For nogen tid siden skrev jeg om hvordan man får mest muligt ud af sin Android-telefon som arbejdsredskab. Siden har jeg gjort nogle flere erfaringer, så her er version 2 af samme historie. Scenariet er stadigvæk det samme: Android-telefonen skal arbejde sammen med et windows 7 miljø på mine PC’er, og e-post via både Exchange og IMAP. Målet er, at få så meget som muligt af PC-arbejdspladsen komprimeret og vredet ned i det lille dyr i lommen.

Som nævnt har jeg mindst tre forskellige PC’er som jeg jævnlig arbejder ved: min stationære på kontoret, min stationære derhjemme og min bærbare. I den bedste af alle verdener er der automagisk fri adgang til samme data fra dem alle tre, uden jeg skal huske at jonglere med USB-stick’s, sende dokumenter CC til mig selv med e-post og andre prokuratorkneb. I den ligning skal Android telefonen så også passes ind: det jeg har adgang til på PC’erne skal jeg også ha’ adgang til på telefonen.

Jeg er der ikke helt endnu – men et pænt stykke ad vejen. Nøgleordet er cloud-computing. Det er nørd-slang, som dækker over, at data ikke ligger på PC’en på skrivebordet, og derfor kun er tilgængeligt på én maskine, men at de ligger på en server ”ude i skyen”, hvorfra de kan tilgås fra enhver netopkoblet PC. Eksempel: Kalenderen i MS Outlook findes i udgangspunktet kun på din egen PC. Du kan kun bruge den, når du sidder foran PC’en. En Google kalender ligger på en server. Den kan bruges fra en hvilken som helst net-opkoblet computer. En smartphone er i virkeligheden ikke en telefon, men en permanent netopkoblet mini-computer. Derfor er den et ideelt redskab til cloud-computing.

Det var principperne. Nu bliver det konkret.

Jeg har mulighed for at tilgå min e-post og min kalender på arbejdet via Exchange ActiveSync. Det kan Androids eget e-post og kalender-program fint håndtere, så kan man nøjes med det er det bare at indtaste servernavn og adgangskoder, så er man kørende. Jeg har imidlertid den fikse idé, at jeg vil ha’ både min arbejdsrelaterede og min private post og aftaler på telefonen, så jeg kun skal kigge et sted for at holde mig opdateret. Til gengæld vil jeg så også ha’ både min e-post og mine aftaler mærket med forskellige farver, så jeg hurtigt kan se om det er arbejde, privat, mm. Sådan er jeg så krævende……

Enhanced Email er en e-post klient, som både kan koble op til Exchange og til en IMAP-postserver. Det sidste er vigtigt, for mine private e-post konti ligger på sådan en. EE er langt fra den mest avancerede e-post klient. Men den gør det den skal, på en nem og overskuelig måde. Eksempelvis kan man få al sin e-post vist i samme indbakke, men med farvekodning efter type. Blot mangler der en god widget – men det kan jo komme…

Via EE kan jeg også synk’e min kalender på Androiden med Exchange. Igen fint nok, hvis jeg kun har en type aftaler i min kalender. Men jeg har altså også den her fikse idé om, at jeg vil ha’ alle aftaler i samme kalender – igen i forskellige farver efter type. Løsningen er, kort fortalt, at benytte Google kalender som centrum. Den synk’er direkte med kalenderen på min telefon. På hver af mine PC’er har jeg så installeret et lille tilføjelsesprogram til Outlook, kaldet gSyncit, som synk’er hver enkelt Outlook-kalender med Google kalenderen. gSyncit har en masse muligheder og kan være lidt omstændeligt at sætte op – men når først det er gjort kører det. Bortset fra når det ikke gør. Men så kommer der som regel hurtigt en opdatering, og så kører det igen.

En kalender skal naturligvis være overskuelig og nem at indtaste nye aftaler i. Det synes jeg ikke helt den der er indbygget i telefonen lever op til. Et godt alternativ er Business Calendar. Den har en god brugergrænseflade, og der følger et stort udvalg af widgets med, så man hele tiden kan få vist sine aktuelle aftaler startsiden, uden at skulle åbne kalenderen.

Med gSyncit kan man i øvrigt også synk’e sin opgave-liste fra Outlook til Google kalender og omvendt. Installerer man så applikationen gTasks på sin telefon, kan man synkronisere med den også: opgaver, man har tastet ind på sin PC dukker automatisk op på telefonen og omvendt. Og – suprise!  – sorteret i farve efter type og med evt. påmindelser.

Jeg kæmper en daglig kamp for at holde mit skrivebord fri for små, gule sedler og stabler af A4-ark. Et vigtigt våben i den kamp er Evernote. Det er et note-program, hvori man kan gemme tekst man indtaster eller klipper fra andre programmer – f.eks. en web-side. Indholdet ligger så ude i skyen, hvorfra det så kan hentes igen med mange forskellige klienter, f.eks. fra smartphone og PC. Fordelen er naturligvis, at de noter man gemmer ét sted, også er tilgængelige alle andre steder: klipper man en tekst fra en web-side til Evernote på sin PC, er den også tilgængelig på Android-telefonen. Og skriver man en note på telefonen (som også kan vedhæftes fotos, lydoptagelser, mm.), kan man nemt finde den igen på sin PC.

Ud over noter kan man også ha’ brug for at tilgå dokumenter og andre filer fra forskellige PC’er eller fra sin smartphone. Til det brug er Dropbox uundværligt. Det er en slags ekstra hard-disk ude i skyen. Man kan gemme og hente filer i sin Dropbox fra en hvilken som helst PC via et web-interface. Men man kan også installere en klient på de PC’er man arbejder på ofte. Klienten viser sig i praksis som en mappe på PC’en, på linje med alle andre. Forskellen er, at de filer man gemmer i denne mappe automatisk bliver tilgængelige på alle andre PC’er, som man har klienten installeret på. Naturligvis findes der også en Dropbox applikation til Android.

Benytter man sig af alle de muligheder der er beskrevet her, betyder det jo, at ens telefon snart bliver fyldt med personlige informationer i form af e-post, aftaler og dokumenter. Og falder telefonen i forkerte hænder, kan uvedkommende ikke bare læse disse ting, men har også adgang til f.eks. at sende e-post i ens navn. Derfor bør man som minimum sikre sin telefon med en adgangskode eller et låse-op-mønster. Man bør også overveje, hvad man gemmer i skyen, med programmer som Evernote og Dropbox. Jeg gemmer uden skrupler alt fra indkøbslister til bogmanuskripter. Men jeg ville aldrig gemme noter og dokumenter, som indeholder følsomme oplysninger om andre eller kan udgøre en sikkerhedsrisiko for min arbejdsplads. Der findes også applikationer, som f.eks. Prey, der gør det muligt at blokere en stjålen telefon ved at sende en kode med SMS og/eller lokalisere den via GPS’en.

På mit arbejde stod en ældre Nikon filmscanner, som nogen havde opgivet at få til at køre under Windows 7, og samlede støv. Der var tale om en Coolscan IV ED, som Nikon ikke har lavet drivere til siden 32 bit Vista. Det var jo en udfordring. Lidt googling afslørede hurtigt et par ninja-tricks, og snart kørte dyret fint under 64 bit Win7.

Coolscanneren kan forvandle et 34×36 dias eller negativ til en 12 MP fil. Efter nogle få test er jeg umiddelbart imponeret af resultatet, både hvad angår dynamik, skarphed og farver. Den har også noget indbygget støv- og ridsefjerner fitlihut – jeg ved ikke helt hvordan det virker, men det gør det tilsyneladende. Der er sikkert mange muligheder for at fintune kvaliteten, når en gang jeg får sat mig ind i scanner-softwaren. Den ligner godt nok noget der er 10 år gammel. Det er den så nok også – men den fungerer.

På negativsiden tæller, at monterede dias kun kan scannes én af gangen – og det ta’r sin tid. Mens scanneren kører lyder den i øvrigt som noget Georg Gearløs har konstrueret.

Lige nu er jeg faktisk stærkt fristet til at starte fra en ende af, og få scannet alle mine gamle dias. Det kan vel ikke ta’ mere end et par måneder…

Speakers Corner, London, 1978

Speakers Corner, London, 1978.
Scannet fra dias, efterbehandlet og konverteret
til sort/hvid i Photoshop

OK, du har så købt dig en Android telefon. Smart valg. Dit nye højteknologiske vidunder kan ikke bare holde styr på dine Facebook venner, vise videoer fra Youtube og registrere dine løbetider på Endomondo – den kan såmænd også bruges til at ringe med.

Men det argument du brugte til at retfærdiggøre købet for dig selv, var jo egentlig, at sådan en smartphone ville være en stor hjælp i dit daglige arbejde: med den ville du få direkte adgang til din e-post, din kalender, o.m.a. Det kan du også. Hvis din e-post er Gmail, din kalender er Google Calendar, etc., så spiller det hele så snart du har logget ind på din Google konto fra din Android. Men har du en anden udbyder af e-post eller bruger en anden kalender, så kræver det lidt mere planlægning.

Her er mine erfaringer, som bygger på følgende scenario: på mit arbejde bruger jeg MS Outlook til at håndtere min kalender og min arbejds-e-post. Det foregår via arbejdspladsens Exchange-server. På min hjemme-pc og min private bærbare bruger jeg også Outlook, som henter privat e-post via min web-udbyder.

Mit mål er, at data skal synkroniseres mellem de forskellige platforme automatisk og usynligt. Strategien er, at oprette en Google konto, og så derefter bruge den som ”central”. Her er et par tip til hvordan:

Kalender

Google-kalenderen er moderskibet. Min Android-telefon har en kalender, som uden videre dikkedarer synkroniserer med min Google-kalender. Fidusen er så, at få Google kalenderen synkroniseret med Outlook på de forskellige PC’er jeg bruger. Det kan umiddelbart gøres ved hjælp af Googles Calendar sync. Det er en smart lille Outlook udvidelse, som kan hentes gratis på nettet, og som automatisk synkroniserer indholdet af en Outlook kalender med en Google kalender.

Desværre har Calendar sync nogle begrænsninger. Jeg bruger f.eks. Outlooks kategoriseringsfunktion til at skelne mellem private og arbejds-relaterede aftaler. I Googles kalender kan jeg i princippet gøre det samme, men på en lidt anden måde: her skal jeg oprette separate kalendere for forskellige kategorier af aftaler. Og Google Calendar sync kan kun håndtere én kalender.

Derfor har jeg i stedet anskaffet gSyncit. Det koster godt nok 20$ pr. installation. Til gengæld tilbyder det et væld af muligheder for at finindstille mine synkroniseringer. Så mange, at det kan være forvirrende i starten. Men efter at ha’ fiflet lidt med det, kan jeg nu glæde mig over at have præcist den samme kalender på min arbejds-pc, min hjemme-pc, min bærbare og min Android-telefon.

Hvis du ikke er tilfreds med kalenderen på din Android, findes der alternativer som f.eks. Jorte. Jeg har dog valgt at bruge den indbyggede kalender – blot har jeg tilføjet Smooth Calendar, som er en widget der er lidt mere brugbar end den indbyggede.

E-post

I princippet kunne min Android sagtens koble op til Exchange-serveren på min arbejdsplads. Desværre har vores IT-afdeling en betydelig skepsis overfor alt hvad der ikke er made in Redmond og forsynet med Bill Gates personlige, digitale signatur. Derfor har jeg pt. opgivet at få direkte adgang til min arbejds-epost, og nøjes med at bruge web-adgang. Til gengæld går det fint med min private e-post.

 Jeg har sat e-post programmet på min Android op til at bruge Imap. I modsætning til den klassiske POP3 er Imap en klient-server protokol. Det betyder i praksis, at alt hvad man gør med din e-post afspejles direkte på postserveren, sådan at hvis man f.eks. læser post og sender et svar fra sin Android, så vil det fremgå hvilken post der allerede er læst, når man senere åbner for Outlook på sin PC, de svar man har sendt fra Android vil ligge i Outlooks ”sendt post” mappe, etc.

Eller rettere: sådan er det i princippet. Androids indbyggede e-post program kan nemlig ikke finde ud af at placere sendt post i den rigtige folder på serveren.  Bl.a. af denne grund er det værd at erstatte den med K-9, en alternativ e-post klient som kan hentes gratis på Android Market. Desværre stopper problemerne ikke her: Outlook kan nemlig heller ikke finde ud af at understøtte Imap 100% korrekt. Så du slipper ikke for små irritationer, såsom sendt post der havner i forkerte mapper. Det ændrer dog ikke ved at Imap i princippet er en smart teknologi . Det finder Google og Microsoft nok også ud af en dag, og så spiller det hele….  

Opgavelister

Bruger du gSyncit kan du også synkronisere din(e) opgaveliste(r) i Outlook med Googles tilsvarende Huskeliste(r). På Android marked kan du så hente programmet gTask, som kan synkronisere din Google Huskeliste(r) til og fra din Android. Du kan endda få en lille widget i form som en gul ”Post it”-seddel , der automatisk viser dine opgaver frem.

Det var så det vigtigste. For perfektionisten er der naturligvis flere muligheder, så som at synkronisere kontakter, noter, filer, kodeord, o.m.a. Men det må blive en anden god gang…..

Adobe Lightroom 3 er nu ude i en beta-version. Jeg har leget med den en times tid. Første indtryk er, at der ikke er tale om spektakulære ændringer, men mange små forbedringer. Blandt det mere iøjnefaldende er en ny import-funktion, som skulle være lettere og mere intuitiv at anvende. En anden forbedring er mere fleksible layout-muligheder i “Print”-modulet. I “Develop” er der forbedringer af funktionen til fjernelse af støj, mens der omvendt er kommet en funktion til, der kan simulere gammeldags film-korn.

Som det ses ligner Lightroom umiddelbart sig selv i version 3.
Til venstre anes dog den nye publish funktion.

Den nye brugergrænseflade til import-funktionen.

En interessant ting er, at der nu er kommet et særligt “publish” panel i “Library”-modulet. Her findes der en indbygget funktion for eksport til Flickr. Den mangler nogle få muligheder i forhold til Jeffrey Friedl’s Export to Flickr plugin, som jeg bruger nu. Til gengæld er det langt bedre integreret, og gør det virkeligt nemt og overskueligt at opdatere sin Flickr-stream direkte fra Lightroom. Man må gå ud fra, at Adobe regner med, at der vil komme tilsvarende funktioner til andre populære foto-steder – hvad enten de har tænkt sig selv at lave dem selv eller satse på tredje-parts udviklere.

Publisering på Flickr, direkte fra Lightroom.

Inde i maven på programmet, har Adobe efter sigende arbejdet på at optimere koden for bl.a. adjustment brush. Det var ærlig talt også tiltrængt – på min ikke helt uefne 2,66 Ghz quad-core PC med 3,25 GB ram kører det ind imellem uacceptabelt langsomt. Det umiddelbare indtryk er heldigvis, at det fungerer langt mere flydende i Beta 3. Endelig er der blevet ryddet ud i ulogiske elementer i brugergrænsefladen.

En detaljeret video-gennemgang af de nye funktioner findes på photoshopuser.com. Her præsenteres hver eneste lille forbedring med en entusiasme, som var det den største opfindelse siden Niépce. Personligt synes jeg de fleste forbedringer er i småtingsafdelingen. Til gengæld er der mange af dem.

Det sker ind imellem, at jeg kommer til at brokke mig højlydt over denne eller hin detalje ved verdens aktuelle indretning. Det sker også, at de der hører mit brok fortæller mig, at jeg bør se på tingene i et bredere perspektiv…

Måske bliver det bedre fremover. I hvert fald har jeg for nylig anskaffet mig en ny computerskærm – og den er i bredformat.

Lightroom, som efterhånden er det absolutte omdrejningspunkt for min billedredigering, har en brugergrænseflade som tydeligvis er designet til bredformat. Men ud over det bredere format – og et generelt større skærmareal – var jeg interesseret i en skærm med en god farvegengivelse.

Efter en del reseach på nettet faldt valget på en Dell 2408WFP. Det er en 24″ skærm, udstyret med et S-PVA panel. Sådan et er i stand til at vise farver i 8 bit, i modsætning til de 6 bit paneler som benyttes i de fleste billigere skærme. Sammen med en optimeret baggrundsbelysning gør det skærmen i stand til at gengive et farverum, som er ca. 50% større end en standardskærm.

I praksis er det første man bemærker, når skærmen sluttes til, da også de ualmindeligt intense og mættede farver. Hertil kommer en dybere sort og en meget klarere hvid, end på min gamle skærm. Men nu er stærke farver jo ikke alt – de skal helst også være naturtro. Som udgangspunkt valgte jeg at skrue lysstyrken ned fra 50 til 33, og RGB-værdierne fra 100 til 90. Derefter kalibrerede jeg skærmen med min Huey pro.

Det gav et resultat, som jeg er vældig godt tilfreds med. DFA’s referencebillede bliver gengivet tæt på perfekt – hvert fald i mine øjne. Med andre ord en meget fin skærm til fotoredigering.

Medierne er fulde af små og store historier om folk som har opdaget, at fotos som de har lagt på nettet er blevet solgt, brugt i reklamer eller på anden måde misbrugt uden deres vidende. Synderne er ikke bare små, snuskede amatører men også velrenommerede, multinationale firmaer.  Danske Venstres Ungdom kom således i fint selskab med bl.a. Microsoft og Fox TV, da de valgte at hugge en fotografs billeder til deres egen blog.

Den dårlige nyhed er, at lige så nemt som det med nettet er blevet at vise sine billeder frem, lige så nemt er det blevet for andre at hugge dem. Den gode nyhed er, at ophavsretten også gælder i cyberspace. Så hvis du opdager, at nogen har gjort uretmæssigt brug af et foto, en tekst eller andet som du har lagt på nettet, så kan du komme efter dem med loven på din side. Hvis du altså ikke har sagt farvel til din ophavsret…

Og det er netop lige hvad du i praksis gør på Facebook. Når du opretter en profil på Facebook siger du nemlig ja til en lang række “Terms of use“, som bl.a. indeholder følgende:

By posting User Content to any part of the Site, you automatically grant, and you represent and warrant that you have the right to grant, to the Company an irrevocable, perpetual, non-exclusive, transferable, fully paid, worldwide license (with the right to sublicense) to use, copy, publicly perform, publicly display, reformat, translate, excerpt (in whole or in part) and distribute such User Content for any purpose, commercial, advertising, or otherwise, on or in connection with the Site or the promotion thereof, to prepare derivative works of, or incorporate into other works, such User Content, and to grant and authorize sublicenses of the foregoing.

Det kræver vist ingen juridisk embedseksamen at forstå, at man efter at have sagt ja til det står ganske svagt, hvis man vil håndhæve sin ophavsret til tekst og fotos på Facebook. Man har jo grundlæggende givet tilladelse til, at Facebook kan gøre med tingene hvad de vil, herunder sælge dem til højestbydende.

Nogle har forsvaret Facebook med, at den slags bestemmelser er nødvendige for, at de kan drive deres forretning. Det er noget pjat. På Flickr, som er et af nettets største foto-delings-steder, har brugerne fuld frihed til selv at bestemme, om de vil håndhæve fuldstændig copyright eller evt. tillade kopiering med en Creative Commons licens. Det forhindrer ikke i sig selv ulovlig kopiering – men det giver brugere, hvis billeder bliver misbrugt, mulighed for at tage affære.

Når det kan fungere for Flikr kan det naturligvis også fungere for Facebook. Forhåbentlig går det snart op for folkene bag Facebook, at netop når man lever af bruger-genereret indhold bør man behandle brugerne med respekt. Indtil da er det klogeste man kan gøre, at lade være med at lægge noget på Facebook man ikke vil forære væk…

Lars K. Christensen Kreditering