Midt i København ligger en højt profileret foto-forretning. Her kan man ofte, mellem Leica’er og Linhof’er, se en stabel Holga’eri udstillingsvinduet. Holga er, for de uindviede, et kinesisk plastikkamera.  Det har egenskaber som stærk vignettering, falsk lys, uskarphed og upræcise farver – noget som har gjort det til kult i visse kredse.

Et andet produkt, lidt i samme boldgade, er Lensbaby. Her er der tale om en optik til brug på et spejlreflekskamera. Den oprindelige model bestod af en enkelt linse, monteret i et fleksibelt plastrør uden blænde. Ved at vride røret lidt til den ene eller den anden side kan man forskyde fokuspunktet i forhold til film- eller sensorplanet, og dermed også forstærke og forskyde uskarpheden i billedet. Senere modeller er lidt mere avancerede, men grundideen er den samme.

Jeg synes den kultagtige begejstring for fotogrej, der skaber teknisk dårligt og til dels uforudsigelige billeder er lidt for meget. Men jeg kan da godt se det tiltrækkende i at gi’ perfektionismen fingeren og lade det fotografiske legebarn komme til…

Holgaen gider jeg ikke, men jeg har overvejet at anskaffe en Lensbaby. De er dog lidt dyre for noget, der måske bare er en grille. Så i stedet besluttede jeg mig for at lave min helt egen trash-optik. Dog af en vis klasse: mindre end Leica ku’ ikke gøre det.

Først pillede jeg det meste af indmaden ud af en gammel Pentax SMC-A zoom. Tilbage var egentlig kun fatningen og to rør som kan forskydes inden i hinanden. Dernæst tog jeg optikken fra en Leica dias-projekter. Den blev stoppet ned i det indre rør i Pentax-optikken og fasthold med noget skumplast. Resultatet er en Leica Hektor med K-fatning. Den har fast blænde 2.8. Brændvidden er oprindeligt 85mm – om ombygningen har ændret pÃ¥ det, er jeg ikke teknisk orienteret nok til at afgøre. Fokusering sker ved at skyde den frem og tilbage. Og sÃ¥ kan den vrikkes til siden, hvorved fokusplanet forskydes – lidt i stil med Lensbabyen.

Det sidste kan ses på dette billede: et portræt, hvor det ene øje er (nogenlunde) skarpt mens det andet er helt uskarpt, på trods af at det ligger i samme plan. Det oprindelige billede havde blege farver og lav kontrast, som var svært at rette op hvis ansigtsfarven skulle forblive naturlig. Men så kan man jo gå den modsatte vej…

Undlader man at vrikke med optikken, bliver resultatet bare en meget lille skarphedsdybde – og en helt speciel bokeh. Her er den manglende kontrast og de flade farverne rettet op – og lidt til – i Lightroom.

Som en sand fotonørd havde jeg et par fornøjelige timer med at lege Jørgen Clevin med de gamle objektiver. Men om resultatet kan bruges til noget i praksis? Næppe…….

På en måde dør i sidste ende også østtyskernes historie. Jeg føler sommetider, at der dårligt nok eksisterer nogen østtysk historie i dag. DDR bliver kogt ned til to datoer. Etableringen af muren og murens fald. 1961 og 1989. Isolation og revolution. Landet står tilbage som nogle organisationer og forkortelser: FDJ, SED, Stasi, NVA.

Jochen Martin Gutsch
Journalist ved Der Spiegel – opvokset i DDR

PÃ¥ dagen i dag, hvor vi med rette kan glæde os over murens fald, mÃ¥ det være pÃ¥ sin plads at anbefale Ostzeit – geschichten aus einem vergangenen land. Her viser fem forskellige fotografer biller af livet i DDR, sÃ¥dan som det tog sig ud bag forkortelserne. Vi er meget langt fra den ukritiske “ostalgi”. Men vi fÃ¥r et bredt udvalg af hverdagen i DDR, primært fra 1980′erne: gadebilleder fra Berlin. Reportage fra en ydmyg danserestaurant. Eksempler pÃ¥, hvor forskelligt man kunne bo i element-byggeriet. Modefotos. En forunderlig serie om det, at leve sammen. Første maj reportage. Fodboldfans, dissidenter, kunstnere og minearbejdere. De spektakulære billeder fra “die wende”. Men først og fremmest billeder som viser, at livet ogsÃ¥ i DDR kunne leves pÃ¥ mange mÃ¥der – og blev det.

Det er paradoksalt, at jo mere vi bekræfter hinanden i hvor skelsættende en historisk begivende det var, at muren faldt, jo mere synes historien om de der levede bag muren at blive reduceret til stereotypier. Ostzeit er først fremmest en fremragende fotobog. Dernæst er den et bidrag til at holde fast i historiens mangfoldighed.

En stor del af bogen kan faktisk opleves på nettet hos Bundeszentrale für politische Bildung (ja, sådan en findes). Men billederne kommer altså betydeligt bedre til deres ret på tryk.

Fotoagenturet Ostkreuz: Ostzeit – Geschichten aus einem vergangenen Land.
Hantje Cantz, 2009. 288 sider, tekst på tysk og engelsk, 190 fotos i duotone. 29,60 x 26,70 cm.

Husker du scenen fra “Fagre voksne verden”, hvor den nybagte student bliver hvet til side af familiens ven og fÃ¥r det faderlige rÃ¥d: “Plastics! Its the future!”. Hvis ikke, kan du gense den her:

Derefter spoler vi hurtigt frem til fremtiden, som nu er nutid:

Foto © Chris Jordan

Billdet viser en albatros-unge, som er død af at blive fodret med plastik-rester, som dens forældre åbenbart troede var mad. Det er den ikke ene om. Midt i Stillehavet findes en pøl af plasticaffald på størrelse med staten Texas. Se resten af Chris Jordans skræmmende foto-essay på The Guardians webside.

Adobe Lightroom 3 er nu ude i en beta-version. Jeg har leget med den en times tid. Første indtryk er, at der ikke er tale om spektakulære ændringer, men mange smÃ¥ forbedringer. Blandt det mere iøjnefaldende er en ny import-funktion, som skulle være lettere og mere intuitiv at anvende. En anden forbedring er mere fleksible layout-muligheder i “Print”-modulet. I “Develop” er der forbedringer af funktionen til fjernelse af støj, mens der omvendt er kommet en funktion til, der kan simulere gammeldags film-korn.

Som det ses ligner Lightroom umiddelbart sig selv i version 3.
Til venstre anes dog den nye publish funktion.

Den nye brugergrænseflade til import-funktionen.

En interessant ting er, at der nu er kommet et særligt “publish” panel i “Library”-modulet. Her findes der en indbygget funktion for eksport til Flickr. Den mangler nogle fÃ¥ muligheder i forhold til Jeffrey Friedl’s Export to Flickr plugin, som jeg bruger nu. Til gengæld er det langt bedre integreret, og gør det virkeligt nemt og overskueligt at opdatere sin Flickr-stream direkte fra Lightroom. Man mÃ¥ gÃ¥ ud fra, at Adobe regner med, at der vil komme tilsvarende funktioner til andre populære foto-steder – hvad enten de har tænkt sig selv at lave dem selv eller satse pÃ¥ tredje-parts udviklere.

Publisering på Flickr, direkte fra Lightroom.

Inde i maven pÃ¥ programmet, har Adobe efter sigende arbejdet pÃ¥ at optimere koden for bl.a. adjustment brush. Det var ærlig talt ogsÃ¥ tiltrængt – pÃ¥ min ikke helt uefne 2,66 Ghz quad-core PC med 3,25 GB ram kører det ind imellem uacceptabelt langsomt. Det umiddelbare indtryk er heldigvis, at det fungerer langt mere flydende i Beta 3. Endelig er der blevet ryddet ud i ulogiske elementer i brugergrænsefladen.

En detaljeret video-gennemgang af de nye funktioner findes på photoshopuser.com. Her præsenteres hver eneste lille forbedring med en entusiasme, som var det den største opfindelse siden Niépce. Personligt synes jeg de fleste forbedringer er i småtingsafdelingen. Til gengæld er der mange af dem.

There is a crack in everything
That’s how the light gets in.

Leonard Cohen

En af mine første fotobøger – hvis ikke den første – er Krass Clements “Byen bag regnen”. Jeg ønskede mig den, og fik den, i julegave i 1988. PÃ¥ det tidspunkt var jeg lige flyttet fra Jylland til Nørrebro, og jeg synes pÃ¥ mange mÃ¥der Clements billeder afspejlede mit nye kvarter, dets stemning og dets historie, sÃ¥dan som jeg forestillede mig den.

Det var ikke nødvendigvis sandt. Bl.a. fordi bogens billeder er taget alle mulige steder i byen. Men det var sikkert i Clements Ã¥nd: hans billeder er ikke reportage, det er – i ordets egentligste forstand – stemningsbilleder. Det præcise sted og den præcise tid er ikke afgørende. Fortællingen er alt.

Den gang ku’ jeg godt li’ hans billeder. Og sÃ¥ alligevel ikke. For der er, og har altid været, noget flertydigt over Krass Clement. Hans billeder har karakter af overvejelser, snarere end af statements. Og den gang var jeg helt klart mest til statements.

Det har sÃ¥ ændret sig lidt siden. Samtidig er jeg blevet mere og mere fascineret af Clements billeder. Returbilletten til hans univers var først og fremmest “Berlin notat”. Her blander han sine klassiske, melankolske sort/hvide billeder med snapshot-æstetik i farver a la Eggleston. Ikke min kop the i udgangspunktet, men man skal jo være omstillingsparat. Og de smÃ¥ portioner i “Berlin notat” fik lokket mig med pÃ¥ vognen.

Krass Clements univers er ikke et, som man ta’r til sig i ét hug. SÃ¥ meget desto større er udbyttet, efterhÃ¥nden som man arbejder sig ind i det. At grundstemningen er i mol, er der ingen tvivl om. For Clement er et billede i sagens natur altid et billede af noget, der har været men ikke er længere. Opbrud, afsked og forgængelighed er aldrig langt væk. “Melankolien og de dybe ar man har pÃ¥ krop og sjæl, bærer man med sig og de gÃ¥r ind i ens arbejde som et vandmærke i papiret, en ridse i negativet” siger han. Men ridserne og revnerne kan ogsÃ¥ være der hvor lyset kommer ind.

Foto: Krass Clement – fra udstillingens plakat

“Indstillinger” som lige nu vises pÃ¥ Nivaagaard, og som senere gÃ¥r videre til bl.a. Vendsyssel Kunstmuseum, er et retrospektivt udvalg af nogle af Clements billeder. Der er enkelte, ikke tidligere viste fotos i form af natprospekter fra København og nogle store farvefotos fra Vognmandsruten. Der ud over er der tidligere publicerede billeder fra Byen bag regnen, Forandringen, Lydhørt og Novemberrejse. Den eneste virkelige indvending man kan komme med mod udstillingen er, at den ikke er større…

Heldigvis er der lavet et katalog til udstillingen med gengivelse af (vist nok) alle værker i fin kvalitet. Et forbilledligt lille værk i bÃ¥de form og indhold. Ud over to udmærkede essays om Clement – ikke uden indbydelser til modsigelse, men det er jo godt nok – er det bedste et interview med fotografen selv. Han fÃ¥r det sidste ord:

“Egentlig har jeg det svært med farver og andre billedformater, for jeg elsker jo regn og sort-hvid, men synes ogsÃ¥ jeg har fortalt det. Regnvejr er ogsÃ¥ meget taknemmeligt i forhold til solskin, ligesom der kan være noget letkøbt i altid at søge sig til dokumentarfotografiets fotogene marginaleksistenser. Tog jeg over og fotograferede ludere i Calcutta, ville det sikkert være spændende for mig selv, eftersom prostitutionsmiljøet altid har fascineret mig. Men jeg tror desværre, at ens kunstneriske ansvar beklageligvis nogle gange ligger et andet sted. Som for eksempel pÃ¥ hovedgaden i Rubjerg”

Et snapshot fra Finale Ligurie - byen hvor Ligurien slutter og havet begynder. Se flere på på Flickr.