Adobe Lightroom 3 er nu ude i en beta-version. Jeg har leget med den en times tid. Første indtryk er, at der ikke er tale om spektakulære ændringer, men mange smÃ¥ forbedringer. Blandt det mere iøjnefaldende er en ny import-funktion, som skulle være lettere og mere intuitiv at anvende. En anden forbedring er mere fleksible layout-muligheder i “Print”-modulet. I “Develop” er der forbedringer af funktionen til fjernelse af støj, mens der omvendt er kommet en funktion til, der kan simulere gammeldags film-korn.

Som det ses ligner Lightroom umiddelbart sig selv i version 3.
Til venstre anes dog den nye publish funktion.

Den nye brugergrænseflade til import-funktionen.

En interessant ting er, at der nu er kommet et særligt “publish” panel i “Library”-modulet. Her findes der en indbygget funktion for eksport til Flickr. Den mangler nogle fÃ¥ muligheder i forhold til Jeffrey Friedl’s Export to Flickr plugin, som jeg bruger nu. Til gengæld er det langt bedre integreret, og gør det virkeligt nemt og overskueligt at opdatere sin Flickr-stream direkte fra Lightroom. Man mÃ¥ gÃ¥ ud fra, at Adobe regner med, at der vil komme tilsvarende funktioner til andre populære foto-steder – hvad enten de har tænkt sig selv at lave dem selv eller satse pÃ¥ tredje-parts udviklere.

Publisering på Flickr, direkte fra Lightroom.

Inde i maven pÃ¥ programmet, har Adobe efter sigende arbejdet pÃ¥ at optimere koden for bl.a. adjustment brush. Det var ærlig talt ogsÃ¥ tiltrængt – pÃ¥ min ikke helt uefne 2,66 Ghz quad-core PC med 3,25 GB ram kører det ind imellem uacceptabelt langsomt. Det umiddelbare indtryk er heldigvis, at det fungerer langt mere flydende i Beta 3. Endelig er der blevet ryddet ud i ulogiske elementer i brugergrænsefladen.

En detaljeret video-gennemgang af de nye funktioner findes på photoshopuser.com. Her præsenteres hver eneste lille forbedring med en entusiasme, som var det den største opfindelse siden Niépce. Personligt synes jeg de fleste forbedringer er i småtingsafdelingen. Til gengæld er der mange af dem.

Det sker ind imellem, at jeg kommer til at brokke mig højlydt over denne eller hin detalje ved verdens aktuelle indretning. Det sker ogsÃ¥, at de der hører mit brok fortæller mig, at jeg bør se pÃ¥ tingene i et bredere perspektiv…

MÃ¥ske bliver det bedre fremover. I hvert fald har jeg for nylig anskaffet mig en ny computerskærm – og den er i bredformat.

Lightroom, som efterhÃ¥nden er det absolutte omdrejningspunkt for min billedredigering, har en brugergrænseflade som tydeligvis er designet til bredformat. Men ud over det bredere format – og et generelt større skærmareal – var jeg interesseret i en skærm med en god farvegengivelse.

Efter en del reseach pÃ¥ nettet faldt valget pÃ¥ en Dell 2408WFP. Det er en 24″ skærm, udstyret med et S-PVA panel. SÃ¥dan et er i stand til at vise farver i 8 bit, i modsætning til de 6 bit paneler som benyttes i de fleste billigere skærme. Sammen med en optimeret baggrundsbelysning gør det skærmen i stand til at gengive et farverum, som er ca. 50% større end en standardskærm.

I praksis er det første man bemærker, nÃ¥r skærmen sluttes til, da ogsÃ¥ de ualmindeligt intense og mættede farver. Hertil kommer en dybere sort og en meget klarere hvid, end pÃ¥ min gamle skærm. Men nu er stærke farver jo ikke alt – de skal helst ogsÃ¥ være naturtro. Som udgangspunkt valgte jeg at skrue lysstyrken ned fra 50 til 33, og RGB-værdierne fra 100 til 90. Derefter kalibrerede jeg skærmen med min Huey pro.

Det gav et resultat, som jeg er vældig godt tilfreds med. DFA’s referencebillede bliver gengivet tæt pÃ¥ perfekt – hvert fald i mine øjne. Med andre ord en meget fin skærm til fotoredigering.

Medierne er fulde af små og store historier om folk som har opdaget, at fotos som de har lagt på nettet er blevet solgt, brugt i reklamer eller på anden måde misbrugt uden deres vidende. Synderne er ikke bare små, snuskede amatører men også velrenommerede, multinationale firmaer.  Danske Venstres Ungdom kom således i fint selskab med bl.a. Microsoft og Fox TV, da de valgte at hugge en fotografs billeder til deres egen blog.

Den dÃ¥rlige nyhed er, at lige sÃ¥ nemt som det med nettet er blevet at vise sine billeder frem, lige sÃ¥ nemt er det blevet for andre at hugge dem. Den gode nyhed er, at ophavsretten ogsÃ¥ gælder i cyberspace. SÃ¥ hvis du opdager, at nogen har gjort uretmæssigt brug af et foto, en tekst eller andet som du har lagt pÃ¥ nettet, sÃ¥ kan du komme efter dem med loven pÃ¥ din side. Hvis du altsÃ¥ ikke har sagt farvel til din ophavsret…

Og det er netop lige hvad du i praksis gør pÃ¥ Facebook. NÃ¥r du opretter en profil pÃ¥ Facebook siger du nemlig ja til en lang række “Terms of use“, som bl.a. indeholder følgende:

By posting User Content to any part of the Site, you automatically grant, and you represent and warrant that you have the right to grant, to the Company an irrevocable, perpetual, non-exclusive, transferable, fully paid, worldwide license (with the right to sublicense) to use, copy, publicly perform, publicly display, reformat, translate, excerpt (in whole or in part) and distribute such User Content for any purpose, commercial, advertising, or otherwise, on or in connection with the Site or the promotion thereof, to prepare derivative works of, or incorporate into other works, such User Content, and to grant and authorize sublicenses of the foregoing.

Det kræver vist ingen juridisk embedseksamen at forstå, at man efter at have sagt ja til det står ganske svagt, hvis man vil håndhæve sin ophavsret til tekst og fotos på Facebook. Man har jo grundlæggende givet tilladelse til, at Facebook kan gøre med tingene hvad de vil, herunder sælge dem til højestbydende.

Nogle har forsvaret Facebook med, at den slags bestemmelser er nødvendige for, at de kan drive deres forretning. Det er noget pjat. PÃ¥ Flickr, som er et af nettets største foto-delings-steder, har brugerne fuld frihed til selv at bestemme, om de vil hÃ¥ndhæve fuldstændig copyright eller evt. tillade kopiering med en Creative Commons licens. Det forhindrer ikke i sig selv ulovlig kopiering – men det giver brugere, hvis billeder bliver misbrugt, mulighed for at tage affære.

NÃ¥r det kan fungere for Flikr kan det naturligvis ogsÃ¥ fungere for Facebook. ForhÃ¥bentlig gÃ¥r det snart op for folkene bag Facebook, at netop nÃ¥r man lever af bruger-genereret indhold bør man behandle brugerne med respekt. Indtil da er det klogeste man kan gøre, at lade være med at lægge noget pÃ¥ Facebook man ikke vil forære væk…

Rigtige mænd tager ikke backup – de græder…..

Jeg har ikke lyst til at græde, men samtidig har jeg også så meget selverkendelse, at jeg ved jeg ikke får lavet backup hvis det er besværligt. Derfor har jeg installeret et system som starter automatisk hver dag og tager en kopi af alle de filer der er oprettet eller ændret siden sidste backup. Kopien går til en filserver som jeg har stående nede i min kælder. På den måde har jeg en rimelig sikkerhed for at mine fotos ikke går tabt, hvis min PC bryder sammen eller bliver stjålet.

Hertil laver jeg s̴ en backup af mine fotos til DVD ca. en gang hvert halve ̴r Рmen det er en anden historie.

Her skal det handle om filserveren, som indtil for nylig var en Fujitsu Storagebird. Det er en smart lille sag på størrelse med en almindelig ekstern harddisk, men forsynet med netkort. Når den er koblet på netværket kan man konfigurere den via sin web-browser, og så har man i princippet sin egen lille filserver.

Problemet med min Storagebird var, at den aldrig rigtig var stabil. Den faldt simpelthen af nettet i tide og utide og så var det ned i kælderen og genstarte. Det blev værre og værre og til sidst blev det for meget.

Storagebirden var udstyret med sit eget styresystem, i form af en neddroslet Linux. Ovenpå Linuxen kører Samba, et program som gør at disken kan tale sammen med et Windows-baseret lokalnet. Da jeg så fik fingre i en udrangeret Compaq PC tænkte jeg, at jeg måtte kunne sætte min egen filserver op.

I princippet var det jo bare et spørgsmÃ¥l om at flytte harddisken fra Storagebirden over i Compaq’en, hente en Linux pÃ¥ nettet og installere den og til slut konfigurere Samba. Ganske vidst kan det jeg ved om Linux stÃ¥ pÃ¥ et halvt A4-ark – men hvor svært kan det være?

Svært! Først prøvede jeg den Linux-distribution som hedder Xubuntu, og som skulle være velegnet til lidt ældre maskiner. Den har en grafisk brugergrænseflade som starter op allerede under installationen – og sÃ¥ gik den i stÃ¥. Det samme gjaldt Ubuntu. Debian ville godt installere – men gik i stÃ¥ nÃ¥r den kom til den grafiske brugergrænseflade.

Så forsøgte jer serverversionen af Ubuntu som er tekstbaseret. Den ville godt installere, men kunne ikke finde maskinens netkort. Løsningen blev Debian. Den ville godt installere som filserver og kunne godt finde netkortet.

Nu stod jeg sÃ¥ med en maskine med Linux installeret, men uden grafisk brugergrænseflade. Det var som i de onde, gamle DOS-dage – bortset fra, at jeg hverken kender filstrukturen eller de mest grundlæggende kommandoer i Linux.

NÃ¥, heldigvis Ã¥benbarede en Google-søgning pÃ¥ “file server samba” en masse netsider med gode rÃ¥d. SÃ¥ efter et par forgæves forsøg lykkedes det mig at fÃ¥ konfigureret Samba. Compaq’en blev bÃ¥ret ned i kælderen, netkablet blev sat i og strømmen sat til. I skrivende stund har jeg en velfungerende filserver som har kostet mig 0 kr. Umiddelbart kører den ogsÃ¥ hurtigere end den gamle Storagebird. Om den er mere stabil mÃ¥ tiden vise.

Til den automatiske backup bruger jeg i øvrigt Abakt som også kan hentes gratis på nettet.

Med Jens Otto Kraghs berømte ord: man har en mening til man fÃ¥r en ny. For et stykke tid siden skrev jeg om Adobe Lightroom at det var et godt program – men med en række alvorlige mangler, som til sidst fik mig til at vælge det fra.Nu har jeg sÃ¥ skiftet mening og har besluttet mig for, at Lightroom fremover skal være centrum i min digitale billedbehandling. Hvorfor?

Først og fremmest fordi det samler 85 % af det som jeg har brug for i én pakke. For det første er det en udmærket billeddatabase med ganske gode funktioner til sortering, opmærkning, etc. For det andet er det et rigtig godt RAW-konverteringsprogram. For det tredje indeholder det alle de basale redigeringsværktøjer, baseret på filosofien om ikke-destruktiv redigering. Endelig er det hele pakket ind i en rimelig god brugergrænseflade.

Efter sigende har udviklerne hos Adobe været i “praktik” hos professionelle fotografer inden de konstruerede Lightroom. Det kan mærkes. Det er simpelthen et program som – i modsætning til Photoshop – tager udgangspunkt i og koncentrerer sig om fotografi.

Men hvad sÃ¥ med de dÃ¥rlige sider? De er der stadig. Jeg hÃ¥ber, at Adobe vil inkludere sÃ¥vel den type “gem til web” som den form for simulering af farverum  (“Proof colors”)  som vi kender fra Photoshop, i den næste version af Lightroom. Jeg kan se pÃ¥ forskellige fora pÃ¥ nettet, at jeg ikke der eneste med det hÃ¥b…

Indtil det gÃ¥r i opfyldelse er der to muligheder for at generere JPG-versioner til netbrug: enten kan man leve med de begrænsninger der er i Lightroom. Eller man kan eksportere til Photoshop og gemme som JPG derfra. Det sidste hjælpes kraftigt pÃ¥ vej af, at man kan lave et eksport-preset i Lightroom, som først skalerer billedet til ønsket max-størrelse, gemmer det som ukomprimeret JPG og dernæst Ã¥bner det i Photoshop – alt blot med et enkelt klik. PÃ¥ en mÃ¥de bliver Photoshop faktisk en slags gem-til-web plug-in for Lightroom

SÃ¥ er der lige det med hastigheden. Jeg fik ændret lidt i preview-indstillingerne – og sÃ¥ tog jeg mig sammen til at udskifte min aldrende AMD-processer til en nyere duo-core version. Det hjalp. Den tid der gÃ¥r med at genere større previews er stadig mærkbar – men ikke mere end at jeg kan leve med.

Det er vel nu flere måneder siden, Adobe lancerede den endelige version 1 af deres nye fotohåndteringsprogram Lightroom. Forud var gået en længere periode, hvor diverse betaversioner havde været i frit omløb. Adobe havde valgt en meget åben udviklingsproces, i håb om at få så megen konstruktiv feedback som muligt, som kunne indarbejdes i det nye produkt. Det er fint.

Derfor var det relativt kendt, hvad vi kunne forvente os af Lightroom. Hertil kommer, at der allerede er skabt en hel del Lightroom-dedikerede web-steder, foraer, mv. som fortæller i dybden om det nye program. Det er også fint.

Nogle web-steder – som f.eks. Lightroom Killer Tips – strømmer sÃ¥ meget over af begejstring for Lightroom, sÃ¥ det næsten fÃ¥r karakter af tilbedelse. Heldigvis kan man selv fÃ¥ syn for sagn, for hos Adobe kan man hente en gratis prøveversion, som er fuldt funktionel i en mÃ¥ned.

Jeg har nu haft Lightroom installeret og brugt det ret intensivt i nogle uger. Det første indtryk var forvirring, dernæst begejstring – og til sidst, desværre, skuffelse. Kort sagt mener jeg, at Lightroom bygger pÃ¥ mindst 2 rigtig gode ideer, som pÃ¥ længere sigt godt kan gøre det til et rigtig godt redskab. Men her og nu lider det desværre ogsÃ¥ af nogle mangler, som reelt gør det uegnet til i hvert fald mit formÃ¥l.

Lightrooms brugergrænseflade kræver lidt tilvænning. Men den er faktisk både funktionel og flot.

Først de gode ideer. Den ene er at skabe et program, som er centreret omkring den fotografiske arbejdsgang. Hovedelementerne i Lightroom er således dels en fremragende RAW-konverter, dels et databasebaseret sorterings og arkiveringsværktøj. Det første svarer dybest set til den RAW-konverter som følger med nyeste version af Photoshop, så her får man ikke i sig selv noget nyt og bedre med Lightroom. Men det sidste findes som bekendt ikke i Photoshop, som aldrig har tilbudt ordentlige værktøjer til den slags (idet vi her forbigår Bridge i nådig tavshed).

Med Lightroom gÃ¥r man glip af en hel del af redigeringsmulighederne i Photoshop. Men hÃ¥nden pÃ¥ hjertet, hvor mange af os bruger reelt mere end halvdelen – højt sat – af Photoshops funktioner? Vigtigste forskel er nok, at man i Lightroom ikke kan operere med lag og masker, og derfor heller ikke selektiv redigering i dele af et billede. Om man som Lightroom bruger helt kan undvære Photoshop, afhænger naturligvis af hvor meget man normalt efterbehandler sine billeder. Jeg ville ikke kunne det. Men jeg ville nok – med et stort forbehold, som jeg vender tilbage til nedenfor – kunne holde mig indenfor Lightroom for 70-80% af mine billeders vedkommende.

Med Lightroom fÃ¥r man altsÃ¥ et program, som samler alle de væsentligste funktioner fra import af billeder far kameraet over sortering og arkivering til billedbehandling og udskrift i en og samme pakke. Og det vel at mærke en pakke med en konsistent og gennemtænkt brugergrænseflade. Brugegrænsefladen er ganske vist radikal anderledes end den vi kender fra Photoshop – men nÃ¥r man har vænnet sig til den, fungerer den godt.

Den anden rigtig gode idé er det som Adobe kalder ikke-destruktiv redigering. Det gÃ¥r i al sin gribende enkelthed ud pÃ¥, at Lightroom aldrig ændrer sÃ¥ meget som en pixel i dit oprindelige billede. Alle de konverteringer og redigeringer du laver bliver gemt som en “opskrift” i programmets database eller i en selvstændig fil. Det betyder ogsÃ¥, at der er ubegrænsede muligheder for at gÃ¥ tilbage i processen. Det er ogsÃ¥ uhyre fleksibelt, hvis man f.eks. har billebehandlet sit foto til udskrift men senere fÃ¥r brug for en udgave til web – sÃ¥ skal man ikke RAW-konvertere forfra, men kan nøjes med f.eks. at ændre størrelse og beskæring.

Men hvad er det sÃ¥ der spænder ben for programmet i den sidste ende? Det er primært tre ting, hvoraf den første er hastigheden – eller mangelen pÃ¥ samme. Lightroom har en vældig fin brugergrænseflade, nÃ¥r man skal sortere sine billeder. Men hvad hjælper det, nÃ¥r den bruger et tocifret antal sekunder pÃ¥ at optegne hvert eneste billede, hver gang man bladrer i sit billedbibliotek? Jeg skal indrømme, at min PC mÃ¥ske ikke er den hurtigste knallert pÃ¥ kajen. Men den er dog hurtig nok til, at jeg aldrig har oplevet noget tilsvarende i andre programmer. Eksempelvis giver det ingen problemer at hÃ¥ndtere de samme 6.000+ billeder i Adobes andet bud pÃ¥ en billeddatabase: Organizer, som er en del af Elements. Jeg har brugt de tips til optimering af Lightroom, jeg har kunnet finde pÃ¥ nettet. Men det er da muligt, at det er mig der gør noget forkert – her er jeg villig til at lade tvivlen komme den anklagede til gode. Hvis det var den eneste indvendig jeg havde mod Lightroom, ville jeg ogsÃ¥ være villig til at arbejde hÃ¥rdt for at finde en løsning pÃ¥ det problem – og mÃ¥ske i sidste ende opgradere min PC om nødvendigt.

Men desværre er der ogsÃ¥ andre problemer. Nummer to er den mÃ¥de Lightroom hÃ¥ndterer farver pÃ¥. Internt kører programmet med 16bit farver hele vejen igennem og med prophotoRGB som farverum – altsÃ¥ det pt. “største” farverum. Først nÃ¥r man vælger en destination for et af sine billeder, skifter Lightroom til et andet, passende farverum: sRGB hvis man exporterer som JPG til skærmbrug og f.eks. adobeRGB til udskrift. Det betyder, at farvehÃ¥ndtering i princippet er nemt. Desværre er det ogsÃ¥ uforudsigeligt: man har nemlig ingen mulighed for pÃ¥ forhÃ¥nd at se, hvordan det billede man arbejder med vil se ud, nÃ¥r det eksporteres. Ofte vil der være smÃ¥, men tydelige forskelle i farvebalance- og intensitet, nÃ¥r der skiftes farverum. I Photoshop findes der en fin funktion, kaldet “Proof colors”, som gør det muligt at se hvordan det billede man har pÃ¥ skærmen vil ta’ sig ud i et andet farverum. Det er mig en gÃ¥de, hvorfor Adobe ikke har inkluderet samme funktion i Lightroom, som helt specifikt henvender sig til professionelle, som mÃ¥ formodes at stille krav om let og nøjagtig farvestyring?

Det sidste problem – som for mig slog hovedet pÃ¥ sømmet – er den mildest talt elendige JPG-eksport. Det er Ã¥r og dag siden Adobe indførte en pre-view funktion i Photoshop, sÃ¥ man direkte kan se effekten af den grad af JPG-kompression man vælger. Til overflod findes der en “Save for web” funktion, som gør det muligt direkte at sammenligne forskellige grader af kompression. I Lightroom er der intet af den slags: her kan man blot vælge et tal for kompression og sÃ¥ hÃ¥be pÃ¥, at det er passende. Problemet forværres af, at man først vælger den endelige billedstørrelse i forbindelse med eksporten. Det betyder i praksis, at brug af skarphedsfilteret kun kan ske pÃ¥ billedet i fuld størrelse, ikke i den størrelse det fÃ¥r i JPG-versionen. Dermed er det uhyre svært at vælge den rigtige skarphed.

Der er med andre ord et meget stort element af gambling involveret i en konvertering til JPG: hvordan farver, skarphed om kompression helt præcist vil ta’ sig ud pÃ¥ nettet kan man først vide, nÃ¥r man fÃ¥r Ã¥bnet billedet i sin web-browser. Er man ikke tilfreds med resultatet mÃ¥ man prøve igen og sjusse sig frem til nye værdier. Vil man ha’ fuld kontrol med processen, kan man selvfølgelig eksportere hver enkelt billede til Photoshop, og sÃ¥ konvertere til JPG derfra – men sÃ¥ gÃ¥r en stor del af ideen ligesom tabt…..

Hvis man primært bruger Lightroom til at klargøre fotos til print, er det sikkert et rigtig godt program. Men hvis man primært – eller bare i høj grad – bruger det til at behandle fotos der skal pÃ¥ nettet, sÃ¥ er der efter min mening for mange irritationsmomenter. Det er vældig ærgerligt, fordi problemerne kunne være løst med nogle fÃ¥ funktioner, som allerede findes i andre Adobe-programmer. Hvis og nÃ¥r det sker, sÃ¥ vil jeg helt bestemt prøve Lightroom igen. Indtil da vil jeg vælge andre løsninger.