I sidste uge var jeg i radioen. Det foregik i det daglige magasin-program ”Apropos” i P1. I anledning af, at programmet startede op igen efter sommerferien, havde man valgt arbejde som ugens tema.

Min opgave var så, at fortælle om arbejdstidens historie: fra de rent arbejdsgiverdikterede arbejdsdage på 10-11 timer i 1860’erne, over fagbevægelsens krav om 8 timers arbejdsdag, der blev rejst i 1889 og indfriet i 1919, frem til nutidens 37 timers uge. Undervejs kom vi ind på årsagerne til, at arbejdstiden er blevet sat ned gennem tiderne. Jeg blev også spurgt om mit syn på fremtidens arbejdstid: hvordan vil det f.eks. gå med S-SF’s aktuelle forslag om at hæve den ugentlige arbejdstid med en time?

Indslaget kan høres på programmets hjemmeside – eller dowloades direkte.

(Krydsposted på blog.nyeretid.dk)

At blive ældre indebærer at man får en fortid. Og at der bliver mere og mere der var en gang. Børn, man kendte, er nu voksne. Voksne, man kendte, er nu døde. Lande, man har opholdt sig i, eksisterer ikke længere. Bevægelser, man var en del af, er gået i opløsning.

Fik vi ændret verden lidt? Fik verden ændret os? Uanset hvad: noget er der sket. Det må være det de kalder historie… 

Børn i Mjølnerparken, København, sidst i 1980′erne.

Poul Bundgaard, samt en anden skuespiller hvis navn jeg desværre har glemt.
Garderoben, Skive Teater, sidst i 1970′erne.

Flere retro-fotos kan ses her

Mennesker har spundet garn og vævet tekstiler gennem tusindvis af år. Det var en produktion der altovervejende blev udført som hjemmearbejde, husflid eller håndværk. I løbet af 1700-tallet blev der imidlertid i England sat en revolutionerende proces i gang: arbejdet blev samlet i store enheder, udstyret med maskiner og drevet med først vand- og siden dampkraft. Den industrielle produktionsform bredte sig fra England til det europæiske fastland og herfra efterhånden til resten af verden.

Med industrialiseringen forandredes ikke bare produktionsprocesser, men også arbejdsforhold, arbejdskraftens sammensætning og levevilkår. Mænd, kvinder og børn i tusindvis rekrutteredes til fabrikkerne. Byerne voksede. Traditionelle måder at organisere og betragte arbejdet på stod for fald, og nye organisationer og ideer måtte skabes. Det kan man nu læse om i en ny bog: “The Ashgate Companion to the History of Textile Workers, 1650–2000”. Bogen, som er på 860 sider, er resultatet af et internationalt forskersamarbejde, igangsat på initiativ af Det Internationale Institut for Socialhistorie i Amsterdam.

Tekstilindustrien er interessant, fordi det var her industrialiseringen startede. Men også fordi tekstilproduktion er et globalt fænomen. Bogens første del består af artikler om tekstilproduktionens og tekstilarbejdernes historie i 20 forskellige lande verden over – herunder Danmark. Med skyldig hensyntagen til de nationale forskelle rækker beretninger altså i tid helt fra de førindustrielle produktionsformer, over industrialiseringens gennembrud og udvikling frem til i dag, hvor tekstilindustrien er under afvikling der hvor den startede: i Vesteuropa og USA. Tekstilindustrien findes imidlertid stadig, ja faktisk er der formentlig på globalt plan flere beskæftigede i tekstilindustrien end nogensinde før i historien. Nu ligger tyngdepunktet imidlertid i Asien, ikke mindst i Kina. Den anden del består af en række tematiske artikler, hvor forfatterne drager sammenligner på tværs af landene. Eksempelvis er der temaer om globalisering, arbejdskraftens rekruttering, arbejdets organisering og kønsarbejdsdeling.

OmslagJeg har bidraget med to artikler. Den første handler om tekstilarbejdets historie i Danmark. I globalt perspektiv har Danmark aldrig spillet nogen stor rolle som tekstilproducent. Tværtimod blev der i Danmark næsten udelukkende produceret til hjemmemarkedet, mens den teknologi der blev anvendt blev importeret fra England, Tyskland og andre store europæiske tekstilnationer. Men Danmark var pioner på et andet område, nemlig i kraft af den måde arbejdskraften organiserede sig på, som bl.a. førte til en forholdsvis tidlig udvikling af et institutionaliseret og aftalereguleret arbejdsmarked. Noget der kom til at ligge til grund for den efterfølgende opbygning af velfærdsstaten. Dette er perspektivet i artiklen, som har fået titlen ”Denmark: the textile industry and the formation of modern industrial relations”.

Mit andet bidrag er til bogens andel del, hvortil jeg har skrevet en artikel med titlen ”Institutions in textile production: guilds and trade unions”, som sammenligner udviklingen af lav, fagforeninger og andre organisationsformer i globalt perspektiv. Artiklen baserer sig på de øvrige nationale bidrag, sammenholdt med generelle teorier om faglig organisering. Eftersom de nationale bidrag er skrevet ud fra ganske forskellige synsvinkler, har der ikke været grundlag for en egentlig komparation i streng forstand. Alligevel mener jeg nok der er grundlag for nogle forsigtige konklusioner, herunder at statens rolle og styrkeforholdet mellem klasserne er nok så vigtigt i forklaringen af den faglige organiserings forskellige udtryk, som forskelle i produktionsformer og teknologi.

Som det fremgår af titlen, er bogen udgivet af forlaget Ashgate. Den komplette indholdsoversigt, såvel som oplysninger om pris mv., kan findes på forlagets webside.

(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)

Klassebegrebet havde som bekendt en kort, men hektisk opblomstring indenfor historie- og samfundsteori i 1970’erne. Med poststrukturalismen og det, der siden er blevet kaldt den sproglige vending, mistede klasseanalysen imidlertid sin centrale placering, til fordel for analyser af bl.a. mentalitet, diskurs og identitet.

Forsiden af Arbejderhistorie nr. 3-2009 / 1-2010Det er ikke svært, at finde eksempler på marxistiske historiebøger fra den gang, der mere eller mindre skriver mennesket ud af historien som handlende subjekt, til fordel for de objektive, samfundsmæssige strukturer og kapitalens logik. På den baggrund kan man godt forstå den efterfølgende trang til at få de handlende, tænkende og talende mennesker tilbage i historien. For som salig Marx selv vrissede i et af sine tidlige skrifter: ”Historien gør intet (…)! Det er menneskene, de virkelige, levende mennesker, som gør alt, som besidder og som kæmper”.

Men poststrukturalismen har også en bagside. Vi har fået flere gode fortællinger om hvordan verden ser ud. Men færre forsøg på at forklare hvorfor. For i takt med, at analyser af diskursen er vundet frem, er det som om analyser af magt og interesser er trængt i baggrunden.

Redaktionen af Arbejderhistorie har taget den udfordring op i et temanummer, som dels diskuterer klasseanalysens relevans i fortid og nutid, dels giver konkrete eksempler på hvordan klassebegrebet kan anvendes i historie og samfundsanalyse.

Jeg er selv blandt bidragyderne, med artiklen ”Den moderne arbejderklasse – bidrag til en skabelsesberetning”. Heri forsøger jeg at kombinere et historisk materialistisk klassebegreb med Anthony Giddens’ modernitetsteori, i en beskrivelse af hvordan den danske arbejderklasse opstod og etablerede sin egen, klassespecifikke form for modernitet.

Se den samlede indholdsoversigt her.

Arbejderhistorie – tidsskrift for historie, kultur og politik
3-2009 / 1-2010, dobbeltnummer, 208 s.

Kan bestilles hos Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie

”Ingen kvindekamp uden klassekamp – uden klassekamp ingen kvindekamp”. Der var en gang, hvor det var hovedparolen ved ethvert 8. marts arrangement med respekt for sig selv. Sådan er det ikke mere. Hvis man kom fra Mars og alene skulle danne sig en mening om ligestilling i Danmark ud fra medierne, så ville man tro, at det største problem var kvindernes underrepræsentation på lederposter i erhvervslivet. Man ville også få det indtryk, at eksklusive netværk for karriere-kvinder udgør kvindekampens fortrop.

Rent principielt må der naturligvis være ligestilling overalt – også på erhvervslivets direktørgange. Men når jeg læser om disse lukkede netværk for kvinder fra den kreative (over)klasse, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Bertolt Brechts ord: ”Kønne støvler sparker ligesom grimme. Vi vil ikke andre herrer – vi vil ingen.”

Offentligt ansatte demonstrerer for ligeløn – Danmark 2008

Det er muligt, at begrebet klassekamp er forsvundet ud af kvindekampen. Men den sociale ulighed findes stadigvæk, med alt hvad det indebærer. Det kan man eksempelvis se illustreret i dagens udgave af Politiken. Avisen har i dagens anledning spurgt fem 18-årige kvinder om hvor de kommer fra og hvor de selv er på vej hen. En af dem er Rikke fra Ikast. Hun er er arbejdsløs og enlig mor til Emilie på to år. Hendes formødre gennem tre generationer var tekstilarbejdere. Selv drømmer hun om at blive pædagog. En anden er Amanda fra Farum. Hun går på HTX. Hendes mor er konsulent i IT-branchen. Selv drømmer hun om at blive økonom, kunstner eller hjerneforsker….

De kvinder, der i sin tid gjorde 8. marts til kvindernes internationale kampdag, var ikke i tvivl om, at kampen mod køns-uligestilling måtte kædes sammen med kampen mod social ulighed. Beslutningen om at indstifte en kampdag blev truffet på den anden internationale socialistiske kvindekongres. Den blev afholdt i 1910 i København – nærmere bestemt i  Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69.

Her samledes 99 delegerede fra 17 lande. Blandt deltagerne var kendte navne som Clara Zetkin fra Tyskland, Alexandra Kollontai fra Rusland – og Nina Bang, som senere skulle blive Danmarks første kvindelige minister. Med inspiration fra USA, hvor socialistiske kvinder året før med stor tilslutning havde arrangeret en national dag til kamp for kvinders valgret, vedtog kongressen:

I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt.

I dagens Danmark er denne historiske oprindelse unægtelig gledet noget i baggrunden. Men vil man vide mere om kvindekongressen i København, om de kvinder der deltog og om historien bag 8 marts, kan man læse meget mere på Arbejdermuseet web-sted

På en måde dør i sidste ende også østtyskernes historie. Jeg føler sommetider, at der dårligt nok eksisterer nogen østtysk historie i dag. DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald. 1961 og 1989. Isolation og revolution. Landet står tilbage som nogle organisationer og forkortelser: FDJ, SED, Stasi, NVA.

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

Lars K. Christensen Kreditering