to see them and their colleagues as historical figures in the gradual creation of modern press photo.

(The English version of this post is slightly shortened compared to the Danish version)

Traditionally, Bakkens Hvile closes the season with a grand show on the evening of the last Saturday in August. Here are a few pictures, for those of you who couldn’t make it yourself:

Det kulturhistoriske museum skaber forståelse af fortiden gennem sine genstande. Denne forståelse vokser imidlertid ikke automatisk ud af genstandene – den skabes gennem fortolkning. Museet foretager en sådan fortolkning, og stiller den til rådighed for offentligheden. I dette arbejde er museet forpligtet af de regler som gælder for den videnskabelige diskurs, herunder åbenhed og selvkritik. Kun på denne måde kan museet fremstå med troværdighed i sin formidling.

Men museologien må også forholde sig til den anden del af museernes dobbelte rolle: den formende. Nogle vil måske mene, at vi dermed bevæger os over i det normative, og at museet som offentlig institution bør holde sig fri af den slags. Men fordi museet altid eksisterer i en nutids kontekst, så kan det ikke frasige sig sin formende rolle. Det er ikke nødvendigvis museets opgave som institution at udøve samfundskritik. Men det er som minimum museets forpligtelse at være en relevant resurse for borgerne i deres individuelle og kollektive kulturelle praksis – herunder også en samfundskritisk praksis….

Læs mere i Fra det mugne liv, et essay om kulturkritik og museer. Oprindeligt skrevet til Nils Bredsdorff og Niels Finn Christiansen (red.): Det kritiske blik – festskrift til Morten Thing. Tiderne skifter, København 2005.