Når man så kommer hjem og gennemser sine fotos, så spø’r man sig selv: er det her egentlig billeder af Paris? Eller er det billeder af mine billeder af Paris?

Men sådan er turismens vilkår: man kommer på en og samme tide for at opleve nyt og blive bekræftet i det man tror man ved. Og Paris er jo dejlig – n’est-ce pas?

Elskende, Rue de Fürstenberg, Paris

Se flere billeder fra Paris på Flickr 

Der sidder en smuk, nøgen kvinde i et badekar. Fotografiet er taget 1. maj 1945, og motivet og kvindens positur giver associationer til tidens typiske pin-up billeder. Kun to ting forstyrrer: foran badekarret står et par møgbeskidte militær-støvler. Og på karrets kant står et portrætfoto af Adolf Hitler.

Det sidste skyldes, at badekarret faktisk har tilhørt den netop afdøde Fører. Støvlerne tilhører derimod kvinden i karret. Hun hedder Lee Miller, og er selv fotograf. Billedet er taget af én af hendes kolleger. De er netop begge to vendt tilbage til München, efter at have besøgt Kz-lejren Dachau dagen efter, at den var blevet befriet men stadig fyldt med udhungrede fanger. Miller forsøger nu at vaske snavset væk – bogstaveligt, men formentlig også i overført betydning. Hendes liv efter krigen tyder på, at det sidste aldrig rigtig lykkedes.

Miller blev født i USA i 1907.  I 1920’erne og 30’erne gjorde hun karriere på begge sider af kameraet: som model og fotograf. I perioder opholdt hun sig i Paris, bl.a. som assistent for Man Ray. Som fotograf kunne hun dog sagtens stå på egne ben.

Miller blev en del af det internationale, surrealistiske og venstreintellektuelle kunstnermiljø i 1930’ernes Paris. I en periode er hun gift med en Egyptisk rigmand, og opholder sig dels i Frankrig, dels i Cairo. Hendes billeder fra denne periode er fyldt med legelyst, charme og overskud – som f.eks. hendes på en gang uskyldige og stærkt erotiske parafrase over Manets ”Frokost i det grønne”.

I dag ved vi, at det er billeder af livet umiddelbart før tragedien. I 1939 fotograferede Miller Leonora Carrington, en surrealistisk kunstner som dannede par med Max Ernst. Carrington ser direkte på os med et fast og selvbevidst blik, og fylder hele billedet ud med sin tilstedeværelse. Af billedteksten fremgår det imidlertid, at blot få uger senere havde krigen skilt hende fra Ernst for evigt, og hun var politisk flygtning, psykisk nedbrudt og tvangsindlagt.

Under krigen opholdt Miller sig i England, og i 1944 fulgte hun med de allierede styrker til det europæiske fastland, som en af de få kvindelige krigsfotografer. Hun fotograferer krigens gru fra forreste linje. Som nævnt er hun blandt de første, der fotograferer i de netop befriede KZ-lejre. Andre billeder viser nazister, som er blevet slået ihjel af deres tidligere fanger eller har valgt at begå selvmord.

Efter krigen vender Miller tilbage til førkrigstidens motivkreds: portrætter af kunstnere og intellektuelle. Det legende og lystige kommer stadigvæk frem i små glimt. Men det er som om det bliver overlejret af en anden, dybere grundtone: Hendes portrætter bliver mindre eksperimenterende, mere alvorlige, eftertænksomme – ja, ind imellem nærmest sørgmodige.

 Som person trækker Miller sig ind i sig selv. I løbet af 1950’erne holder hun op med at publicere sine billeder. Hun plages af depressioner, og lever et mere eller mindre excentrisk liv. Da Miller dør i 1977, er hun gået i glemmebogen som fotograf.

Heldigvis er Millers billeder kommet frem i lyset igen, bl.a. takket være hendes søn. I ”Portraits from a Life” ser vi et bredt udsnit af hendes portrætter, kronologisk ordnet fra 1930 til omkring 1960. Portræt skal her opfattes i bredeste forstand: fra det formelle til reportage, men hele vejen igennem med mennesker i fokus. Billeder, skabt af et fascinerende menneske, hvis kunst og personlige skæbne afspejler sin tid.

Richard Calvocoressi: Lee Miller – Portraits from a Life. 176 sider.
Thames & Hudson, London, 2005.

Fik vi ændret verden lidt? Fik verden ændret os? Uanset hvad: noget er der sket. Det må være det de kalder historie… 

Børn i Mjølnerparken, København, sidst i 1980′erne.

Poul Bundgaard, samt en anden skuespiller hvis navn jeg desværre har glemt.
Garderoben, Skive Teater, sidst i 1970′erne.

Flere retro-fotos kan ses her

Et andet produkt, lidt i samme boldgade, er Lensbaby. Her er der tale om en optik til brug på et spejlreflekskamera. Den oprindelige model bestod af en enkelt linse, monteret i et fleksibelt plastrør uden blænde. Ved at vride røret lidt til den ene eller den anden side kan man forskyde fokuspunktet i forhold til film- eller sensorplanet, og dermed også forstærke og forskyde uskarpheden i billedet. Senere modeller er lidt mere avancerede, men grundideen er den samme.

Jeg synes den kultagtige begejstring for fotogrej, der skaber teknisk dårligt og til dels uforudsigelige billeder er lidt for meget. Men jeg kan da godt se det tiltrækkende i at gi’ perfektionismen fingeren og lade det fotografiske legebarn komme til…

Holgaen gider jeg ikke, men jeg har overvejet at anskaffe en Lensbaby. De er dog lidt dyre for noget, der måske bare er en grille. Så i stedet besluttede jeg mig for at lave min helt egen trash-optik. Dog af en vis klasse: mindre end Leica ku’ ikke gøre det.

Først pillede jeg det meste af indmaden ud af en gammel Pentax SMC-A zoom. Tilbage var egentlig kun fatningen og to rør som kan forskydes inden i hinanden. Dernæst tog jeg optikken fra en Leica dias-projekter. Den blev stoppet ned i det indre rør i Pentax-optikken og fasthold med noget skumplast. Resultatet er en Leica Hektor med K-fatning. Den har fast blænde 2.8. Brændvidden er oprindeligt 85mm – om ombygningen har ændret på det, er jeg ikke teknisk orienteret nok til at afgøre. Fokusering sker ved at skyde den frem og tilbage. Og så kan den vrikkes til siden, hvorved fokusplanet forskydes – lidt i stil med Lensbabyen.

Det sidste kan ses på dette billede: et portræt, hvor det ene øje er (nogenlunde) skarpt mens det andet er helt uskarpt, på trods af at det ligger i samme plan. Det oprindelige billede havde blege farver og lav kontrast, som var svært at rette op hvis ansigtsfarven skulle forblive naturlig. Men så kan man jo gå den modsatte vej…

Undlader man at vrikke med optikken, bliver resultatet bare en meget lille skarphedsdybde – og en helt speciel bokeh. Her er den manglende kontrast og de flade farverne rettet op – og lidt til – i Lightroom.

Som en sand fotonørd havde jeg et par fornøjelige timer med at lege Jørgen Clevin med de gamle objektiver. Men om resultatet kan bruges til noget i praksis? Næppe…….

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

Derefter spoler vi hurtigt frem til fremtiden, som nu er nutid:

Foto © Chris Jordan

Billdet viser en albatros-unge, som er død af at blive fodret med plastik-rester, som dens forældre åbenbart troede var mad. Det er den ikke ene om. Midt i Stillehavet findes en pøl af plasticaffald på størrelse med staten Texas. Se resten af Chris Jordans skræmmende foto-essay på The Guardians webside.

Som det ses ligner Lightroom umiddelbart sig selv i version 3.
Til venstre anes dog den nye publish funktion.

Den nye brugergrænseflade til import-funktionen.

En interessant ting er, at der nu er kommet et særligt “publish” panel i “Library”-modulet. Her findes der en indbygget funktion for eksport til Flickr. Den mangler nogle få muligheder i forhold til Jeffrey Friedl’s Export to Flickr plugin, som jeg bruger nu. Til gengæld er det langt bedre integreret, og gør det virkeligt nemt og overskueligt at opdatere sin Flickr-stream direkte fra Lightroom. Man må gå ud fra, at Adobe regner med, at der vil komme tilsvarende funktioner til andre populære foto-steder – hvad enten de har tænkt sig selv at lave dem selv eller satse på tredje-parts udviklere.

Publisering på Flickr, direkte fra Lightroom.

Inde i maven på programmet, har Adobe efter sigende arbejdet på at optimere koden for bl.a. adjustment brush. Det var ærlig talt også tiltrængt – på min ikke helt uefne 2,66 Ghz quad-core PC med 3,25 GB ram kører det ind imellem uacceptabelt langsomt. Det umiddelbare indtryk er heldigvis, at det fungerer langt mere flydende i Beta 3. Endelig er der blevet ryddet ud i ulogiske elementer i brugergrænsefladen.

En detaljeret video-gennemgang af de nye funktioner findes på photoshopuser.com. Her præsenteres hver eneste lille forbedring med en entusiasme, som var det den største opfindelse siden Niépce. Personligt synes jeg de fleste forbedringer er i småtingsafdelingen. Til gengæld er der mange af dem.

Leonard Cohen

En af mine første fotobøger – hvis ikke den første – er Krass Clements “Byen bag regnen”. Jeg ønskede mig den, og fik den, i julegave i 1988. På det tidspunkt var jeg lige flyttet fra Jylland til Nørrebro, og jeg synes på mange måder Clements billeder afspejlede mit nye kvarter, dets stemning og dets historie, sådan som jeg forestillede mig den.

Det var ikke nødvendigvis sandt. Bl.a. fordi bogens billeder er taget alle mulige steder i byen. Men det var sikkert i Clements ånd: hans billeder er ikke reportage, det er – i ordets egentligste forstand – stemningsbilleder. Det præcise sted og den præcise tid er ikke afgørende. Fortællingen er alt.

Den gang ku’ jeg godt li’ hans billeder. Og så alligevel ikke. For der er, og har altid været, noget flertydigt over Krass Clement. Hans billeder har karakter af overvejelser, snarere end af statements. Og den gang var jeg helt klart mest til statements.

Det har så ændret sig lidt siden. Samtidig er jeg blevet mere og mere fascineret af Clements billeder. Returbilletten til hans univers var først og fremmest “Berlin notat”. Her blander han sine klassiske, melankolske sort/hvide billeder med snapshot-æstetik i farver a la Eggleston. Ikke min kop the i udgangspunktet, men man skal jo være omstillingsparat. Og de små portioner i “Berlin notat” fik lokket mig med på vognen.

Krass Clements univers er ikke et, som man ta’r til sig i ét hug. Så meget desto større er udbyttet, efterhånden som man arbejder sig ind i det. At grundstemningen er i mol, er der ingen tvivl om. For Clement er et billede i sagens natur altid et billede af noget, der har været men ikke er længere. Opbrud, afsked og forgængelighed er aldrig langt væk. “Melankolien og de dybe ar man har på krop og sjæl, bærer man med sig og de går ind i ens arbejde som et vandmærke i papiret, en ridse i negativet” siger han. Men ridserne og revnerne kan også være der hvor lyset kommer ind.

Foto: Krass Clement – fra udstillingens plakat

“Indstillinger” som lige nu vises på Nivaagaard, og som senere går videre til bl.a. Vendsyssel Kunstmuseum, er et retrospektivt udvalg af nogle af Clements billeder. Der er enkelte, ikke tidligere viste fotos i form af natprospekter fra København og nogle store farvefotos fra Vognmandsruten. Der ud over er der tidligere publicerede billeder fra Byen bag regnen, Forandringen, Lydhørt og Novemberrejse. Den eneste virkelige indvending man kan komme med mod udstillingen er, at den ikke er større…

Heldigvis er der lavet et katalog til udstillingen med gengivelse af (vist nok) alle værker i fin kvalitet. Et forbilledligt lille værk i både form og indhold. Ud over to udmærkede essays om Clement – ikke uden indbydelser til modsigelse, men det er jo godt nok – er det bedste et interview med fotografen selv. Han får det sidste ord:

“Egentlig har jeg det svært med farver og andre billedformater, for jeg elsker jo regn og sort-hvid, men synes også jeg har fortalt det. Regnvejr er også meget taknemmeligt i forhold til solskin, ligesom der kan være noget letkøbt i altid at søge sig til dokumentarfotografiets fotogene marginaleksistenser. Tog jeg over og fotograferede ludere i Calcutta, ville det sikkert være spændende for mig selv, eftersom prostitutionsmiljøet altid har fascineret mig. Men jeg tror desværre, at ens kunstneriske ansvar beklageligvis nogle gange ligger et andet sted. Som for eksempel på hovedgaden i Rubjerg”

Et snapshot fra Finale Ligurie - byen hvor Ligurien slutter og havet begynder. Se flere på på Flickr.

C.V. Jørgensen

Jytte

I et hjørne af haven