Som nævnt har jeg mindst tre forskellige PC’er som jeg jævnlig arbejder ved: min stationære på kontoret, min stationære derhjemme og min bærbare. I den bedste af alle verdener er der automagisk fri adgang til samme data fra dem alle tre, uden jeg skal huske at jonglere med USB-stick’s, sende dokumenter CC til mig selv med e-post og andre prokuratorkneb. I den ligning skal Android telefonen så også passes ind: det jeg har adgang til på PC’erne skal jeg også ha’ adgang til på telefonen.

Jeg er der ikke helt endnu – men et pænt stykke ad vejen. Nøgleordet er cloud-computing. Det er nørd-slang, som dækker over, at data ikke ligger på PC’en på skrivebordet, og derfor kun er tilgængeligt på én maskine, men at de ligger på en server ”ude i skyen”, hvorfra de kan tilgås fra enhver netopkoblet PC. Eksempel: Kalenderen i MS Outlook findes i udgangspunktet kun på din egen PC. Du kan kun bruge den, når du sidder foran PC’en. En Google kalender ligger på en server. Den kan bruges fra en hvilken som helst net-opkoblet computer. En smartphone er i virkeligheden ikke en telefon, men en permanent netopkoblet mini-computer. Derfor er den et ideelt redskab til cloud-computing.

Det var principperne. Nu bliver det konkret.

Jeg har mulighed for at tilgå min e-post og min kalender på arbejdet via Exchange ActiveSync. Det kan Androids eget e-post og kalender-program fint håndtere, så kan man nøjes med det er det bare at indtaste servernavn og adgangskoder, så er man kørende. Jeg har imidlertid den fikse idé, at jeg vil ha’ både min arbejdsrelaterede og min private post og aftaler på telefonen, så jeg kun skal kigge et sted for at holde mig opdateret. Til gengæld vil jeg så også ha’ både min e-post og mine aftaler mærket med forskellige farver, så jeg hurtigt kan se om det er arbejde, privat, mm. Sådan er jeg så krævende……

Enhanced Email er en e-post klient, som både kan koble op til Exchange og til en IMAP-postserver. Det sidste er vigtigt, for mine private e-post konti ligger på sådan en. EE er langt fra den mest avancerede e-post klient. Men den gør det den skal, på en nem og overskuelig måde. Eksempelvis kan man få al sin e-post vist i samme indbakke, men med farvekodning efter type. Blot mangler der en god widget – men det kan jo komme…

Via EE kan jeg også synk’e min kalender på Androiden med Exchange. Igen fint nok, hvis jeg kun har en type aftaler i min kalender. Men jeg har altså også den her fikse idé om, at jeg vil ha’ alle aftaler i samme kalender – igen i forskellige farver efter type. Løsningen er, kort fortalt, at benytte Google kalender som centrum. Den synk’er direkte med kalenderen på min telefon. På hver af mine PC’er har jeg så installeret et lille tilføjelsesprogram til Outlook, kaldet gSyncit, som synk’er hver enkelt Outlook-kalender med Google kalenderen. gSyncit har en masse muligheder og kan være lidt omstændeligt at sætte op – men når først det er gjort kører det. Bortset fra når det ikke gør. Men så kommer der som regel hurtigt en opdatering, og så kører det igen.

En kalender skal naturligvis være overskuelig og nem at indtaste nye aftaler i. Det synes jeg ikke helt den der er indbygget i telefonen lever op til. Et godt alternativ er Business Calendar. Den har en god brugergrænseflade, og der følger et stort udvalg af widgets med, så man hele tiden kan få vist sine aktuelle aftaler startsiden, uden at skulle åbne kalenderen.

Med gSyncit kan man i øvrigt også synk’e sin opgave-liste fra Outlook til Google kalender og omvendt. Installerer man så applikationen gTasks på sin telefon, kan man synkronisere med den også: opgaver, man har tastet ind på sin PC dukker automatisk op på telefonen og omvendt. Og – suprise!  – sorteret i farve efter type og med evt. påmindelser.

Jeg kæmper en daglig kamp for at holde mit skrivebord fri for små, gule sedler og stabler af A4-ark. Et vigtigt våben i den kamp er Evernote. Det er et note-program, hvori man kan gemme tekst man indtaster eller klipper fra andre programmer – f.eks. en web-side. Indholdet ligger så ude i skyen, hvorfra det så kan hentes igen med mange forskellige klienter, f.eks. fra smartphone og PC. Fordelen er naturligvis, at de noter man gemmer ét sted, også er tilgængelige alle andre steder: klipper man en tekst fra en web-side til Evernote på sin PC, er den også tilgængelig på Android-telefonen. Og skriver man en note på telefonen (som også kan vedhæftes fotos, lydoptagelser, mm.), kan man nemt finde den igen på sin PC.

Ud over noter kan man også ha’ brug for at tilgå dokumenter og andre filer fra forskellige PC’er eller fra sin smartphone. Til det brug er Dropbox uundværligt. Det er en slags ekstra hard-disk ude i skyen. Man kan gemme og hente filer i sin Dropbox fra en hvilken som helst PC via et web-interface. Men man kan også installere en klient på de PC’er man arbejder på ofte. Klienten viser sig i praksis som en mappe på PC’en, på linje med alle andre. Forskellen er, at de filer man gemmer i denne mappe automatisk bliver tilgængelige på alle andre PC’er, som man har klienten installeret på. Naturligvis findes der også en Dropbox applikation til Android.

Benytter man sig af alle de muligheder der er beskrevet her, betyder det jo, at ens telefon snart bliver fyldt med personlige informationer i form af e-post, aftaler og dokumenter. Og falder telefonen i forkerte hænder, kan uvedkommende ikke bare læse disse ting, men har også adgang til f.eks. at sende e-post i ens navn. Derfor bør man som minimum sikre sin telefon med en adgangskode eller et låse-op-mønster. Man bør også overveje, hvad man gemmer i skyen, med programmer som Evernote og Dropbox. Jeg gemmer uden skrupler alt fra indkøbslister til bogmanuskripter. Men jeg ville aldrig gemme noter og dokumenter, som indeholder følsomme oplysninger om andre eller kan udgøre en sikkerhedsrisiko for min arbejdsplads. Der findes også applikationer, som f.eks. Prey, der gør det muligt at blokere en stjålen telefon ved at sende en kode med SMS og/eller lokalisere den via GPS’en.

Coolscanneren kan forvandle et 34×36 dias eller negativ til en 12 MP fil. Efter nogle få test er jeg umiddelbart imponeret af resultatet, både hvad angår dynamik, skarphed og farver. Den har også noget indbygget støv- og ridsefjerner fitlihut – jeg ved ikke helt hvordan det virker, men det gør det tilsyneladende. Der er sikkert mange muligheder for at fintune kvaliteten, når en gang jeg får sat mig ind i scanner-softwaren. Den ligner godt nok noget der er 10 år gammel. Det er den så nok også – men den fungerer.

På negativsiden tæller, at monterede dias kun kan scannes én af gangen – og det ta’r sin tid. Mens scanneren kører lyder den i øvrigt som noget Georg Gearløs har konstrueret.

Lige nu er jeg faktisk stærkt fristet til at starte fra en ende af, og få scannet alle mine gamle dias. Det kan vel ikke ta’ mere end et par måneder…

Speakers Corner, London, 1978.
Scannet fra dias, efterbehandlet og konverteret
til sort/hvid i Photoshop

Men det argument du brugte til at retfærdiggøre købet for dig selv, var jo egentlig, at sådan en smartphone ville være en stor hjælp i dit daglige arbejde: med den ville du få direkte adgang til din e-post, din kalender, o.m.a. Det kan du også. Hvis din e-post er Gmail, din kalender er Google Calendar, etc., så spiller det hele så snart du har logget ind på din Google konto fra din Android. Men har du en anden udbyder af e-post eller bruger en anden kalender, så kræver det lidt mere planlægning.

Her er mine erfaringer, som bygger på følgende scenario: på mit arbejde bruger jeg MS Outlook til at håndtere min kalender og min arbejds-e-post. Det foregår via arbejdspladsens Exchange-server. På min hjemme-pc og min private bærbare bruger jeg også Outlook, som henter privat e-post via min web-udbyder.

Mit mål er, at data skal synkroniseres mellem de forskellige platforme automatisk og usynligt. Strategien er, at oprette en Google konto, og så derefter bruge den som ”central”. Her er et par tip til hvordan:

Kalender

Google-kalenderen er moderskibet. Min Android-telefon har en kalender, som uden videre dikkedarer synkroniserer med min Google-kalender. Fidusen er så, at få Google kalenderen synkroniseret med Outlook på de forskellige PC’er jeg bruger. Det kan umiddelbart gøres ved hjælp af Googles Calendar sync. Det er en smart lille Outlook udvidelse, som kan hentes gratis på nettet, og som automatisk synkroniserer indholdet af en Outlook kalender med en Google kalender.

Desværre har Calendar sync nogle begrænsninger. Jeg bruger f.eks. Outlooks kategoriseringsfunktion til at skelne mellem private og arbejds-relaterede aftaler. I Googles kalender kan jeg i princippet gøre det samme, men på en lidt anden måde: her skal jeg oprette separate kalendere for forskellige kategorier af aftaler. Og Google Calendar sync kan kun håndtere én kalender.

Derfor har jeg i stedet anskaffet gSyncit. Det koster godt nok 20$ pr. installation. Til gengæld tilbyder det et væld af muligheder for at finindstille mine synkroniseringer. Så mange, at det kan være forvirrende i starten. Men efter at ha’ fiflet lidt med det, kan jeg nu glæde mig over at have præcist den samme kalender på min arbejds-pc, min hjemme-pc, min bærbare og min Android-telefon.

Hvis du ikke er tilfreds med kalenderen på din Android, findes der alternativer som f.eks. Jorte. Jeg har dog valgt at bruge den indbyggede kalender – blot har jeg tilføjet Smooth Calendar, som er en widget der er lidt mere brugbar end den indbyggede.

E-post

I princippet kunne min Android sagtens koble op til Exchange-serveren på min arbejdsplads. Desværre har vores IT-afdeling en betydelig skepsis overfor alt hvad der ikke er made in Redmond og forsynet med Bill Gates personlige, digitale signatur. Derfor har jeg pt. opgivet at få direkte adgang til min arbejds-epost, og nøjes med at bruge web-adgang. Til gengæld går det fint med min private e-post.

 Jeg har sat e-post programmet på min Android op til at bruge Imap. I modsætning til den klassiske POP3 er Imap en klient-server protokol. Det betyder i praksis, at alt hvad man gør med din e-post afspejles direkte på postserveren, sådan at hvis man f.eks. læser post og sender et svar fra sin Android, så vil det fremgå hvilken post der allerede er læst, når man senere åbner for Outlook på sin PC, de svar man har sendt fra Android vil ligge i Outlooks ”sendt post” mappe, etc.

Eller rettere: sådan er det i princippet. Androids indbyggede e-post program kan nemlig ikke finde ud af at placere sendt post i den rigtige folder på serveren.  Bl.a. af denne grund er det værd at erstatte den med K-9, en alternativ e-post klient som kan hentes gratis på Android Market. Desværre stopper problemerne ikke her: Outlook kan nemlig heller ikke finde ud af at understøtte Imap 100% korrekt. Så du slipper ikke for små irritationer, såsom sendt post der havner i forkerte mapper. Det ændrer dog ikke ved at Imap i princippet er en smart teknologi . Det finder Google og Microsoft nok også ud af en dag, og så spiller det hele….  

Opgavelister

Bruger du gSyncit kan du også synkronisere din(e) opgaveliste(r) i Outlook med Googles tilsvarende Huskeliste(r). På Android marked kan du så hente programmet gTask, som kan synkronisere din Google Huskeliste(r) til og fra din Android. Du kan endda få en lille widget i form som en gul ”Post it”-seddel , der automatisk viser dine opgaver frem.

Det var så det vigtigste. For perfektionisten er der naturligvis flere muligheder, så som at synkronisere kontakter, noter, filer, kodeord, o.m.a. Men det må blive en anden god gang…..

Som det ses ligner Lightroom umiddelbart sig selv i version 3.
Til venstre anes dog den nye publish funktion.

Den nye brugergrænseflade til import-funktionen.

En interessant ting er, at der nu er kommet et særligt “publish” panel i “Library”-modulet. Her findes der en indbygget funktion for eksport til Flickr. Den mangler nogle få muligheder i forhold til Jeffrey Friedl’s Export to Flickr plugin, som jeg bruger nu. Til gengæld er det langt bedre integreret, og gør det virkeligt nemt og overskueligt at opdatere sin Flickr-stream direkte fra Lightroom. Man må gå ud fra, at Adobe regner med, at der vil komme tilsvarende funktioner til andre populære foto-steder – hvad enten de har tænkt sig selv at lave dem selv eller satse på tredje-parts udviklere.

Publisering på Flickr, direkte fra Lightroom.

Inde i maven på programmet, har Adobe efter sigende arbejdet på at optimere koden for bl.a. adjustment brush. Det var ærlig talt også tiltrængt – på min ikke helt uefne 2,66 Ghz quad-core PC med 3,25 GB ram kører det ind imellem uacceptabelt langsomt. Det umiddelbare indtryk er heldigvis, at det fungerer langt mere flydende i Beta 3. Endelig er der blevet ryddet ud i ulogiske elementer i brugergrænsefladen.

En detaljeret video-gennemgang af de nye funktioner findes på photoshopuser.com. Her præsenteres hver eneste lille forbedring med en entusiasme, som var det den største opfindelse siden Niépce. Personligt synes jeg de fleste forbedringer er i småtingsafdelingen. Til gengæld er der mange af dem.

Måske bliver det bedre fremover. I hvert fald har jeg for nylig anskaffet mig en ny computerskærm – og den er i bredformat.

Lightroom, som efterhånden er det absolutte omdrejningspunkt for min billedredigering, har en brugergrænseflade som tydeligvis er designet til bredformat. Men ud over det bredere format – og et generelt større skærmareal – var jeg interesseret i en skærm med en god farvegengivelse.

Efter en del reseach på nettet faldt valget på en Dell 2408WFP. Det er en 24″ skærm, udstyret med et S-PVA panel. Sådan et er i stand til at vise farver i 8 bit, i modsætning til de 6 bit paneler som benyttes i de fleste billigere skærme. Sammen med en optimeret baggrundsbelysning gør det skærmen i stand til at gengive et farverum, som er ca. 50% større end en standardskærm.

I praksis er det første man bemærker, når skærmen sluttes til, da også de ualmindeligt intense og mættede farver. Hertil kommer en dybere sort og en meget klarere hvid, end på min gamle skærm. Men nu er stærke farver jo ikke alt – de skal helst også være naturtro. Som udgangspunkt valgte jeg at skrue lysstyrken ned fra 50 til 33, og RGB-værdierne fra 100 til 90. Derefter kalibrerede jeg skærmen med min Huey pro.

Det gav et resultat, som jeg er vældig godt tilfreds med. DFA’s referencebillede bliver gengivet tæt på perfekt – hvert fald i mine øjne. Med andre ord en meget fin skærm til fotoredigering.

Den dårlige nyhed er, at lige så nemt som det med nettet er blevet at vise sine billeder frem, lige så nemt er det blevet for andre at hugge dem. Den gode nyhed er, at ophavsretten også gælder i cyberspace. Så hvis du opdager, at nogen har gjort uretmæssigt brug af et foto, en tekst eller andet som du har lagt på nettet, så kan du komme efter dem med loven på din side. Hvis du altså ikke har sagt farvel til din ophavsret…

Og det er netop lige hvad du i praksis gør på Facebook. Når du opretter en profil på Facebook siger du nemlig ja til en lang række “Terms of use“, som bl.a. indeholder følgende:

By posting User Content to any part of the Site, you automatically grant, and you represent and warrant that you have the right to grant, to the Company an irrevocable, perpetual, non-exclusive, transferable, fully paid, worldwide license (with the right to sublicense) to use, copy, publicly perform, publicly display, reformat, translate, excerpt (in whole or in part) and distribute such User Content for any purpose, commercial, advertising, or otherwise, on or in connection with the Site or the promotion thereof, to prepare derivative works of, or incorporate into other works, such User Content, and to grant and authorize sublicenses of the foregoing.

Det kræver vist ingen juridisk embedseksamen at forstå, at man efter at have sagt ja til det står ganske svagt, hvis man vil håndhæve sin ophavsret til tekst og fotos på Facebook. Man har jo grundlæggende givet tilladelse til, at Facebook kan gøre med tingene hvad de vil, herunder sælge dem til højestbydende.

Nogle har forsvaret Facebook med, at den slags bestemmelser er nødvendige for, at de kan drive deres forretning. Det er noget pjat. På Flickr, som er et af nettets største foto-delings-steder, har brugerne fuld frihed til selv at bestemme, om de vil håndhæve fuldstændig copyright eller evt. tillade kopiering med en Creative Commons licens. Det forhindrer ikke i sig selv ulovlig kopiering – men det giver brugere, hvis billeder bliver misbrugt, mulighed for at tage affære.

Når det kan fungere for Flikr kan det naturligvis også fungere for Facebook. Forhåbentlig går det snart op for folkene bag Facebook, at netop når man lever af bruger-genereret indhold bør man behandle brugerne med respekt. Indtil da er det klogeste man kan gøre, at lade være med at lægge noget på Facebook man ikke vil forære væk…

Jeg har ikke lyst til at græde, men samtidig har jeg også så meget selverkendelse, at jeg ved jeg ikke får lavet backup hvis det er besværligt. Derfor har jeg installeret et system som starter automatisk hver dag og tager en kopi af alle de filer der er oprettet eller ændret siden sidste backup. Kopien går til en filserver som jeg har stående nede i min kælder. På den måde har jeg en rimelig sikkerhed for at mine fotos ikke går tabt, hvis min PC bryder sammen eller bliver stjålet.

Hertil laver jeg så en backup af mine fotos til DVD ca. en gang hvert halve år – men det er en anden historie.

Her skal det handle om filserveren, som indtil for nylig var en Fujitsu Storagebird. Det er en smart lille sag på størrelse med en almindelig ekstern harddisk, men forsynet med netkort. Når den er koblet på netværket kan man konfigurere den via sin web-browser, og så har man i princippet sin egen lille filserver.

Problemet med min Storagebird var, at den aldrig rigtig var stabil. Den faldt simpelthen af nettet i tide og utide og så var det ned i kælderen og genstarte. Det blev værre og værre og til sidst blev det for meget.

Storagebirden var udstyret med sit eget styresystem, i form af en neddroslet Linux. Ovenpå Linuxen kører Samba, et program som gør at disken kan tale sammen med et Windows-baseret lokalnet. Da jeg så fik fingre i en udrangeret Compaq PC tænkte jeg, at jeg måtte kunne sætte min egen filserver op.

I princippet var det jo bare et spørgsmål om at flytte harddisken fra Storagebirden over i Compaq’en, hente en Linux på nettet og installere den og til slut konfigurere Samba. Ganske vidst kan det jeg ved om Linux stå på et halvt A4-ark – men hvor svært kan det være?

Svært! Først prøvede jeg den Linux-distribution som hedder Xubuntu, og som skulle være velegnet til lidt ældre maskiner. Den har en grafisk brugergrænseflade som starter op allerede under installationen – og så gik den i stå. Det samme gjaldt Ubuntu. Debian ville godt installere – men gik i stå når den kom til den grafiske brugergrænseflade.

Så forsøgte jer serverversionen af Ubuntu som er tekstbaseret. Den ville godt installere, men kunne ikke finde maskinens netkort. Løsningen blev Debian. Den ville godt installere som filserver og kunne godt finde netkortet.

Nu stod jeg så med en maskine med Linux installeret, men uden grafisk brugergrænseflade. Det var som i de onde, gamle DOS-dage – bortset fra, at jeg hverken kender filstrukturen eller de mest grundlæggende kommandoer i Linux.

Nå, heldigvis åbenbarede en Google-søgning på “file server samba” en masse netsider med gode råd. Så efter et par forgæves forsøg lykkedes det mig at få konfigureret Samba. Compaq’en blev båret ned i kælderen, netkablet blev sat i og strømmen sat til. I skrivende stund har jeg en velfungerende filserver som har kostet mig 0 kr. Umiddelbart kører den også hurtigere end den gamle Storagebird. Om den er mere stabil må tiden vise.

Til den automatiske backup bruger jeg i øvrigt Abakt som også kan hentes gratis på nettet.

Først og fremmest fordi det samler 85 % af det som jeg har brug for i én pakke. For det første er det en udmærket billeddatabase med ganske gode funktioner til sortering, opmærkning, etc. For det andet er det et rigtig godt RAW-konverteringsprogram. For det tredje indeholder det alle de basale redigeringsværktøjer, baseret på filosofien om ikke-destruktiv redigering. Endelig er det hele pakket ind i en rimelig god brugergrænseflade.

Efter sigende har udviklerne hos Adobe været i “praktik” hos professionelle fotografer inden de konstruerede Lightroom. Det kan mærkes. Det er simpelthen et program som – i modsætning til Photoshop – tager udgangspunkt i og koncentrerer sig om fotografi.

Men hvad så med de dårlige sider? De er der stadig. Jeg håber, at Adobe vil inkludere såvel den type “gem til web” som den form for simulering af farverum  (“Proof colors”)  som vi kender fra Photoshop, i den næste version af Lightroom. Jeg kan se på forskellige fora på nettet, at jeg ikke der eneste med det håb…

Indtil det går i opfyldelse er der to muligheder for at generere JPG-versioner til netbrug: enten kan man leve med de begrænsninger der er i Lightroom. Eller man kan eksportere til Photoshop og gemme som JPG derfra. Det sidste hjælpes kraftigt på vej af, at man kan lave et eksport-preset i Lightroom, som først skalerer billedet til ønsket max-størrelse, gemmer det som ukomprimeret JPG og dernæst åbner det i Photoshop – alt blot med et enkelt klik. På en måde bliver Photoshop faktisk en slags gem-til-web plug-in for Lightroom

Så er der lige det med hastigheden. Jeg fik ændret lidt i preview-indstillingerne – og så tog jeg mig sammen til at udskifte min aldrende AMD-processer til en nyere duo-core version. Det hjalp. Den tid der går med at genere større previews er stadig mærkbar – men ikke mere end at jeg kan leve med.

Derfor var det relativt kendt, hvad vi kunne forvente os af Lightroom. Hertil kommer, at der allerede er skabt en hel del Lightroom-dedikerede web-steder, foraer, mv. som fortæller i dybden om det nye program. Det er også fint.

Nogle web-steder – som f.eks. Lightroom Killer Tips – strømmer så meget over af begejstring for Lightroom, så det næsten får karakter af tilbedelse. Heldigvis kan man selv få syn for sagn, for hos Adobe kan man hente en gratis prøveversion, som er fuldt funktionel i en måned.

Jeg har nu haft Lightroom installeret og brugt det ret intensivt i nogle uger. Det første indtryk var forvirring, dernæst begejstring – og til sidst, desværre, skuffelse. Kort sagt mener jeg, at Lightroom bygger på mindst 2 rigtig gode ideer, som på længere sigt godt kan gøre det til et rigtig godt redskab. Men her og nu lider det desværre også af nogle mangler, som reelt gør det uegnet til i hvert fald mit formål.

Lightrooms brugergrænseflade kræver lidt tilvænning. Men den er faktisk både funktionel og flot.

Først de gode ideer. Den ene er at skabe et program, som er centreret omkring den fotografiske arbejdsgang. Hovedelementerne i Lightroom er således dels en fremragende RAW-konverter, dels et databasebaseret sorterings og arkiveringsværktøj. Det første svarer dybest set til den RAW-konverter som følger med nyeste version af Photoshop, så her får man ikke i sig selv noget nyt og bedre med Lightroom. Men det sidste findes som bekendt ikke i Photoshop, som aldrig har tilbudt ordentlige værktøjer til den slags (idet vi her forbigår Bridge i nådig tavshed).

Med Lightroom går man glip af en hel del af redigeringsmulighederne i Photoshop. Men hånden på hjertet, hvor mange af os bruger reelt mere end halvdelen – højt sat – af Photoshops funktioner? Vigtigste forskel er nok, at man i Lightroom ikke kan operere med lag og masker, og derfor heller ikke selektiv redigering i dele af et billede. Om man som Lightroom bruger helt kan undvære Photoshop, afhænger naturligvis af hvor meget man normalt efterbehandler sine billeder. Jeg ville ikke kunne det. Men jeg ville nok – med et stort forbehold, som jeg vender tilbage til nedenfor – kunne holde mig indenfor Lightroom for 70-80% af mine billeders vedkommende.

Med Lightroom får man altså et program, som samler alle de væsentligste funktioner fra import af billeder far kameraet over sortering og arkivering til billedbehandling og udskrift i en og samme pakke. Og det vel at mærke en pakke med en konsistent og gennemtænkt brugergrænseflade. Brugegrænsefladen er ganske vist radikal anderledes end den vi kender fra Photoshop – men når man har vænnet sig til den, fungerer den godt.

Den anden rigtig gode idé er det som Adobe kalder ikke-destruktiv redigering. Det går i al sin gribende enkelthed ud på, at Lightroom aldrig ændrer så meget som en pixel i dit oprindelige billede. Alle de konverteringer og redigeringer du laver bliver gemt som en “opskrift” i programmets database eller i en selvstændig fil. Det betyder også, at der er ubegrænsede muligheder for at gå tilbage i processen. Det er også uhyre fleksibelt, hvis man f.eks. har billebehandlet sit foto til udskrift men senere får brug for en udgave til web – så skal man ikke RAW-konvertere forfra, men kan nøjes med f.eks. at ændre størrelse og beskæring.

Men hvad er det så der spænder ben for programmet i den sidste ende? Det er primært tre ting, hvoraf den første er hastigheden – eller mangelen på samme. Lightroom har en vældig fin brugergrænseflade, når man skal sortere sine billeder. Men hvad hjælper det, når den bruger et tocifret antal sekunder på at optegne hvert eneste billede, hver gang man bladrer i sit billedbibliotek? Jeg skal indrømme, at min PC måske ikke er den hurtigste knallert på kajen. Men den er dog hurtig nok til, at jeg aldrig har oplevet noget tilsvarende i andre programmer. Eksempelvis giver det ingen problemer at håndtere de samme 6.000+ billeder i Adobes andet bud på en billeddatabase: Organizer, som er en del af Elements. Jeg har brugt de tips til optimering af Lightroom, jeg har kunnet finde på nettet. Men det er da muligt, at det er mig der gør noget forkert – her er jeg villig til at lade tvivlen komme den anklagede til gode. Hvis det var den eneste indvendig jeg havde mod Lightroom, ville jeg også være villig til at arbejde hårdt for at finde en løsning på det problem – og måske i sidste ende opgradere min PC om nødvendigt.

Men desværre er der også andre problemer. Nummer to er den måde Lightroom håndterer farver på. Internt kører programmet med 16bit farver hele vejen igennem og med prophotoRGB som farverum – altså det pt. “største” farverum. Først når man vælger en destination for et af sine billeder, skifter Lightroom til et andet, passende farverum: sRGB hvis man exporterer som JPG til skærmbrug og f.eks. adobeRGB til udskrift. Det betyder, at farvehåndtering i princippet er nemt. Desværre er det også uforudsigeligt: man har nemlig ingen mulighed for på forhånd at se, hvordan det billede man arbejder med vil se ud, når det eksporteres. Ofte vil der være små, men tydelige forskelle i farvebalance- og intensitet, når der skiftes farverum. I Photoshop findes der en fin funktion, kaldet “Proof colors”, som gør det muligt at se hvordan det billede man har på skærmen vil ta’ sig ud i et andet farverum. Det er mig en gåde, hvorfor Adobe ikke har inkluderet samme funktion i Lightroom, som helt specifikt henvender sig til professionelle, som må formodes at stille krav om let og nøjagtig farvestyring?

Det sidste problem – som for mig slog hovedet på sømmet – er den mildest talt elendige JPG-eksport. Det er år og dag siden Adobe indførte en pre-view funktion i Photoshop, så man direkte kan se effekten af den grad af JPG-kompression man vælger. Til overflod findes der en “Save for web” funktion, som gør det muligt direkte at sammenligne forskellige grader af kompression. I Lightroom er der intet af den slags: her kan man blot vælge et tal for kompression og så håbe på, at det er passende. Problemet forværres af, at man først vælger den endelige billedstørrelse i forbindelse med eksporten. Det betyder i praksis, at brug af skarphedsfilteret kun kan ske på billedet i fuld størrelse, ikke i den størrelse det får i JPG-versionen. Dermed er det uhyre svært at vælge den rigtige skarphed.

Der er med andre ord et meget stort element af gambling involveret i en konvertering til JPG: hvordan farver, skarphed om kompression helt præcist vil ta’ sig ud på nettet kan man først vide, når man får åbnet billedet i sin web-browser. Er man ikke tilfreds med resultatet må man prøve igen og sjusse sig frem til nye værdier. Vil man ha’ fuld kontrol med processen, kan man selvfølgelig eksportere hver enkelt billede til Photoshop, og så konvertere til JPG derfra – men så går en stor del af ideen ligesom tabt…..

Hvis man primært bruger Lightroom til at klargøre fotos til print, er det sikkert et rigtig godt program. Men hvis man primært – eller bare i høj grad – bruger det til at behandle fotos der skal på nettet, så er der efter min mening for mange irritationsmomenter. Det er vældig ærgerligt, fordi problemerne kunne være løst med nogle få funktioner, som allerede findes i andre Adobe-programmer. Hvis og når det sker, så vil jeg helt bestemt prøve Lightroom igen. Indtil da vil jeg vælge andre løsninger.

]]> http://blog.christianehoej.dk/2007/10/adobe-lightroom-ikke-godt-nok-endnu-desværre/feed/lang/da/ 1 http://blog.christianehoej.dk/2007/01/nørdet-pa-den-fede-made-joel-om-unicode/ http://blog.christianehoej.dk/2007/01/nørdet-pa-den-fede-made-joel-om-unicode/#comments Sat, 20 Jan 2007 21:07:45 +0000 Lars K. Christensen http://www.christianehoej.dk/blog/archives/15 [...]]]> Sammen med min svoger lavede jeg for et års tid siden et web-sted for et firma i Jylland. Han stod for designet, og jeg stod for at kode et (meget) simpelt CMS-system, så de selv kunne opdatere siden på dansk og engelsk. Siden gik firmaet hen og fik succes i Litauen, så nu vil de gerne ha’ tilføjet en litauisk sprog-version. Fint nok. Problemet er blot, at man på litauisk benytter sig af et gudsbenådet antal accenttegn. Det viste sig helt umuligt, at få det eksisterende system til at håndtere det litauiske alfabet.

Løsningen bestod i Unicode – eller nærmere RTF-8. Det havde jeg nok på fornemmelsen. Men jeg vidste meget lidt om Unicode. Nu ved jeg lidt mere, efter at ha’ læst den her side på web-stedet Joel on Software.

Den bør du absolut læse, hvis du har planer om at lave web-sider som indeholder andre bogstaver, end de der findes i det engelske alfabet. Æ, ظ og Å for eksempel. Ok, der findes andre måder at klare Æ, Ø og Å på end Unicode. Men Unicode er det mest konsekvente bud på et internet, hvor alle alfabeter er ligestillet. Det fortjener da opbakning, om ikke andet så af moralske årsager

Nok om det. Den virkelige grund til at jeg skriver det her, er en helt anden: på trods af, at artiklen handlede om bits, bytes og forskellen på ASCII, ISO-8859-1 og UTF-8, så fik den mig flere gange til at fnise højlydt. OK, man skal nok være en lille smule nørdet for at se komikken. Men alligevel: en artikel om et teknisk emne, som er både kompetent, let forståelig OG morsom. Det er jo hele tre ting på én gang. Det er ikke sidste gang jeg har besøgt Joel on Software.