History » christianehoej.dk

Spejlrefleks som vor mor lavede dem

Jun 012007

I 1957 lancerede det japanske firma Asahi en ny kameramodel, kaldet Pentax. Det var ikke det første 35mm spejlreflekskamera med pentaprisme. Den titel tilkommer Contax S, lanceret af Zeiss i 1949 i det daværende DDR.

Men Asahis model var den første, som samlede en lang række af de kendetegn som skulle komme til at kendetegne det moderne spejlreflekskamera: ud over det fastmonterede pentaprisme var det bl.a. det lille håndtag til filmfremføring i højre side, et spejl som returnerede umiddelbart efter optagelsen, mm.

Den grundlæggende konstruktion blev så populær, at den snart blev kopieret af andre japanske kamerafirmaer. Det gjaldt også et dengang inferiørt firma ved navn Canon, som imidlertid ikke fik den store succes. Det gjorde imidlertid Nikon, hvis F-model var det første spejlreflekskamera som blev taget seriøst af professionelle fotografer. Resten er historie…

Asahi blev så overvældet af successen, at de efterhånden ændrede Pentax fra et modelnavn til det navn, som alle firmaets kameraer blev markedsført under. På trods af en fortsat række af tekniske innovationer, som f.eks. verdens første SLR med lysmåling gennem objektivet, nåede Pentax aldrig i nærheden af Nikons popularitet blandt pressefotografer. Derimod fandt mærket en niche blandt mode- og portrætfotografer, ligesom det var uhyre populært blandt ambitiøse amatører.

I 1981 introducerede Pentax det første SLR med en fungerende autofokus. På længere sigt var det imidlertid andre mærker – ikke mindst Canon – som tog teten i indførelsen af autofokus. Da spejlrefleksen blev ramt af den digitale revolution var Pentax langsom til at komme ud af hullerne. Mens Canon brusede frem blev Pentax et nichemærke som kunne være svært at opdrive, selv hos en velassorteret fotohandler.

I det stille har Pentax i de senere år lanceret en række modeller, som er tro mod traditionen for solid byggekvalitet, god søger og kompakt størrelse. Samtidig har man fortsat udviklet sin niche indenfor objektiver, sådan at man i dag har helt sin egen profil i kvalitetsoptik med nok det største udvalg i faste brændvidder. Når det gælder hastighed og megapixel-ræset har man imidlertid været klart bagud for Nikon og Canon.

Med den nye model K10D ser det imidlertid ud til, at Pentax nu rykker for alvor. Det er uden diskussion det mest avancerede kamera i sin klasse. Det har da også fået fine anmeldelser, og er netop udnævnt til årets DSLR i “ekspertklassen” af de europæiske fotoblades forening TIPA.

Digital spejlrefleks i 50â€²er design Samtidig er det altså i år 50 år siden Asahi lancerede “ur-Pentaxen”. Det har man fejret ved at fremstille et jubilæumskamera, kaldet AP50. Der er i bund og grund tale om et K10D i “retro-indpakning”, som skal få det topmoderne digitalkamera til at ligne et spejrefleks fra 1950′erne. Man kan se en nærmere præsentation med flere billeder på dette japanske web-sted. Mit japanske er godt nok lidt rustent. Men ifølge Googles maskin-oversættelse er der, ikke overraskende, tale om en prototype. Men det antydes også, at hvis interessen for en retro-model er stor nok, så vil man muligvis starte en produktion.

AP50 er en sjov gimmick og jeg indrømmer gerne, at jeg bliver nostalgisk og blød om hjertet ved synet. Det er forståeligt, at Pentax gerne vil fejre sin gloværdige fortid. Men på længere sigt er det nok klogest at bruge kræfterne på fremtiden…

Ny bog på vej

History No Responses »

Apr 242007

Arbejdernes historie i Danmark Vi er en nation af lønarbejdere. Tre ud af fire voksne danskere under pensionsalderen er erhvervsaktive. Af disse erhvervsaktive er mere end 90% lønarbejdere. Af lønarbejderne er 7 ud af 10 – svarende til ca. 1,8 mio. mennesker – medlemmer af en fagforening.

Det er høje tal, set i en international sammenhæng. I et historisk perspektiv er det også bemærkelsesværdigt, at det danske arbejdsmarked blev organiseret meget tidligt. Septemberforliget i 1899 var verdens første overenskomst mellem en national, faglig sammenslutning og en tilsvarende arbejdsgiverforening.

Septemberforliget lagde en ramme for arbejdsmarkedets organisering, som i hovedtræk stadig er gældende den dag i dag. Men idenfor rammen var der fortsat kamp og diskussion om mange spørgsmål: fra lønnens størrelse over arbejdstidens længde til graden af medindflydelse og demokrati på arbejdspladsen.

Sideløbende hermed voksede den politiske arbejderbevægelse sig stærk. Gennem størstedelen af det 20. århundrede har Socialdemokratiet spillet en dominerende rolle i dansk politik. Efterhånden kom der også andre partier til på venstrefløjen. Og igennem samme periode, har de tanker, ideer og kulturelle værdier som er udsprunget af arbejderbevægelsen præget samfundet på mangfoldige områder.

Vil man forstå ikke bare Danmarkshistorien, men også baggrunden for tidens aktuelle diskussioner om f.eks. arbejdstid, velfærdsreformer og “flexicurity”, så kommer man ikke uden om at beskæftige sig med arbejderklassens og arbejderbevægelsens historie.

Sammen med Anette E. Hansen og Søren Kolstrup har jeg skrevet bogen Arbejdernes historien i Danmark 1800-2000. Som titlen siger, så handler bogen om arbejderklassens og -bevægelsens historie. Den er tænkt som et oversigtsværk, som henvender sig både til almindeligt interesserede læsere såvel som til de, der ønsker en introduktion til et nærmere studium. Af hensyn til de sidstnævnte er bogen rigeligt forsynet med noter og litteraturhenvisninger. Men bogen er også rigt illustreret og kan læses blot for den gode histories skyld…

Bogen, som er på ca. 460 sider, udgives af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie. Den udkommer d. 10. maj.

Opening the Year of Industrial Culture

History, Museums No Responses »

Mar 222007

På talerstolen ved åbningen af IK07

Speakers on the Diesel Engine (Photo: IK07)

At the opening of the National Year of industrial Culture, I gave a speach. It can be found here.

Photos, as well as the texts of the other speaches can be found at the website of IK07.

Industrikultur på spidsen

History, Museums No Responses »

Mar 222007

I forbindelse med åbningen af Industrikulturens år 2007 havde jeg den fornøjelse, at være på besøg hos Claus Hagen Petersen i programmet “Ugen på spidsen” på P1. Samtalen handlede naturligvis om industrikultur: hvad det er og hvorfor det er interessant.

Programmet kan høres på DR’s websted

Antologi om industrikultur i Danmark 1850-1914

History, Museums 3 Responses »

Feb 252007

Industrikultur i Danmark 1850-1914

I anledningen af Industrikulturens år 2007 er der udkommet en antologi med tekster om industrikultur i Danmark 1850-1914. Antologien, som er produceret af skoletjenesten, er beregnet til undervisning i gymnasiet og andre ungdomsuddannelser – men kan naturligvis også læses af andre, med interesse for emnet.

Bidragene er primært skrevet af museumsfolk fra Nationalmuseet, Teknisk Museum, Arbejdermuseet og flere andre. Indholdsmæssigt spænder de fra industrisamfundets teknologi over arbejderbevægelsen og Septemberforliget til byplanlægning og billedkunst. Stilen er lettilgængelig med mange illustrationer.

Undertegnede har bidraget med artiklen Proletarerne kommer! – en titel som spiller på den frygt, som opkomsten af en ny, industriel arbejderklasse skabte blandt landets bedre borgere i 1800-tallets sidste halvdel. Således udgav den københavnske præst Vilhelm Munck i 1868 en bog hvori han bekymret konstaterede, at der i hovedstaden “findes ikke blot overmaade megen fattigdom, men et stærkt og farligt proletariat”. Proletarerne fandt efterhånden sammen, organiserede sig og blev til en arbejderbevægelse i moderne forstand. Det var denne bevægelse, langt mere end de bekymrede borgere, som skulle bekæmpe fattigdommen og uligheden. Hermed forandrede man også samfundet – i sådan en grad, at proletarerne i løbet af godt et halvt århundrede forandredes fra at være en trussel mod den offentlige orden til at være grundlaget for landets regering.

Antologien kan bestilles hos skoletjenesten. Den koster 50 kr. for et enkelt eksemplar og 300 kr. for et klassesæt.

Den store danske Wiklopædi

History, Politics 1 Response »

Feb 232007

Da Gyldendal i sin tid lancerede projektet Den Store Danske Encyklopædi, slog man kraftigt på tromme for værkets seriøsitet. Artiklerne skulle skrives af førende fagfolk indenfor det respektive felt, og værket redigeres ud fra strengt saglige kriterier. I Encyklopædien kan man hente seriøs og velbegrundet viden, leveret af folk med forstand på sagen. Dette i modsætning til internettet, hvor man ganske vist kan finde masser af informationer, men hvor det ofte er svært at gennemskue om disse er udtryk for reel indsigt i emnet eller f.eks. et ideologisk farvet særstandpunkt.

Så vidt så godt. Det skulle imidlertid vise sig, at langt fra alle mente at resultatet stod mål med intentionerne. I den borgerlige presse rejste der sig en sand kampagne af kritik mod Encyklopædien. Den blev beskyldt for at være venstreorienteret i sin tendens. Der blev rejst krav om stærkere fordømmelse af kommunisme og “venstrekstremisme” og om, at der blev gjort udtrykkeligt opmærksom på omtalte personers evt. kommunistiske fortid. Fra højrefløjen hævdede man sågar, at man blev bedre informeret om danmarkshistorien ved at se Matador end ved at læse i Encyklopædien…

Det er der imidlertid rettet op på med den nye netudgave af Encyklopædien. Her har man lyttet til kritikken og i vid udstrækning rettet og tilføjet i de artikler, som i sin tid blev skældt så voldsomt ud i Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Weekendavisen. Den oprindelige redaktør, professor Jørgen Lund, ville ikke ændre noget. Han har udtalt, at “mit rationale (…) var, at 20 historiekonsulenter og en dygtig redaktion på seks mennesker ikke bare kunne underkendes af nogen, der lige pludselig skreg op” (Information, 10.02.07). Men den nuværende redaktør ser altså anderledes på det. Han har da også fået stor ros fra de borgerlige anførere i kulturkampen. Kulturminister Brian Mikkelsen har således rost Gyldendal for at være “blevet klogere” og have fået “styr på tingene”.

Men hvordan står hele denne historie egentlig i forhold til det oprindelige koncept? Lad os som eksempel tage den omdiskuterede artikel om kommunismen. Den var i sin oprindelige form skrevet af Morten Thing. Han er dr.phil. på en afhandling om DKP og en af landets ubetinget førende kommunismeforskere. Når der nu har været kritik af hans artikel så kunne man måske forvente, at Gyldendal ville lade en anden, højt profileret kommunismeforsker supplere med en alternativ tolkning. Det har man imidlertid ikke gjort. Den nye, omskrevne version er signeret Torben W. Grage. Ikke en forfatter, der på noget tidligere tidspunkt har markeret sig indenfor kommunismeforskning. Derimod har han en anden kvalifikation: han er medlem af det ny-liberalistiske debatforum Libertas. Det ligger godt i tråd med den nye Encyklopædi-redaktørs forklaring til pressen om, at han forud for net-udgaven ringede til Berlingskes Bent Blüdnikow, som havde stået i spidsen for højrefløjens kritik – for at “få ridset debatten op” forud for netudgaven.

Med netudgaven af Encyklopædien er idealet om solid faglighed skubbet til side til fordel for tidens politiske korrekthed. De der skreg op fik simpelthen lov til at omskrive det, som de var utilfredse med. Man kan selvfølgelig vælge at se positivt på det: Gyldendal har bare taget ved lære af Wikipedia, som simpelthen lader læserne selv skrive og redigere værket. Men hvis det er rigtigt, hvorfor så engentlig betale for Wiklopædien når vi kan få Wikipedia gratis?