I går fik vi øje på noget interessant ude i haven: et staudebed, hvor de gamle stængler fra sidste år stadig står i visne klynger, var fyldt med snegle. I massevis var de kravlet op, og sad nu enkeltvis og i små klynger på planterne. Nogle var levende, men rigtigt mange virkede som om de havde opgivet ånden på vejen. Men selv i døden sad de stadig fast på stænglerne, så langt som de nu var kommet op.

Det var som om alle havens snegle på en gang havde fået den idé, at søge opad mod himlen.

Der findes sikkert en naturvidenskabelig forklaring på fænomenet. Men måske ligger der noget dybere bag? Måske har sneglene fået øje på den store, gule skive som har skinnet så klart over os de seneste dage. Nu var tiden kommet, hvor de skulle forenes med den store, lysende snegl i himlen. I en slags religiøs ekstase er de utrætteligt kravlet opad og opad, indtil deres små sneglehjerter har sagt stop. Måske er vi vidne til et resultat af sneglenes kosmologi. Hvad ved vi egentlig om hvordan snegle tænker?