Deutsches Auswandererhaus

Historie, Kultur, Museer 2 kommentarer »
nov 042009

7,2 millioner. Så mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men også 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.

For kun fire år siden åbnede Deutsches Auswandererhaus på kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angår, så kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregår gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man står blandt udvandrerne og stirrer på skibssiden der tårner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. På turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare på de spørgsmål som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.

Hvad det andet angår, så får man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog også mulighed for at få andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der årsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.

Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses måske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, så det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.

Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.

Tagget med: , ,

Oplæg: Slaget på Fælleden – før og efter

Historie Ingen kommentarer »
okt 212009

Kære kursusdeltagere

Hermed som lovet mine noter til dagens oplæg: Slaget på Fælleden -forhistorie og virkning

Gimle-programmet, som der henvises til, kan findes på Arbejdermuseets web-side
Herman Bang citaterne stammer fra samlingen Reportager, København 1983.

Håber I er i stand til at omsætte en smule af dette til noget der kan interessere dagens folkeskoleelever ;-)

Tak for opmærksomheden
Lars

PS til udenforstående: Noterne er til et oplæg holdt i regi af museernes Skoletjeneste om slaget på Fælleden – et punkt i den af Bertel Haarder vedtagne kanon for historieundervisning i folkeskolen

Tagget med:

Mønsterbryder

Historie, Politik 2 kommentarer »
jun 062009

You think you’re so clever and classless and free

John Lennon: Working class hero

Det er in at tale om mønsterbrydere for tiden. Efter de gængse definitioner er jeg selv en af slagsen. Men jeg bryder mig ikke om betegnelsen og vil gerne be’ mig fritaget.

Som udgangspunkt er en mønsterbryder en person, som mht. uddannelse og job er havnet et andet sted end sine forældre. F.eks. et barn af ufaglærte eller faglærte arbejdere som bliver skolelærer eller akademiker. Det kan naturligvis gi’ nogle udfordringer, når man skal finde sig socialt og kulturelt til rette. Med en arbejderklassebaggrund har man ingen naturlig fødselsret til akademikerverdenen. Det kan godt være svært, hvis man synes man hele tiden skal gøre sig ekstra umage for at knække de kulturelle koder og vise, at man er (mindst) på højde med de, der har den kulturelle kapital med hjemmefra.

På den anden side har man også en arv, som man hverken kan eller vil løbe fra. Man vil nødig opfattes som en der er blevet fin på den, og som har fjernet sig fra det og dem der oprindeligt gjorde en til det man blev. Man skal helst både kende sin Bourdieu og kunne håndtere en hammer.

Det er så denne dobbelthed, mellem loyaliteten overfor rødderne og realiteterne i hverdagen, som vi mønsterbrydere formodes at diskutere. Det er sådan set fint nok og det kan man godt ha’ brug for – indtil en vis grænse.

Problemet er, at der følger en række underforståede bibetydninger med ordet mønsterbryder.  For det første ligger der en bibetydning af, at det er efterstræbelsesværdigt at “bryde mønster” – underforstået at få sig en højere uddannelse end den ens forældre havde. Men er det nu rigtigt? Er det så negativt, hvis pædagogens søn bliver havnearbejder eller akademikerens datter bliver snedker?

Problemet i dagens Danmark er jo kun på overfladen, at skabe det vi i gamle dage kaldte “social mobilitet”. Det grundlæggende problem er, at forskellige typer af jobs er udstyret med forskellige grad af social prestige, økonomisk belønning og samfundsmæssig indflydelse. Så længe de der passer vores penge bliver bedre betalt end de der passer vore børn og så længe en bankdirektør har mere magt end en kassedame, så er “social mobilitet” blot symbolbehandling.

Først den dag, hvor alt samfundsnyttigt arbejde aflønnes nogenlunde ens og giver nogenlunde samme indflydelse, kan vi tale om, at vi alle kan vælge jobs alene ud fra interesser, lyst og evner. Til den tid vil der så til gengæld ikke længere være brug for social mobilitet, fordi der ikke længere knyttes sociale forskelle til forskellige typer af jobs.

Her er vi så ved den anden, og væsentligste, bibetydning ved begrebet mønsterbryder. For hvad er det egentlig for et mønster, vi taler om? I virkeligheden er det en eufemisme for det gode, gamle ord klasser. Det er ikke in at tale om sociale klasser for tiden – og især ikke blandt intellektuelle. Men når vi medlemmer af den kreative klasse så får kvababbelser over de stød det gi’r at rykke fra f.eks. vores arbejderklassebaggrund, så må vi jo finde på en omskrivning så vi kan tale om det alligevel.

Begrebet mønster er en form for naturalisering. Det får sociale klasser til at lyde som noget, der er givet af naturen – noget som den enkelte, udstyret med særlige evner eller initiativ kan bryde med, men som i øvrigt ikke kan ændres.

Det er ingen skam, at ville noget bestemt med sit liv – herunder leve det anderledes end ens forældre. Men det er en skammeligt at omskrive sine egne skridt her i livet på en måde, som får uretfærdigheden til at lyde som noget eviggyldigt.

Tagget med:

Mærkedag for tiden

Historie, Kultur Ingen kommentarer »
feb 062009

Dagen i dag er en vigtig mærkedag i Danmarkshistorien. D. 6. februar 1880 vedtog Rigsdagen nemlig ved lov at indføre en fælles tid for hele Danmark.
Gennem århundrede havde man fastlagt den lokale tid, så klokken var 12 når solen stod højest på himlen. Det betød i praksis, at der var mere end et kvarters forskel på hvornår klokken var 12 på Bornholm og i Vestjylland.
I løbet af 1800-tallet udviklede både transport- og kommunikationsmidler sig voldsomt. Og så blev det efterhånden upraktisk, at tiden ikke var den samme over hele landet. Det skabte især forvirring for togpassagererne. Jernbaneselskaberne havde hovedkvarter i København, og køreplanerne var skrevet ud fra Københavnsk tid. Hvis en togpassager i f.eks. Århus ikke var opmærksom på dette, ville toget været kørt når han eller hun troppede op på perronen.
Også landets præster var bekymrede. Siden Christian d. V’s Danske Lov havde det nemlig været bestemt, at kirkens klokker skulle ringe efter den lokale soltid. Men efterhånden som folk i stigende grad fandt det mere praktisk at indrette sig efter ”Københavnsk tid” opstod der mange steder forvirring om, hvilken tid der gjaldt for gudstjenesterne.
Med loven i 1880 blev det så lagt fast, at klokken var 12 i hele Danmark, når solen stod højest på himlen over København.

Ur fra Aktieselskabet Dansk Normal Tid, formentlig fra 1890′erne.
Dansk Normal Tid leverede ure til bl.a. Københavns Sporveje og andre offentlige formål. Urene blev stillet automatisk tre gange om dagen fra firmaets central.
Uret kan se på den kommende udstilling “Brede Værk -
museum for industrikultur”, hvor tiden som tema optræder i flere sammenhænge.

Problemet med en ensartet tidsregning var dog ikke kun nationalt, men også internationalt. På en international kongres i 1884 blev det besluttet at inddele Jorden i 24 tidszoner, parallelt med længdegraderne. Forskellen i tid var således en time mellem hver zone, mens områder indenfor samme zone havde samme tid. Udgangspunktet var datidens mest prestigefyldte astronomiske institution: observatoriet i Greenwich i England. Tiden ethvert sted på kloden kunne herefter angives som middel-soltiden i Greenwich (GMT) plus eller minus et antal timer.
Danmark tilsluttede sig dette system d. 1.januar 1894. For at vi kunne komme i takt med Greenwich måtte tiden igen justeres med knap 10 minutter, en gang for alle. Siden da har Dansk Normal Tid været lig med GMT minus 1 time.
Den tekniske udvikling har imidlertid gennem det 20. århundrede medført behov for stadig mere præcis koordinering af tiden. I jagten på præcise tidsmålinger indførte man i 1967 en ny, international definition af et sekund. Den er ikke baseret på målinger af solen, men på svingninger i et cæsium-atom – populært kaldet atomtiden.
Der findes således nu to parallelle tids-systemer: dels et som er baseret på astronomiske observationer, stadigt populært kaldet GMT, dels et som er baseret på atomtid, kaldet UTC. Mens atomtiden er uhyre konstant, så varierer jordens rotation faktisk en lille bitte smule, således at den astronomiske tid ikke er fuldstændig konstant. Derfor må man med skiftende mellemrum indføre et skudsekund i UTC for at forhindre, at den bevæger sig for langt væk fra GMT.
Det diskuteres nu internationalt om man på et tidspunkt helt skal droppe soltiden og gå over til atomtid alene. Det vil give en mere entydig og nøjagtigt tidsregning. Og nøjagtig måling og koordinering af tiden er en afgørende forudsætning for en lang række teknologier, som det moderne samfund tager for givet.
Men det vil også endegyldigt gøre det af med menneskenes ældgamle tradition for at forstå tiden i relation til himmellegemerne. At tiden kan måles gennem svingninger i et cæsium-atom er vel til at forstå på det abstrakte plan. Men det er mindre fysisk nærværende og langt fra så umiddelbart, intuitivt forståeligt som solens vandring over himlen.
Tiden går måske nok af sig selv. Men hvordan den går, er i sidste ende noget vi mennesker beslutter.

(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)

Tagget med: ,

Mit Danmark

Historie, Kultur, Politik Ingen kommentarer »
dec 262008

 

Tidligere i år udkom bogen “Der er et yndigt land” med Villy Søvndal og Lene Espersen. De to turede sammen landet rundt for at lede efter danskheden. Bogen er en opsamling af deres diskussioner.

For at promovere bogen oprettede forlaget web-stedet www.leneogvilly.dk. Her kan man plante sit flag et sted i Danmark og skrive sit eget bud på, hvad der er særligt dansk. Det gjorde jeg så: jeg rejste et lille Dannebrog midt i Nørrebros Rabarberkvarter og skrev den lille tekst, som er gengivet nedenfor.

Til min overraskelse vandt min tekst hovedpræmien som “det skarpeste” bud på danskheden. Sig så ikke, at man ikke kan vinde noget på nettet :-)

Danskhed – det er noget vi skaber

Danskheden er ikke noget, der falder ned fra himlen eller vokser op af mulden. Dagens danskhed er resultatet af de valg, som generationer før os har truffet – og på samme måde vil de valg vi træffer i dag, være afgørende for fremtidens danskhed.

I 1879 fødtes en pige ved navn Dagmar i Rabarberkvarteret på Nørrebro i København. Rabarberkvarteret var den gang et fattigkvarter, som dem vi i dag finder rundt om den 3. verdens storbyer. Dagmars mor var eneforsørger. Hendes indtægter kom dels fra tilfældige rengøringsjob, dels fra den fornedrende fattighjælp, som medførte tab af borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeretten. Det sidste kunne dog være lige meget, da kvinderne alligevel ikke havde stemmeret. Varm mad fik man stort set aldrig, tøjet blev købt hos marskandiseren, og Dagmar fik sit første par rigtige sko, da hun skulle konfirmeres.

Dagmar måtte tidligt hjælpe til med at forsørge familien. Hun startede med byplads som 10-årig, og et par år senere fik hun plads på landet, hvor arbejdstiden var fra 5 morgen til 10 aften. I 1901 blev Dagmar gift. Manden, som var arbejdsmand, var ofte uden arbejde. Så Dagmar måtte vaske og gøre rent for andre, samtidig med at hun passede sine 3 små børn. Ofte havde manden drukket den sparsomme løn op, inden han nåede hjem til familien.

I 1907 havde Dagmar endelig fået nok og lod sig separere. Med hjælp fra sin søster fik hun arbejde på en tekstilfabrik. Nu tog hendes liv en ny drejning. Dagmar blev medlem af Tekstilarbejderforbundet, og brugte bl.a. noget af sin sparsomme fritid til at gå til bal i fagforeningen. Men hun begyndte også at agitere blandt sine kolleger, for at få dem til at organisere sig. På det tidspunkt udgjorde de organiserede arbejdere kun et mindretal, og det var ikke ualmindeligt at de blev fyret eller på anden måde chikaneret.

Men Dagmar blev mere og mere optaget af det faglige arbejde og fik efterhånden flere tillidsposter. Dagmar var optaget af oplysningsarbejdet. Hun arrangerede studiekredse, og deltog selv i kurser på den højskole som arbejderbevægelsen fik oprettet i Roskilde. Efterhånden som fagbevægelsen blev stærkere, blev arbejdsforholdene i industrien gradvist bedre. I 1932 lykkedes det så endelig arbejderbevægelsen at få gennemført retten til 8 dages ferie. For første gang i sit liv kunne Dagmar holde ferie – bl.a. rejste hun så langt som til Paris med Dansk Folkeferie. Samtidig med at hun passede sit arbejde og var faglig aktiv, lykkedes det Dagmar at sikre sine børn en bedre barndom end den hun selv havde haft. Alle tre sønner kom i lære, og fik gode jobs. Da Dagmar i en alder af omkring 70 år ser tilbage på sit liv, skriver hun: “Når jeg tænker på forskellen til min barndom og ungdom, så har vi meget at være glade for”.

Gennem hundreder af år var det i Danmark en indlysende selvfølge for de fleste, at der var forskel på mennesker: nogle var rige og nogle fattige. Nogle havde magt og andre måtte adlyde. I 1849 fik Danmark sin grundlov. Men “folkestyret” var stærkt indskrænket: det gjaldt kun for velhavende, midaldrende mænd. Blandt den nye klasse af arbejdere rumlede den tanke, at demokratiet skulle være for alle: “Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder”. Det var en radikal parole i et samfund, hvor de der arbejdede sjældent havde indflydelse, og de der havde magt sjældent behøvede at arbejde. Gennem det 20. århundrede blev der i Danmark skabt en velfærdsstat, som ikke er perfekt men som vi dog langt hen ad vejen kan være stolte af. Indtil for få år siden havde Danmark et internationalt ry, som et land der påtog sig sin del af det globale ansvar for udvikling og fredsskabelse.

Sådan var danskheden. Ikke fordi vi danskere er født bedre eller klogere end nogen som helst andre. Men fordi nogle af os havde visioner om, at sådan et land ville de gerne leve i. Hvordan ser fremtidens danskhed så ud? Kan vi se os selv i spejlet og være stolte over den retning vi skabte for Danmark, når vores børn ser tilbage på os? Vil vi stå som landet, hvor få har for meget og færre for lidt? Som et åbent, tolerant og solidarisk land? Eller som den lille ravnekrog, hvor vi hygger os i smug, pudser vore guldhorn og besynger vore gravhøje mens fanden tager den store verden? Det er det afgørende: spørg ikke dit land hvad danskhed er – spørg dig selv, hvilken danskhed du ønsker for dit land!

Tagget med: ,

Et billedes fald?

Fotografi, Historie, Kultur 2 kommentarer »
okt 072008

…om fotografiet, virkeligheden og historien

Hvornår viser et fotografi virkeligheden?  

Det simple svar er: når det viser noget, som faktisk er sket. Men helt så enkelt er det alligevel ikke.  For tiden prydes bybilledet af store plakater med en skuespiller ved navn Linda  P. i forskellige, fjollede positurer. Fotografierne er virkelige i den forstand, at de viser et virkeligt menneske.  Men Linda P. ser næppe sådan ud, når hun køber ind i Brugsen. Billederne forestiller en virkelighed, skabt til lejligheden.

Helt anderledes med Jan Grarups reportagefotos fra Palæstina, vist i Politiken for nogle uger siden. Et billede som virkede stærkt, i hvert fald på mig, viste en kvinde som kom gående gennem et stort kloakrør – den eneste måde hvorpå hun kunne slippe ud af den ghetto, hun boede i. Også dette billede kunne i princippet være blevet til, ved at fotografen havde bedt kvinden posere i kloakrøret. Når jeg er overbevist om, at det ikke er tilfældet, så skyldes det at billedet tilhører en anden genre end billedet af Linda P. Det er et reportagefoto – og både fotografen og Politiken ville sætte hele deres troværdighed over styr, hvis de præsenterede et arrangeret billede som reportage.

Vores opfattelse af, hvornår et fotografi viser virkeligheden, har bl.a. noget med genrer at gøre. Der findes en slags uudtalt aftale mellem sender og modtager: begge parter ved godt, at reklamefotografiet er iscenesat, så det er der sjældent nogen der gider gøre vrøvl over. Anderledes med det foto, der præsenterer sig som reportage: her er den uudtalte aftale, at fotografen fotograferer det der fandt sted, uden selv at gribe ind i begivenhederne.  

Reportagefotografiet har lange, historiske rødder. Men i sin moderne form kom det til verden i løbet af mellemkrigstiden. Det blev hjulpet på vej dels af den tekniske udvikling, som gjorde kameraerne mindre og dermed muliggjorde et mere dynamisk fotografi, dels af opblomstringen af illustrerede magasiner i såvel Europa som USA. Men i sidste ende var det naturligvis datidens fotografer som skabte det. En af dem var Robert Capa. Han fik sit gennembrud som fotograf med sine reportager fra den spanske borgerkrig – ikke mindst med billedet af en republikansk soldat som falder til jorden, ramt af en fjendtlig kugle. Billedet af den faldende soldat blev et symbol på den heroiske modstand mod Franco og hans fascistiske oprørsstyrker.

Den faldende soldat, Cerro Muriano, 5. september 1936
Foto: Robert Capa 
© Cornell Capa

I slutningen af 70′erne blev der imidlertid rejst den påstand, at billedet var iscenesat: der var ingen kamp og manden på billedet er ikke død, men spiller skuespil. Debatten har raset frem og tilbage, men på trods af mangel på afgørende beviser er det for mange tilsyneladende nu den vedtagne kendsgerning, at billedet er falsk. D. 3.10. tog Politiken debatten op, som foromtale af en kommende udstilling i Barbican Art Gallery i London. Udstillingen præsenterer efter sigende ny viden om Capas omdiskuterede foto.

Desværre er man som fotohistorisk interesseret dårligt hjulpet af Politikens artikel. Udstillingens clou skulle være nogle “nye” negativer, som er “gravet frem fra arkiverne” af Richard Whelan, forfatter til en biografi om Capa. Skulle det mon være nogle af de hidtil bortkomne negativer fra den såkaldte Mexicanske kuffert, som blev fundet omkring årsskiftet 2007-08? Næppe. Dels lyder de seneste meldinger, at der ikke i denne samling synes at findes negativer, der kan afgøre diskussionen. Dels har Whelan, selv om Politiken referer til ham som om han var nulevende, faktisk været død siden maj 2007. Hvis han har “gravet” noget ud af arkivet, kan det altså ikke være de nyfundne negativer.

Whelan publicerede allerede i 2002 en artikel hvor han, på basis af bl.a. studier af Capas efterladte negativer, giver sin version af historien. Den er, kort fortalt, at manden på billedet faktisk dør. Som det også fremgår af Politiken, kan han endda identificeres ved navn. Derimod tyder meget på, at der fra starten var tale om en iscenesat situation, hvor soldaterne fingerede et angreb til ære for fotografen. Men derved tiltrak de sig fjendens opmærksomhed – og pludselig blev det blodig alvor. Det er tilsyneladende samme version af historien, som Barbicans udstilling præsenterer – nye negativer eller ej.

Jan Grarup har nok en pointe, når han samme dag i Politiken anklager kuratorer for at “gå i selvsving” over navnet Capa. Det gælder imidlertid ikke kun kuratorer, men også medier. Politikens historie er således skåret over den sædvanlige læst – for eller imod Capa? – men føjer dybest set ikke en millimeter nyt til vores viden. Forsøget på at aktualisere diskussionen med interview med bl.a. Grarup ender da også i ren moralisering: var Capa en skidt knægt eller var han ikke? Som om et fotografis væsentlighed afgøres af fotografens moralske habitus.

Grarup fremhæver den sovjetiske krigsfotograf Jevgenij Khaldei som alternativ til Capa. Khaldei var givetvis en stor fotograf, som uretfærdigt er blevet glemt af sin eftertid. Dog er der mange, der vil genkende et af hans mest berømte billeder: det er taget d. 2. Maj 1945 og viser en soldat på toppen af rigsdagsbygningen i Berlin, som hæver den røde fane med hammer og sejl over den udbombede og brændende by. Netop dette billede er imidlertid iscenesat. Fotografen overtalte selv et par af sine kammerater til at kravle op på taget og posere med flaget. Bagefter retoucherede han i øvrigt billedet temmelig kraftigt.

Sovietisk flag over Rigsdagen, Berlin, 2. Maj 1945
Foto: Jevgenij Khaldei
© Sammlung Ernst Volland / Heinz Krimmer

Der er en vis skæbnens ironi i, at de to fotos som er blevet ikoner for hver sit yderpunkt i den mest dramatiske epoke i det 20. århundredes historie – det væbnede opgør med fascismen – altså begge næppe kan siges at forestille virkeligheden, i den betydning vi i dag sætter for reportagefotografiet. For selv om der næppe er helt enighed om nutidens kriterier, så er der i hvert fald fotografer som har mistet karrieren på væsentligt mindre end det som Khaldei og Capa (sandsynligvis) har gjort.

Betyder det, at vor tids kriterier er for snævre? Ikke efter min mening. Vi udsættes dagligt for en storm af billeder af vidt forskellig art. Her er det nødvendigt, at vi har nogle redskaber til at orientere os. Et af de vigtige er genrekonventionerne: når jeg ser et reportagefoto så ved jeg, at der implicit ligger en påstand om at billedet forestiller noget der virkeligt er sket, uafhængigt af fotografens eller andres indgriben  - modsat en shampooreklame.

Men når vi vurderer 60-70 år gamle fotos, så må vi altså ha’ historien med. I fotografiets barndom var et krigsfoto altid opstillet og iscenesat, om ikke andet så fordi teknikken krævede det. I dag kan en reportagefotograf blive fyret og skandaliseret for at bortretouchere den mindste detalje i et billede. Et sted ind imellem var Capa, Khaldei og alle de andre, som i deres praksis selv var med til at ændre reglerne og skabe det moderne reportagefoto. Det spændende er ikke, at give dem moralsk karakter ud fra nutidens normer, men at se dem som en del af fotografiets historie.

Tagget med: , , , , ,
Ældre indlæg Nyere indlæg
Lars K. Christensen Kreditering