”Ingen kvindekamp uden klassekamp – uden klassekamp ingen kvindekamp”. Der var en gang, hvor det var hovedparolen ved ethvert 8. marts arrangement med respekt for sig selv. Sådan er det ikke mere. Hvis man kom fra Mars og alene skulle danne sig en mening om ligestilling i Danmark ud fra medierne, så ville man tro, at det største problem var kvindernes underrepræsentation på lederposter i erhvervslivet. Man ville også få det indtryk, at eksklusive netværk for karriere-kvinder udgør kvindekampens fortrop.

Rent principielt må der naturligvis være ligestilling overalt – også på erhvervslivets direktørgange. Men når jeg læser om disse lukkede netværk for kvinder fra den kreative (over)klasse, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Bertolt Brechts ord: ”Kønne støvler sparker ligesom grimme. Vi vil ikke andre herrer – vi vil ingen.”

Offentligt ansatte demonstrerer for ligeløn – Danmark 2008

Det er muligt, at begrebet klassekamp er forsvundet ud af kvindekampen. Men den sociale ulighed findes stadigvæk, med alt hvad det indebærer. Det kan man eksempelvis se illustreret i dagens udgave af Politiken. Avisen har i dagens anledningkan spurgt fem 18-årige kvinder om hvor de kommer fra og hvor de selv er på vej hen. En af dem er Rikke fra Ikast. Hun er er arbejdsløs og enlig mor til Emilie på to år. Hendes formødre gennem tre generationer var tekstilarbejdere. Selv drømmer hun om at blive pædagog. En anden er Amanda fra Farum. Hun går på HTX. Hendes mor er konsulent i IT-branchen. Selv drømmer hun om at blive økonom, kunstner eller hjerneforsker….

De kvinder, der i sin tid gjorde 8. marts til kvindernes internationale kampdag, var ikke i tvivl om, at kampen mod køns-uligestilling måtte kædes sammen med kampen mod social ulighed. Beslutningen om at indstifte en kampdag blev truffet på den anden internationale socialistiske kvindekongres. Den blev afholdt i 1910 i København – nærmere bestemt i  Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69.

Her samledes 99 delegerede fra 17 lande. Blandt deltagerne var kendte navne som Clara Zetkin fra Tyskland, Alexandra Kollontai fra Rusland – og Nina Bang, som senere skulle blive Danmarks første kvindelige minister. Med inspiration fra USA, hvor socialistiske kvinder året før med stor tilslutning havde arrangeret en national dag til kamp for kvinders valgret, vedtog kongressen:

I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt.

I dagens Danmark er denne historiske oprindelse unægtelig gledet noget i baggrunden. Men vil man vide mere om kvindekongressen i København, om de kvinder der deltog og om historien bag 8 marts, kan man læse meget mere på Arbejdermuseet web-sted

På en måde dør i sidste ende også østtyskernes historie. Jeg føler sommetider, at der dårligt nok eksisterer nogen østtysk historie i dag. DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald. 1961 og 1989. Isolation og revolution. Landet står tilbage som nogle organisationer og forkortelser: FDJ, SED, Stasi, NVA.

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

7,2 millioner. Så mange mennesker udvandrede i perioden 1830-1974 med skib fra Bremerhaven i Tyskland til USA og andre oversøiske destinationer. Omkring halvdelen af udvandrerne kom fra Tyskland og halvdelen fra Østeuropa – men også 100.000 skandinaver udvandrede via Bremerhaven.

For kun fire år siden åbnede Deutsches Auswandererhaus på kajen i Bremerhaven. Det er et museum, som fortæller om udvandring og udvandrere. Hvad det første angår, så kan man i udstillingerne følge i udvandrernes fodspor fra kajen i Bremerhaven, i udvandreskibenes sovesale og frem til modtagelsen i Ellis Island i New York. Det foregår gennem en række tableauer med dukker i rekonstruerede omgivelser, startende med en imponerende kaj-scene, hvor man står blandt udvandrerne og stirrer på skibssiden der tårner sig op, mens det sorte vand klukker i havnebassinet. På turen er indlagt forskellige interaktive elementer – bl.a. kan man i Ellis Island svare på de spørgsmål som indvandrerne blev stillet og se, om man bliver lukket ind i det forjættede land.

Hvad det andet angår, så får man ved indgangen udleveret et “boarding pass”, en aktiv billet hvormed man kan følge en ganske bestemt udvandrer. Der er dog også mulighed for at få andre udvandreres historie, og i et meget smukt opbygget “arkiv” fortælles der årsagerne til udvandring i forskellige perioder, mens man kan trække skufferne ud og læse om konkrete udvandreres historie.

Brugen af dukker og tableauer i udstillinger anses måske for tiden som lidt “old school”. Men i denne sammenhæng synes jeg det virker: det er relevant for fortællingen og er samtidig kædet sammen med en smuk og poetisk udstillingsarkitektur, så det samlede indtryk bliver levende og troværdigt.

Er man på de kanter er Deutsches Auswandrerhaus bestemt en omvej værd.

Kære kursusdeltagere

Hermed som lovet mine noter til dagens oplæg: Slaget på Fælleden -forhistorie og virkning

Gimle-programmet, som der henvises til, kan findes på Arbejdermuseets web-side
Herman Bang citaterne stammer fra samlingen Reportager, København 1983.

Håber I er i stand til at omsætte en smule af dette til noget der kan interessere dagens folkeskoleelever

Tak for opmærksomheden
Lars

PS til udenforstående: Noterne er til et oplæg holdt i regi af museernes Skoletjeneste om slaget på Fælleden – et punkt i den af Bertel Haarder vedtagne kanon for historieundervisning i folkeskolen

You think you’re so clever and classless and free

John Lennon: Working class hero

Det er in at tale om mønsterbrydere for tiden. Efter de gængse definitioner er jeg selv en af slagsen. Men jeg bryder mig ikke om betegnelsen og vil gerne be’ mig fritaget.

Som udgangspunkt er en mønsterbryder en person, som mht. uddannelse og job er havnet et andet sted end sine forældre. F.eks. et barn af ufaglærte eller faglærte arbejdere som bliver skolelærer eller akademiker. Det kan naturligvis gi’ nogle udfordringer, når man skal finde sig socialt og kulturelt til rette. Med en arbejderklassebaggrund har man ingen naturlig fødselsret til akademikerverdenen. Det kan godt være svært, hvis man synes man hele tiden skal gøre sig ekstra umage for at knække de kulturelle koder og vise, at man er (mindst) på højde med de, der har den kulturelle kapital med hjemmefra.

På den anden side har man også en arv, som man hverken kan eller vil løbe fra. Man vil nødig opfattes som en der er blevet fin på den, og som har fjernet sig fra det og dem der oprindeligt gjorde en til det man blev. Man skal helst både kende sin Bourdieu og kunne håndtere en hammer.

Det er så denne dobbelthed, mellem loyaliteten overfor rødderne og realiteterne i hverdagen, som vi mønsterbrydere formodes at diskutere. Det er sådan set fint nok og det kan man godt ha’ brug for – indtil en vis grænse.

Problemet er, at der følger en række underforståede bibetydninger med ordet mønsterbryder.  For det første ligger der en bibetydning af, at det er efterstræbelsesværdigt at “bryde mønster” – underforstået at få sig en højere uddannelse end den ens forældre havde. Men er det nu rigtigt? Er det så negativt, hvis pædagogens søn bliver havnearbejder eller akademikerens datter bliver snedker?

Problemet i dagens Danmark er jo kun på overfladen, at skabe det vi i gamle dage kaldte “social mobilitet”. Det grundlæggende problem er, at forskellige typer af jobs er udstyret med forskellige grad af social prestige, økonomisk belønning og samfundsmæssig indflydelse. Så længe de der passer vores penge bliver bedre betalt end de der passer vore børn og så længe en bankdirektør har mere magt end en kassedame, så er “social mobilitet” blot symbolbehandling.

Først den dag, hvor alt samfundsnyttigt arbejde aflønnes nogenlunde ens og giver nogenlunde samme indflydelse, kan vi tale om, at vi alle kan vælge jobs alene ud fra interesser, lyst og evner. Til den tid vil der så til gengæld ikke længere være brug for social mobilitet, fordi der ikke længere knyttes sociale forskelle til forskellige typer af jobs.

Her er vi så ved den anden, og væsentligste, bibetydning ved begrebet mønsterbryder. For hvad er det egentlig for et mønster, vi taler om? I virkeligheden er det en eufemisme for det gode, gamle ord klasser. Det er ikke in at tale om sociale klasser for tiden – og især ikke blandt intellektuelle. Men når vi medlemmer af den kreative klasse så får kvababbelser over de stød det gi’r at rykke fra f.eks. vores arbejderklassebaggrund, så må vi jo finde på en omskrivning så vi kan tale om det alligevel.

Begrebet mønster er en form for naturalisering. Det får sociale klasser til at lyde som noget, der er givet af naturen – noget som den enkelte, udstyret med særlige evner eller initiativ kan bryde med, men som i øvrigt ikke kan ændres.

Det er ingen skam, at ville noget bestemt med sit liv – herunder leve det anderledes end ens forældre. Men det er en skammeligt at omskrive sine egne skridt her i livet på en måde, som får uretfærdigheden til at lyde som noget eviggyldigt.

Dagen i dag er en vigtig mærkedag i Danmarkshistorien. D. 6. februar 1880 vedtog Rigsdagen nemlig ved lov at indføre en fælles tid for hele Danmark.
Gennem århundrede havde man fastlagt den lokale tid, så klokken var 12 når solen stod højest på himlen. Det betød i praksis, at der var mere end et kvarters forskel på hvornår klokken var 12 på Bornholm og i Vestjylland.
I løbet af 1800-tallet udviklede både transport- og kommunikationsmidler sig voldsomt. Og så blev det efterhånden upraktisk, at tiden ikke var den samme over hele landet. Det skabte især forvirring for togpassagererne. Jernbaneselskaberne havde hovedkvarter i København, og køreplanerne var skrevet ud fra Københavnsk tid. Hvis en togpassager i f.eks. Århus ikke var opmærksom på dette, ville toget været kørt når han eller hun troppede op på perronen.
Også landets præster var bekymrede. Siden Christian d. V’s Danske Lov havde det nemlig været bestemt, at kirkens klokker skulle ringe efter den lokale soltid. Men efterhånden som folk i stigende grad fandt det mere praktisk at indrette sig efter ”Københavnsk tid” opstod der mange steder forvirring om, hvilken tid der gjaldt for gudstjenesterne.
Med loven i 1880 blev det så lagt fast, at klokken var 12 i hele Danmark, når solen stod højest på himlen over København.

Ur fra Aktieselskabet Dansk Normal Tid, formentlig fra 1890′erne.
Dansk Normal Tid leverede ure til bl.a. Københavns Sporveje og andre offentlige formål. Urene blev stillet automatisk tre gange om dagen fra firmaets central.
Uret kan se på den kommende udstilling “Brede Værk -
museum for industrikultur”, hvor tiden som tema optræder i flere sammenhænge.

Problemet med en ensartet tidsregning var dog ikke kun nationalt, men også internationalt. På en international kongres i 1884 blev det besluttet at inddele Jorden i 24 tidszoner, parallelt med længdegraderne. Forskellen i tid var således en time mellem hver zone, mens områder indenfor samme zone havde samme tid. Udgangspunktet var datidens mest prestigefyldte astronomiske institution: observatoriet i Greenwich i England. Tiden ethvert sted på kloden kunne herefter angives som middel-soltiden i Greenwich (GMT) plus eller minus et antal timer.
Danmark tilsluttede sig dette system d. 1.januar 1894. For at vi kunne komme i takt med Greenwich måtte tiden igen justeres med knap 10 minutter, en gang for alle. Siden da har Dansk Normal Tid været lig med GMT minus 1 time.
Den tekniske udvikling har imidlertid gennem det 20. århundrede medført behov for stadig mere præcis koordinering af tiden. I jagten på præcise tidsmålinger indførte man i 1967 en ny, international definition af et sekund. Den er ikke baseret på målinger af solen, men på svingninger i et cæsium-atom – populært kaldet atomtiden.
Der findes således nu to parallelle tids-systemer: dels et som er baseret på astronomiske observationer, stadigt populært kaldet GMT, dels et som er baseret på atomtid, kaldet UTC. Mens atomtiden er uhyre konstant, så varierer jordens rotation faktisk en lille bitte smule, således at den astronomiske tid ikke er fuldstændig konstant. Derfor må man med skiftende mellemrum indføre et skudsekund i UTC for at forhindre, at den bevæger sig for langt væk fra GMT.
Det diskuteres nu internationalt om man på et tidspunkt helt skal droppe soltiden og gå over til atomtid alene. Det vil give en mere entydig og nøjagtigt tidsregning. Og nøjagtig måling og koordinering af tiden er en afgørende forudsætning for en lang række teknologier, som det moderne samfund tager for givet.
Men det vil også endegyldigt gøre det af med menneskenes ældgamle tradition for at forstå tiden i relation til himmellegemerne. At tiden kan måles gennem svingninger i et cæsium-atom er vel til at forstå på det abstrakte plan. Men det er mindre fysisk nærværende og langt fra så umiddelbart, intuitivt forståeligt som solens vandring over himlen.
Tiden går måske nok af sig selv. Men hvordan den går, er i sidste ende noget vi mennesker beslutter.

(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)