Mon ikke enhver der kommer til Paris allerede har hovedet fyldt med billeder af byen? Det må i hvert fald gælde, hvis bare man er den mindste smule interesseret i fotografi.

Når man så kommer hjem og gennemser sine fotos, så spø’r man sig selv: er det her egentlig billeder af Paris? Eller er det billeder af mine billeder af Paris?

Men sådan er turismens vilkår: man kommer på en og samme tide for at opleve nyt og blive bekræftet i det man tror man ved. Og Paris er jo dejlig – n’est-ce pas?

Elskende, Rue de Fürstenberg, Paris

Se flere billeder fra Paris på Flickr 

Der sidder en smuk, nøgen kvinde i et badekar. Fotografiet er taget 1. maj 1945, og motivet og kvindens positur giver associationer til tidens typiske pin-up billeder. Kun to ting forstyrrer: foran badekarret står et par møgbeskidte militær-støvler. Og på karrets kant står et portrætfoto af Adolf Hitler.

Det sidste skyldes, at badekarret faktisk har tilhørt den netop afdøde Fører. Støvlerne tilhører derimod kvinden i karret. Hun hedder Lee Miller, og er selv fotograf. Billedet er taget af én af hendes kolleger. De er netop begge to vendt tilbage til München, efter at have besøgt Kz-lejren Dachau dagen efter, at den var blevet befriet men stadig fyldt med udhungrede fanger. Miller forsøger nu at vaske snavset væk – bogstaveligt, men formentlig også i overført betydning. Hendes liv efter krigen tyder på, at det sidste aldrig rigtig lykkedes.

Miller blev født i USA i 1907.  I 1920’erne og 30’erne gjorde hun karriere på begge sider af kameraet: som model og fotograf. I perioder opholdt hun sig i Paris, bl.a. som assistent for Man Ray. Som fotograf kunne hun dog sagtens stå på egne ben.

Miller blev en del af det internationale, surrealistiske og venstreintellektuelle kunstnermiljø i 1930’ernes Paris. I en periode er hun gift med en Egyptisk rigmand, og opholder sig dels i Frankrig, dels i Cairo. Hendes billeder fra denne periode er fyldt med legelyst, charme og overskud – som f.eks. hendes på en gang uskyldige og stærkt erotiske parafrase over Manets ”Frokost i det grønne”.

I dag ved vi, at det er billeder af livet umiddelbart før tragedien. I 1939 fotograferede Miller Leonora Carrington, en surrealistisk kunstner som dannede par med Max Ernst. Carrington ser direkte på os med et fast og selvbevidst blik, og fylder hele billedet ud med sin tilstedeværelse. Af billedteksten fremgår det imidlertid, at blot få uger senere havde krigen skilt hende fra Ernst for evigt, og hun var politisk flygtning, psykisk nedbrudt og tvangsindlagt.

Under krigen opholdt Miller sig i England, og i 1944 fulgte hun med de allierede styrker til det europæiske fastland, som en af de få kvindelige krigsfotografer. Hun fotograferer krigens gru fra forreste linje. Som nævnt er hun blandt de første, der fotograferer i de netop befriede KZ-lejre. Andre billeder viser nazister, som er blevet slået ihjel af deres tidligere fanger eller har valgt at begå selvmord.

Efter krigen vender Miller tilbage til førkrigstidens motivkreds: portrætter af kunstnere og intellektuelle. Det legende og lystige kommer stadigvæk frem i små glimt. Men det er som om det bliver overlejret af en anden, dybere grundtone: Hendes portrætter bliver mindre eksperimenterende, mere alvorlige, eftertænksomme – ja, ind imellem nærmest sørgmodige.

 Som person trækker Miller sig ind i sig selv. I løbet af 1950’erne holder hun op med at publicere sine billeder. Hun plages af depressioner, og lever et mere eller mindre excentrisk liv. Da Miller dør i 1977, er hun gået i glemmebogen som fotograf.

Heldigvis er Millers billeder kommet frem i lyset igen, bl.a. takket være hendes søn. I ”Portraits from a Life” ser vi et bredt udsnit af hendes portrætter, kronologisk ordnet fra 1930 til omkring 1960. Portræt skal her opfattes i bredeste forstand: fra det formelle til reportage, men hele vejen igennem med mennesker i fokus. Billeder, skabt af et fascinerende menneske, hvis kunst og personlige skæbne afspejler sin tid.

Richard Calvocoressi: Lee Miller – Portraits from a Life. 176 sider.
Thames & Hudson, London, 2005.

At blive ældre indebærer at man får en fortid. Og at der bliver mere og mere der var en gang. Børn, man kendte, er nu voksne. Voksne, man kendte, er nu døde. Lande, man har opholdt sig i, eksisterer ikke længere. Bevægelser, man var en del af, er gået i opløsning.

Fik vi ændret verden lidt? Fik verden ændret os? Uanset hvad: noget er der sket. Det må være det de kalder historie… 

Børn i Mjølnerparken, København, sidst i 1980′erne.

Poul Bundgaard, samt en anden skuespiller hvis navn jeg desværre har glemt.
Garderoben, Skive Teater, sidst i 1970′erne.

Flere retro-fotos kan ses her

Midt i København ligger en højt profileret foto-forretning. Her kan man ofte, mellem Leica’er og Linhof’er, se en stabel Holga’eri udstillingsvinduet. Holga er, for de uindviede, et kinesisk plastikkamera.  Det har egenskaber som stærk vignettering, falsk lys, uskarphed og upræcise farver – noget som har gjort det til kult i visse kredse.

Et andet produkt, lidt i samme boldgade, er Lensbaby. Her er der tale om en optik til brug på et spejlreflekskamera. Den oprindelige model bestod af en enkelt linse, monteret i et fleksibelt plastrør uden blænde. Ved at vride røret lidt til den ene eller den anden side kan man forskyde fokuspunktet i forhold til film- eller sensorplanet, og dermed også forstærke og forskyde uskarpheden i billedet. Senere modeller er lidt mere avancerede, men grundideen er den samme.

Jeg synes den kultagtige begejstring for fotogrej, der skaber teknisk dårligt og til dels uforudsigelige billeder er lidt for meget. Men jeg kan da godt se det tiltrækkende i at gi’ perfektionismen fingeren og lade det fotografiske legebarn komme til…

Holgaen gider jeg ikke, men jeg har overvejet at anskaffe en Lensbaby. De er dog lidt dyre for noget, der måske bare er en grille. Så i stedet besluttede jeg mig for at lave min helt egen trash-optik. Dog af en vis klasse: mindre end Leica ku’ ikke gøre det.

Først pillede jeg det meste af indmaden ud af en gammel Pentax SMC-A zoom. Tilbage var egentlig kun fatningen og to rør som kan forskydes inden i hinanden. Dernæst tog jeg optikken fra en Leica dias-projekter. Den blev stoppet ned i det indre rør i Pentax-optikken og fasthold med noget skumplast. Resultatet er en Leica Hektor med K-fatning. Den har fast blænde 2.8. Brændvidden er oprindeligt 85mm – om ombygningen har ændret på det, er jeg ikke teknisk orienteret nok til at afgøre. Fokusering sker ved at skyde den frem og tilbage. Og så kan den vrikkes til siden, hvorved fokusplanet forskydes – lidt i stil med Lensbabyen.

Det sidste kan ses på dette billede: et portræt, hvor det ene øje er (nogenlunde) skarpt mens det andet er helt uskarpt, på trods af at det ligger i samme plan. Det oprindelige billede havde blege farver og lav kontrast, som var svært at rette op hvis ansigtsfarven skulle forblive naturlig. Men så kan man jo gå den modsatte vej…

Undlader man at vrikke med optikken, bliver resultatet bare en meget lille skarphedsdybde – og en helt speciel bokeh. Her er den manglende kontrast og de flade farverne rettet op – og lidt til – i Lightroom.

Som en sand fotonørd havde jeg et par fornøjelige timer med at lege Jørgen Clevin med de gamle objektiver. Men om resultatet kan bruges til noget i praksis? Næppe…….

På en måde dør i sidste ende også østtyskernes historie. Jeg føler sommetider, at der dårligt nok eksisterer nogen østtysk historie i dag. DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald. 1961 og 1989. Isolation og revolution. Landet står tilbage som nogle organisationer og forkortelser: FDJ, SED, Stasi, NVA.

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

På dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, må det være på sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sådan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi får et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler på, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet også i DDR kunne leves på mange måder – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

Husker du scenen fra “Fagre voksne verden”, hvor den nybagte student bliver hvet til side af familiens ven og får det faderlige råd: “Plastics! Its the future!”. Hvis ikke, kan du gense den her:

Derefter spoler vi hurtigt frem til fremtiden, som nu er nutid:

Foto © Chris Jordan

Billdet viser en albatros-unge, som er død af at blive fodret med plastik-rester, som dens forældre åbenbart troede var mad. Det er den ikke ene om. Midt i Stillehavet findes en pøl af plasticaffald på størrelse med staten Texas. Se resten af Chris Jordans skræmmende foto-essay på The Guardians webside.